Highly inappropriate tales for young people af Douglas Coupland og Graham Roumieu

Highly inappropriate tales for young people af Douglas Coupland og Graham Roumieu, 2011. William Heinemann. Antal stjerner: 5/5

Hvordan bør en barnepige opføre sig og er alle udvekslingsstuderende underlige, når de skal prøve at tilpasse sig et andet land?

Douglas Coupland har her i samarbejde med tegneren Graham Roumieu skabt en fantastisk morsom lille bog, som består af 7 små historier, der virkelig er så upassende, som titlen antyder. For at svare på mine 2 første spørgsmål har jeg valgt at sætte fokus på historierne om hhv. barnepigen Sandra og Hans, som er udvekslingsstuderende. Vi starter med Sandra, som får 3 nemme barnepigejob, eller, det skulle man tro.

Tvillingerne Jason og Kaylee er de første, som vi hører om. Deres forældre skal til en reunion og Sandra mener ikke, at de bør sidde hjemme og spille videospil hele aftenen. Bestemt ikke. I stedet lokker hun dem ud af huset og får dem til at stjæle ting til hende i en butik. Da børnene bliver opdaget, forsvinder hun og lader børnene blive tilbage.

Hendes chef er ikke helt tilfreds, men sender hende afsted igen og denne gang går det ud over den stakkels dreng Hunter. Han er bange for ild, men deres projekt sammen virker ganske harmløst til at starte med. De finder papæsker frem og tegner huse på dem. Sandra mener, at de bør brænde dem i brændeovnen, men ilden spreder sig for hurtigt og pludselig får de brug for brandmænd. Og igen forsvinder Sandra og lader barnet tage skylden.

Det sidste barn Brenlinn, bliver dog ikke sat til noget kriminelt – til gengæld bliver hun ført ind på en kirkegård sent om aftenen og efterladt der. Hun døde næsten af lungebetændelse, og alligevel siger hun ja til endnu et job som barnepige. Dog lader hun sin ven Todd vide, at det er børnene, som er umulige.

En anden historie er den om Hans, som er tysk udvekslingsstuderende. Han prøver i starten at finde sig til rette på sin nye skole, men dette er svært. En dag, da han er blevet vant til at være usynlig, lægger to unge piger mærke til, at han samler mad i kantinen i en papirspose og de beslutter sig for at følge efter ham. Det viser sig at han samler mad til krager i nærheden, da det er vigtigt for ham at maden ikke går til spilde. Derudover finder pigerne ud af noget andet, men dette må du læse dig frem til.

Alt i alt har Coupland ret i, at det er en upassende samling fortællinger for unge mennesker og det er fantastisk at læse noget så underligt en gang imellem. Han skriver rigtig godt og humoristisk og illustrationerne passer virkelig godt til. Den er bestemt værd at anbefale og dette især til unge mennesker samt dem, som har sort humor.

Reklamer