The Nutcracker af E.T.A. Hoffmann & Roberto Innocenti

The Nutcracker af E.T.A. Hoffmann & Roberto Innocenti. Jonathan Cape, 1997. Opr. udgivet som Nussknacker und Mausekönig i 1816. Antal stjerner: 4/5

Kan legetøj være levende, når børn og forældre går i seng og er der noget sandt over den historie, som gudfar Drosselmeier fortæller Marie og hendes familie?

Ofte når snakken falder på jul og juletraditioner, har jeg hørt om denne klassiske julefortælling om nøddeknækkeren og hans færden af Hoffmann. Historien, som oprindelig blev udgivet tilbage i 1816, har også en anden vigtig karakter, nemlig Marie, som er en pige på 7 år, der sammen med sin familie en juleaften får en ganske speciel gave. Den er fra hendes gudfar Drosselmeier, som er en opfinder og urmager og den bliver beskrevet således:

”You might have found fault with his figure. His body was too tall and fat for his legs, which were short and skinny. And his head was much too large for his body. The elegance of his costume, however, made up for a great deal. It showed him to be a person of taste and cultivation. He was wearing a purple military jacket with knobs and braid all over, pantaloons of the same purple as the jacket, and the finest boots ever seen on an officer, boots which fit his little legs as if they had been painted on.”

Denne aften bliver han brugt som nøddeknækker indtil Fritz, som er Maries storebror, giver ham en nød, der er ganske stor og svær at knække og nøddeknækkerens kæbe går i stykker. Marie tager sig hurtigt af ham og inden hun den aften går i seng, fortæller hun den lille nøddeknækker, at gudfar Drosselmeier nok skal få fikset ham igen. Men der sker ting og sager om natten og før Marie ved af det, fortæller hun historier om mus og nøddeknækkeren, som hendes familie ikke helt ved hvad de skal sige til. Men så hører gudfar Drosselmeier om det og han fortæller familien en historie fra en anden tid, hvor prinsesse Pirlipat var blevet forvandlet til en grim unge af dame Mouserinks. En astrolog og en anden Drosselmeier måtte finde en ganske speciel nød og en ung mand for at forvandle hende tilbage:

Now, Krakatuk had such a hard shell that you could have fired a forty-eight-pound cannonball at it without cracking it in the slightest. Nonetheless, for the spell to be broken, this hard nut would have to be broken between the teeth of a man who had never shaved and who have never worn boots. Furthermore, he would have to do it in front of the princess. He would have to hand the kernel to her himself and then take seven steps backwards without stumbling – with his eyes closed.

Men er det muligt at skaffe denne nød i tide og kan Marie gennemskue gudfarens historie før det er for sent?

Sikke en historie! Jeg faldt over denne bog på arbejdet en dag og lånte den med det samme, da jeg tænkte, at nu burde jeg se at få læst den juleklassiker. Den var slet ikke, som jeg havde forestillet mig, og jeg blev glædeligt overrasket. Da jeg så opdagede, at den er omtrent 200 år gammel, tænkte jeg mere over, hvad jeg netop havde læst og jeg kan glædeligt konstatere at den holder endnu. Og især med de smukke illustrationer, der var i denne udgave af bogen. Måden, hvorpå Hoffmann fortæller historien, er også ganske interessant og heldigvis giver alle de løse tråde mening til sidst, hvor de bindes sammen til en smuk sløjfe.

Alt i alt en virkelig interessant historie om en nøddeknækker, som må kæmpe en brav kamp og en ung pige, hvis omsorgsfulde hjerte må være stort og tålmodigt.

Det litterære apotek af Nina George

Det litterære apotek af Nina George, 2016. Anmeldereksemplar fra Bazar. Opr. udgivet som Das Lavendelzimmer i 2013. Antal stjerner: 5/5

Hvor længe kan et hjerte være præget af et ulykkeligt brud og hvor langt kan man komme, hvis man skulle forsøge at sejle med en båd læsset med bøger?

Det er blot et par af de mange spørgsmål, som en læser stiller sig selv undervejs i læsningen af ”Det litterære apotek” af tyske Nina George. Hun tager læseren med på noget af en tur, som starter i Paris. Her møder vi den midaldrende Jean Perdu, som bor ganske alene i et livligt lejlighedskompleks og som ejer en boghandel på en båd. Her sætter han fokus på at sælge de rigtige bøger til de rigtige mennesker og ikke bare bestsellers til enhver:

””Bøger er selvfølgelig ikke kun læger”, forsøgte Perdu sig. ”Visse romaner fungerer som livsledsagere. Andre som lussinger. Andre igen som en veninde, der lægger et lunet badehåndklæde om skuldrene på én, når man bliver melankolsk til mode om efteråret. Og nogle… tja. Nogle er som lyserød candyfloss, der bobler i hjernen i nogle få sekunder og efterlader en tom lykkefølelse. Ligesom en hurtig, stormfuld affære.” ”

Men livet har ikke altid været sådan for Perdu. Engang kendte han en kvinde ved navn Manon. En dag forlod hun ham ganske pludseligt og da den unge forfatter Max, som bor i hans lejlighedskompleks, støder på et gammelt brev fra hende, beslutter Perdu sig for at sætte gang i båden med bøgerne, som i øvrigt hedder ”Det litterære apotek” og lade den drive ned af Seinen. Max tager med ham og undervejs møder de flere mennesker, for provianten på skibet kunne være langt bedre end bøger. En aften snakker de om ord og at skrive:

”Jeg er glad for lydmalende ord, ” mumlede Perdu. Han havde lukket øjnene. “Aftenbrise. Natløber. Sommerbarn. Trods. Jeg forestiller mig en lille pige i en fantasiudrustning, der kæmper mod alt det, hun ikke vil være: pæn og tynd og stille, fy for pokker. Den lille ridder Trods mod fornuftens onde kræfter.”

Men hvordan heles sjælen egentlig og hvilken effekt kan bøger have på mennesker?

George tager os med på noget af en rejse og det var en af de slags, som man sent vil glemme. Sjældent har jeg fornemmet en så stor kærlighed til bøger i en bog og da jeg havde vendt sidste side, ville jeg genlæse den. Efterhånden som siderne i bogen blev vendt, forstod man Perdu bedre og bedre og jeg kom virkelig til at holde af ham og hans eventyr. Den er fuld af litterære referencer og jeg skal helt klart holde øje med, hvad George udgiver fremover. Alt i alt en fantastisk bog fuld af kærlighed til bøger og et indblik i hvordan livet kan være ganske underfundigt til tider.

Tjick af Wolfgang Herrndorf

Tjick af Wolfgang Herrndorf, 2014. Anmeldereksemplar fra Turbine. Opr. udgivet i 2010 som Tschick. Antal stjerner: 4/5

Er det en god idé at tage på roadtrip i en alder af 14 år når det er en selv samt en jævnaldrende, der sidder bag rattet? Og hvordan kan man finde vej i livet?

Maik er en ganske almindelig tysk dreng på 14 år, hvis far sælger boliger og hvis mor tager på kurophold, som egentlig er en afvænningsklinik. Han er ikke ligefrem populær i hans klasse, men dette ændrer sig en sommer, hvor hans forældre rejser væk og klassekammeraten Tjick møder op. Og Tjick er ikke helt som de andre fra hans klasse – hans familie er russisk og han skulle være meget begavet ifølge hans skolepapirer. Dette mærker de dog ikke noget til i Maiks klasse, hvor han nærmere er en ballademager.

Tjick er ikke gået over til Maik den dag, hvor vores historie for alvor begynder. Nej, han er skam kørt i bil og de skal ud på tur. Først skal de dog lige forbi en fødselsdagsfest for klassen, som holdes af Tatjana, en pige som Maik er forelsket i. Men de er ikke inviterede. Derefter starter deres tur ned igennem Tyskland, og dette er en interessant én af slagsen, da geografi ikke er deres stærke side og de har kun et kort over Berlin med. Men det er netop denne form for uforudsigelighed som skaber de bedste rejser og undervejs møder de Isa, som lever på en ganske speciel måde. Men eventyr kan ikke fortsætte for evigt og en dag er det forbi.

Maik er fortælleren af denne historie og han er hudløst ærlig hele vejen igennem. Han beskriver sig selv som værende kedelig og han fortæller at han ikke brød som om Tjick i starten. Temaerne, som vi støder på her i bogen, er ganske typiske for teenageromaner – seksualitet, hvem er vi egentlig, forelskelse og forholdet mellem børn og deres forældre.

Den giver et godt billede af hvordan det er at være ung i dag og Herrndorf har her gjort et fremragende stykke arbejde så at den ikke kun kan læses af teenagere, men også af andre læsere, hvis teenageår er forbi.

28 dage af David Safier

28 dage af David Safier, 2014. Anmeldereksemplar fra Bazar. Opr. udgivet som 28 Tage Lang på tysk i 2014. Antal stjerner: 4/5

Hvor meget kan en 16-årig pige holde til under 2.verdenskrig og skal man vælge at kæmpe og overleve eller vil kun en af delene lykkedes?

David Safier har med “28 dage” skrevet en til tider hæsblæsende historisk roman, som handler om Mira på 16 år, der bor i ghettoen i Warszawa med sin mor og lillesøster. Vi møder hende første gang da hun er på vej hjem fra et marked udenfor ghettoen, hvor jøderne bor. Safier har bragt os tilbage til 1942, hvor jøderne og polakkerne bor stærkt opdelt og Miras familie har det bestemt ikke nemt. Hendes bror er blevet hvervet som jødebetjent og hendes far er død, så det er kun hende, der kan forsøge sin familie. Som smugler tager hun frem og tilbage med madvarer og det er denne første dag, hvor vi møder hende, at hun næsten bliver fanget – men hjælpen er nær og en ung fyr foregiver at være hendes kæreste. Hendes søster kan dog digte historier som ingen anden, hvilket hjælper på humøret hjemme hos familien:

“Jeg kom uvilkårligt til at tænke på en skikkelse i Hannahs historier. På den en million år gamle apoteker Vandal, som pinte og plagede børn for at bruge deres tårer til en livseliksir. Da jeg gjorde Hannah opmærksom på, at Vandal slet ikke kunne have levet for en million siden, fordi der dengang ikke fandtes mennesker, svarede hun bare: “Min historie, min afgørelse.””

Livet bliver hårdere og hårdere for hver dag der går, og hendes bror må hjælpe dem med at gemme sig, så de ikke bliver sendt hen til koncentrationslejrene. De falske beviser, som broderen skaffer i første omgang, er ikke til at stole på, og en dag må hun efterlade hendes mor og søster samt en veninde i lejligheden, da hun bliver opdaget og vælger at blive ført hen til transitpladsen, da de andre så ikke bliver opdaget i deres skjul i deres spisekammer.

På transitpladsen møder hun fyren, som reddede hende på markedspladsen og her starter historien for alvor, da hun går med ind i modstandsgruppen, som fyren, hvis navn i øvrigt er Amos, er medlem af. Ting og sager sker, men et fast holdepunkt for Mira er hendes søsters historier, som særligt handler om De 777 øers verden:

“Derfor forestillede jeg mig, hvordan jeg i en af de forladte ghettolejligheder fandt endnu et eksemplar af Rejsefører til De 777 Øer, og hvordan den etbenede boghandler, som Hannah og Ben havde stjålet deres eksemplar fra, ville prøve at tage den fra mig her i lejligheden.”

Safier har virkelig formået at skrive en interessant roman her, som giver et helt andet syn på livet i ghettoen under 2.verdenskrig end vi er vant til at høre. Mira som hovedkarakter er ufattelig stærk og som læsere er det helt forståeligt, at hun forsøger at drømme sig væk fra det hele vha. hendes lillesøsters historier. Det er en barsk fortælling, og det er bestemt ikke en bog, som man læser på en gang. Det tager lidt tid at fordøje beskrivelserne af hændelserne og dette er især fordi bogens bagside (og epilog) fortæller, at den er baseret på virkelige hændelser.

De fleste af karaktererne er dog opdigtede, men Safier har foretaget en grundig research inden han skrev denne bog, hvilket man som læser virkelig godt kan mærke. Alt i alt en bog som får læseren til at tænke over hvad man egentlig kan holde til rent psykisk samt at visse begivenheder sagtens kan ændre hvordan vi ser på verden. Følgende spørgsmål var på forsiden af bogen og det er virkelig et af bogens vigtigste spørgsmål:

“Ville du sætte dit eget liv på spil for andre?”

 

Lever af David Wagner

Lever af David Wagner, 2014. Anmeldereksemplar fra Gyldendal. Opr. udgivet som Leben på tysk i 2013. Antal stjerner: 5/5

Er det muligt at mærke en levers tidligere ejermand og hvordan er det at være patient i flere omgange?

Wagner har med “Lever” skrevet en bog, som sætter tankerne om livet i gang. Romanen, som i øvrigt er øvrigt er en selvbiografi, handler om tiden før og efter en levertransplantation. Patienten W. er vores jeg-fortæller og vi møder ham første gang, da han får det dårligt og må indlægges:

“Jeg ved, hvad det betyder. B., min læge, der har behandlet mig, siden jeg var tolv, har advaret mig tit nok de sidste mange år. Jeg ved, at der er gået hul på øsofagusvaricerne, åreknuderne i mit spiserør, jeg ved, at jeg nu bløder indvendig og ikke må besvime, jeg skal ringe efter en ambulance.”

Han kender sin sygdom og gennem romanen hører vi både om hans sygdom og hans kvinder gennem livet. Sygdommen blev tidligt en del af hans liv og det er langt fra hans første indlæggelse. Nogle levertransplantationer er mere succesrige end andre og vi hører om hans bekymringer, da han nogle dage gerne vil leve mange år endnu for hans lille datters skyld og andre dage tænker han, at livet måske bare burde ende, før det bliver for smertefuldt:

“Livstræthed: ikke at ville mere. Kommer i bølger. Kommer igen og igen. Kommer også til mig.”

Livet på hospitalet går sin gang og efter lang ventetid og en hjemsendelse er det endelig tid. Leveren er klar til ham og vi ser et skift i hans måde at fortælle om hverdagen på. Før transplantationen klippede han dødsannoncer ud fra aviser, da en af dem jo kunne være en mulig donor. Flere gange, efter at han har modtaget den nye lever, henvender han sig til leverens tidligere ejer, og han må også overveje, hvordan man skriver et takkebrev til donorens familie:

“Men hvordan skal jeg skrive et helt igennem upersonligt brev? Bliver det ikke et mærkeligt brev, hvis jeg ikke må skrive noget om mig selv? Hverken mit navn, min alder, navnet på byen, jeg bor i, og heller ikke mit køn. Det bliver et brev, hvor jeg er manden eller kvinden uden egenskaber.”

Wagner har med denne roman skrevet en formået at formidle et svært sygdomsforløb, så det ikke bliver hverken deprimerende eller kedeligt. Tværtimod. Bogen her er fuld af betragtninger af livet og vi hører flere sygdomshistorier undervejs, da patienten W. ofte skifter sengestuekammerater. Wagner skriver rigtig godt og det er nemt at læse denne roman, da afsnittene om de tunge ting i livet ikke er alt for lange, men fyldt med små afsnit. Som læser føler man næsten, at man selv er indlagt – alt er beskrevet i den mindste detalje, selv sygeplejerskerne og udsigten han har over Berlin.

Alt i alt en velskrevet bog om et interessant sygdomsforløb, som jeg kan anbefale til enhver. Titlen “Lever” er i øvrigt dobbelttydig, for hvordan lever man, når man er ramt af sygdom?