Anne Marie letter sit hjerte af Astrid Lindgren

Anne Marie letter sit hjerte af Astrid Lindgren, 1999. Gyldendals Oline-Serie. Opr. udgivet som Britt-Mari lättar sitt hjärta i 1944. Antal stjerner: 4/5

Hvor meget kan man fortælle en penneveninde, som man aldrig har mødt og hvordan er det nu at den der første forelskelse føles?

Denne debutroman fra Astrid Lindgrens hånd fortæller historien om Anne Marie, der er 15 år gammel og som bor i Småstad sammen med sine forældre og 4 søskende. Hun har fået sig en skrivemaskine, men hun ved ikke helt, hvad hun skal skrive til at starte med. Gennem en klassekammerat får hun kontakt til Kajsa i Stockholm, som også gerne vil have en penneveninde og de begynder at skrive sammen i en september måned. Når man nu ikke har mødt den person, som man skriver til, er et persongalleri nødvendigt og Anne Marie skriver følgende om sig selv:

“Gider du høre mere om familien Hagstrøm? For så kan jeg fortælle dig, at næste nummer i rækken er undertegnede. Tja – hvad skal man egentlig sige om sig selv? At jeg godt kan lide at læse, at jeg ikke kan fordrage at skulle i seng om aftenen, at jeg mægtig godt kan lide min familie – selv om den irriterer mig grænseløst indimellem – at jeg ikke kan døje permanentet hår og i hvert fald ikke vil have det selv, at jeg synes, det er dejligt at være ude i naturen, men afskyeligt at skulle luge i haven at jeg elsker blå forårsdage og varme sommerdage, klare efterårsdage og vinterdage med sne og skiture – at jeg i det store og hele synes, at livet er dejligt.”

Det er ikke altid lige nemt at være 15 år og særligt ikke, når ens lillebror ved navn Svante ynder at drille én og til tider snakke over sig på især Anne Maries bekostning. Da en skolefest afholdes, hvor Anne Maries far også er med qua hans stilling som rektor, driller Svante hende med både hendes hår og hendes tøj, men hun får alligevel danset med både Åge, Stig og ikke mindst Bertil. Og sidstnævnte nævner hun mere end én gang til Kajsa af en helt særlig grund:

“Jeg gik derfra ved nitiden, og så mødte jeg ham. Rent tilfældigt. Somme tider bilder jeg mig ind – jeg mener, håber jeg, at det ikke er helt tilfældigt, vi mødes – men at han gør lidt til det selv. Nå, det er nok bare noget, jeg fantaserer mig til. Skønt alligevel.

Vi gik ad stien langs åen. Jeg skal sige dig, vi har en å, der er så venlig at slynge sig tværs gennem byen. Jeg ved slet ikke, hvad byen ville være uden den å. En temmelig ucharmerende, lille by, er jeg bange for. Jeg ved heller ikke, hvad man skulle med måneskin, hvis det ikke kunne spejle sig i vores å. Og hvor skulle vi plukke kodrivere om foråret, hvis vi ikke havde engene langs åen lidt uden for byen. Hvis jeg ikke en lys sommeraften kunne sidde på en bænk ved åen og mærke de hvide syreners duft, ville jeg overhovedet ikke tro, det var sommer.”

Men hvornår er man sikker på at man er forelsket og hvor meget spiller tilfældighed ind, når det gælder kærlighed?

Åh, hvor bragte denne bog mig tilbage til mine egne teenageår. Der var så mange dilemmaer, som virkede bekendte og dette til trods for at bogen første gang blev udgivet allerede tilbage i 1944. Selvom den mest handler om ungdomskærlighed og familieforhold, så er den i den grad også fuld af filosofiske betragtninger af livet og man er ikke et sekund i tvivl om, hvem forfatteren bag bogen er. Det er første gang, at jeg læser bogen og det er fantastisk at have en hovedkarakter, som elsker at læse og som bestemt ikke er bange for at stå op for både andre og sig selv, når noget uretfærdigt er sket. Det her er ikke sidste gang, at jeg dykker ned i nogle af Lindgrens værker, der er mindre kendte her i Danmark og jeg kan varmt anbefale denne debut. Alt i alt en velskreven debut af Lindgren, som handler om den 15-årige Anne Marie, hendes liv og betragtninger af dette på godt og ondt, da livet som teenager ikke altid er helt nemt, men man ved aldrig hvem eller hvad der er rundt om det næste hjørne.

Luise Justine Mejer af Astrid Lindgren

Luise Justine Mejer af Astrid Lindgren, 2015. Novellix. Opr. udgivet i 1975. Antal stjerner: 4/5

Hvordan kurtiserede man tilbage i slutningen af 1700-tallet og hvordan bliver et venskab til kærlighed på den tid?

Lindgren bringer os i denne lille fortælling tilbage til en mere simpel tid, hvor folk sendte utallige breve til hinanden og her møder vi Luise Justine Mejer og Heinrich Christian Boie, som møder hinanden første gang i 1776. Begge er ugifte og et venskab opstår ganske hurtigt. Men Luise er bestemt ikke helt som de andre ugifte kvinder på markedet:

“Men vilken gammeljänta! Så intagende och så klok, så klar i skallen och med en så enastående begåvning för vänskap, undra på att alla, än som kvinnor, tydde sig till henne både i glädje och sorg.”

De er nogenlunde jævnaldrene og i de mange år, hvor de blot er pennevenner, vender de mange ting med hinanden. Heriblandt særligt litteratur, som optager ganske mange i deres vennekreds. Luise kender endda fru Kestner, der var den ungdomskærlighed, som Goethe var inspireret til at skrive om i ”Den unge Werthers lidelser”. Men det er ikke al litteratur, som hun betages af og et af de steder, hvor hun tjener, bliver det alt for meget:

“Båda grevarna Stolberg är litterärt verksamma, och Luise har ju alltid älskat litteratur och läsning, men nu gar det för langt.

” Här stoppar man människor med litteratur som man stoppar gäss med nudlar”, skriver hon.”

Men kan det monstro lykkedes Boie at få Luise til at falde for ham?

Lindgren har som sædvanlig en ganske særlig måde at fortælle på og selvom det er en kort bog på blot 25 sider, så var det for mig en historie, som befandt sig lidt længere i tankerne end andre bøger på den størrelse.  Livet for Luise er bestemt ikke altid lutter lagkage, men heldigvis har hun Boie at støtte sig til. Alt i alt en elskværdig kort historie om et venskab som udvikler sig til noget andet og som tager os tilbage til en mere simpel tid, hvor livets værdier havde en ganske anden karakter.

I skymningslandet af Astrid Lindgren

I skymningslandet af Astrid Lindgren, 2015. Novellix. Antal stjerner: 4/5

Hvad sker der, når mørket falder på i Sverige og hvem er Liljonkvast?

Hvis der er noget som Astrid Lindgren kunne, så var det at tage enhver læser væk fra hverdagen og ind i fiktionens verden på en såre simpel og på samme tid fantastisk måde. I denne korte fortælling tager hun læseren med til Stockholm, hvor drengen Göran ligger i sengen og har haft ondt i sit ben i et års tid, da vi møder ham. Det er så slemt, at hans forældre ikke er sikre på, at han nogensinde kommer til at gå igen. Han bruger sine dage på at læse og bygge med hans meccano, men ved skumringstid sker der noget ganske specielt en dag:

”Då hörde jag en knackning på fönstret. Vi bor tre trappor upp i ett hus vid Karlbergsvägen, så därför blev jeg så häpen. Vem i all sin dar kunde knacka på fönstret?”

Det var ingen anden end Liljonkvast, som bor i skumringslandet. Udover at han kan gå igennem vinduer, så kan han få Göran til at gøre det samme. De begiver sig ud i Stockholm i skumringen og det er ikke så lidt der kan ske i skumringslandet. Göran kan for eksempel køre en sporvogn helt uden hjælp, selvom han aldrig har prøvet det før og den kan endda også køre nede i vandet. Dette skumringsland har også sin egen konge og dronning, og da han besøger dem sammen med Liljonkvast, oplever han noget ganske forunderligt:

”Plötsligt började de sjunga. Och det var en sång, som aldrig har hörts maken till i Stockholms stads. Det kändes som ännu mera is och eld längs ryggraden, når man hörde den.

Kungen nickade och sa:

”Så sjungar vi i Skymningsladet. Det är så vi sjunger i Landet Som Icke Är.” ”

Men hvem lever egentlig i dette skumringsland?

Det er på mange måder en typisk historie fra Lindgrens hånd og selvom den er under 20 sider lang, så er det én, som bliver siddende i et stykke tid. På dansk er den udgivet som billedbog flere gange og den udgave, som jeg havde i hænderne, var en lidt mere voksen én af slagsen uden illustrationer, som sidste år blev udgivet på det svenske forlag Novellix. Jeg kan ikke mindes at have læst den som barn og dens eftertænksomhed om barnets vinkel på livet minder meget om både Brødrene Løvehjerte og Karlsson på Taget. Velskrevet som altid og som læser ville man blot starte forfra og endda selv begive sig på skumringstidstur i Stockholm.

Alt i alt en forunderlig fortælling, som både voksne og børn kan læse og få noget ud af.

 

Biblioteksmysteriet af Martin Widmark og Helena Willis

Biblioteksmysteriet af Martin Widmark og Helena Willis, 2013. Forlaget Carlsen. Opr. udgivet med samme titel på svensk i 2007. Antal stjerner: 4/5

Er nogle bøger mon mere værdifulde end andre og hvordan stopper man en snedig tyv på et bibliotek?

Det er to meget ledende spørgsmål, ja, men for Lasse og Maja, der er børnedetektiver i Vester-vomstrup, er de i denne bog virkelig vigtige spørgsmål, der kræver svar. Widmark og Willis har denne gang skrevet en bog i deres detektivbureau-serie, hvor handlingen for det meste finder sted på byens bibliotek. Vi møder første gang vores to detektiver, da de befinder sig ovenpå den lokale guldsmed, hvor man kan se over til biblioteket på 3.sal. En bog er nemlig forsvundet på biblioteket og det er ikke hvilken som helst bog. Det er en værdifuld en af slagsen og den lokale og ikke altid kvikke politimester har svært ved at opklare sagen:

“”Hvad sker der her?”, spørger han.
Bibliotekaren ser først forvirret på ham. Så genkender hun byens politimester og hulker: “Der er nogen der har stjålet Alverdens sommerfugle!”
“Hvad er det for noget sludder, menneske?” spørger politimesteren. “Det kan da ikke lade sig gøre! Man kan ikke stjæle alle verdens sommerfugle…?”
Maja står på tæer og hvisker noget i politimesterens øre. Så er han med.
“Aha! Du mener at der er nogen der har stjålet en bog der hedder Alverdens sommerfugle?” “

I løbet af deres dag på udkigsposten har Lasse og Maja kogt antallet af de mistænkte ned til 3 men-nesker, som har været på biblioteket den dag. Det er: præsten, en gammel dame, som er professor og en håndværker. Men det er svært at gennemskue hvordan det har kunnet ske. På biblioteket er der nemlig en sædvanligvis ret effektiv alarm og politimesteren forsøger adskillige gange at både kaste og skubbe bogen igennem uden opklaring. Maja og Lasse går så på biblioteket og iagttager de mistænkte, som ikke helt overholder biblioteksreglerne, som bibliotekaren forklarer dem:
“”Derinde må man absolut ikke spise is eller slik. man må bestemt heller ikke tale i mobiltelefon eller tage billeder af bøgerne. “

Og senere på dagen:

“Alle i rummet virker som om de har gang i noget skummelt” Volmer sidder og bikser med noget han ikke vil lade andre se, professoren tager billeder og præsten piller ved sin telefon.”

Maja og Lasse synes godt nok at det hele er lidt mystisk, men efterhånden som brikkerne falder på plads, giver det hele mere og mere mening. Men hvem mon der har udtænkt en meget snu plan, som den skyldige næsten slipper afsted med?

Willis og Widmark har her skrevet et skønt mysterie for børn, hvor enhver i alderen fra 3 til 10 kan hygge sig med opklaringen. Illustrationerne er simple og letforståelige og passer rigtig godt til historien. Dette er ikke den eneste bog i serien, der er oversat til dansk, men selvom jeg ikke selv har læst de foregående, så gav den stadig god mening. Karaktererne er ikke så dybe, men jeg er sikker på, at jeg ville have det anderledes, hvis jeg læste hele serien. Der er god fokus på selve mysteriet og selv havde jeg svært ved at regne det ud, hvilket for mig er et godt mysterie. Alt i alt en skøn børnebog om forsvundne bøger, der er god til børn i mange forskelllige aldre – den kan endda også narre selv en voksen læser.

Der er ingen røvere i skoven af Astrid Lindgren

Der er ingen røvere i skoven af Astrid Lindgren, 2009. Gyldendal. Opr. Ingen rövare finns i skogen i 1949. Antal stjerner: 4/5

Hvad sker der hvis man bliver ved med at råbe ”der er ingen røvere i skoven”, hvis man er en lille dreng ved navn Peter og hvis der nu er røvere i en skov, er det så muligt at narre dem eller er de rent faktisk snu?

De fleste danske læsere ved med det samme, hvad der vil ske, når de åbner en bog af Lindgren. De bliver ført ind i en fantastisk historie med ofte smukke illustrationer og det samme sker i netop denne billedbog. Peter er en lille dreng, som kommer hjem til sin mormor, da han har været ude og lege med nogle andre drenge. Hun er ikke lige at se i huset, da han kommer hjem og han løber rundt over det hele og råber ”der er ingen røvere i skoven.” Pludselig vågner en lille dukke ved navn Mimmi og går hen imod ham:

””Det er altså løgn,” sagde hun. ”Der er i hvert fald røvere i skoven.”

Hun så så vred ud, at Peter næsten glemte at blive forbavset. Selv om det jo egentlig var lidt mærkeligt, at en dukke kunne tale, sådan noget skete kun i eventyr. Peter besluttede at tænke nærmere over det, når han fik tid.”

Men tid er ikke ligefrem det, der er mest af for Mimmi og Peter. Hun fører ham hen til hendes soveværelsesvindue, som egentlig befinder sig i et dukkehus, som Peter er alt, alt for stor til. Ude i skoven bag dukkehuset ser han en mand og Mimmi fortæller ham ivrigt, at manden ikke er hvem som helst. Nej, det er skam røverhøvdingen Fiolito, som er leder for 40 røvere. Og det er ikke så lidt endda. Og Mimmi er virkelig stolt, hvilket er forståeligt, da hun er en forældreløs pige med en masse ægte perler og røverne er endnu ikke kommet ind i huset:

””Perler af umådelig stor værdi, det er, hvad det er,” sagde Mimmi. ”Og det er dem, Fiolito er ude efter, forstår du nok.”

De to børn må virkelig udtænke nogle gode planer, da 40 røvere og en røverhøvding er ganske mange at være oppe imod. For hvad skal det dog ikke ende med?

Lindgren formår som sædvanlig at fange læseren med denne historie om 2 børn, som skal ud af en kneben situation. Bogen er illustreret af Ilon Wikland, som også står bag de skønne tegninger i historierne om Lisbet og Grynet samt Jul i Bulderby for blot at nævne nogle af de bedst kendte og som sædvanlig er det smukke illustrationer, der går hånd i hånd med historien. Det er en typisk Lindgren-historie og den er bestemt en genlæsning værd. Alt i alt en spændende historie om Peter og Mimmi, hvor illustrationerne er en fryd i sig selv.