Graceland af Ida Holmegaard

Graceland af Ida Holmegaard, 2017. Anmeldereksemplar fra Rosinante. Antal stjerner: 4/5

Hvordan falder man til i en stor by som New York, når man tager derover helt alene og hvordan lever de danske familier egentlig i dag?

Holmegaard, der i 2015 debuterede med kortromanen ”Emma Emma”, har nu skrevet denne roman, som sætter en moderne dansk familie i fokus. Bogen er opdelt i 3 synsvinkler og den første, som vi møder som læser, er lillesøsteren Daisy, som en decemberdag går rundt derhjemme og venter på at de andre i familien kommer hjem. Hendes far og lillebror er ikke langt hjemmefra, men moren Sylvia er skuespillerinde og på vej hjem fra Randers og hendes storebror Theo er på vej hjem fra New York. Medens Daisy går rundt i familiens hjem, tænker hun over samtaler og oplevelser med blandt andet Theo inden han tog afsted:

”Theo tog Daisy med ud til Amager Strandpark, til den nye del, den kunstige ø i Øresund. De gik en meget lang tur derude mellem sundet og det inddæmmede vand i lagunen, og Theo sagde, at marehalmen nok var hans yndlingsplante, og de tog badetøj på og gik i vandet på havsiden. Theo er helt anderledes end andre voksne mænd, hun kender. Måske fordi han ikke er helt voksen. Han ligner lidt en pige, ligesom Daisy ligner en dreng. Men det klæder Theo at være spinkel og smilende og langhåret og at have høje kindben. Man har ofte sagt til hende: Du har en meget smuk bror.”

Sylvia er den næste karakter, som vi følger idet hun skal til at køre hjem mod København. Hun reflekterer over hvordan hendes karriere har været og hvordan hendes fremtid ser ud. Denne december bliver en julekalender vist på fjernsynet, som hun var med i og folk genkender hende hist og her på gaden. Hun kører forbi Memphis Mansion, som er en miniudgave af Elvis’ Graceland, på vej hjem fra Randers og nynner lidt af hans musik i bilen. Sidste synsvinkel er Theo, som har boet et efterår i New York. Helt alene er han ikke i storbyen, da en ven gav hans nummer til Frederik, som han hænger ud med. Følelser opstår, men Theo falder pladask for kunstneren Kamal, som han ikke helt ved, hvor han har henne følelsesmæssigt. Dette viser sig blandt andet ved en kunstudstilling, som Kamal er med til, men som Theo ikke er inviteret med til i første omgang:

””It looks interesting,” sagde jeg. Kamal havde taget bukser på og var i gang med at befri et par nye, sorte sokker fra deres papemballage. Han satte sig og holdt sokkerne mod foden for at måle, om de passede i størrelsen. Han sagde: ”Yeah, the exhibition, the opening is the day after tomorrow. I probably forgot to include you on the mailing list with invitations, I’m sorry.” Jeg sagde, at jeg ville se, om jeg kunne få tid til at komme, selv om jeg godt vidste, at selvfølgelig ville jeg det, selv om han tydeligvis kun havde tildelt mig en halv, hvis ikke en kvart, invitation. Jeg ville bare så gerne se hans venner og hans værker. Åh, mit hjerte, jeg slider det op.”

Men hvordan er det at forlade en by som New York, når man ikke helt ved, om man har efterladt sit hjerte der?

Der er et eller andet ved Holmegaards måde at skrive på, som igen fangede mig fra allerførste side. Det er interessant at få en familie skildret fra forskellige vinkler og især at følge Theo vandre rundt og vænne sig til en by som New York. Der er sådan lidt stream of consciousness over skrivestilen og det fungerer utrolig godt til en ung mands færd i en storby. Ligesom Holmegaards debut så er det her en bog, hvor man har lyst til at læse det hele på én gang og på samme tid har man også lyst til at nyde sproget i mindre bidder og lade læsningen strække sig over længere tid. Selvom bogen ikke er længere end 136 sider, så formår Holmegaard at skrive et portræt af en familie, som bliver hængende hos læseren i nogen tid efter sidste side er vendt.

Alt i alt en smukt skrevet skildring af en moderne familie, set igennem tre familiemedlemmers forskellige øjne og ikke mindst en fortælling om at finde sig selv og miste sit hjerte i New York.

Reklamer

Det sidste ord af Thomas Thorhauge

Det sidste ord af Thomas Thorhauge, 2012. Rosinante. Antal stjerner: 4/5

Hvad kan man citere kendte skuespillere for, som de ikke siger i deres film og er de egentlig, som vi tror at de er?

Thomas Thorhauge har i denne bog samlet sine avisstriber om mennesker i showbusiness, som blev udgivet i Politikens filmtillæg. Af Rosinante selv bliver den kaldt for en citatbog, som samtidig er en mocumentary over filmverdenen, og det er helt bestemt en meget præcis beskrivelse. Peter Aalbæk Jensen står bag et forord til denne bog og står som værende en ”Selvglad filmkøbmand” og fortæller os, at mennesker i filmverdenen hverken er bedre eller værre end os almindelige mennesker. Og efter man har læst hver enkel stribe, er man tilbøjelig til at give ham ret.

Thorhauge lægger ud med en stribe om Marilyn Monroe, som læser Ulysses af James Joyce med en kat ved sin side. Hun sidder i den klassiske hvide kjole og filosoferer over livet:

”Jo mere, jeg tænker over det, desto mere går det op for mig, at der ikke er noget svar, livet må leves.”

Hun er ikke den eneste, som funderer over livet og om der er en mening med det hele. Vi møder også Meryl Streep, som tømmer sin opvaskemaskine, medens hun ”snakker med os”. Hun mener at vi alle har det samme indeni os – vi har den samme oprindelse og derfor føler hun ”ikke, at vi er særligt forskellige. Jeg kunne sikkert mærke, hvordan det føles at være dig, hvis jeg nærstuderede dig.” En tredje, hvis vise ord jeg her vil gengive, er Max Von Sydow, der er i gang med et spil stangtennis mod sig selv:

”Gennem livet opdager man, hvad det vil sige at være menneske i forskellige aldre. Jo ældre, man bliver, desto mere tænker man på døden, og man forstår hvad den kan betyde. Døden er døde, og den kommer, når den kommer. Den kan komme for tidligt. Men også på et velkomment tidspunkt. Det kommer helt an på resten af ens liv, og hvad man gør ved det.”

Thorhauges bog er fuld af vise ord og fantastiske illustrationer, som ikke gør os i tvivl om, hvem personerne er. Nogle ser vi i en rolle, som vi forventer, hvor f.eks. Sydow spiller stangtennis. Han har både valgt danske og udenlandske interessante kendisser, og til trods for deres forskellighed samles de om de samme temaer, som blandt andet er ensomhed, identitet, livet og kærligheden. Hans måde at fortælle på fungerer utrolig godt og jeg glæder mig til at få fat i en af hans andre værker. Alt i alt en fantastisk samling af striber, som kan lære enhver noget om livet.

 

De Usynlige af Roy Jacobsen

De Usynlige af Roy Jacobsen, 2014. Anmeldereksemplar fra Rosinante. Opr. udgivet på norsk under samme titel i 2013. Antal stjerner: 5/5

Hvad kan man lære ved at bo på en ø med kun sin familie og hvor stor forskel er der på kvinder og mænd i et lille øsamfund?

Roy Jacobsen har endnu en gang skrevet om det norske samfund og i forhold til hans populære værk “Vidunderbarn” så er vi nu endnu længere tilbage i tiden denne gang.

På en lille ø et sted i Norge bor familien Barrøy – da vi træder ind i historien for første gang består denne familie af Martin, som er familiens overhoved, hans datter Barbro, hans søn Martin og dennes kone Maria samt deres datter Ingrid, hvis person Jacobsen fokuserer på igennem bogen. De bor alene på deres ø og må sejle rundt til resten af øsamfundet i sejlbåd.

Første gang vi møder Ingrid er hun 3 år gammel og familien har besøg af præsten inde fra fastlandet. De snakker om Ingrids forestående dåb og gennem romanen følger vi hende op igennem både hendes barndom og ungdom, men denne roman handler mest om familieforhold. Barbro er en helt speciel ung kvinde og Jacobsen bruger tid på at forklare læseren hvordan man kan få en stilling inde på fastlandet og hvad forholdene er for disse unge kvinder, som skal i arbejde.

Vi følger Ingrid den dag hun skal i skole. Denne skole er ikke helt som andre – børnene bor på en nærliggende ø i 14 dage og bliver undervist og derefter har de 14 dage hjemme igen, medens læreren underviser børn fra andre øer. I starten er Ingrid ikke så vild med at komme afsted og hun skal vænne sig til at være væk fra sin trygge ø, hvor hun er enebarn og blot omgivet af voksne. En dag skal Ingrid også have et arbejde på fastlandet og der sker ting og sager efter hendes ankomst.

En af de mest interessante problematikker i denne bog er forholdet mellem mand og kvinde. Forandringer er tydeligvis på vej og vi ser hvordan mændene klarer fiskeriet medens kvinderne ligger på knæ og ordner kartofler i haven, bare for at nævne et af mange eksempler.

Jacobsens personer udvikler sig alle gennem bogen og han er især dygtig til at forklare de norske vejrforhold, idet disse påvirker familiens aktiviteter på øen. Han er særligt god til at portrættere det norske samfund og hans karakterer var så troværdige, at jeg en overgang troede, at de var virkelige.

Dog har jeg hørt Jacobsen blive interviewet hvori han nærmest sværgede, at det ikke var baseret på virkelige personer. Alt i alt en virkelig interessant roman, som sætter tankerne i gang – det er bestemt ikke den sidste Jacobsen roman man vil kunne finde på mit natbord.

Artiskokhjerte af Line-Maria Lång

Artiskokhjerte af Line-Maria Lång, 2014. Anmeldereksemplar fra Rosinante. Antal stjerner: 4/5

Hvordan kan man som menneske have et artiskokhjerte?

Ifølge vores 15-årige hovedperson Lisa er det når man kan have flere hjerter at give af. Lisa (eller Lizette som hendes franske far kalder hende) er en helt speciel pige. Hun opfinder remser for at huske talrækker og koder til opgange og musik betragter hun også helt specielt. Da hun efter sin studentereksamen rejser til Frankrig for at tilbringe tid med sin far, lærer hun hurtigt Gamlingen at kende. Eller, dette er hendes tilnavn til ham.

I byen går han under navnet “Le Monstre” og han arbejder som musikanmelder. Hendes far, som forlod hende for sin franske familie, da hun kun var 10 år gammel, er lidt en workaholic og hendes stedmor snakker hun knapt nok med. Lisa tænker på en helt speciel måde og da hun møder stedmoren fortæller hun hende, at hun har set de halvnøgne billeder, faren modtog, da han boede med Lisa og hendes mor i Danmark.

En særlig ting i den lejlighed hun bor i er dog kakerlakkerne, som hun får en form for venskab med. Hun maler neglelak på deres ryg og det er først efter at et herrebesøg mislykkedes, at hun indser, at det ikke er helt almindeligt at have så mange kakerlakker. Livet er forunderligt og Lisa oplever mange ting på sit besøg i Frankrig.

Bogen er rigtig godt skrevet og jeg kunne næsten ikke lægge den fra mig. Denne bog henvender sig mest til unge mennesker, men “voksne” ville også kunne få meget ud af at læse den for at se hvordan den menneskelige hjerne til tider kan fungere på anden vis.

Agterudsejlet af Christina Hesselholdt

Agterudsejlet af Christina Hesselholdt, 2014. Rosinante. Antal stjerner: 4/5

Hvem er Camilla og ved hun egentlig hvem hun selv er?

Det er spørgsmål som man sidder tilbage med efter endt læsning af Christina Hesselholdts ”Agterudsejlet”. Dette er ikke den første i rækken om Camilla og hendes vennekreds, men for denne læser var dette den første læste bog af denne forfatterinde. Vi møder i denne bog Camilla, som forsøger at håndtere livet efter hendes mors død. Hun starter ud med:

”’ Når man er alene, risikerer man ingenting’.

‘Men er det helt sandt?’

(Jeg talte med mig selv).”

Camilla er en ganske almindelig dansk kvinde og så alligevel helt mærkværdig på sin vis. Hun bruger sin tid på at reflektere over livet og hun prøver at finde ud af om hun er ensom eller hvordan hun rent faktisk har det i sit eget selskab. Morens død har tydeligvis forårsaget meget filosofisk tænkning og hun forsøger at finde svar på hvorfor moren havde haft selvmordstanker flere gange igennem livet. Selvom Camilla mest fortæller os hendes historie, så kaldes denne bog for en fortællekreds, og i dette tilfælde er det Camilla, hendes veninde Alwilda, dennes kæreste Edward, Alma og Kristian. Kærlighedsforholdene mellem dem alle er rodede og Alwilda har tidligere haft affærer med de andres mænd. Hun får dog også mulighed for at fortælle sin side af historien:

”Alene. Udenfor. Jeg har altid skullet hale andre personer ind efter møjsommeligt at have fået dem i nettet. Der er aldrig nogen der haler mig ind. Det er prisen for at lide af et overmål af energi, alt initiativ bliver overladt til mig.”

Hesselholdt har her skrevet en lidt forvirrende fortælling om denne kreds af mennesker. Vi kommer virkelig ind på livet af Camilla og jeg er ikke i tvivl om, at jeg skal have fat i de andre bøger om denne interessante karakter og hendes bekendtskaber. Særligt iagttagelserne i stilheden fik mig til at læse afsnit flere gange for at nyde bogen bedst muligt. I bogens flapper er tidligere anmeldelser citeret og særligt en fra Kristeligt Dagblad er jeg enig i – nemlig sammenligningen med Virginia Woolf (forfatterinden bag Mrs. Dalloway). Skrivestilen er flydende i den forstand, at man som læser har svært ved bare at stoppe op og holde en pause med læsningen. Denne lille bog sætter tankerne om livet i gang og jeg anbefaler den helt bestemt for som Hesselholdt skriver i bogen:

”’Ja, det er svært at være menneske, Camilla, det er det også for mig’, sagde Kristian. ”