Den underjordiske jernbane af Colson Whitehead

Den underjordiske jernbane af Colson Whitehead, 2017. Anmeldereksemplar fra Politikens Forlag. Opr. udgivet som The Underground Railroad i 2016. Antal stjerner: 5/5

Hvad er en underjordisk jernbane og er det som slave muligt at flygte så langt væk, at man ikke bliver indhentet af en slavefanger, der lever af de dusører, som udloves af hævntørstige plantageejere?

Colson Whitehead tager med denne bog sin læser tilbage til en tid, hvor de amerikanske sydstater holdt hårdt på at der var forskel på de hvide og de slaver, som arbejder for de hvide. En af de slaver er Cora på 16 år, der arbejder på en bomuldsplantage i Georgia, som er ejet af Randall-familien. Da vi møder hende, er hendes mor flygtet fra plantagen og selv bor hun sammen med plantagens mærkelige mennesker inde i et hus kaldet Hob. Den jord, som hun bor på, varetages af den fredelige søn James, men da han dør, overtager hans bror Terrance, som er af et ganske andet gemyt. Så da Caesar, der også er slave på plantagen, spørger, om de skal flygte, går der ikke længe, før de er på flugt fra Terrance og hans mænd. Caesaar har haft planer om det i længere tid og han kender en hr. Fletcher, som bliver deres stop før den underjordiske jernbane:

”Mens Caesar og Cora grådigt slugte resten af pumpernikkelbrødet og skinken, drøftede de to mænd fordele og ulemper ved at vove sig ud nu, eller når mørket var faldet på. Cora vidste bedre end at bidrage til diskussionen. Det her var første gang, hun var ude i verden, og der var meget, hun ikke vidste. Hendes egen indskydelse var at stikke af hurtigst muligt. Hver en mil mellem hende og plantagen var en sejr, som hun ville føje til sin samling.”

Den underjordiske jernbane tager de to slaver til nabostaten South Carolina i første omgang, hvor de skjuler sig under andre navne og har helt andre arbejdsforhold end tidligere. Men en slave er en slave og hvis man opholder sig som en bortløben en af slagsen, der hvor Cora er indlogeret, er man ikke sikker, når slavefangerne kommer på rov. Terrance har underrettet slavefangeren Ridgeway om Cora og Caesar og denne slavefanger er særlig hævngerrig, da han aldrig fandt Coras mor og nu sætter alt ind på at fange Cora. North Carolina er næste destination for Coras vedkommende, men fortiden indhenter hende før hun ved af det og pludselig står hun ansigt til ansigt med Ridgeway:

””I har alle jeres lokale skikke her – det forstår jeg godt. I har jeres morskab. ”Han udtalte morskab som en afholdsprædikant. ”Men den tilhører ikke jer. Loven siger, at det er min ret at tilbagelevere dette løsøre til dets ejer. Og det er det, jeg agter at gøre.”

Cora klynkede og tog sig til hovedet. Hun var svimmel, ligesom hun  havde været dengag, Terrance havde slået hende. Ham manden her ville give hende tilbage til ham.”

Men hvor stærk er en pige på 16 år, når det gælder hendes liv og hendes frihed og vil hun nogensinde opleve frie og lykkelige øjeblikke som et hvidt menneske?

Sikke en fantastisk velskrevet bog om slavepigen Cora og hendes færd med den underjordiske jernbane! Det er ikke uden grund at denne bog har vundet Pulitzer-prisen her i 2017 og måden hvorpå at vi som læsere både lærer noget om raceforholdene i de besøgte stater samt de mennesker, som Cora møder undervejs, har givet et bredere perspektiv på hvordan livet var dengang. Flere gange undervejs ændredes handlingen i en sådan grad, som jeg ikke havde forudset og det er noget af en pageturner, som giver små ledetråde undervejs om hvad der sker med karaktererne i fremtiden. Der sker simpelthen så mange ting på de knap 300 sider, at det er svært at få det hele med i en anmeldelse, men Whitehead fortæller på en sådan måde, så at man ikke mister pusten undervejs.

Alt i alt en virkelig tankevækkende skildring af livet som slave i USA’s sydstater gennem både Coras øjne og gennem historierne om de folk, som hendes liv påvirkes af i den ene eller anden grad.

Reklamer

Sommergræs, vinterorm af Mette Sø

Sommergræs, vinterorm af Mette Sø, 2017. Anmeldereksemplar fra Politikens Forlag. Antal stjerner: 4/5

Hvad skal man gøre, når man pludselig står uden job, kæreste og far og hvad har landene Finland, Grækenland og Rumænien til fælles, siden det er disse lande vores hovedperson Billi tager til sådan ud af det blå?

Mette Sø tager i denne roman sine læsere i hånden og lader hendes hovedperson Billi få følgeskab i hans liv, som netop har taget sig noget af en drejning og vi møder ham første gang, da han stadig befinder sig på dansk jord. Hans far var gennem længere tid syg og da faren er blevet begravet, kommer Billi hjem til et tomt hjem. Hans kæreste har pakket sine ting og taget afsted og hun har kun efterladt et brev med få sætninger til Billi. Men det er ikke det eneste uheld, som har ramt Billi – han er nemlig også blevet arbejdsløs. Han arbejdede på en kuvertfabrik, som blev solgt og beslutter sig pludselig for at tage et smut til Finland til sin barndomsvens Marks forbløffelse. Her møder han tilfældigvis kvinden My i Helsinki, som tager ham en tur med ud på landet:

“Den ene times granskov og kig til søer overtager den anden. Jeg ved, at det er smukt. Min hjerne siger til mig, at det her er virkelig smukt. Jeg sige højt, at det er smukt. Men det rører mig ikke. Jeg lægger en hånd på maven. Normalt bliver jeg stor i maven, og så ved jeg, at det er smukt. Måske hænger maven sammen med hjertet. Mine organer sætter ud et efter et og sortskrumper. Først hjertet og maven, så nyrerne og bentøjet. Jeg ved godt, at benene ikke er et organ, de er ekstremiteter, men de kan vel visne. Slaske hen ad jorden som et par fletninger. Jeg gnider min brystkasse, mærker huden blive varm.

“Har du nogensinde oplevet, at dit hjerte forsvandt?” siger jeg.

My ser på mig med det ene øjenbryn løftet.

“Masser af gange. “”

Her møder han nogle af de lokale, som My kender og gennem dem kommer han til at kunne besøge en papirmølle. Det går ikke helt så godt som man kunne håbe på og han beslutter sig for at rejse videre. Det er nemlig som om, at der er flere ting, som han må finde ud af, før han igen kan vende hjem til Danmark. Næste stop er Athen, hvor han gerne vil besøge kuvertfabrik. Det er lidt sværere at lave en aftale end han først lige havde regnet med og han går på opdagelse i byen, hvor han møder grækeren Alexis inde i en træningshal. Efter en udveksling af et par bemærkninger får Billi stukket et visitkort på en restaurant i hånden og før han ved af det, tager han der forbi og snakker om livets problemer:

“”Vores problemer er penge, det ordner sig. Godt, jeg ikke er i din situation.”

Jeg tørrer mine øjne.

“Mener du det?”

Alexis klemmer min arm og griner.

“Det ved jeg ikke. Du er i krise. Vi er i krise. En krise er en krise og kan ikke rangordnes. Se på det positive. Du er landet det rigtige sted. Vi opfandt ordet krise.”

“Problemet er, at jeg ikke kan slippe denne her tanke om, at jeg også er væk. Gået i stykker.”

“Måske skal du slippe tanken om, at du skal give slip. Så har du et problem mindre. Kriser tager den tid, kriser tager.” “

Men hvordan skal Billi komme videre herfra?

Det er ikke altid let at være Billi og det er noget af en rejse, som vi kommer på som læsere af denne bog. Men ligeså meget som det er en geografisk interessant rejse, så er det også en rejse ind i Billi selv, da han er en person, som tænker meget og fordøjer de ting, som han oplever. Sø skriver så levende at man føler at man ikke vender siderne i en bog, men i stedet står ved siden af Billi og det er bestemt en bog, som kan læses mere end én gang. Der er mere til Billi end man umiddelbart tror, da man starter bogen og brikkerne falder på plads en brik ad gangen i forhold til hvorfor Billis liv er som det er.

Alt i alt en tænksom bog, som tager sin læser på en fantastisk interessant rejse rundt omkring i Europa i selskab med Billi og hans tanker om både sit eget liv og hvordan det skal gå med kuvertfabrikker rundt omkring i verden i fremtiden.

Victoria af Daisy Goodwin

Victoria af Daisy Goodwin, 2017. Anmeldereksemplar fra Politikens Forlag. Opr. udgivet som Victoria i 2016. Antal stjerner: 5/5

Hvad skal der egentlig til for at kunne regere et land og hvad forventes der af en purung regent, som desuden er kvinde?

Daisy Goodwin, der både er forfatter og tv-producer, står bag denne roman om dronning Victorias første tid som regent og bringer sin læser tilbage til London i 1837, hvor Alexandrina Victoria en dag vågner op med en helt ny titel. Hun er vokset op som enebarn og da vi møder hende, har hun kun sin overbeskyttende mor tilbage og nogle onkler på både britisk og tysk jord. Hun overtager tronen efter sin onkel kort efter hendes 18-års fødselsdag og da hun ikke er helt sikker på hvad diverse protokoller er for blandt andet dannelse af regering, får hun støtte af den erfarne Lord Melbourne, som hun hurtigt knytter et nært venskab til og tager på rideture i den omkringliggende Hyde Park:

“Hyde Park lå stadig indhyllet i tågedis, da Victoria red ud sammen med sin rideknægt og adjudanten lord Alfred Paget. Melbourne ventede som altid på hende ved porten til Apsley House.

Han smilede, da han fik øje på hende.”Hvor ser De fortryllende ud i dag, Deres Majestæt. Det er da vist en ny ridedragt.”

De lod hestene strække ud i galop, så støvet hvirvlede op om dem, indtil de nåede parkens nordende. Victoria holdt hesten an, og de drejede ned langs søen.

“Jeg synes, vores morgenture er dagens højdepunkt, lord M. Hvis jeg ikke havde parken at se frem til, tror jeg aldrig, jeg ville komme ud af sengen.”

Victoria må hurtigt erkende, at der er meget, som hun ikke har lært og både hendes familie og befolkningen håber på, at hun snart bliver gift, da en mand så kan hjælpe hende. Indtil da får hun dog hjælp af Lord Melbourne, som hun glædeligt kalder for Lord M, men ikke alle er glade for deres venskab og det er svært at vide, hvem der egentlig har hendes interesser for øje og ikke deres egne. Der er blandt andet hendes ene onkel i England, Lord Cumberland. Han er noget af en snedig rad og da der tidligere har været sindssyghed i deres familie, skyr han ingen midler for at forsøge at bane sig vej til tronen på en eller anden vis:

“Cumberland forsøgte at skjule sin irritation. “Hellere det end en hysterisk tøs på tronen.”

Peel rømmede sig. ”Jeg ville ikke sige, at dronningen var hysterisk. Faktisk forekom hun mig ganske behersket.”

Cumberland drejede hovedet skarpt. “Men hun har opført sig aldeles urimeligt, har hun ikke?”

Men hvordan finder man sig en mand, som man selv vil giftes med og som landet og regeringen også siger god for?

Der er ikke noget at sige til, at både bog og tv-serie om Dronning Victoria er blevet et hit både i hjemlandet England og rundt omkring i verden (i Danmark kører den netop nu). Goodwin er fantastisk dygtig til at fortælle historien om Victoria i denne bog og til at skildre det engelske samfund på denne tid. Bogen er en smule anderledes end serien og jeg krydser allerede nu fingre for, at der snart kommer endnu en bog i rækken. Goodwin er især god til at skrive om forskellige perspektiver på samme situation, da hun indtager ikke blot Victorias synsvinkel, men et par af de andre personer, som hun omgiver sig med. Sidste år læste jeg “Belgravia” af Fellowes (manden bag Downton Abbey) og begge bøger, som tidsmæssigt er ret tæt på hinanden, går så godt sammen, at jeg nærmest ikke kan anbefale den ene, uden at nævne den anden.

Alt i alt en fantastisk interessant roman om en dronning, som må vænne sig til et helt andet liv og som må lære at stole på sin intuition og tro på sig selv i selv de sværeste situationer.

Døde piger lyver ikke af Jay Asher

Døde piger lyver ikke af Jay Asher, 2010. Politikens Forlag. Opr. udgivet som 13 Reasons Why i 2007. Antal stjerner: 5/5 

Hvilke tanker kører der igennem hovedet på en selvmordstruet teenager og hvor meget modgang kan et menneske egentlig holde ud før alt ender galt?

I denne roman, som på originalsproget hedder ”Thirteen Reasons Why”, bringer Asher læseren tilbage til de svære teenageår, hvor Hannah går i high school. Går er desværre ikke helt det korrekte ord, da vi først stifter bekendtskab med hende efter hendes selvmord. Originaltitlens 13 grunde henviser til de grunde, som hun havde for at begå selvmord og de 13 sider på 7 kassettebånd, som hun indtaler for at forklare bestemte medstuderende hvorfor de havde del i det. Clay Jensen, som arbejdede med hende i deres bys lokale biograf og som gik i klasse med hende, er vores anden hovedperson, da vi møder ham, idet han skal høre båndene igennem, som går på omgang ganske hemmeligt for de voksne:

””Forræderi er noget af det værste.

Jeg ved udmærket godt, at det ikke var din mening at såre mig. Det gælder sikkert de fleste af jer på listen. I var ikke bevidste om, hvad I gjorde. Ikke bevidste om, hvad det betød.”

Hvad har jeg gjort, Hannah? Jeg aner det virkelig ikke. Hvis det har noget som helst med den nat at gøre, den nat, du ved, så var det lige så underligt for mig som for dig. Hvis ikke mere, for jeg fattede ikke en meter af, hvad der foregik.

”Du finder den første røde stjerne på C-4.””

Udover båndene har hun på et kort markeret forskellige steder i deres by, som havde tilknytning til vigtige hændelser. (Her i anmeldelsen er hendes udtalelser på båndene i øvrigt markeret med ””). Hannah var flyttet til byen kort tid forinden alt det her og hun blev hurtigt venner med Jessica og Alex, som også var nytilflyttere. Men det kan være svært at skulle finde nye venner et sted, hvor alle kender hinanden rigtig godt. Rygter cirkulerer efter private billeder ender med at blive sendt rundt på skolen og da Hannah opdager, at en medstuderende stjæler de her små flinke sedler, som bliver lagt i en papirspose til komplimenter, tager hun sagen i en ganske anden hånd end den medstuderende vist havde forventet:

””Mrs. Bradley havde også en papirspose på bogstativet bagerst i klassen. Den hang sammen med resten af poserne. Hun opfordrede os til at skrive små sedler til hende, hvor vi kommenterede hendes undervisning – ris og ros. Og vi kunne også foreslå emner, som vi syntes skulle tages op i klassen.

Det gjorde jeg så. Jeg skrev en besked til mrs. Bradley, der lød sådan her:

”Selvmord! Jeg har overvejet det. Ikke sådan alvorligt, men jeg har leget med tanken. ”

Sådan stod der på sedlen. Ord for ord. Jeg ved det, for jeg skrev det om og om igen, inden jeg tog mod til mig og lagde sedlen i hendes pose. Jeg skrev en seddel, smed den ud, skrev en ny, krøllede den sammen osv.

Hvorfor gjorde jeg det overhovedet?””

Men hvor langt kan teenagere gå over stregen før alt ender galt og kender vi virkelig vores medmennesker så godt som at vi tror?

Der er nogle bøger, hvor man skal tænke lidt over hvad man alt i alt mente efter læsningen af dem er forbi og så er der andre bøger, hvor man med det samme går på Goodreads og giver topkarakter. Med denne bog var jeg ikke i tvivl om hvor mange stjerner den skulle have, da sidste side blev vendt og 5 stjerner blev givet uden et øjebliks tøven. Den er så tåkrummende og realistisk, at man helt får gåsehud af at læse den og flere gange får man lyst til at råbe sætninger som ”ej, for fanden da” og ”nej, nej, nej, hvordan kan de gøre det?”, da handlingen virkelig sætter sit præg på én undervejs. Måden hvorpå Asher har opstillet denne roman er virkelig gennemtænkt, da man hører både Clays og Hannahs tanker på samme tid; Clays forelskelse i hende bliver mere tydelig end hvis Hannah var den eneste, som fortalte historien og Hannahs ensomhed bliver ligeså mere tydelig end hvis Clay var den eneste, der fortalte denne historie.

Jeg forstår fuldt ud hvorfor de har valgt at skabe den som Netflix-serie dette forår, men jeg vil lige pointere, at bogen ikke er nær så blodig som serien (Hannah tager piller i stedet) og der er langt mindre drama over det, da vi kun møder de fleste af de andre skoleelever på båndene og ikke på skolens gange og lignende som i serien.

Alt i alt kan jeg rolig sige, at dette (indtil videre) er den vigtigste teenage-roman, som jeg har læst i år og hvis du selv er teenager eller forælder til en teenager, så bør du kort sagt få fat i den med det samme – Asher formår både at skrive om familieforhold, kæresteforhold, venskaber, vold, mobning og seksualitet udover selvmordstankerne på en og samme tid uden at miste den røde tråd en eneste gang undervejs.

Underet af Emma Donoghue

Underet af Emma Donoghue, 2017. Anmeldereksemplar fra Politikens Forlag. Opr. udgivet som The Wonder i 2016. Antal stjerner: 5/5

Kan det virkelig passe at en pige kan leve flere måneder uden mad og kan tro virkelig flytte bjerge?

Emma Donoghue, som er bedst kendt for bestselleren ”Room”, tager sin læser langt ud på landet i Irland, hvor sygeplejersken Lib skal være med til at overvåge en ganske speciel pige ved navn Anna O’Donnell i 14 dage. Det specielle ved pigen er, at hun nægter at indtage mad og alligevel har hun overlevet i flere måneder, da Lib ankommer i august 1859. Folk kommer på besøg fra nær og fjern for at se det såkaldte levende under og særligt forældrene er overbeviste om at det er Guds mirakel, som har fundet sted i deres hus:

””Hun behøver det ikke,” sagde Rosaleen O’Donnell og smilede, så man kunne se de manglende tænder.

”Mener De mad?” spurgte nonnen, så det dårligt kunne høres.

”Ikke den mindste smule. Hun er et levende under.”

Det måtte være en omhyggeligt indstuderet forestilling, tænkte Lib. Bortset fra at kvindens øjne udstrålede en bemærkelsesværdig overbevisning. ”Og De påstår, at Deres datter har været ved godt helbred de sidste fire måneder?”

Rosaleen O’Donnell rettede sig op og glippede med de tynde vipper. ”De finder ingen falske påstande, ingen svindel i dette hus, mrs. Wright. Det er et beskedens hjem, og det samme var stalden.” ”

Lib, hvis overvågningskollega er en nonne, bor i landsbyens værtshus, hvor hun en dag støder på den unge journalist William Byrne, som er meget insisterende når det gælder oplysninger om Anna og hendes tilstand. Lib, som tidligere har arbejdet sammen med selveste Florence Nightingale, nedskriver hver dag hendes iagttagelser og efterhånden som tiden går, erfarer Lib, at alt ikke er helt som det skal være. Anna og hendes forældre mistede hendes bror året før og af umiddelbare uransagelige årsager mener Anna, at hendes bønner kan hjælpe ham op til himlen. En dag, hvor Lib har været ude og gå med Anna, bemærker hun billederne på kaminhylden i det lille hus:

”På kaminhylden få centimeter fra Libs ansigt stod det nye fotografi ved siden af det gamle af hele familien. Den lille pige så stort set ens ud på dem begge to: de samme pænt samlede ben og det samme udtryk, som om hun ikke helt var af denne verden. Som om tiden stod stille for Anna; som om hun var konserveret bag glas.

Men den mest underlige var broderen, slog det hende nu. Pats ganske unge ansigt mindede om søsterens mere blide, bortset fra at han havde skilningen i højre side, fordi han var en dreng. Men hans øjne; der var noget galt med den måde, de strålede på. læberne var mørke, som om de var sminket røde. Han lænede sig ind mod sin urokkelige mor som et meget yngre barn eller som en fordrukken spradebasse. Hvordan var det, den linje i Salmernes Bog lød? De fremmede børn vansmægter.”

Men er det virkelig muligt for en pige at leve så længe uden mad og hvad har Annas bror gjort, siden Anna beder så ihærdigt for ham hver eneste dag?

For mig er der 3 typer af bøger: dem som slet ikke fanger, som er en kamp at komme videre med, dem som fanger og som man glædeligt tager op for at læse og så er der dem, som er helt umulige at lægge fra sig og som holder en interesseret indtil allersidste side. Denne bog er blandt de sidstnævnte og det er en af dem, hvor man tror, at man ved hvad den ender med, men alligevel formår Donoghue at twiste handlingen i en sådan grad, at slutningen virkelig kom bag på mig. Lib, som er vores fortæller gennem hele bogen, støder på udfordringer i det lille samfund, som hun ikke havde regnet med da hun forlod England og Donoghue er særlig dygtig til at beskrive irernes måde at leve på samt deres forhold til England og især englændere. Måden, hvorpå Donoghue blander både religion, familieskæbner og det historiske element, fungerer helt perfekt i denne roman og på samme tid er Anna en form for mysterium, der skal løses inden det er for sent.

Alt i alt en virkelig velskrevet roman, som holder læseren fanget i sit fiktionelle rum fra allerførste side og som har stærke karakterer, der ikke altid er helt så uskyldige, som de udgiver sig for at være.