Mirakelmanden af Julie Hastrup

Mirakelmanden af Julie Hastrup, 2017. Anmeldereksemplar fra Politikens Forlag. Antal stjerner: 5/5

Hvad skete der for mange år siden på sindssygehospitalet, der lå på øen Seili nær den finske by Turku og hvor mange hemmeligheder kan en enkelt person egentlig have når alt kommer til alt?

Så er Julie Hastrup tilbage med endnu en bog om drabsefterforskeren Rebekka Holm, og i denne, som er nummer 6 i rækken om drabsefterforskeren, er Rebekka sygemeldt fra arbejdet grundet et overfald og da hendes svenske kæreste Niclas inviterer hende til Stockholm, tager hun hurtigt afsted fra Danmark for en tid. Da Niclas sidst havde fødderne på dansk jord, fortalte han hende om hans afdøde hustru, og der er noget mystisk over hendes dødsfald:

”Magdalena, Magdalena, Magdalena…

Navnet klæbede til hendes tanker, og ligegyldigt hvor stor umage hun gjorde sig for at tænke på noget andet, poppede det konstant op i hendes hoved. Under middagen hos Dorte havde hun genfortalt, hvad Niclas havde fortalt hende om sin fortid, sit ægteskab med Magdalena og hendes pludselige og uforklarlige død for lidt over tre år siden. Hun havde dog undladt at fortælle veninden, at Niclas mistænkte, at der lå en forbrydelse bag hans kones død, og at han brugte en stor del af sin fritid på at finde beviser på sin mistanke.”

Medens Niclas må gå på arbejde, undersøger Rebekka stille og roligt hans omgivelser og i hans lejlighed støder hun på en kasse med Magdalenas navn udenpå. Da Niclas ikke er meget for at åbne op om det hele overfor Rebekka, vælger hun at åbne kassen og opdager hurtigt at der er flere ting om Magdalenas død, som ikke giver mening. Før Rebekka ved af det, er hun i gang med at efterforske dødsfaldet på egen hånd og finder tråde til nogle finske personer, som er forsvundet og som måske har en forbindelse til et gammelt sindssygehospital. Der er flere fortællerstemmer her i bogen og Timo er en af dem, som er opvokset på en af naboøerne til Seili:

”Om vinteren kunne man spadsere hen over isen til naboøerne. En af dem, Seili, var i gamle dage særdeles berygtet for sit sindssygehospital, som først lukkede i midten af 1970’erne.

Timo huskede, hvordan han som dreng en vinter var løbet på ski hen over isen til øen, drevet af ønsket om at se en ægte sindssyg. Hans mor og fasteren talte jævnligt om de gale kvinder, der boede derovre, og han forstod, at flere af dem havde slået børn ihjel. Tanken havde fået det til at dirre i hans barnekrop, og han havde fantaseret om, hvordan de mon havde gjort det. Billeder af kvinder med vanvittige øjne, der flåede børn til blods med deres skarpe tænder, fyldte hans hoved, han havde sågar tegnet dem. ”Man kan høre de dræbtes børns skrig i nordenvinden,” havde hans kusine engang fortalt ham, og Timo var gået ned til vandet en dag, hvor blæsten fra nord var særlig stærk, og han havde anstrengt sig for at lytte.”

Men hvem kan man egentlig stole på og hvem stod egentlig bag drabet på Magdalena?

Hastrup har med ”Mirakelmanden” skrevet en forrygende krimi, som er svær at lægge fra sig. Selv havde jeg ikke læst de foregående bøger om Rebekka, men de vigtigste ting opsummeres og man kan sagtens læse den alligevel. Med mere end en fortællerstemme er det noget af et større puslespil, der til sidst skal sættes sammen, men Hastrup gør det utrolig godt og de forskellige fortællerstemmer giver også et godt indblik i hvor mange sider der kan være af samme umiddelbare sag. Rebekka er en fighter og står ikke tilbage selvom hun får besked på at blande sig udenom og jeg var særligt vild med denne fandenivoldskhed, som hun udstråler i hendes færden. Derudover er den virkelig velskrevet og der er ingen tvivl om, at jeg snart skal få læst de foregående bøger i serien.

Alt i alt en fantastisk god krimi om kvinden Rebekka, der må igennem lidt af hvert for at finde ud af hvad der egentlig skete med hendes kærestes afdøde hustru og som er en fantastisk stærk fighter hele vejen igennem.

Reklamer

Måske mødes vi af Kate Eberlen

Måske mødes vi af Kate Eberlen, 2016. Anmeldereksemplar fra Politikens Forlag. Opr. udgivet som Miss You samme år. Antal stjerner: 5/5

Hvor meget af vores liv er egentlig præget af tilfældigheder og hvordan kan man tage sig af andre, hvis man ikke helt ved hvem man selv er?

Gus og Tess er hovedpersonerne i denne bog, der følger dem tykt og tyndt igennem 16 år. De mødes ved et tilfælde i en kirke i Firenze tilbage i 1997, men når knap nok at udveksle et par sætninger, før livet tager dem forskellige steder hen. Gus’ besøg er præget af at han er der med sine forældre og han forsøger at nyde ethvert øjeblik inden han skal starte på universitetet hjemme i England. Tess er ligeledes fra England og hun befinder sig i Firenze sammen med sin veninde Doll, men kirken besøger hun alene denne dag:

”Jeg stod og stirrede op på det kæmpestore, udtryksløse kristusansigt og bad til, at mine karakterer ville være gode nok, da apsis som ved et trylleslag lå badet i lys.

Jeg snurrede rundt og blev forskrækket over at se en ranglet fyr på min egen alder. Han stod foran en kasse på væggen, som man kunne lægge en mønt i, så lyset blev tændt. Det tilbagestrøgne hår var fugtigt, og hans påklædning var endnu mere upassende end min, for han var i shorts, undertrøje og løbesko. Et øjeblik kunne vi have smilet til hinanden eller måske endda have sagt noget, men vi valgte begge at kigge forlegent op i den kæmpestore kuppel med guldmosaikker, og så gik lyset ud igen med et højt bump, lige så pludseligt og uventet som da det blev tændt.”

Men ting sker da Tess kommer hjem og hun kommer ikke afsted på universitetet. I stedet må hun tage sig af sin familie og især sin lillesøster, som har særligt brug for hende. Gus flytter til London for at studere medicin og komme væk fra sine forældre, som ikke rigtig har fået bearbejdet deres sorg over hans storebrors død tidligere samme år. Han falder hurtigt til i London og finder sig en kæreste ved navn Lucy, og London er også en af de byer, som Tess får besøgt i de følgende år, selvom livet har taget en afstikker:

”Det, jeg elsker ved London, er det sammensatte puslespil af brikker med hver deres individuelle præg: de elegante pladser i georgiansk stil i universitetsområdet og de mægtige ioniske søjler foran British Museum; Covent Garden og de smalle brolagte gader, Seven Dials, hvor butiksvinduerne bugner af ting, der sikkert kunne ændre ens liv, hvis bare man havde råd til dem, ting som små fine dåser med te, florentinsk skrivepapir eller en vintage motorcykeljakke kastet over en halvtredserkjole med store gule roser.

Jeg gik ned til floden ad de snoede gader, stillede mig midt på Waterloo Bridge og så ud over hele panoramaet med den friske vind i håret og det hvirvlende vand med farve som kaffe med mælk under mig.”

Men kan tilfældigheder bringe folk sammen igen en skønne dag?

Det her er en af de bøger, som er svær at lægge fra sig. Man er som læser fanget fra første side og man sidder og krydser fingre for at de snart mødes. Denne bog er faktisk Eberlen’s debutroman og i starten mindede den mig en smule om ”One Day” af David Nicholls, men dens problemstillinger med familie og identitet gjorde den til sin helt egen. Tess og Gus når begge at have medgang og modgang inden bogens sidste side er vendt og jeg nåede som læser både at blive rørt over deres familier, grine over Hope’s sjove bemærkninger, vrede over det, som de gør mod folk og som bliver gjort mod dem og ikke mindst håb for dem undervejs, da de næsten møder hinanden flere gange gennem årene.

Alt i alt en fantastisk roman, som virkelig bringer læseren på en emotionel rejse og som får én til at tænke over livets tilfældigheder.

Den usynlige Ivan Isaenko af Scott Stambach

Den usynlige Ivan Isaenko af Scott Stambach, 2017. Anmeldereksemplar fra Politikens Forlag.  Opr. udgivet som The Invisible Life of Ivan Isaenko i 2016. Antal stjerner: 5/5

Hvilke typer af patienter og sygeplejersker befinder der sig på Mosyr Hospital for Alvorligt Syge Børn og hvor hurtigt kan et venskab udvikle sig til kærlighed?

Den amerikanske forfatter Scott Stambach tager i denne roman sin læser med til Hviderusland, hvor den forældreløse Ivan på 17 år bor på Mosyr Hospital for Alvorligt Syge Børn. Han har boet der hele sit liv, da han blev født med misdannelser. For at komme i tøjet ”ormer” han sig ind i det og dette fordi at han kun har en arm og hånden på denne har heller ikke alle sine fingre. Han er et såkaldt ”tjernobylbarn” og han tilpasser sig sin omverden og iagttager denne ganske omhyggeligt. Hver og en af hans medpatienter er ganske speciel:

”Jeg har ikke noget at sammenligne min hospitalsverden med, men ud fra den smule, jeg ved om verden udenfor, er jeg ret sikker på, at mine kammerater og jeg lever i helvede. For de fleste af os består vores helvede af kroppen, for andre består det af hovedet. Og der er ingen tvivl om, at helvede for hver og en af os er de tomme, kliniske, totalt effektive, plettede, råhvide vægge, som holder os indespærrede på dette sted. Selvom min intelligens stritter imod, er jeg tvunget til at indse, at jeg er en af de heldige.”

Men en dag hører Ivan, at der er en ny patient på vej og kort tid efter træder Polina ind på hospitalet. De er næsten jævnaldrende, men i modsætning til Ivan så blev hun forældreløs kort tid inden hun ankom til Mosyr og det faktum adskiller hende fra de fleste af børnene på hospitalet. Desværre er hun også alvorligt syg af leukæmi og Ivan begynder ganske hurtigt at kigge nærmere på hende:

”Hun sad i sin giftstol og tegnede i sin dagbog, mens den gule morgensol overhældte hende med stråler fra forskellige retninger, de studsede af mod de orange vægge, smeltede sammen med hendes ferskenfarvede hud og det lille i hendes blå mærker og lagde sig omkring hendes nye form, der skyldtes de knogler, der var blevet synlige for nylig. Hun lignede et ekspressionistisk maleri, muligvis malet af en passende vanvittig person som Munch eller Marc eller Kirchner.”  

Men hvor hurtigt kan en sygdom som leukæmi fortære en krop og hvordan siger man farvel til ens elskede?

De fleste debuterende forfattere har en ganske udmærket debutroman og så er der dem, som allerede i første roman formår at skrive en historie, der fanger læseren fra første side. Stambach hører uden tvivl blandt de sidstnævnte. Hans beskrivelser af Ivan, Polina og deres liv er bemærkelsesværdige og hans veludformede twists undervejs førte romanens handling i en helt anden retning end jeg havde forventet. Hvordan Ivan har levet på hospitalet indtil Polina ankommer og især efter hendes ankomst var særligt interessant og særlig vild (og overrasket) var jeg med Polinas og Ivans valg af en læsning af ”Lolita” sammen.

Alt i alt en velskrevet roman om en ung fyr, hvis opvækst ikke altid har været helt nem og hvis hjerte overrasker ham en gang imellem samt en pige, som får hans hjerte til at banke som det aldrig har banket før.