I et spejl, i en gåde af Jostein Gaarder

I et spejl, i en gåde af Jostein Gaarder, 1996. Høst og Søn. Opr. udgivet som I et spejl, i en gåte i 1993. Antal stjerner: 4/5

Eksisterer engle virkelig og hvis de gør, er de ligesom os på nogle punkter?

Det er blot nogle af de store spørgsmål, som Gaarder får læseren til at stille sig selv efter at have læst denne bog om pigen Cecilie, som er sengeliggende lige op til jul. Hun er alvorligt syg og hun glæder sig allermest til at blive rask igen, så hun kan komme ud og kælke og stå på ski. Hun bor sammen med sine forældre og sin lillebror Lasse, men til jul kommer hendes bedsteforældre også og hun er så svag, at hun har en klokke hos sig. Englen Ariel befinder sig pludselig i hendes vindue og før hun ved af det, snakker de om alt mellem himmel og jord:

”-Min lærer siger, at barndommen bare er et trin på vejen til at blive voksen. Derfor skal vi lave alle vores lektier og forberede os på det voksne liv. Er det ikke strengt?

Ariel nikkede:

-Det er nemlig lige omvendt.

-Hvordan det?

-Det er voksendommen, der kun er et trin på vejen til, at der skal blive født flere børn.

Cecilie tænkte sig godt om, før hun svarede:

-Men de voksne blev skabt først. Hvis ikke, ville der ikke være blevet nogen børn.

Ariel rystede på hovedet:

-Forkert igen. Børnene blev skabt først, hvis ikke, ville der ikke være blevet nogen voksne.”

Hønen og ægget spørgsmålet i en lidt anden udgave. Ariel er meget nysgerrig, når det gælder hvordan mennesker lever og især beskrivelser af sanser er han interesseret i. Engle har nemlig ikke de samme sanser som os. Før Ariel pludselig befandt sig på hendes værelse, havde Cecilie haft rigelig med tid til at læse og tænke over hvordan verden hænger sammen. For at hun ikke skal glemme sine tanker, har hun nedskrevet et par af de tanker i en notesbog og det her er en af citaterne fra denne notesbog:

”Hvert eneste sekund rystes der flunkende nye børn ud af naturens jakkeærme. Hokus pokus! Hvert eneste sekund er der også mange mennesker, som forsvinder. Lang, lang række, Cecilie ud af rækken gå…

Det er ikke os, der kommer til verden, men verden, der kommer til os. At blive født er det samme som at få en hel verden i gave.

Nogle gange slår Gud opgivende ud med armene og siger til sig selv: ”Jeg er godt klar over, at både det ene og det andet kunne have været lidt anderledes, men gjort er gjort, og jeg er ikke almægtig.”

Men hvordan lever engle, hvis de lever og hvad kan Cecilie lære Ariel om livet på Jorden?

Det er som om at enhver bog, som jeg læser af Gaarder, sætter tanker i gang og denne er ingen undtagelse. Cecilies eneste ønske er at blive rask og selvom det står slemt til, så er der stadig et håb forude. Hun får meget medicin, men det er som om at samtalerne med Ariel hjælper på hendes liv og døden er ikke helt så skræmmende, som den var til at starte med. Gaarder skriver på en sådan måde, at man læser flere linier flere gange for at forstå deres mening og det gør, at voksne også kan få noget ud af denne børnebog.

Alt i alt en tænksom børnebog, hvor den sygdomsramte Cecilie og englen Ariel forsøger at forstå livet, døden og hinandens liv.

Dukkeføreren af Jostein Gaarder

Dukkeføreren af Jostein Gaarder, 2016. Aschehoug. (Læst på norsk – endnu ikke oversat til dansk). Antal stjerner: 5/5

Hvordan lever en mand, hvis bedste ven er en dukke på hans hånd ved navn Skrindo og hvor mange løgnehistorier kan man fortælle til mindesammenkomster for fremmede mennesker indtil man bliver opdaget?

Gaarder, som er bedst kendt for ”Sofies Verden” og ”Kabalemysteriet” her i Danmark, er tilbage med en mærkværdig roman til voksne, hvor hovedkarakteren Jakop ikke er som de fleste. Jakop har i mange år været fascineret af sprog og hvordan verdens sprog hænger sammen, og ham, som Jakop diskuterer bedst med, er ikke en person, men en dukke. En dukke ved navn Hr Skrindo, som Jakop har kendt i ganske mange år, da vi møder ham som en midaldrende herre:

”Herr Skrindos inntreden i mitt liv står for meg som et vigtig tidsskille på mer enn én måte. Jeg kan for eksempel være sikker på at jeg aldri så far igjen etter denne Holsdagen i 1959. Hadde far møtt Pelle, ville jeg ikke ha glemt det, og det ville nok ikke far heller, for er det noe Pelle alltid har vært flink til, så er det å snakke for seg. Han kan si ting som jeg for min del holder tilbake og verken vil eller på noe vis våger å bringe på bane.”

Hr Skrindo har fulgt Jakop ganske tæt gennem barndommen og ungdommen og det var først, da Jakop blev gift, at de måtte holde deres venskab hemmeligt. Det er ikke alle, som forstår venskabet mellem dem, hvor det især er sprog som diskuteres. Efterhånden holder de også forelæsninger sammen og er et ganske godt makkerpar. Jakop, som voksede op i en lille by, har i starten lidt svært ved at vænne sig til storbylivet i Oslo og føler sig lidt ensom. Men en dag får han en god idé til noget, som han fortsætter med i mange år:

”Etter disse første månedene i hovedstaden begynte jeg å gå i begravelser. Men nå ordlegger jeg meg ikke særlig presist. Jeg »begynte« aldri noen slik virksomhet. Jeg husker bare at Pelle og jeg satt sammen og bladde igjennom Aftenposten, og så falt blikket mitt ned på en dødsannonse som umiddelbart vakte min interesse, for ikke å si lengsel, eller en besynderlig form for savn.”

Men hvad sker der, hvis man fortæller en historie om afdøde, som de pårørende ikke helt kan nikke genkendende til?

I lang tid har jeg gerne villet læse noget nyt fra Gaarders hånd og da jeg opdagede anmeldelser af denne bog på de norske avisers hjemmesider, bestilte jeg den hjem med det samme. Hver gang, at jeg læser noget af Gaarder, lærer jeg noget nyt og denne gang er det lingvistikken, som han fokuserer på. Jeg troede at jeg efter de første 100 sider havde regnet ud, hvem hovedpersonen var, men Gaarder har en tendens til pludselig at dreje alting på hovedet og pludselig kunne jeg ikke vide mig sikker. For hvor troværdig er Jakop egentlig? Som læser var jeg fanget fra den allerførste side og selvom jeg læste denne på norsk, var jeg ganske hurtigt færdig med den. Han skriver forbandet godt for at være helt ærlig og hvis du endnu ikke har stiftet bekendtskab med denne forfatter, anbefaler jeg ham varmt. Denne efterlod mig ligeså eftertænksom om hvordan vi mennesker lever vores liv som de andre bøger fra hans hånd har gjort og jeg ser allerede nu frem til læsning i juletiden af hans værk ”Julemysteriet”. Alt i alt endnu en eftertænksom bog fra Gaarder om hvordan vi mennesker lever med hinanden og hvordan verden sommetider er et ganske lille sted.

Astrid Lindgren – En biografi for børn af Lisa Aisato & Agnes-Margrethe Bjorvand

Astrid Lindgren af Lisa Aisato & Agnes-Margrethe Bjorvand, 2016. Forlaget Gyldendal. Opr. udgivet som Astrid Lindgren på norsk i 2015. Antal stjerner: 5/5

Kan man fortælle de vigtigste dele af et helt liv i en børnebog på blot 107 sider og klatrede Astrid Lindgren virkelig i træer, da hun var en ældre dame?

Sidste år udkom en billedbog i Norge, som handlede om Astrid Lindgren og jeg har (lige siden jeg opdagede den) ventet på at den blev udgivet på dansk. Gyldendal udgav den her i august måned og som læser af Jens Andersens biografi om hende (”Denne dag, et liv” fra 2014) har jeg været spændt på hvordan de ville fortælle om Lasses historie og hendes arbejde under krigen. Men lad os starte ved begyndelsen af bogen, hvor vi introduceres til livet på Näs, der var navnet på den gård, som Lindgren voksede op på. Hendes forældre Samuel August og Hanna elskede hinanden og deres børn højt, hvilket også ses på illustrationerne og følgende citat af Lindgren:

”Det var trygt med forældre, som holdt så meget af hinanden, og som var der hele tiden, hvis vi havde brug for dem.”

Astrid elskede at læse bøger og da livet senere hen ikke var det sjoveste i Stockholm, fik hun sig et lånerkort til det store bibliotek med den runde læsesal og nærmest begravede sig i bøger. Der var en del komplikationer i hendes liv, som jeg ikke vil afsløre her, men i stedet vil jeg hoppe frem til det afsnit, hvorpå hun skal fortælle en historie for datteren Karin, som var sengeliggende pga sygdom:

”Hun plagede og plagede sin mor om at fortælle noget sjovt.

”Men hvad skal jeg fortælle?” spurgte Astrid.  

”Fortæl om Pippi Langstrømpe,” svarede Karin.

Og så begyndte Astrid at fortælle om Pippi, om var så stærk, at hun kunne løfte en hest.”

Men hvor fik Astrid dog alle idéerne fra til hendes bøger?

Se, det må du læse bogen for at finde ud af. I stedet vil jeg svare rungende ja til anmeldelsens første spørgsmål, da Bjorvand og Aisato formår at klare opgaven til topkarakter – jeg er særlig vild med Aisatos illustrationer og måden hvorpå at der er en logisk forklaring på hvorfor Lindgren skrev som hun gjorde. Udenpå bogen står der, at det er en biografi for børn, men os med barnlige sjæle kan bestemt også få meget ud af den. Den er fuld af Lindgrens egne citater og ligesom Andersen gjorde i 2014, så giver disse to norske kvinder mig lyst til at læse endnu mere om og af Lindgren.

Alt i alt en fantastisk skildring af vores alles Astrid, som er fuld af smukke illustrationer og kloge ord for både børn og barnlige sjæle.

 

Nissen af Frid Ingulstad og Svein Solem

Nissen: Den nordiske nisses forunderlige liv og historie af Frid Ingulstad og Svein Solem, 1992. Genfortalt af Vagn Simonsen. Sesam. Antal stjerner:4/5

Hvordan bor de nordiske nisser egentlig og er der forskel på dem?

Ingulstad og Solem har her skrevet om alt om nisser. Og jeg mener virkelig alt. Lige fra hvilke traditioner de har, hvordan de ser ud og til deres historie. Livet som nisse er mere kompliceret end man ville tro og de har ganske travlt. Men nissernes børn minder ganske vist om helt almindelige børn på nogle punkter:

”Nisseunger minder om menneskebørn, en har større hoveder. De udpønser nemlig mange skælmsstreger og må have plads til alle påfundene. Før de er fire måneder, forstår de dyresprogene, og de lærer at tale dem, endnu inden de kan tale norsk. De kan tilkalde en krage, høg eller ugle og overtale dem til at gå med på en af deres narrestreger. Det kan dreje sig om at trække huen af gammelnissen, snuppe en halefjer fra hanen eller blande jord i brøddejen. Nisserne lader dem gøre det, for de mener, det gavner udviklingen af ungernes fantasi.”

Nisserne kan blive meget gamle og i Norge er de at finde på næsten alle gårde. Men skænderier med gårdmænd kan jage dem væk og nisser kan finde på at gøre ting, så efterkommere også lider af det samme som deres forgænger, der kom på tværs. Nisserne er ikke de eneste væsener, som menneskene ikke altid ser. Nissernes børn er gode venner med småtroldenes unger, men andre væsener kan være farlige at være i nærheden er. Her nævnes både nøkken, fossegrimen og hundrerne, som menneskene skal tage sig i agt for. Travlest har de dog som forventet til jul og medens alle har en vigtig rolle, så er overjulenissen essentiel hvert år:

”Under julekampagnen er overjulenissen mere travl end noget menneske, hvilket Nisse Gløgg engang har bevist med en matematisk ligning. Han administrerer hele julegaveproduktionen, og det er endnu vanskeligere end at være statsminister.”

Bogen her er en form for leksikon over alt hvad der er at vide om nisser. Ingulstad og Solem skriver virkelig godt og illustrationerne i bogen er fantastiske. Jeg stødte på den ved et tilfælde på mit lokale bibliotek og det er en bog, som ethvert hjem med børn burde eje. Selv som voksen var det en fornøjelse at læse om nissernes færden og det er en bog, som jeg gerne læser næste jul igen. Ved at de skriver så detaljeret, virker det troværdigt og der er ikke den ting, som de ikke har tænkt over.

Alt i alt en skøn bog om nissernes verden, som helt klart kan anbefales til børnefamilier (og barnlige voksne, som elsker en god historie).

Julemysteriet af Jostein Gaarder

Julemysteriet af Jostein Gaarder, 2003. Org. udgivet under samme titel i 1992. Aschehoug. (Læst på norsk). Antal stjerner: 5/5

Hvem var Elisabet, der forsvandt fra julehandlen tilbage i 1948 og hvorfor er der skrevet en julekalender om en pige ved navn Elisabet, der havner hos Joakim og hans familie?
Denne bog er et sandt mysterium og typisk Gaarder, som også står bag ”Sofies Verden” og ”Kabalemysteriet”. Vi starter hos Joakim og hans far, der en dag køber en gammel julekalender i en boghandel, som er blevet efterladt af en gammel mand ved navn Johannes. Den er så gammeldags, at Joakims far bliver helt nostalgisk og 1.december går det løs med at åbne lågerne:

”Da han våknet igjen og klokken var sju, reiste han seg opp og forsøkte å åpne den første døren. Han var så ivrig og nervøs i de små fingrene at det var vanskelig å få skikkelig tak. Til slutt klarte han å lirke i en liten snipp, og nå gled døren opp.
Joakim stirret inn i et bilde av en leketøysbutikk. Mellom alle lekene og menneskene var det et lite lam og en liten pike, men han rakk ikke å studere bildet så nøye, for idet han åpnet luken, falt noe ned i sengen. Han bøyde seg ned og plukket det opp. ”
Inde i hver låge findes et lille stykke papir og Joakim læser om pigen Elisabet, som rejser ned igennem Europa hele vejen oppe fra Norge. Hun følger efter et lam og pludselig møder hun englen Eifiriel, som forklarer hvor de er på vej hen. De skal ikke blot rejse gennem Europa – de skal samtidig rejse tilbage i tiden til dengang hvor Jesus blev født. Joakim er meget interesseret i denne historie og glæder sig til at vågne hver morgen for at læse den nye seddel. Det ender dog med at blive et familieprojekt, da moren finder historien og sammen forsøger de at finde ud af hvordan den gamle mand Johannes er faldet over historien:

”Hvis det var Johannes som hadde laget den magiske julekalenderen, hadde han sikkert oppkalt piken i fortellingen etter Elisabet på bildet. Men hvorfor hadde han gjort det? Hvorfor hadde han laget en mystisk julekalender for så bare å legge den ifra seg i en bokhandel uten å vite hvor det ble av den til slutt?”

For hver dag falder en lille brik mere på plads for Joakim og hans familie, men hvis det i julekalenderen er sandt, hvad skete der så med pigen Elisabet dengang for mange år siden?
Gaarder har simpelthen gjort det igen for denne læser. Han opstarter så mange løse tråde og alligevel formår han hver gang at samle dem alle og binde en fin rød sløjfe. Hvor ”Sofies Verden” lærte mig en masse om filosofi gennem tiden, så har jeg ved læsning af denne kalenderroman lært en masse om europæisk kulturhistorie.

Selvom jeg er en voksen læser, så følte jeg mig ligeså nysgerrig som Joakim ved hvert kapitel, da det ikke er til at vide hvad Gaarder finder på. Hvor karaktererne i den yderste rammefortælling med Joakim er ganske almindelige nordmænd, så er dem i den inderste engle, vise mænd, dyr og en nysgerrig pige, som lærer en masse undervejs. Jeg er vild med Gaarders måde at fortælle historier på og fremover bliver læsning af denne bog en juletradition.
Alt i alt en fantastisk interessant børnebog om drengen Joakim, der vil løse mysteriet om den forsvundne Elisabet, som måske ikke er så forsvunden alligevel.