Mørkt er mit hjerte af Antti Tuomainen

Mørkt er mit hjerte af Antti Tuomainen, 2014. Anmeldereksemplar fra Modtryk. Opr. finsk i 2013 som Synkkä niin kuin sydämeni. Antal stjerner: 5/5

Hvordan finder man ud af, hvem der myrdede ens mor, når politiet ikke fandt en skyldig og er det overhovedet muligt efter 20 år efter forbrydelsen?

Antti Tuomainen har her skrevet en fortræffelig krimi, som handler om Aleksi Kivi, der søger svar på hvorfor hans mor blev taget fra ham. Han mister sin mor i en alder af 13 år og vi møder ham første gang i 2013, hvor han kort forinden er ankommet til Kalmela gods. Datteren af godsejeren hedder Amanda og hendes far har en ganske speciel rolle i denne krimi. Henrik Saarinen, en rig forretningsmand, er nemlig den mand, som Aleksi mener står bag mordet. Han har af flere omgange forsøgt at forklare det til politiet, men det er som om de ikke vil bruge mere tid på det. Den pensionerede politibetjent Ketomaa, der arbejdede på sagen, har han stadig kontakt med, men da denne ikke kan hjælpe, må Aleksi tage sagen i egen hånd.

Han har arbejdet som tømrer i mange år og påtager sig nu jobbet som vicevært hos på Saarinens gods. Rigmanden i huset ser han ikke ofte i starten, men en dag bliver han bedt om at købe et par mistænkelige ting – inkluderet heri er reb, affaldssække, motorsav og stamsømværktøj med tilhørende søm. Aleksi fornemmer, at han kommer tættere og tættere på hvad der skete med hans mor og et mord ti år efter hans mor viser sig at være en ledetråd på en ganske anden måde end forventet.

Tuomainen er en rigtig god fortæller og det er ingen tilfældighed at hans tredje krimi i 2011 blev kåret som den bedste i Finland. I denne er han god til at variere i hvor stærkt Aleksi skal opklare sagen og selvom han gav os flere ledetråde undervejs, var det overraskende at finde ud af, hvordan hele sagen om moren hang sammen. Hans karakterer er derudover fantastisk godt beskrevet og det er lige før at man skulle tro, at denne krimi var baseret på en virkelig historie – så godt var især Aleksi beskrevet.

Selv er jeg ingen ekspert når det gælder krimier – dette er den første jeg har læst i flere år, men det er helt klart én, som jeg vil anbefale uanset om man er kriminørd eller ej. I og med at det er en selvstændig bog, kunne den måske være god til den læser, som vil prøve sine kræfter med krimigenren, da den formår at samle alle tråde til sidst.

 

Familien Bruchfontaine af Keld Conradsen

Familien Bruchfontaine af Keld Conradsen, 2014. Anmeldereksemplar fra Modtryk. Antal stjerner: 5/5

Hvordan bar Otto Bruchfontaine sig egentlig ad med at starte både familie og firma i Danmark og hvordan gik det for hans efterkommere?

Keld Conradsen har her skabt noget af en familiekrønike og Otto er netop overhovedet i denne familie. Her er virkelig tale om storhed og fald i en vis grad for denne familie, men dette vil jeg vende tilbage til. Otto ankommer til Egernsund i 1920 efter et ganske hektisk liv – han har netop været i Afrika og her var han i krig. Han beslutter sig for at slå sig ned i den lille by, hvor han vil købe et af byens teglværker. Indenfor kort tid er han ikke kun ejer af teglværket, nej, han er skam en travl mand og har både hus, den lokale Dagmar som kone og børn. Selv får han fire af slagsen og de har hver deres stærke sider – sønnen Ferdinand deltager i 2.verdenskrig på engelsk side og får derefter en stor rolle i familiens firma, Klaus er en rebel og ikke helt stabil efter uheldige hændelser under et ophold i USA, Elisabeth er kort sagt et dydsmønster og Fanny er den yngste, som løber hjemmefra med en tysk soldat.

De fire børn kommer ud for lidt af hvert i forbindelse med 2.verdenskrig og hvor nogle veje fører langt væk, så bliver andre i familiefirmaet. Særligt kommer der fokus på Ferdinands søn Valdemar, som ligesom sin farbror Klaus ikke helt er så, hvad skal man sige, businessminded som de andre. Han kommer dog ind i firmaet alligevel – men hvad skal der dog blive af én, når man hellere vil læse naturhistorie end man vil hjælpe i familieforetagendet?

Bogen er meget mere end dette korte referat og det har været svært at lægge den fra mig. Der er flere trivielle situationer undervejs og man tænker det meste af tiden: “Hvad skal der dog ikke blive af Valdemar?” Conradsen skriver fantastisk og det er særligt hans beskrivelser af karakterernes følelser samt det miljø, som de færdes i, som jeg nød at læse. Han formår at skildre deres hårdtarbejdende første år, deres mere velhavende år samt Valdemars tid i København virkelig godt. Karaktererne er virkelig gennemtænkte og ikke én person er overflødig i denne krønike. Man kan på sin vis godt opfatte det som et edderkoppespind, da der udover familiens i alt 4 generationer også findes medarbejdere som Dreisig. Det hele giver dog en større mening til sidst.

Man kan lidt i starten regne ud at ikke alt vil gå godt for dem – nej da, karma bider dem et vist sted. Otto har hemmeligheder og det samme har Dagmar og det er først til allersidst at vi som læsere virkelig finder ud af, hvordan det hele hænger sammen. Undervejs har de problemer med fagforeninger, psykiske lidelser og ulykker og det er netop dette, som kan betegnes som storhed og fald for denne familie.

Alt i alt en rigtig interessant bog, som bestemt ikke ender der, hvor man tror. Conradsen har her skabt noget af en pageturner og det kunne være interessant at læse resten af hans forfatterskab, som i skrivende stund inkluderer bøgerne “Småfisk og guldmakreller”, “Den Længste Nat” og “Angus McFinneys Fatale Forstyrrelser”.