The Nutcracker af E.T.A. Hoffmann & Roberto Innocenti

The Nutcracker af E.T.A. Hoffmann & Roberto Innocenti. Jonathan Cape, 1997. Opr. udgivet som Nussknacker und Mausekönig i 1816. Antal stjerner: 4/5

Kan legetøj være levende, når børn og forældre går i seng og er der noget sandt over den historie, som gudfar Drosselmeier fortæller Marie og hendes familie?

Ofte når snakken falder på jul og juletraditioner, har jeg hørt om denne klassiske julefortælling om nøddeknækkeren og hans færden af Hoffmann. Historien, som oprindelig blev udgivet tilbage i 1816, har også en anden vigtig karakter, nemlig Marie, som er en pige på 7 år, der sammen med sin familie en juleaften får en ganske speciel gave. Den er fra hendes gudfar Drosselmeier, som er en opfinder og urmager og den bliver beskrevet således:

”You might have found fault with his figure. His body was too tall and fat for his legs, which were short and skinny. And his head was much too large for his body. The elegance of his costume, however, made up for a great deal. It showed him to be a person of taste and cultivation. He was wearing a purple military jacket with knobs and braid all over, pantaloons of the same purple as the jacket, and the finest boots ever seen on an officer, boots which fit his little legs as if they had been painted on.”

Denne aften bliver han brugt som nøddeknækker indtil Fritz, som er Maries storebror, giver ham en nød, der er ganske stor og svær at knække og nøddeknækkerens kæbe går i stykker. Marie tager sig hurtigt af ham og inden hun den aften går i seng, fortæller hun den lille nøddeknækker, at gudfar Drosselmeier nok skal få fikset ham igen. Men der sker ting og sager om natten og før Marie ved af det, fortæller hun historier om mus og nøddeknækkeren, som hendes familie ikke helt ved hvad de skal sige til. Men så hører gudfar Drosselmeier om det og han fortæller familien en historie fra en anden tid, hvor prinsesse Pirlipat var blevet forvandlet til en grim unge af dame Mouserinks. En astrolog og en anden Drosselmeier måtte finde en ganske speciel nød og en ung mand for at forvandle hende tilbage:

Now, Krakatuk had such a hard shell that you could have fired a forty-eight-pound cannonball at it without cracking it in the slightest. Nonetheless, for the spell to be broken, this hard nut would have to be broken between the teeth of a man who had never shaved and who have never worn boots. Furthermore, he would have to do it in front of the princess. He would have to hand the kernel to her himself and then take seven steps backwards without stumbling – with his eyes closed.

Men er det muligt at skaffe denne nød i tide og kan Marie gennemskue gudfarens historie før det er for sent?

Sikke en historie! Jeg faldt over denne bog på arbejdet en dag og lånte den med det samme, da jeg tænkte, at nu burde jeg se at få læst den juleklassiker. Den var slet ikke, som jeg havde forestillet mig, og jeg blev glædeligt overrasket. Da jeg så opdagede, at den er omtrent 200 år gammel, tænkte jeg mere over, hvad jeg netop havde læst og jeg kan glædeligt konstatere at den holder endnu. Og især med de smukke illustrationer, der var i denne udgave af bogen. Måden, hvorpå Hoffmann fortæller historien, er også ganske interessant og heldigvis giver alle de løse tråde mening til sidst, hvor de bindes sammen til en smuk sløjfe.

Alt i alt en virkelig interessant historie om en nøddeknækker, som må kæmpe en brav kamp og en ung pige, hvis omsorgsfulde hjerte må være stort og tålmodigt.

The Night Bookmobile af Audrey Niffenegger

The Night Bookmobile af Audrey Niffenegger, 2010. Jonathan Cape. Antal stjerner: 5/5

Hvordan illustrerer man bedst et livslangt forhold til bøger og er det overhovedet muligt?

Men Audrey Niffenegger har med “The Night Bookmobile” forsøgt og det er faktisk lykkedes. Vi møder Lexi ved 4-tiden en sommermorgen, hvor hun pludselig ser denne Bookmobile. Det er en stor form for camper og sangen “I Shot the Sheriff” lyder ud af højttalerne da hun går forbi. Hun kigger ind af døren et kort sekund og ser hr. Openshaw, der er bibliotekaren på dette bibliotek, som camperen huser:

“The Night Bookmobile seemed larger from the inside – much larger. The lightning was subdued and pleasant. The whole place smelled of old, dry paper, with a little whiff of wet dog, which I like.”

Men biblioteket indeholder nogle helt bestemte bøger – nemlig dem som Lexi har læst gennem hele sit liv. Efterhånden som det bliver daggry lukker biblioteket (det har åben fra “dusk till dawn”) og hun må begive sig hjemad. Hendes kæreste Richard undrer sig over hvor hun har været, men da hun fortæller om dette rejsende bibliotek, tror han ikke på hende. Da hun vender tilbage aftenen efter, er den der ikke, og medens hun venter på at kunne besøge biblioteket igen, begynder hun at læse hele tiden. Den næste gang hun ser camperen er det ude foran McDonald’s, hvor den står ubemærket parkeret. Der er gået 9 år siden sidste besøg og vi hører om hvordan hun genoplever nogle minder gennem de bøger hun har læst:

“In the same way that perfume captures the essence of a flower, these shelves of books were a distillation of life. Here was A Distant Mirror, by Barbara Tuchman, which I remembered reading in a coffee shop while waiting for a blind date who never showed up. Here was my paperback copy of Anna Karenina, fattened by repeated reading.”

Hun bestemmer sig for at blive bibliotekar efter dette besøg og efter at have lært om blandt andet Dewey’s decimal system får hun som uddannet bibliotekar et job på et bibliotek i Chicago. Men hvordan kan hun besøge “hendes” bibliotek igen? Og kan hun en dag overtage hr. Openshaw’s stilling?

Niffenegger har her skrevet en forunderlig historie om en bibliofil i ordets reneste betydning. Gennem hele hendes liv har Lexi levet og åndet for bøgernes verden og dette tager især fart efter hendes møde med “the bookmobile”. Bøgerne bliver hendes liv og da hun igen står med dem i sine hænder, tænker hun tilbage på de oplevelser de gav hende. Jeg har tidligere læst to andre bøger af Niffenegger og hendes måde at fortælle andre menneskers historie på er fantastisk. Da jeg hørte om denne lille graphic novel, måtte jeg bestille den med det samme på biblioteket og den har efterladt et indtryk, som er nærmest ubeskriveligt. Den er smukt illustreret og som Neil Gaiman er citeret for at have sagt på bagsiden:

“It says that what we read makes us who we are. (.) It’s a treasure.”