Dukkemageren af Jessie Burton

Dukkemageren af Jessie Burton, 2015. Anmeldereksemplar fra Hr. Ferdinand. Opr. udgivet som The Miniaturist i 2014. Antal stjerner: 5/5

Er det muligt at forudsige, hvad der skal ske for andre mennesker og hvor mange hemmeligheder kan der egentlig være i et enkelt hus i Amsterdam i slutningen af 1600-tallet?

Den engelske debutant Jessie Burton tager læseren med på noget af en tidsrejse til 1686, hvor vi første gang møder Nella, da hun netop er ankommet til byen for at skulle bo der. Forud for hendes rejse blev hun gift med den rige Johannes Brandt, der er blandt Amsterdams dygtigste købmænd og da hun ankommer, opdager hun, at huset ikke kun er for hende og Johannes. Hans søster Marin bor der også og de har en tjenestepige ved navn Cornelia og ikke mindst bor tjeneren Otto der også. Sidstnævnte er mørkhudet og det er bestemt ikke velanset af alle i byen. Allerede fra første færd fornemmer Nella, at Johannes er en travl og dermed meget fraværende mand, men en dag har han en gave med hjem til hende:

”Midt på flisegulvet står et skab – et kolossalt møbel, en halv gang højere end Johannes; et enormt skab på otte buede og solide ben og et par sennepsgule fløjlsforhæng, der er trukket for. Efter at have skubbet læsepulten ind i et hjørne for at gøre plads står Johannes ved siden af med den ene hånd oven på det, mens han kigger på det skinnende træ og smiler sorgløst.”

Det er et helt specielt dukkehus, som han har foræret hende: det er noget nær en perfekt udgave af deres eget hus. Men hun mangler nogle ting, som hun kan putte derind og derfor forfatter hun et brev til en dukkemager i deres by, hvor hun bestiller et par ting. Hvad hun ikke forventer er de ekstra ting, som dukkemageren sender med. Blandt andet 8 små dukker, som inkluderer dem selv, deres bekendte/forretningspartnere Agnes og Frans og ikke mindst Johannes’ unge ven Jack. Efterhånden som tiden går må Nella erkende, at alt nok ikke helt er, som det skal være og efter hun finder sin mand i en situation, som hun ikke havde set komme, begraver hun sig i sin egen seng et stykke tid, før hun endelig får snakket med Marin:

”Nella peger på dukkehuset. ”Jeg går ud fra, at du ville foretrække at se mig derinde.”
”Hvad mener du?”
”Mit liv her er forbi.”
Marin stivner, og Nella skubber tallerkenen med de sidste vafler hen mod sin svigerinde. ”Det er slut med at koste rundt med mig, Marin. Jeg forstår alting nu.”
”Men gør du nu også det?”
”Det gør jeg.” Nella tager en dyb indånding. ”Og der er noget, du bør vide.”
Blodet strømmer op i Marins blege ansigt. ”Hvad?” spørger hun hurtigt. ”Hvad er det?” ”

Alt er ikke som det ser ud og i dettes hus kommer hemmelighederne pludselig vrimlende i en grad, som Nella bestemt ikke er vant til. Men burde hun have set det komme og er det muligt for en dukke at ændre sig med tiden, således at den matcher begivenheder i virkeligheden?
Det er bestemt ikke til at mærke, at Burton er debutant. Tværtimod. Denne bog emmer af grundig research og for mig var det til tider som om, at jeg selv stod ved siden af Nella og iagttog hendes verden. Hvad der virker som simple karakterer i starten er det bestemt ikke når vi kommer til bogens slutning og den måde, Burton serverer et lille stykke af hemmelighederne efterhånden, var virkelig gennemtænkt (og utrolig beundringsværdigt for en debutant). Det er både en historisk roman, en form for familietragedie og samtidig en form for thriller.

Alt i alt en velskrevet roman, hvis historie ikke efterlader en med det samme og allerede nu glæder denne læser sig til hendes næste roman, som efter sigende skulle udkomme ganske snart.

 

Reklamer

Datter af Jane Shemilt

Datter af Jane Shemilt, 2015. Anmeldereksemplar fra Hr. Ferdinand. Org. udgivet som Daughter i 2014. Antal stjerner: 4/5

Hvor længe skal man lede efter en forsvunden datter og hvad sker der, når familiehemmelighederne kommer ud af skabet?

Jane Shemilt har her skrevet en hæsblæsende roman, som hopper mellem nutid og datid. Datiden, hvor 15-årige Naomi forsvinder og nutiden, hvor moren Jenny er flyttet ud i et sommerhus, hvor hun forsøger at komme igennem livet på egen hånd. Udover Jenny og Naomi består familien af faren Ted og tvillingerne Ed og Theo, som er ældre end Naomi. Hendes forsvinden kommer ganske pludseligt for Jenny:
”’Selv om hun blot er femten år, er Naomi Malcolms Maria mere moden end sin alder’.’Naomi forener uskyld og seksualitet i en fortryllende optræden som Maria – en stjerne er født’. Disse anmeldelser på skolens hjemmeside gjorde det værd at være træt og overspændt. Der var to forestillinger tilbage efter denne: torsdag og så fredag. Snart ville vi alle få en normal tilværelse igen.”

Forældrene har begge travlt med deres arbejde som læger og deres børn er tit ladt alene. I forbindelse med søgningen efter Naomi begynder Jenny at være mere hjemme og hun opdager ting. Ting, som normalt ville være gået hendes næse forbi, men som nu bliver umulige at overse. Jennys lægetaske mangler en dag noget medicin og hun støder på en medicinflaske inde på Ed’s værelse:

” Den lille glasflaske var kold. Jeg holdt den forsigtigt i den ene hånd. Jeg gik ud fra Eds værelse, ned ad trappen, åbnede bagdøren og trådte ud i haven, men de kølige omgivelser ændrede ikke på de kendsgerninger, der tumlede rundt i mit hoved. Jeg stillede mig henne ved havemuren. Ed havde løjet, jeg anede ikke hvor længe. Han havde stjålet medicin i min taske og måske solgt den videre, hvad de kunne forklare pengene. Anya havde stødt sin tå imod tasken, fordi den var blevet flyttet fra sin sædvanlige plads og ikke stillet tilbage igen. Han havde stjålet stoffer. Det virkede ikke muligt.”

Alle har hver deres hemmelighed i denne lille familie og efterhånden som små spor bringes op til overfladen, des mere mening giver Naomis forsvinden. Men er hun død eller er hun stadig i live?

Denne roman af Shemilt er som et puslespil, hvor hver enkelt lille brik begynder at give mere og mere mening. Vi hopper i tid for hvert kapitel og først undrede jeg mig over det, men efterhånden som brikkerne begyndte at passe sammen, desto sværere bliver det at stoppe sin læsning, da det giver god mening. Måden, som hun afslører sine karakterers sande jeg, var jeg også vild med. Alle er ikke så perfekte som de umiddelbart virker som og det kunne være interessant at genlæse den blot for at se hver enkelt detalje om karaktererne. Slutningen overraskede mig i øvrigt i en sådan grad, at jeg måtte genlæse siderne flere gange for at være sikker.

Alt i alt en velskrevet spændingsroman om en familie, der i søgen efter sin datter indser, hvordan de egentlig er.