Paris af Maarten Vande Wiele

Paris af Maarten Vande Wiele, 2013. Cobolt. Antal stjerner: 4/5

Når man tænker tegneserier, tænker man ofte at de er beregnet til børn. Med Graphic Novels er det lidt anderledes – f.eks. findes der én baseret på første del af Paul Austers New-Yorkertrilogi og her er endnu en, som bestemt ikke er tiltænkt børn og den tilhører underkategorien trash, som også indeholder seksuelle billeder.

Originalt er den faktisk hollandsk, men den foregår, som titlen antyder, i Paris, hvor 3 unge kvinder bor sammen og er veninder. De er meget forskellige – først møder vi Hope, som var en skønhedsmodel som barn, men som kom til skade i en ulykke. Hun mistede et øje, men forsøger sig nu alligevel som model i storbyen, som hun flytter til i starten af bogen. Her møder hun Chastity, der udlejer et værelse til hende i en lejlighed, og her bor i forvejen også Faith, som er sangerinde. Disse piger kommer ud for lidt af hvert og blandt andet vinder Hope førsteprisen i en konkurrence, hvor præmien er en plasticoperation.

Denne bruges til at få fixet hendes øje og hun bliver for alvor et kendt ansigt i Paris som model. Men berømmelsen har sin bagside og hvem kan man stole på?

Det må alle 3 kvinder tage stilling til undervejs i denne fortælling, som i øvrigt er opdelt i 2 afsnit – ”I love Paris” og ”I hate Paris”. hvilket passer sammen med pigernes oplevelser. Alt i alt en god bog, men personligt synes jeg at der er lidt for mange billeder med seksuelle udskejelser.

Hvad man kan lære af bogen er at ingenting bør tages for givet – alt kan ændres på et øjeblik.

Reklamer

Vincent af Barbara Stok

Vincent af Barbara Stok, 2016. Turbine. Anmeldereksemplar fra forlaget. Opr. udgivet med samme titel i 2012. Antal stjerner: 5/5

Hvem var Vincent Van Gogh egentlig og hvordan kom han til at male de verdensberømte malerier af landskaber og blomster?

Denne graphic novel handler om den fantastiske maler og begynder i det øjeblik, at han tager til Provence for at male. Han er meget betaget af de smukke landskaber og maler så meget, som han har råd til. Han modtager penge fra sin bror, da livet i Provence ikke er gratis og det er lidt svært at få solgt billeder. Han maler noget ganske anderledes end mange af sine kolleger og han har ingen planer om at kopiere det, som alle de andre gør. I stedet ser han op til Millet og Lhermitte, som han bror fortæller hans pige:

”Millet og Lhermitte er ægte kunstnere, for de maler ikke tingene bogstaveligt, som de er, men sådan som de føler, de er. Det er det, det drejer sig om i et godt maleri, er du ikke enig?”

Vincent har ambitioner med hans liv i Provence og drømmer om at skabe et fantastisk kunstnermiljø. Han inviterer alle de malere, som han kender og en dag kommer Gauguin på besøg. Vincent er virkelig begejstret for besøget og viser ham den smukke omegn, men Gauguin er ikke helt enig:

”Vincent: Landskabet her har alt, hvad en maler har brug for.

Gauguin: Jeg tror, jeg bedre kan lide Bretagne. Mere storslået.. og prægtigere. Mere end helhed.”

Men hvor længe kan en mand bære at knokle uden at opnå anerkendelse fra kolleger?

Det her er historien om en mand, som de fleste kender fra hans billeder og det faktum, at han skar sit øre af. Der er meget mere i hans historie, som de fleste ikke kender til og Stok fortæller hans historie virkelig godt gennem ord og illustrationer. De simple illustrationer af hans liv og hans værker fungerer rigtig godt til denne malers historie og jeg håber bestemt, at der kommer flere af denne slags graphic novels fra Stok’s hånd. Alt i alt en fantastisk graphic novel om en maler, som havde store ambitioner, men også sit eget sind at kæmpe imod.