The Starlight Barking af Dodie Smith

The Starlight Barking af Dodie Smith, 1971. Heinemann London. Antal stjerner: 4/5

Hvad skete der egentlig med Cruella de Vil efter den mislykkede kidnapning af dalmatinere og er det muligt at lære små børn at snakke med hunde?

Denne efterfølger til den populære ”The Hundred and One Dalmatians” bringer læseren tilbage til Pongo og hans familie nogle år efter forgængerens slutning. De små hvalpe er blevet voksne og medens nogle af dem er blevet gift, så er andre flyttet hjemmefra. Og endda er Cadpig havnet på den prestigefyldte adresse Downing Street 10, hvor hun lever sammen med premierministeren. En morgen er noget ganske galt ude på landet, hvor Pongo og Missis flyttede hen i slutningen af sidste bog og hundene er de eneste, som ikke er faldet i en dyb søvn. De forsøger at vække Dearly-parret på flere forskellige måder såsom dette:

””We’d better lick their faces,” said Pongo. He knew that the Dearlys, much as they loved their dogs, were not fully appreciative of face-licking, and such an attention was likely to make them sit up briskly. But not today. They just went on sleeping – and also, Pongo was pleased to see, smiling. As he couldn’t wake them he was glad not to have spoilt their happy dreams.”

Men der er ingenting, som vækker menneskene i huset og det går ganske hurtigt op for hundene, at både fugle og katte også sover og eneste undtagelse er dem, som har lært en smule hund såsom den lille dreng Tommy. Søvnen har gjort verden ganske stille, ja, der er ingen trafik og Cadpig formår at få fat på sine forældre uden at skulle rejse hele vejen ud på landet for at hente dem. Luftlaget er også ganske anderledes og hundene lærer hurtigt, at de kan lave en bestemt bevægelse, som de kalder for ”swoosh”, hvor de tænker fremad og bevæger sig ligeså fremad i luften. Hunde fra hele verden samles i London og Cadpig må tænke over, hvad det bedste skridt fremad må være. Tommy er også kommet med ind til byen og det er ikke enhver, som der kan forstå ham;

“Tommy now got down from the Tractor. Pongo and Missis greeted him affectionately and tried to understand what he said. Usually they did not understand him, just as they understood most humans, but he was now talking half-Dog and half-Human, as he had when he was very young and they couldn’t get a hang of it.

“Needs practice,” said the Sheepdog. “I can follow most of it now and he half understands me, which is more than any human ever did.” “

Men hvem står bag denne søvn og hvordan kan den ophæves?

Som så mange børnebogsklassikere er denne her også ganske tidsløs. Oprindelig blev den faktisk udgivet tilbage i 1967, men den kunne også foregå i dag uden overhovedet at skulle ændres. Ligesom med dens forgænger så var jeg fascineret af måden hvorpå Dodie skriver sin fortælling fra et hundeperspektiv og hvordan hun finder på at de kan kommunikere på lange afstande samt det berømte ”swoosh”. Jeg nød at drage op i højere luftlag sammen med Pongo og hans familie og se hvad der skete med hvalpene efter vi forlod dem i seriens første bog. Selvom denne bog ikke er ligeså fantastisk som den første, så ærgrer jeg mig gevaldigt over, at der ikke er flere i serien, men heldigvis har Smith også skrevet en ungdomsroman. Alt i alt en skøn børnebog, hvor vi som læsere både hører om hvad der skete med de kære hvalpe og hvor vi begiver os på noget af en rejse i de lidt højere luftlag.

Reklamer

The Hundred and One Dalmatians af Dodie Smith

The Hundred and One Dalmatians af Dodie Smith, 1993. Heinemann London. Illustreret af Vanessa Julian-Ottie. Antal stjerner: 5/5

Kan man lave en pels ud af dalmatinerpels og hvad er det helt præcis at hunde foretager sig i England ved skumringstid, når de begynder at gø til hinanden?

Denne børnebogsklassiker af den britiske forfatterinde Dodie Smith handler om hvad der sker, da dalmatinerparret Pongo og Missis (på dansk: Perle) bliver forældre for første gang. Historien starter selvfølgelig før deres hvalpe kommer til verden, og deres ejere, som her i den engelske udgave hedder Mr og Mrs Dearly, går en dag tur med dem ovre i den londonske park Regent’s Park, som de bor i nærheden af. Her støder de på en frygtelig kvinde ved navn Cruella de Vil, som Mrs Dearly gik på skole med engang og hun er ganske speciel, som man kan se herunder:

””Lovely, lovely dogs,” Cruella said to them, as she got into the striped black-and-white car. “You’d go so well with my car – and my black-and-white hair.”

Then the chauffeur spread a sable rug over the de Vils’ knees and drove the striped car away.

“That car looks like a moving Zebra Crossing,” said Mr Dearly. “Was your friend’s hair black and white when she was at school?”

“She was no friend of mine, I was scared of her,” said Mrs Dearly. “Yes, her hair was just the same. She had one white plait and one black.””

Før Mr og Mrs Dearly ved af det, venter Missis hvalpe og hele huset er på den anden ende, da der ikke kommer én hvalp, heller ikke to eller tre, men hele 15 på én gang. Heldigvis har familien hjælp i huset og et heldigt tilfælde fører til at endnu en dalmatiner rykker ind for at hjælpe med at pleje de kære små. En dag, da de nybagte forældre er ude og gå en tur med deres ejere, bortføres hvalpene og derfor befinder Pongo og Missis sig en aften oppe på Primrose Hill, hvor de gør på livet løs til områdets hunde. På ganske kort tid finder de ud af at de må på noget af en rejse for at komme hen til deres hvalpe og undervejs hjælper flere hunde med at finde mad og ly til søvn:

“There was a deep bed of straw on the floor of the coach and neatly laid out on the seat were two magnificent chops, half a dozen iced cakes, and a box of peppermint creams.

“From the butcher’s dog, the baker’s dog and the dog at the sweet-shop,” said the Retriever. “I shall arrange your dinner. Will steak be satisfactory?”

Pongo and Missis said it would indeed, and tried to thank him for everything, but he waved their thanks away, saying: “It’s a very great honour. We are planning a small plaque – to be concealed from human eyes, of course – saying: PONGO AND MISSIS SLEPT HERE.”

Men hvordan befrier man hvalpe, der er taget til fange og hvis Pongo og Missis kun har 15 hvalpe, hvorfor hedder bogen så “The Hundred and One Dalmatians”?

Der er nu noget ved nostalgisk læsning. Da jeg var yngre, ejede jeg denne i en form for billedbog baseret på Disney’s filmatisering og det har taget mig mange år at finde ud af, at der var en fortsættelse til denne her. Derfor lånte jeg denne og selvfølgelig fortsættelsen på engelsk og selvom der står både ”B&U” og ”Oplæs” på stickers på denne bog, så er den også fantastisk interessant at læse som en anglofil voksen. Illustrationerne i denne er af Vanessa Julian-Ottie og de passer helt perfekt til sproget foruden at være utrolig smukke. Smiths opfindsomhed ses særligt i form af synsvinklen, da det er en form for alvidende fortæller, som ved alt om hvad hundene tænker om menneskene omkring dem og det er især deres selvfølgelighed af ting, der er virkelig gennemtænkt.

Alt i alt en fantastisk børnebog, som handler om hvordan verdens bedste dalmatinerforældre må på noget af en rejse for at finde deres børn og som må narre de dummeste kidnappere og uhyggelige Cruella de Vil.