The Lonely Hearts Travel Club: Destination Chile af Katy Colins

The Lonely Hearts Travelclub: Destination Chile af Katy Colins, 2017. Anmeldereksemplar fra HarperCollins Nordic. Opr. udgivet som Destination Chile i 2016. Antal stjerner: 4/5

Hvor meget kan gå galt i et reality-program, der blander rejser og parforhold i en konkurrence om penge og hvor godt kender Georgia egentlig sin kæreste Ben, når alt kommer til alt?

Så nåede jeg til sidste bog om Georgia Green i The Lonely Hearts Travel Club-serien, der har været ganske meget igennem siden vi mødte hende i den første bog. Hun er stadig sammen med Ben, som hun mødte på en tur til Thailand og som hun nu ejer rejsebureauet The Lonely Hearts Travel Club med, hendes barndomsveninde venter barn nr. 2 og hendes anden veninde har planer om at rejse tilbage til Australien med hendes kæreste. Det går ganske godt med rejsebureauet og da Georgia hører om en konkurrence, hvor hun og Ben skal rejse afsted til Chile og konkurrere mod andre par fra rejseselskaber, træffes der en hurtig beslutning. Som vi fandt ud af i den foregående bog, så er hun lidt af en workaholic, men på kontoret har Kelli, der har været med fra starten, fået selskab af Conrad, så det er muligt at være 2 afsted uden at skulle lukke bureauet midlertidigt:

”Jeg åndede lettet op og nikkede. Hun havde ret. De var begge fuldt ud i stand til at varetage opgaven. Det måtte være sådan her, Marie havde det, når hun afleverede Cole i daginstitutionen og hver gang hviskede ved sig selv pas godt på mit barn!

”Du må bare love, du ikke har forvandlet dig til en vaskeægte diva, når I kommer hjem fra Chile,” advarede Kelli.

”Men hvis du alligevel kommer hjem iført gigantiske insektøjnesolbriller med en hær af slaver i hælene til at farvesortere dine M&M’s, eller begynder at indrette bureauet med kridhvide liljer, så ved du, at vi nok skal få dig ned på jorden med et brag igen,” lo Conrad og fremtryllede en pakke chokoladekiks.”

Selvom bogen starter med at Ben og Georgia render rundt i IKEA og finder møbler til deres fælles lejlighed, så er det som om, at der stadig er nogle ting, som gør, at de ikke helt danser rundt på en lyserød sky. De har begge ret travlt i firmaet og Ben vil gerne åbne en afdeling af firmaet i London. Før de ved af det, befinder de sig i Chile sammen med 3 andre par og må samarbejde ganske intenst for at følge med. De bliver udfordret som aldrig før og den sidste mission indebærer en vandretur, og det sætter deres forhold på prøve som aldrig før:

”Han knyttede hænderne og trak vejret dybt et øjeblik og lignede én, der talte til 10. ”Okay, ræk mig den blå snor. Nej, ikke den… Ja, præcis. Og så trækker du den så stramt ud, som du overhovedet kan…” Han gennemgik resten af instruktionerne med mig i et mere afmålt, men lettere hidsigt tonefald. Hvorfor fanden var der nogen, der gjorde det her for sjov?

Omsider, og gudskelov uden mere mundhuggeri, fik vi sat det forbandede telt op. Jeg trådte lidt tilbage og håbede på at finde en eller anden stolthedsfornemmelse over det, vi havde gjort, men i stedet følte jeg mig bare udmattet, knotten, våd og fuldkommen syg efter en ordentlig seng i et varmt, rent værelse.”

Men hvordan skal man komme videre efter en tur, der har afsløret mere om ens parforhold end man havde regnet med og hvad kan man lære om sig selv, når man udfordres til at gøre ting, som ligger udenfor ens comfortzone?

Det er altid noget af en rejse, når man som læser drager afsted med Georgia Green og læser om alle hendes oplevelser på sidelinjen. Denne bog er ingen undtagelse og ligesom i de foregående bøger er der situationer hvor hepper på Georgia, men også andre situationer, hvor man tager sig til hovedet. Men det er det, der gør, at man som læser så godt kan identificere sig med Georgia, for hun er langt fra perfekt, men hun udfordrer sig selv og man får helt lyst til at rejse verden rundt efter endt læsning. Jeg læste den anden dag, at der er endnu en bog på vej om Georgia og der er ingen tvivl om, at jeg skal ”ud og rejse” med Georgia igen, for Colins er virkelig god til at skrive helt ærligt og på en sådan måde, at man må trække på smilebåndet op til flere gange undervejs.

Alt i alt en skøn afslutning på serien om Georgia og hendes liv, der denne gang bringer hende til Chile og på en rejse, der lærer hende flere ting end forventet om hendes liv og især hvad et parforhold kan holde til.

Den sorte enke af Daniel Silva

Den sorte enke af Daniel Silva, 2017. Anmeldereksemplar fra HarperCollins Nordic . Opr. udgivet som The Black Widow i 2016. Antal stjerner: 4/5

Hvordan planlægges et terrorangreb på tværs af landegrænser og hvordan skal man håndtere sit liv og sit arbejde som spion, når hele verden har hørt at man ellers skulle være død?

Gabriel Allon er tilbage endnu en gang og selvom man i sidste bog troede, at han nok var ved at lade sig pensionere som spion, så er det bestemt ikke sagen i denne bog om ham, som er nummer 16 i rækken om den israelske spion. Denne bog starter dog i første omgang i Paris, hvor fransk-jødiske Hannah Weinberg, som er en god ven af Allon, mister livet i et terrorangreb og der er ingen tvivl om hvem der står bag. Allon, der i sidste bog blev erklæret død i medierne, indser hurtigt, at han må være en del af dette, men livet har ændret sig ganske meget og forsigtighed er et nøgleord for hans liv i disse dage:

”For ikke så længe siden, da hans nekrolog dukkede op i aviser rundt i hele verden, blev ingen bekræftet fødselsdato nogensinde bragt på tryk. Rapporterne om hans død havde været en del af en indviklet operation, der gik ud på at bedrage hans fjender i Moskva og Teheran. De havde troet, at historierne var sande, og den fejlberegning gjorde det muligt for konservatoren at hævne sig på dem. Ikke længe efter han var vendt tilbage til Jerusalem, fødte hans kone tvillinger, en pige, der fik navnet efter hans mor, og en søn, der kom til at hedde Raphael. De var nu – mor, datter og søn – tre af de mest bevogtede personer i staten Israel. Det samme var restauratoren.”

Men Paris er ikke terroristernes eneste mål og snart er det ikke til at vide, hvor man kan føle sig sikker. Allon, som ikke længere er en helt ung mand, er med til at hverve en ung kvinde ved navn Natalie Mizrahi, som er læge og jøde. Hun voksede op i Frankrig, men befinder sig i Vestjerusalem, da hun bliver kontaktet af Allon og hans folk. Gennem intens træning lærer hun at tænke som en terrorist ved navn , da Allon har planer om at infiltrere terrorgruppen, der med manden Saladin i front står bag angrebene i Paris og Amsterdam inden et tredje angreb kunne finde sted:

”De havde fjernet hende fra den synlige verden uden så meget som en krusning på overfladen og havde smuglet hende til deres idylliske, hemmelige fort. Nu kom den vanskelige del – undersøgelsen, kulegravningen, inkvisitionen. Målet med denne ubehagelige øvelse var at afgøre, hvorvidt dr. Natalie Mizrahi, tidligere fra Marseille, for nylig indbygger i Rehavia i Vestjerusalem, var temperamentsmæssigt, intellektuelt og politisk passende til den opgave, de havde i tankerne. Desværre, tænkte Gabriel, var det ikke en opgave, som nogen fornuftig kvinde ville ønske sig. ”

Men vil det lykkedes at få Natalie ind i terrorgruppen uden at hendes egentlige identitet bliver opdaget og hvem er manden Saladin egentlig?

Jeg vil starte med at sige at denne bog desværre er uhyggelig aktuel og Daniel Silva har endda skrevet et efterord om netop dette og hans arbejde med bogen. Ligesom med de andre bøger om Allon formår Silva at væve noget historie ind i en historie, som udefra ligner en almindelig spændingsbog og det er en af grundene til at jeg fortsætter med at læse om Allon og hans færd. De fleste af de twists, som sker undervejs, havde jeg ikke regnet med og jeg måtte endda ind på Goodreads for at se om der kommer flere bøger om Allon på et tidspunkt.

Alt i alt en fantastisk god spændingsroman om spionen Gabriel Allon, der nok er blevet en ældre mand efterhånden, men det betyder bestemt ikke at terrororganisationer kan løbe om hjørner med ham, som de ellers tror.

Det er ikke mig, det er dig af Mhairi McFarlane

Det er ikke mig, det er dig af Mhairi McFarlane, 2016. Anmeldereksemplar fra HarperCollins Nordic. Opr. udgivet som It’s not me, it’s you i 2014. Antal stjerner: 5/5

Hvordan håndterer man bedst et forlist parforhold, hvor bryllupsklokkerne var godt på vej og passer det gamle ordsprog ”den man elsker, tugter man” egentlig?

Den britiske forfatterinde Mhairi McFarlane står bag denne chick-lit om Delia, som bor oppe i det nordlige England i byen Newcastle upon Tyne sammen med sin kæreste og deres hund. Vi møder hende første gang en ganske besværlig dag på hendes arbejdsplads, hvor hun må håndtere et hackerangreb på hendes arbejdes hjemmeside. Et ganske sjovt og ufarligt et af slagsen, men ikke desto mindre noget nær umuligt at finde ud af hvem der står bag, da han går under dæknavnet Peshwari Naan, opkaldt efter en slags naanbrød. Om aftenen er hun ude for at fejre tiårsdag med Paul og hun har besluttet sig for at fri til ham. Men efter frieriet er der et eller andet ved Paul, som ikke helt er som det plejer og da de efterfølgende går ud for at fejre det, modtager hun en sms fra ham, som bestemt ikke skulle være sendt til hende, men en anden kvinde:

“Kunsten forberedte ikke en på de små øjeblikke mellem de store øjeblikke, tænkte Delia. Livet blev ikke redigeret, så fortællingen flød glidende.

Hvis Pauls sms var bippet ind i en scene i en film eller tv, ville der være blevet klippet efter nærbilledet af Delias forfærdede ansigt, og så ville filmen være fortsat med, at hun løb snublende ned ad gaden på sine høje hæle (romantisk komedie), at hun smadrede tallerkener i køkkenet (sæbeopera), vredt fyldte en kuffert med gammeldags hængsler (musikvideo), eller at hun stod og kiggede ud over den mørke Tyne (kunstfilm).

Men det der derefter skete var, at det forfærdelige øjeblik blev undermineret af praktiske spørgsmål.”

Delia flytter ud af deres fælles bolig og ind hos sine forældre i en tid. Hun har dog en veninde ved navn Emma, som bor i London og Delia beslutter sig for at starte forfra dernede. Med sig har hun sin gamle tegneserie om Ræven, som hun arbejder lidt på dernede, men i smug. Hurtigt finder hun sig et arbejde med en noget atypisk chef og tilfældigvis tager hun et telefonopkald den dag, hvor journalisten Adam er i den anden ende. Der er et eller andet ved hans opførsel, som Delia ikke helt kan greje og på arbejdet sker der også ting og sager, men så er det godt, at Delia ikke er helt alene i storbyen:

“Da hun gik tilbage til undergrundsbanen, fik hun et glimt af en håbefuld tanke. Adam West var jo ligeså meget i en position til at kunne underrette hende på forhånd om sin angrebsvinkel. Måske kunne hun bruge ham? Delia Moss: tredobbelt agent. Hun var ikke hjælpeløs. Hun nød også at arbejde sammen med Steph, hun havde ikke haft en veninde på arbejdet i årevis. Peshwari Naan var også et fast holdepunkt, fordi han var så tilgængelig på nettet.

Da hun nåede hjem til Emmas lejlighed, tog hun sin pen og skitseblok og lo for sig selv, mens karaktererne voksede frem på blokken.

Det var magien ved Ræven, den hjalp hende til at fokusere og få styr på sig selv, den fortalte en inspirerende historie. Den viste hende, hvad hun skulle sigte imod.”

Men hvor let er det at vende tilbage til sit gamle jeg oppe nordpå og hvad er der med ham der Adam?

Denne bog er den første bog, som jeg har læst af McFarlane og jeg kan allerede nu sige, at det ikke bliver den sidste. Jeg elskede humoren, de engelske referencer og det gåpåmod, som Delia mere end én gang viste, at hun havde. Der var flere twists undervejs end jeg havde regnet med og ligesom man tror, at man ved hvordan den ender, sker der ting og sager og det hele bliver vendt på hovedet. Jeg var ellevild med hvordan illustrationer af Ræven blev sat ind i bogen undervejs og det gav et fantastisk pift til historien at man så hvordan Ræven, altså Delias alterego på en måde, ville håndtere situationer på en fantastisk selvsikker måde. Mere af den slags i bøger, tak.

Alt i alt en skøn bog om engelske Delia, som finder ud af, at livet hurtigt kan ændres og at hvis man har gode venner og en støttende familie, ja, så kan man faktisk opnå en hel del, som man aldrig troede var muligt.

The Lonely Hearts Travelclub: Destination India af Katy Colins

The Lonely Hearts Travelclub: Destination India af Katy Colins, 2017. Anmeldereksemplar fra HarperCollins Nordic. Opr. udgivet som Destination India i 2016. Antal stjerner: 4/5

Hvor meget kan ens arbejde overtage ens liv, når det samtidig er ens passion og hvor smart er det at være undercover i Indien på en rejse, som man selv har været med til at planlægge for ens eget rejseselskab?

I denne 2’er af The Lonely Hearts Travel Club tager Colins os læsere i første omgang med til Manchester, hvor Georgia, der i sidste bog var i Thailand, arbejder sammen med Ben i deres eget rejseselskab. Livet efter Thailandsturen har budt på en masse arbejde for deres selskab og man kan rolig kalde Georgia for en workaholic. Hun misser en koncert en aften sammen med venner og kolleger og hendes rejseveninde Shelley opsøger hende på kontoret. Før Georgia og Ben vendte hjem til England, var der visse gnist imellem dem, men det er ikke blevet til så meget mere, og Shelley mener at alle andre kan se, at de passer godt sammen:

”“Synes du virkelig det?” spurgte jeg og mærkede pludselig virkningen af den billige vin.

”Det gør vi sgu da alle sammen. Men du ved … Romeo ville aldrig være blevet helt sødsuppe i Julie, hvis han ikke troede, hun var interesseret i ham. Han ville sikkert have giftet sig med en eller anden fjern Capulet-kusine i stedet eller noget og fået et hav af unger, mens Julie ville være blevet gammel og vissen, mens hun konstant havde bandet over, at hun ikke havde haft mod nok til at fortælle ham, hvad hun følte.”

Jeg lo højt. ”Gode, gamle Shakespeare ville vende sig i sin grav, hvis han hørte, hvordan du gengav verdens største kærlighedshistorie.” ”

Da en del rødvin er kommet indenbords sammen med Shelley, får de en brilliant idé. De skal da rejse til Indien for at gå undercover på den tur, som på det seneste har forvoldt firmaet en del problemer og en virkelig dårlig anmeldelse og før Georgia ved af det, er hun på vej til lufthavnen sammen med Shelley. Desværre må hun rejse afsted alene, da Shelley har pasproblemer og da hun ankommer til Indien under et dæknavn, erkender hun hurtigt, at der må ske ændringer. Indien er bestemt ikke som hverken hendes hjemland eller Thailand og indbyggerne lever ganske anderledes end hun er vant til:

”Alle halvsov stadig. Vi blev pakket som sardiner i en overfyldt minibus og begyndte den lange tur til Agra for at tilbringe en dag ved Taj Mahal, og solen var kun på vej op. Den mørkeblå himmel begyndte så småt at lyse op med strejf af gyldne solstråler, men selv så tidligt om morgenen var vejene latterligt proppede af folk, der var ved at stille boder og butikker op til dagen, mænd i jakkesæt, der hastede af sted til kontoret, og børn, der pilede rundt på gaden og samlede plasticflasker. Nihal var kommet til tiden som lovet, smart klædt i rent tøj. Han så langt friskere ud, end da jeg havde set ham sidst, huskede alle gæsternes navne og delte tillige små poser med appelsinjuice og brød ud, da vi halvsovende væltede ind i minibussen.

Det skal nok gå, det hele. Det var kun starten, der var uheldig, men fra nu af kører det.”

Men kan hun redde firmaets ture til Indien og er kortvarige ændringer i et firma altid en god idé?

Med denne bog tager Colins endnu en gang sin læser under armen og drager afsted mod fjerne kyster. Hvor vi i seriens første bog tog med Georgia til Thailand, så kommer vi med til Indien denne gang, hvor kulturen er ganske forskellig end den herhjemme og Georgias hjemland England. Nogle gange tager man sig til hovedet og tænker ”Georgia, hvorfor gjorde du det” og andre gange klapper man ivrigt, når hendes handlinger får én til at tænke ”For fanden hvor er hun sej!”. Det er nemt at kende sig selv i Georgia flere gange og det er en af de mange grunde til at denne bog virkelig er værd at læse. Heldig er hun ikke altid, men hun knokler virkelig for det, som hun brænder for og det er beundringsværdigt.

Alt i alt en fantastisk sjov bog om en kvinde, som rejser for at redde hendes firma, men som bestemt også lærer en hel del om sig selv undervejs.

Hidden Figures af Margot Lee Shetterly

Hidden Figures af Margot Lee Shetterly, 2017. Anmeldereksemplar fra HarperCollins Nordic. Opr. udgivet som Hidden Figures i 2016. Antal stjerner: 4/5

Hvordan så arbejdsmarkedet ud for sorte kvinder og mænd indtil 1970’erne og hvordan var det at arbejde på NASA, før det blev til NASA som vi kender det i dag?

Margot Lee Shetterly tager med denne bog om særligt kvinderne på NASA, det tidligere NACA, hendes læser med på noget af en tidsrejse, hvis faste holdepunkt blev NACA som arbejdsplads. Dorothy Vaughan, der er den første sorte kvinde, som vi læsere får stiftet bekendtskab med, tog afsted til Langley Memorial Aeronautical Laboratory i 1943 efter at have arbejdet som matematiklærer i mange år. For at kunne tiltræde sit drømmejob var hun nødsaget til at efterlade mand og børn for en rum tid og hun måtte indordne sig ganske hurtigt det nye sted, både som kvinde og som sort;

”Sorte skulle stå af og på bag i bussen og finde en plads bag den farvede linje, og de skulle også tilbyde hvide rejsende deres plads, hvis der var fuldt optaget i den hvide afdeling. Men manglen på konduktører ved den bagerste dør betød, at sorte for det meste steg på ved den forreste dør og skulle så mase sig igennem en række af hvide rejsende for at komme til den sorte afdeling. Derefter masede de sig tilbage gennem gangen for at komme ud ad den forreste dør igen. og hvis hvide passagerer i nogle af de få tomandsbusser var kommet til at stille sig bagerst, måtte de også skubbe sig op foran for at komme ud, da loven forbød hvide at benytte sig af den bagerste dør. Selvom Jim Crow-lovene blev konstrueret for at reducere kontakt ved at holde racerne adskilt, havde de i praksis den modsatte effekt.”

 

Den lidt yngre Mary Jackson, som også var både sort, kvinde og mor, begyndte på Langley i 1951. Da hun små 13 år før havde dimitteret fra high school, var dette med hædersbevisning og på Hampton’s institute, som var et privat universitet for sorte, læste hun både matematik og naturvidenskab. Efter et par års familieliv søgte hun om stillingen som computer på Langley og her kom hun til at arbejde under Vaughan i starten. Efter to år blev hun sendt over til en afdeling på Langley, hvor der var flere hvide computere, men allerede på første dag kunne hun mærke raceforskellene i denne afdeling:

””Kan I vise mig vej til badeværelset?” spurgte Mary de hvide kvinder.

De svarede hende med en fnisen. Hvordan skulle de vide, hvor hendes badeværelse var? Det nærmeste badeværelse var uden skilt, hvilket betød, at de hvide kvinder måtte benytte det, men der var adgang forbudt for de sorte kvinder.”

 

Men hvor meget skal der til ude i verden før at de sorte får samme muligheder som de hvide og hvordan får man egentlig en raket ud i rummet med stor succes?

Sikke en tidsrejse, man bliver taget på som læser i denne bog! Shetterly har virkelig researchet meget til denne bog (der er endda referenceliste i slutningen af bogen) og det er uden tvivl et virkelig imponerende stykke arbejde. Vaughan og Jackson er blot to ud af mange kvinder i denne bog og Shetterly er virkelig dygtig til at forklare hvad deres arbejde egentlig gik ud på. For mig var det dog kvindernes og særligt de sortes historie som var interessant og jeg blev forarget hver gang, at der skete situationer som ovenstående for karaktererne. Af hvad jeg har hørt, så er bogen ganske forskellig fra filmen, så jeg glæder mig til at se både Vaughan, Jackson, Katherine Johnson og ikke mindst deres familier på det store lærred. Alt i alt en fantastisk vigtig bog om stærke kvinder, besværlige matematiske formler og ikke mindst hvordan de sorte opnåede nogle af de samme rettigheder som deres hvide medmennesker.