Tit er jeg glad af Jens Christian Grøndahl

Tit er jeg glad af Jens Christian Grøndahl, 2016. Anmeldereksemplar fra Gyldendal. Antal stjerner: 4/5

Hvordan håndterer man livet, når ens livsledsager gennem mange år dør og hvor længe kan fortidens spøgelser præge de efterladtes liv?

Ellinor er navnet på hovedpersonen i denne bog af Jens Christian Grøndahl og hun fortæller om sit liv til sin afdøde veninde Anna. Hun har netop mistet den mand, som hun boede sammen med i mange år og som tidligere var Annas mand. Sammen med Georg tog hun sig af venindens sønner, tvillingerne Stefan og Morten og i løbet af årene rykkede hun også hendes egne pæle op og flyttede ind. Vi møder Ellinor lidt efter Georgs død, hvor hun stadig vænner sig til sin nye tilværelse som enke og selvom tvillingerne er voksne på dette tidspunkt, så er de ikke altid sikre på, hvor de har hende henne og i følgende afsnit er tvillingerne det de, der tvivler:

”Jeg græd ikke til begravelsen, måske er det derfor, de tvivler på mine følelser. Jeg var færdig med at græde. Da jeg kom hjem fra hospitalet, græd jeg hele aftenen, indtil jeg faldt i søvn på sofaen uden at have tændt en eneste lampe. Jeg kunne ikke lægge mig i sengen, men det var ikke på grund af ham. Det var ikke, fordi han lige var død i den seng, og beviser er, at jeg ikke har skiftet sengetøj de første uger. Jeg blev liggende med det samme lagen og det samme dynebetræk, indtil jeg ikke længere kunne mærke hans lugt. Det er en af de ting, jeg gerne ville have kunnet tale med dig om, Georgs lugt. Hvordan kan man kende noget så godt uden at have ord til at beskrive det med?”

Men det var ikke kun Anna, som Ellinor mistede ud af det blå. Det var også Henning, som Ellinor var gift med dengang og hvis barn hun ventede, medens deres forhold stadig var nyt og som hun fik fjernet på en sådan vis, at hun aldrig siden ville kunne få børn. Ellinor, Henning, Anna og Georg var sammen afsted på skiferie, da Anna og Henning forsvandt i en lavine og senere fortalte Georg, at det hele ikke havde været som Anna troede. Han havde opdaget, at Anna og Henning havde en affære og det er en af de ting, som Ellinor tænker meget over, da hun går rundt i Georgs og Annas hus den første tid efter og som hun skriver meget om til Anna:

”Kærligheden skaber kendsgerninger på landjorden, først i form af et bombenedslag, siden som et mere langsigtet entreprenørarbejde, og når der er gået et stykke tid, behøver skandalen, bruddet og dramaet ikke længere nogen forklaring. Der er, hvad der er. Det er kærlighedens efterladte, der må prøve at forstå. Det er de kasserede, der må være noble og klogt indse, at vi kun har hinanden til låns. De elskende tiltager sig retten med vold eller det, der ligner, og de drømmer ikke om at forklare sig. Fordi det var han, fordi det var dig.”

Men hvordan kan Ellinor og Georg og tvillingerne sammen leve videre efter et sådant pludseligt tab og hvem er Ellinor egentlig?

Jeg tror aldrig, at jeg har følt mig så tæt på en fortæller, som jeg gjorde med Ellinor. Det er en lind strøm af tanker, som bringer os tættere på hende end hendes omverden nogensinde har været og de hemmeligheder, som ikke alle omkring hende kendte, afsløres overfor denne veninde Anna, som efterlod noget af et rod, da hun og Henning pludselig ikke var mere. Der er noget blufærdigt over denne bog og særligt dens sprog, som jeg var helt vild med og især at Ellinors fortid afsløres lidt efter lidt. Det er første bog, som jeg har læst af Grøndahl og allerede efter sidste side var vendt, vidste jeg, at det er en forfatter, hvis bøger jeg skal have læst flere af.

Alt i alt en interessant lille perle af en bog, som med sin blufærdige fortæller bringer os helt tæt på kvinden Ellinor, hvis liv ikke altid har været helt ligetil og som må finde sig selv igen efter tabet af hendes mand.

Anne Marie letter sit hjerte af Astrid Lindgren

Anne Marie letter sit hjerte af Astrid Lindgren, 1999. Gyldendals Oline-Serie. Opr. udgivet som Britt-Mari lättar sitt hjärta i 1944. Antal stjerner: 4/5

Hvor meget kan man fortælle en penneveninde, som man aldrig har mødt og hvordan er det nu at den der første forelskelse føles?

Denne debutroman fra Astrid Lindgrens hånd fortæller historien om Anne Marie, der er 15 år gammel og som bor i Småstad sammen med sine forældre og 4 søskende. Hun har fået sig en skrivemaskine, men hun ved ikke helt, hvad hun skal skrive til at starte med. Gennem en klassekammerat får hun kontakt til Kajsa i Stockholm, som også gerne vil have en penneveninde og de begynder at skrive sammen i en september måned. Når man nu ikke har mødt den person, som man skriver til, er et persongalleri nødvendigt og Anne Marie skriver følgende om sig selv:

“Gider du høre mere om familien Hagstrøm? For så kan jeg fortælle dig, at næste nummer i rækken er undertegnede. Tja – hvad skal man egentlig sige om sig selv? At jeg godt kan lide at læse, at jeg ikke kan fordrage at skulle i seng om aftenen, at jeg mægtig godt kan lide min familie – selv om den irriterer mig grænseløst indimellem – at jeg ikke kan døje permanentet hår og i hvert fald ikke vil have det selv, at jeg synes, det er dejligt at være ude i naturen, men afskyeligt at skulle luge i haven at jeg elsker blå forårsdage og varme sommerdage, klare efterårsdage og vinterdage med sne og skiture – at jeg i det store og hele synes, at livet er dejligt.”

Det er ikke altid lige nemt at være 15 år og særligt ikke, når ens lillebror ved navn Svante ynder at drille én og til tider snakke over sig på især Anne Maries bekostning. Da en skolefest afholdes, hvor Anne Maries far også er med qua hans stilling som rektor, driller Svante hende med både hendes hår og hendes tøj, men hun får alligevel danset med både Åge, Stig og ikke mindst Bertil. Og sidstnævnte nævner hun mere end én gang til Kajsa af en helt særlig grund:

“Jeg gik derfra ved nitiden, og så mødte jeg ham. Rent tilfældigt. Somme tider bilder jeg mig ind – jeg mener, håber jeg, at det ikke er helt tilfældigt, vi mødes – men at han gør lidt til det selv. Nå, det er nok bare noget, jeg fantaserer mig til. Skønt alligevel.

Vi gik ad stien langs åen. Jeg skal sige dig, vi har en å, der er så venlig at slynge sig tværs gennem byen. Jeg ved slet ikke, hvad byen ville være uden den å. En temmelig ucharmerende, lille by, er jeg bange for. Jeg ved heller ikke, hvad man skulle med måneskin, hvis det ikke kunne spejle sig i vores å. Og hvor skulle vi plukke kodrivere om foråret, hvis vi ikke havde engene langs åen lidt uden for byen. Hvis jeg ikke en lys sommeraften kunne sidde på en bænk ved åen og mærke de hvide syreners duft, ville jeg overhovedet ikke tro, det var sommer.”

Men hvornår er man sikker på at man er forelsket og hvor meget spiller tilfældighed ind, når det gælder kærlighed?

Åh, hvor bragte denne bog mig tilbage til mine egne teenageår. Der var så mange dilemmaer, som virkede bekendte og dette til trods for at bogen første gang blev udgivet allerede tilbage i 1944. Selvom den mest handler om ungdomskærlighed og familieforhold, så er den i den grad også fuld af filosofiske betragtninger af livet og man er ikke et sekund i tvivl om, hvem forfatteren bag bogen er. Det er første gang, at jeg læser bogen og det er fantastisk at have en hovedkarakter, som elsker at læse og som bestemt ikke er bange for at stå op for både andre og sig selv, når noget uretfærdigt er sket. Det her er ikke sidste gang, at jeg dykker ned i nogle af Lindgrens værker, der er mindre kendte her i Danmark og jeg kan varmt anbefale denne debut. Alt i alt en velskreven debut af Lindgren, som handler om den 15-årige Anne Marie, hendes liv og betragtninger af dette på godt og ondt, da livet som teenager ikke altid er helt nemt, men man ved aldrig hvem eller hvad der er rundt om det næste hjørne.

Astrid Lindgren – En biografi for børn af Lisa Aisato & Agnes-Margrethe Bjorvand

Astrid Lindgren af Lisa Aisato & Agnes-Margrethe Bjorvand, 2016. Forlaget Gyldendal. Opr. udgivet som Astrid Lindgren på norsk i 2015. Antal stjerner: 5/5

Kan man fortælle de vigtigste dele af et helt liv i en børnebog på blot 107 sider og klatrede Astrid Lindgren virkelig i træer, da hun var en ældre dame?

Sidste år udkom en billedbog i Norge, som handlede om Astrid Lindgren og jeg har (lige siden jeg opdagede den) ventet på at den blev udgivet på dansk. Gyldendal udgav den her i august måned og som læser af Jens Andersens biografi om hende (”Denne dag, et liv” fra 2014) har jeg været spændt på hvordan de ville fortælle om Lasses historie og hendes arbejde under krigen. Men lad os starte ved begyndelsen af bogen, hvor vi introduceres til livet på Näs, der var navnet på den gård, som Lindgren voksede op på. Hendes forældre Samuel August og Hanna elskede hinanden og deres børn højt, hvilket også ses på illustrationerne og følgende citat af Lindgren:

”Det var trygt med forældre, som holdt så meget af hinanden, og som var der hele tiden, hvis vi havde brug for dem.”

Astrid elskede at læse bøger og da livet senere hen ikke var det sjoveste i Stockholm, fik hun sig et lånerkort til det store bibliotek med den runde læsesal og nærmest begravede sig i bøger. Der var en del komplikationer i hendes liv, som jeg ikke vil afsløre her, men i stedet vil jeg hoppe frem til det afsnit, hvorpå hun skal fortælle en historie for datteren Karin, som var sengeliggende pga sygdom:

”Hun plagede og plagede sin mor om at fortælle noget sjovt.

”Men hvad skal jeg fortælle?” spurgte Astrid.  

”Fortæl om Pippi Langstrømpe,” svarede Karin.

Og så begyndte Astrid at fortælle om Pippi, om var så stærk, at hun kunne løfte en hest.”

Men hvor fik Astrid dog alle idéerne fra til hendes bøger?

Se, det må du læse bogen for at finde ud af. I stedet vil jeg svare rungende ja til anmeldelsens første spørgsmål, da Bjorvand og Aisato formår at klare opgaven til topkarakter – jeg er særlig vild med Aisatos illustrationer og måden hvorpå at der er en logisk forklaring på hvorfor Lindgren skrev som hun gjorde. Udenpå bogen står der, at det er en biografi for børn, men os med barnlige sjæle kan bestemt også få meget ud af den. Den er fuld af Lindgrens egne citater og ligesom Andersen gjorde i 2014, så giver disse to norske kvinder mig lyst til at læse endnu mere om og af Lindgren.

Alt i alt en fantastisk skildring af vores alles Astrid, som er fuld af smukke illustrationer og kloge ord for både børn og barnlige sjæle.

 

Busters Verden af Bjarne Reuter

Busters Verden af Bjarne Reuter, 1990. Gyldendal. Antal stjerner: 5/5

Er Buster Oregon Mortensen en fantastisk tryllekunstner og hvordan kan man få en bidsk hund til at vise respekt for en dreng?

Historien om Buster er i dag blevet en klassiker i de danske hjem og nok en af de mest kendte børnebøger som Bjarne Reuter står bag. Det er den første i en trilogi og jeg faldt over den her i december, da den blev givet gratis som e-bog på Saxo.com. Jeg havde den dog allerede hjemme hos mine forældre i papirudgave, men på grund af nostalgi måtte jeg downloade den. Og den var bestemt hurtigt læst. Buster Oregon Mortensen er bestemt ikke en helt almindelig dreng og han er klassens mest upopulære dreng:

“Det hele startede, da de opdagede, at han havde et viskestykke med i stedet for et håndklæde. (…)
-Sig mig engang, står klovnen ikke der og dummer sig med et viskebørge, skreg Helge og fik resten af de dampende drengekroppe til at hoppe og ryste.”

Hans klassekammerater tager hans tøj, første gang vi møder ham, og han må agere som en abe, der brøler, for at få hans tøj tilbage. Situationer som denne ser vi flere gange gennem historien, men livet går også godt til tider. Han får et godt arbejde hos det lokale ismejeri, hvor han skal være buddreng og køre rundt på budcykel. Det er lidt svært i begyndelsen, men han lærer hurtigt hvordan man kan være gode venner med hunde på hans rute – han placerer nemlig en sten mellem hundens øjne ved hjælp af en slangebøsse og pludselig er hunden nærmest blid som et lam. Hans søster er en vigtig karakter i bogen – hendes navn er Ingeborg og hun er hans lillesøster, hvis ene ben desværre er 6 centimeter kortere end det andet. Hun er ligesom sin bror offer for mobning i skolen og det fører til en af historiens sjoveste sætninger:

“- Lars, råbte hun så.- Kom herned dit store møgbeskidte hundehoved.
Buster nikkede og krammede stenen.
– Kommer han Ingeborg, kommer han?
– Ja, mon ikke, kan du ikke høre knallerten?”

Den havde han ikke set komme og han må flygte. Buster er dog god til at lægge planer og han skal nok finde en måde at narre denne Lars, som er særlig slem til at drille hans søster. Han er nu en mærkværdig fyr, ham Buster. Han elsker at trylle og hvis der er noget han ikke kan, knokler han for at opnå det. Dette gælder desværre ikke i skolen, men han kan charmere enhver voksen udenfor skolen. Næsten. Sangen “Joanna” citeres i starten af bogen, for selvom bogen er sød og charmerende, så skildrer den samtidig en ganske anden tid end den vi har i dag. En verden hvor man kender sine naboer og hvor ikke alt går op i elektronik. Som voksen er den bestemt værd at genlæse – man lægger mærke til nogle helt andre ting om samtiden end da man læste den som barn.

Alt i alt en skøn historie om Buster Oregon Mortensen, som ikke kan alt, men bestemt arbejder på det.

Perlen af John Steinbeck

Perlen af John Steinbeck, 1962. Gyldendal. Opr. udgivet som The Pearl i 1947. Antal stjerner: 4/5

Betyder rigdom lykke og kan udsynet til rigdom forstyrre menneskers syn på dem selv og deres omverden?

Steinbeck har med ”Perlen” skrevet en fortælling, som bliver siddende i læseren efter endt læsning. Han tager os med på en rejse til et land, som er ganske anderledes end Danmark, hvor vi møder Kino og hans kone Juana. De er forældre til den lille dreng Coyotito, som får et insektbid og de forsøger at få fat i en læge til ham. Men penge er ikke ligefrem noget, som de har i store mængder, tværtimod, de er ret fattige. Da Kino en dag finder en perle under en dykketur, som er større end dem han tidligere har fået fingre i, må han tage en beslutning om at sælge den. Det fører ham til byens opkøbere af den slags:

>> Det er en perle af stor værdi,<< sagde Kino.

Opkøberens fingre snurrede perlen rundt, så den hoppede blødt fra den ene side af fløjlsbakken til den anden.

>> Du har nok hørt om jernkis, som man kalder narreguld,<< sagde opkøberen. >>Denne perle er ligesom narreguld. Den er alt for stor. Hvem vil købe sådan en? Der er ikke noget marked for den slags. Den er bare en kuriositet. Det gør mig ond for dig. Du troede, det var en kostbarhed, og så er det bare en kuriositet.<< ”

Fundet og det eventuelle salg af perlen sætter hele landsbyen over den anden ende og Kino og Juana beslutter sig for at drage afsted mod den store by for at finde en køber, da det ikke helt er til at vide, hvad opkøberne i hans by ærlig talt vil. Med lidt list og påpasselighed kommer de afsted:

”Blæsten var stærk og heftig, og den piskede dem med sand og småsten og små grene. Juana og Kino trak deres tøj tæt sammen om sig og beskyttede næse og mund og gik ud i verden. Vinden havde fejet himlen ren, og stjernerne lyste kolde fra den mørke himmel. De gik forsigtigt, og de holdt sig til byens udkanter, for at ikke en af vagabonderne eller tiggerne, der sov i porte og på trapper, skulle se dem gå forbi. For byen lukkede sig mod natten, og enhver, som gik ude i mørket, ville vække opsigt.”

Men er perlen egentlig noget værd og kan den have en påvirkning på mennesker?

Det er ikke uden grund, at flere værker af John Steinbeck betragtes som klassikere i dag og denne er også ganske tidløs i den forstand, at det ikke er til at mærke, at den rent faktisk blev udgivet tilbage i 1947. Steinbeck skriver utrolig simpelt og der er flere lag i den, som kræver flere genlæsninger gennem tiden. Den minder mig en smule om ”Alkymisten” af Coelho med dens lommefilosofi undervejs og jeg havde bestemt ikke regnet med den slutning.

Alt i alt en interessant fortælling, som jeg varmt kan anbefale og på forsiden af min tranebog fra Gyldendal kan man finde dette citat af litteraturhistoriker Sven Møller Kristensen, som er en perfekt beskrivelse af bogen:

”Fortalt i Steinbecks bedste form, enkelt og følsomt, med et skær af eventyr eller myte.”