En kongelig læser af Alan Bennett

En kongelig læser af Alan Bennett, 2010. Gyldendal. Opr. udgivet som The Uncommon Reader i 2007. Antal stjerner: 4/5

Hvordan kan bøger påvirke læseres tilgang til livet og hvad er en amanuensis?

Det er blot nogle af de ting, som man tænker over som læser, når man læser denne bog af Bennett, hvor hans hovedkarakter er selveste dronning Elizabeth II og vi møder hende en dag, da hun falder over en form for bogbus inde på området omkring Buckingham Palace. Normalt er hun ikke den store læser, men hun bliver nysgerrig og hun møder den unge køkkendreng Norman, der er ved at finde en bog til ham selv. Og i løbet af ganske kort tid bliver Norman forfremmet, så at han hjælper dronningen med at finde bøger og hun finder et ganske specielt ord, som beskriver ham ganske godt:

 

”” Jeg ved, hvad De er for én,” sagde dronningen.

”Deres Majestæt?”

”De går ærinder, De bytter mine biblioteksbøger, De slår mærkelige ord op i ordbogen og finder citater for mig. Ved De, hvad De er?”

”Jeg har været køkkendreng, Deres Majestæt.”

”Jamen det er De ikke nu. De er min amanuensis.”

Norman slog ordet op i den ordbog, dronningen altid havde liggende på sit skrivebord. ”Afledt af ab manu, ’til hånde’. En, der går til hånde, fungerer som skriver eller sekretær. En litterær assistent.””

Men det er ikke alle og enhver der forstår, hvorfor dronningen bruger så meget tid på at læse. Ja, det er endda sågar således at hun hellere vil sidde og læse en bog end at være ude og klare sine officielle pligter. Flere forfattere har hun faktisk mødt i løbet af hendes år som regent, men at have flere samlet på samme sted til et arrangement i litteraturens ånd har hun endnu ikke prøvet. Så hun inviterer flere, men det bliver ikke helt så succesfuldt som først antaget. Hun begynder at medbringe bøger på hendes rejser, og hendes premierminister begynder at blive lidt urolig for de idéer som hun får ud fra hvad hun læser. Da Norman tager afsted til universitetet, er hun nødt til at få hjælp på anden vis og det er som om, at bøger, der tidligere var enormt tunge at læse, er blevet nemmere at læse:

”Men efterhånden hentede dronningen flere og flere bøger i sine egne biblioteker, især det på Windsor, som ganske vist kun havde et begrænset udvalg af moderne litteratur, men hvis hylder bugnede af klassikere, hvoraf nogle selvfølgelig var signerede. Balzac, Turgenjev, Fielding, Conrad, bøger, som hun engang havde syntes var uden for hendes rækkevidde, men som hun nu læste i løbet af nul komma fem og altid med en blyant i hånden, og denne fremgangsmåde bevirkede i øvrigt, at hun sågar forsonede sig med Henry James, hvis digressioner hun nu klarede med lethed, for som hun skrev i sin notesbog: ”Romaner er ikke nødvendigvis skrevet i fugleflugtslinje.” Da bibliotekaren så hende sidde ved vinduet for at fange dagens sidste lys, tænkte han, at disse ældgamle reoler ikke havde oplevet så flittig en læser siden George den III’s tid.”

Men hvor meget kan man lære i bøgernes verden sammenlignet med den virkelige verden og er der ting, som man ikke kan læse sig til?

Sikke en fantastisk og ganske kort historie om hvad bøger kan gøre for et menneske. Jeg kendte faktisk ikke til hverken bogen eller forfatteren, da jeg købte den, men det var teksten på bagsiden, der tiltalte mig. Senere hen har jeg fundet ud af, at man kan læse denne bog lige her, da den første gang blev publiceret på London Review of Books tilbage i 2007. Jeg nød især de litterære referencer, som der heldigvis er mange af og også hvordan dronningen udvikler sig som læser gennem bogen. Det er i øvrigt en satirisk fortælling, men der er stadig en masse guldkorn at hente for bognørder og gennem den tørre britiske humor.

Alt i alt en skøn historie om hvad der kan ske, når en dronning begynder at læse som aldrig før og hvordan et syn på verden kan ændres gennem læsning af bøger.

 

Reklamer

Tit er jeg glad af Jens Christian Grøndahl

Tit er jeg glad af Jens Christian Grøndahl, 2016. Anmeldereksemplar fra Gyldendal. Antal stjerner: 4/5

Hvordan håndterer man livet, når ens livsledsager gennem mange år dør og hvor længe kan fortidens spøgelser præge de efterladtes liv?

Ellinor er navnet på hovedpersonen i denne bog af Jens Christian Grøndahl og hun fortæller om sit liv til sin afdøde veninde Anna. Hun har netop mistet den mand, som hun boede sammen med i mange år og som tidligere var Annas mand. Sammen med Georg tog hun sig af venindens sønner, tvillingerne Stefan og Morten og i løbet af årene rykkede hun også hendes egne pæle op og flyttede ind. Vi møder Ellinor lidt efter Georgs død, hvor hun stadig vænner sig til sin nye tilværelse som enke og selvom tvillingerne er voksne på dette tidspunkt, så er de ikke altid sikre på, hvor de har hende henne og i følgende afsnit er tvillingerne det de, der tvivler:

”Jeg græd ikke til begravelsen, måske er det derfor, de tvivler på mine følelser. Jeg var færdig med at græde. Da jeg kom hjem fra hospitalet, græd jeg hele aftenen, indtil jeg faldt i søvn på sofaen uden at have tændt en eneste lampe. Jeg kunne ikke lægge mig i sengen, men det var ikke på grund af ham. Det var ikke, fordi han lige var død i den seng, og beviser er, at jeg ikke har skiftet sengetøj de første uger. Jeg blev liggende med det samme lagen og det samme dynebetræk, indtil jeg ikke længere kunne mærke hans lugt. Det er en af de ting, jeg gerne ville have kunnet tale med dig om, Georgs lugt. Hvordan kan man kende noget så godt uden at have ord til at beskrive det med?”

Men det var ikke kun Anna, som Ellinor mistede ud af det blå. Det var også Henning, som Ellinor var gift med dengang og hvis barn hun ventede, medens deres forhold stadig var nyt og som hun fik fjernet på en sådan vis, at hun aldrig siden ville kunne få børn. Ellinor, Henning, Anna og Georg var sammen afsted på skiferie, da Anna og Henning forsvandt i en lavine og senere fortalte Georg, at det hele ikke havde været som Anna troede. Han havde opdaget, at Anna og Henning havde en affære og det er en af de ting, som Ellinor tænker meget over, da hun går rundt i Georgs og Annas hus den første tid efter og som hun skriver meget om til Anna:

”Kærligheden skaber kendsgerninger på landjorden, først i form af et bombenedslag, siden som et mere langsigtet entreprenørarbejde, og når der er gået et stykke tid, behøver skandalen, bruddet og dramaet ikke længere nogen forklaring. Der er, hvad der er. Det er kærlighedens efterladte, der må prøve at forstå. Det er de kasserede, der må være noble og klogt indse, at vi kun har hinanden til låns. De elskende tiltager sig retten med vold eller det, der ligner, og de drømmer ikke om at forklare sig. Fordi det var han, fordi det var dig.”

Men hvordan kan Ellinor og Georg og tvillingerne sammen leve videre efter et sådant pludseligt tab og hvem er Ellinor egentlig?

Jeg tror aldrig, at jeg har følt mig så tæt på en fortæller, som jeg gjorde med Ellinor. Det er en lind strøm af tanker, som bringer os tættere på hende end hendes omverden nogensinde har været og de hemmeligheder, som ikke alle omkring hende kendte, afsløres overfor denne veninde Anna, som efterlod noget af et rod, da hun og Henning pludselig ikke var mere. Der er noget blufærdigt over denne bog og særligt dens sprog, som jeg var helt vild med og især at Ellinors fortid afsløres lidt efter lidt. Det er første bog, som jeg har læst af Grøndahl og allerede efter sidste side var vendt, vidste jeg, at det er en forfatter, hvis bøger jeg skal have læst flere af.

Alt i alt en interessant lille perle af en bog, som med sin blufærdige fortæller bringer os helt tæt på kvinden Ellinor, hvis liv ikke altid har været helt ligetil og som må finde sig selv igen efter tabet af hendes mand.

Anne Marie letter sit hjerte af Astrid Lindgren

Anne Marie letter sit hjerte af Astrid Lindgren, 1999. Gyldendals Oline-Serie. Opr. udgivet som Britt-Mari lättar sitt hjärta i 1944. Antal stjerner: 4/5

Hvor meget kan man fortælle en penneveninde, som man aldrig har mødt og hvordan er det nu at den der første forelskelse føles?

Denne debutroman fra Astrid Lindgrens hånd fortæller historien om Anne Marie, der er 15 år gammel og som bor i Småstad sammen med sine forældre og 4 søskende. Hun har fået sig en skrivemaskine, men hun ved ikke helt, hvad hun skal skrive til at starte med. Gennem en klassekammerat får hun kontakt til Kajsa i Stockholm, som også gerne vil have en penneveninde og de begynder at skrive sammen i en september måned. Når man nu ikke har mødt den person, som man skriver til, er et persongalleri nødvendigt og Anne Marie skriver følgende om sig selv:

“Gider du høre mere om familien Hagstrøm? For så kan jeg fortælle dig, at næste nummer i rækken er undertegnede. Tja – hvad skal man egentlig sige om sig selv? At jeg godt kan lide at læse, at jeg ikke kan fordrage at skulle i seng om aftenen, at jeg mægtig godt kan lide min familie – selv om den irriterer mig grænseløst indimellem – at jeg ikke kan døje permanentet hår og i hvert fald ikke vil have det selv, at jeg synes, det er dejligt at være ude i naturen, men afskyeligt at skulle luge i haven at jeg elsker blå forårsdage og varme sommerdage, klare efterårsdage og vinterdage med sne og skiture – at jeg i det store og hele synes, at livet er dejligt.”

Det er ikke altid lige nemt at være 15 år og særligt ikke, når ens lillebror ved navn Svante ynder at drille én og til tider snakke over sig på især Anne Maries bekostning. Da en skolefest afholdes, hvor Anne Maries far også er med qua hans stilling som rektor, driller Svante hende med både hendes hår og hendes tøj, men hun får alligevel danset med både Åge, Stig og ikke mindst Bertil. Og sidstnævnte nævner hun mere end én gang til Kajsa af en helt særlig grund:

“Jeg gik derfra ved nitiden, og så mødte jeg ham. Rent tilfældigt. Somme tider bilder jeg mig ind – jeg mener, håber jeg, at det ikke er helt tilfældigt, vi mødes – men at han gør lidt til det selv. Nå, det er nok bare noget, jeg fantaserer mig til. Skønt alligevel.

Vi gik ad stien langs åen. Jeg skal sige dig, vi har en å, der er så venlig at slynge sig tværs gennem byen. Jeg ved slet ikke, hvad byen ville være uden den å. En temmelig ucharmerende, lille by, er jeg bange for. Jeg ved heller ikke, hvad man skulle med måneskin, hvis det ikke kunne spejle sig i vores å. Og hvor skulle vi plukke kodrivere om foråret, hvis vi ikke havde engene langs åen lidt uden for byen. Hvis jeg ikke en lys sommeraften kunne sidde på en bænk ved åen og mærke de hvide syreners duft, ville jeg overhovedet ikke tro, det var sommer.”

Men hvornår er man sikker på at man er forelsket og hvor meget spiller tilfældighed ind, når det gælder kærlighed?

Åh, hvor bragte denne bog mig tilbage til mine egne teenageår. Der var så mange dilemmaer, som virkede bekendte og dette til trods for at bogen første gang blev udgivet allerede tilbage i 1944. Selvom den mest handler om ungdomskærlighed og familieforhold, så er den i den grad også fuld af filosofiske betragtninger af livet og man er ikke et sekund i tvivl om, hvem forfatteren bag bogen er. Det er første gang, at jeg læser bogen og det er fantastisk at have en hovedkarakter, som elsker at læse og som bestemt ikke er bange for at stå op for både andre og sig selv, når noget uretfærdigt er sket. Det her er ikke sidste gang, at jeg dykker ned i nogle af Lindgrens værker, der er mindre kendte her i Danmark og jeg kan varmt anbefale denne debut. Alt i alt en velskreven debut af Lindgren, som handler om den 15-årige Anne Marie, hendes liv og betragtninger af dette på godt og ondt, da livet som teenager ikke altid er helt nemt, men man ved aldrig hvem eller hvad der er rundt om det næste hjørne.

Astrid Lindgren – En biografi for børn af Lisa Aisato & Agnes-Margrethe Bjorvand

Astrid Lindgren af Lisa Aisato & Agnes-Margrethe Bjorvand, 2016. Forlaget Gyldendal. Opr. udgivet som Astrid Lindgren på norsk i 2015. Antal stjerner: 5/5

Kan man fortælle de vigtigste dele af et helt liv i en børnebog på blot 107 sider og klatrede Astrid Lindgren virkelig i træer, da hun var en ældre dame?

Sidste år udkom en billedbog i Norge, som handlede om Astrid Lindgren og jeg har (lige siden jeg opdagede den) ventet på at den blev udgivet på dansk. Gyldendal udgav den her i august måned og som læser af Jens Andersens biografi om hende (”Denne dag, et liv” fra 2014) har jeg været spændt på hvordan de ville fortælle om Lasses historie og hendes arbejde under krigen. Men lad os starte ved begyndelsen af bogen, hvor vi introduceres til livet på Näs, der var navnet på den gård, som Lindgren voksede op på. Hendes forældre Samuel August og Hanna elskede hinanden og deres børn højt, hvilket også ses på illustrationerne og følgende citat af Lindgren:

”Det var trygt med forældre, som holdt så meget af hinanden, og som var der hele tiden, hvis vi havde brug for dem.”

Astrid elskede at læse bøger og da livet senere hen ikke var det sjoveste i Stockholm, fik hun sig et lånerkort til det store bibliotek med den runde læsesal og nærmest begravede sig i bøger. Der var en del komplikationer i hendes liv, som jeg ikke vil afsløre her, men i stedet vil jeg hoppe frem til det afsnit, hvorpå hun skal fortælle en historie for datteren Karin, som var sengeliggende pga sygdom:

”Hun plagede og plagede sin mor om at fortælle noget sjovt.

”Men hvad skal jeg fortælle?” spurgte Astrid.  

”Fortæl om Pippi Langstrømpe,” svarede Karin.

Og så begyndte Astrid at fortælle om Pippi, om var så stærk, at hun kunne løfte en hest.”

Men hvor fik Astrid dog alle idéerne fra til hendes bøger?

Se, det må du læse bogen for at finde ud af. I stedet vil jeg svare rungende ja til anmeldelsens første spørgsmål, da Bjorvand og Aisato formår at klare opgaven til topkarakter – jeg er særlig vild med Aisatos illustrationer og måden hvorpå at der er en logisk forklaring på hvorfor Lindgren skrev som hun gjorde. Udenpå bogen står der, at det er en biografi for børn, men os med barnlige sjæle kan bestemt også få meget ud af den. Den er fuld af Lindgrens egne citater og ligesom Andersen gjorde i 2014, så giver disse to norske kvinder mig lyst til at læse endnu mere om og af Lindgren.

Alt i alt en fantastisk skildring af vores alles Astrid, som er fuld af smukke illustrationer og kloge ord for både børn og barnlige sjæle.

 

Busters Verden af Bjarne Reuter

Busters Verden af Bjarne Reuter, 1990. Gyldendal. Antal stjerner: 5/5

Er Buster Oregon Mortensen en fantastisk tryllekunstner og hvordan kan man få en bidsk hund til at vise respekt for en dreng?

Historien om Buster er i dag blevet en klassiker i de danske hjem og nok en af de mest kendte børnebøger som Bjarne Reuter står bag. Det er den første i en trilogi og jeg faldt over den her i december, da den blev givet gratis som e-bog på Saxo.com. Jeg havde den dog allerede hjemme hos mine forældre i papirudgave, men på grund af nostalgi måtte jeg downloade den. Og den var bestemt hurtigt læst. Buster Oregon Mortensen er bestemt ikke en helt almindelig dreng og han er klassens mest upopulære dreng:

“Det hele startede, da de opdagede, at han havde et viskestykke med i stedet for et håndklæde. (…)
-Sig mig engang, står klovnen ikke der og dummer sig med et viskebørge, skreg Helge og fik resten af de dampende drengekroppe til at hoppe og ryste.”

Hans klassekammerater tager hans tøj, første gang vi møder ham, og han må agere som en abe, der brøler, for at få hans tøj tilbage. Situationer som denne ser vi flere gange gennem historien, men livet går også godt til tider. Han får et godt arbejde hos det lokale ismejeri, hvor han skal være buddreng og køre rundt på budcykel. Det er lidt svært i begyndelsen, men han lærer hurtigt hvordan man kan være gode venner med hunde på hans rute – han placerer nemlig en sten mellem hundens øjne ved hjælp af en slangebøsse og pludselig er hunden nærmest blid som et lam. Hans søster er en vigtig karakter i bogen – hendes navn er Ingeborg og hun er hans lillesøster, hvis ene ben desværre er 6 centimeter kortere end det andet. Hun er ligesom sin bror offer for mobning i skolen og det fører til en af historiens sjoveste sætninger:

“- Lars, råbte hun så.- Kom herned dit store møgbeskidte hundehoved.
Buster nikkede og krammede stenen.
– Kommer han Ingeborg, kommer han?
– Ja, mon ikke, kan du ikke høre knallerten?”

Den havde han ikke set komme og han må flygte. Buster er dog god til at lægge planer og han skal nok finde en måde at narre denne Lars, som er særlig slem til at drille hans søster. Han er nu en mærkværdig fyr, ham Buster. Han elsker at trylle og hvis der er noget han ikke kan, knokler han for at opnå det. Dette gælder desværre ikke i skolen, men han kan charmere enhver voksen udenfor skolen. Næsten. Sangen “Joanna” citeres i starten af bogen, for selvom bogen er sød og charmerende, så skildrer den samtidig en ganske anden tid end den vi har i dag. En verden hvor man kender sine naboer og hvor ikke alt går op i elektronik. Som voksen er den bestemt værd at genlæse – man lægger mærke til nogle helt andre ting om samtiden end da man læste den som barn.

Alt i alt en skøn historie om Buster Oregon Mortensen, som ikke kan alt, men bestemt arbejder på det.