Rosebud af Josefine Graakjær Nielsen

Rosebud af Josefine Graakjær Nielsen, 2015. Forlaget Gladiator. Antal stjerner: 4/5

Hvornår indser en part i et forhold, at man vil forskellige ting og hvor meget giver man af sig selv for at et forhold kan fungere?

”Rosebud” er Graakjær Nielsens debut og det er bestemt ikke noget, som man kan mærke som læser. Vi møder en ung kvinde, som lægger ud med at forfatte et brev til en Niklas og vi bliver som læsere kastet direkte ind i fortællingen:

”Det var ikke dig der ville skille dig af med fosteret, en lille grim gul blommesæk på en skærm. Det var i december. Julearrangementerne har det med at være de mest akavede. Pebernødder og duge og den slags virker lidt komisk i et så slidt hotelværelse.”

Vores fortæller bringer os tilbage i tid til engang, hvor hun havde det anderledes i forholdet og bogen er skrevet til et du. Ikke alt i hendes liv har været nemt – hendes far og farfar var drankere og selv indlægges hun indimellem. Forholdet til denne mand (du’et) er stærkt præget af magt, hvor han bestemmer, hvad hun skal stå model til og da forholdet en dag er slut, ved hun ikke helt, hvad hun skal gøre af sig selv. Selvom det havde været længe undervejs, så rammer det hende hårdt på sin vis:

”Men solen vil stå op af sig selv, hænge lidt på himlen, selvom du er væk. Man forstår solen når man har taget et fotografi af den. Jeg vil bære tegn på graviditet engang igen selvom jeg ikke vil. Selvom jeg ingenting vil uden dig.”

Selv havde jeg en ganske anden indgang til læsning af dette digt, da det var første værk i en lyriklæseklub, hvor nye værker er i fokus. Tidligere har jeg læst andre udgivelser fra dette mindre forlag, men lyrik er endnu ikke min stærke side. Dette digt var dog nemmere at læse, da det ikke var den typiske digtopsætning, men i stedet minder den om små kapitler. Titlen ”Rosebud” er en reference til filmen Citizen Kane, hvor seeren bliver fragtet frem og tilbage i tid, for at finde ud af, hvad ”Rosebud” egentlig betyder. Graakjær Nielsen gør det samme i hendes digt – læseren fragtes ustandseligt frem og tilbage i tiden, men for denne læser lykkedes det uden at skabe forvirring. Graakjær Nielsen skriver virkelig godt og efter endt læsning havde jeg lyst til at starte forfra. Jeg er sikker på at man bemærker flere detaljer ved at læse den igen og jeg havde svært ved ikke at læse hele bogen på en gang. Det er bestemt ikke det sidste, som jeg skal have læst af ny dansk lyrik. De nye debutanter kan sgu et eller andet, både mændene og kvinderne.

Emma Emma af Ida Holmegaard

Emma Emma af Ida Holmegaard, 2015. Forlaget Gladiator. Antal stjerner: 4/5

Kan venskaber ændre sig mange år efter de er begyndt og hvor meget kan egentlig ske i løbet af en sommer?

Debutanten Ida Holmegaard står bag en af 2015’s mest fængende debuter i form af denne korte roman. Agnes og Emma er veninder og har været det i mange år, da romanen begynder. Emma er kommet hjem til Danmark for en tid efter at have boet i London. Hun flytter ind hos Agnes, som er droppet ud af sit studie og som nu prøver at finde ud af hvad hun skal lave. Sommeren er godt i gang og en dag kører de en tur til stranden sammen med Anton:

”Da jeg sætter mig på badebroen igen, ligger Anton og Emma begge to i vandet, de to stædige, smalle albinoål, de glider rundt i bløde cirkler om hinanden. Emmas lyse hår er også samlet med en elastik, ligesom Antons, et øjeblik er de næsten ikke til at skelne fra hinanden. Anton svømmer udad med voldsomme crawltag. Jeg ser ham bevæge sig væk, jeg kniber øjnene sammen og han bliver en stor, næsten selvlysende plet på det skinnende hav.”

En masse tid bliver brugt på stranden og Agnes må erkende, at ikke alt er som før. De er tættere end tidligere og når Emma fortæller om en fyr i London, så hører Agnes særlig godt efter. For ikke at nævne om de mange beskrivelser af Emmas ansigt. Men alt er ikke altid ligetil og sommeren kan ikke vare ved:

”Der ligger en tyk, hvid A4-kuvert i postkassen, der står Emma Elisabeth Lundkvist øverst i adressefeltet. Mit navn står der også, men med et c/o foran. Det er dagens eneste brev, der er ikke engang kommet reklamer. Jeg har lyst til at låse det inde igen, lade det ligge.”

For hvad sker der når sommeren er forbi? Hvad varer ved og hvad må forgå? Holmegaards beskrivelser af sommeren og hvad den bringer med sig er fantastisk gode og det er fantastisk læsning til en kold tid som denne. Jeg var især vild med at man lærer karaktererne at kende undervejs ud fra beskrivelser fra vores hovedkarakter, som er Agnes, og alligevel er der mange interessante ting, som forbliver usagte. Måden, som Holmegaard skriver på, var betagende og jeg var fanget fra første linie. Det er en af de bøger, hvor man vil læse det hele på én gang, og alligevel vil man gerne nyde hver en linie og have tid til at genlæse den. Hendes bog er fuld af referencer til ungdomslivet i dag, men den er helt klart skrevet for enhver. Alt i alt en fornøjelse at læse denne debutroman, som bringer enhver tilbage til sommeren og ungdomsårene.

Hybrid af Ninette Larsen

Hybrid af Ninette Larsen, 2013. Forlaget Gladiator. Antal stjerner: 4/5

Hvordan lever vi som mennesker blandt hinanden og hvordan håndterer man sygdom, som er tæt på én selv?

Hybrid” er en mærkværdig bog, som debutanten Ninette Larsen står bag. Det er en række øjeblikke, som bliver beskrevet af en hovedkarakter, der har sygdom tæt inde på livet. Det, at nogen engang forsvinder, er svært at forholde sig til og Larsen forsøger at vise en vej frem. Hun iagttager den sygdomsramte og dette ses blandt andet her:

Du er så bleg. Jeg har plukket en hørblomst, tiden knirker under møblerne. Brændende jag i tindingen. Du sover dig kropsløs. Jeg ser til, jeg ser det nye blå i dine kinder, som hørblomster, din stilhed er altomfattende, du fylder hele værelset, du fylder ud af det åbne vindue og falder ned i den lille park. Afrodite lægger sin marmorhånd på din pande. Fugtig dis ruller ind ad vinduet. Stjerneklare nætter og savn som det eneste egentlig fortærende.”

Et nøgleord er familie i denne bog og flere gange hører vi om et par søstre, som hovedpersonen iagttager. Bogen er fuld af beskrivelser af situationer og følelser og et af de smukkeste afsnit, som jeg stødte på, er da vores hovedkarakter er taget afsted til et billigt strandhotel, hvis navn er Hotel Dyveke:

Det er efterår, man kan se det på bølgerne, hurtigere, ligesom sprødere i brændingen, man kan mærke det på luften, skarpsaltet, tyndspundet, som en larvesilke. Selve hovedbygningen er af træ, treetagers, hvidmalet med en tone af blåt, en tone af gult måske, en knækket hvid. Foran på huset er bygget en stor veranda mod havet, jeg skimter svejsede caféborde, stablede stole og nedfaldet efterårsløv i bunker, fejet eller blæst til siden.”

Som sådan er det en svær bog at anmelde, da der er så mange flyvske sætninger, men alligevel giver den mening, når man når slutningen. Sproget i den er dragende og det var en fornøjelse at læse. Sygdom er altid svær at håndtere og Larsens skildring som pårørende er tankevækkende. Som læser kan man ikke andet end at læse videre og jeg glæder mig allerede nu til hendes næste udgivelse.

Alt i alt en læseværdig oplevelse, som til tider kan virke forvirrende, men hvis sprog er dragende.

 

 

Hun er vred af Maja Lee Langvad

Hun er vred af Maja Lee Langvad, 2014. Anmeldereksemplar fra Gladiator. Antal stjerner: 4/5

Hvorfor er hun vred og er det muligt for et adopteret barn at falde til i det land hun blev født i?

Maja Lee Langvad står bag denne interessante bog, som handler om transnational adoption og hvordan hun selv er en del af denne transnationalitet. Maja blev bortadopteret til Danmark i en alder af 3 måneder og senere hen vendte hun tilbage til Sydkorea, hvor hun mødte sin biologiske familie. Vi ser hendes liv i brudstykker undervejs og det er interessant at se, hvordan hun betragter sig selv gennem bogen. Dette er bogens første linjer:

“Hun er vred over at være en importvare.

Hun er vred over at være en eksportvare.”

Hun har valgt at sætte sig ind i, hvordan adoptioner fungerer i Sydkorea og det er især den sydkoreanske regering, som hun er vred på. Regeringen opfordrer til transnational adoption i stedet for national adoption og de fleste andre adoptivbørn, som hun møder under sit ophold i Sydkorea, har delte meninger om hvorvidt det, at de blev adopteret, var en succes eller ej. En særlig interessant historie, som jeg bed mærke i undervejs, var historien om Narae, der blev bortvist fra sin skole, da det blev opdaget, at hun var gravid. Dette var simpelthen fordi skolen mente, at hun satte et dårligt eksempel for de andre. Hun nævner flere af den type eksempler og som vesterlænding er det chokerende at se de statistikker, som hun har fundet frem til.

Langvad flyttede som sagt selv til Sydkorea, hvor hun skrev denne bog. Her mødte hun både dem, som havde bortadopteret et barn og især blev hun ven med flere, som var bortadopteret til andre lande. I Danmark troede hun i starten, at hun var hvid, og det var først senere hen at hun erfarede at hun ikke så ud som sin adoptivmor og hun mener, at det er derfor, at hun ikke føler sig helt hjemme i Danmark. Men i Sydkorea er hun lidt fremmedgjort, i og med hun er opdraget andetsteds og hun forstår ikke koreansk og dermed må bruge en tolk til at snakke med sin familie.

Langvad har her skrevet et vidnesbyrd, som hun selv kalder det. Vi ser brudstykker af hvad hun egentlig er vred over og hvert afsnit i denne bog starter med “hun er vred”. Hun er rigtig god til at forklare hvad det er, der trykker hende og til trods for at jeg personligt ikke er meget for gentagelser i en bog, så er det her helt naturligt at gentage denne sætning. Den er også med til at give en form for rød tråd.

Alt i alt en rigtig god bog, som sætter tankerne i gang om hvordan adoptivbørn egentlig har det med deres adoption.

Mor og Busser af Kristina Nya Glaffey

Mor og Busser af Kristina Nya Glaffey, 2014. Anmeldereksemplar fra Gladiator. Antal stjerner: 5/5

Hvordan forklarer man svære voksenord så et barn forstår dem og hvordan betragter børn en familie som hedder “mor, mor og børn”?

Kristina Nya Glaffey har med “Mor og Busser” skrevet en skøn lille roman, som viser hvordan børn betragter familielivet i dag. Familien består af Mor, Busser, samt børnene, som er Emma og vores jeg-fortæller, hvis navn i øvrigt er ukendt. Enhver historie starter ved begyndelsen og her giver jeg-fortælleren et kort resume af hvordan deres mor fik en haletudse ind i sig på en klinik og 9 måneder senere blev Emma og jegfortælleren født.

Gennem forældrenes samtaler lærer vi om hvordan de håndterede deres homoseksualitet gennem deres ungdomsår og hvordan de mødte hinanden. Dog er der visse ting, som man ikke bør forklare børn for tidligt og det virker som om at jeg-fortælleren vitterligt tror på, at Busser tog hjem til mor for at se hendes frimærkesamling. Udover denne lille familie hører vi også om bedsteforældrene samt onklen Bent, som ikke er helt normal på øverste etage og som man ikke skal gå over i laden med alene på noget tidspunkt.

Illustrationerne i bogen står Pernille Kløvedal Helweg bag, som er billedkunstner. Selvom illustrationerne kan være lidt dystre og utydelige, så passer det rigtig godt til barnets verden (dette ses f.eks. ved at Kunstfonden er tegnet som ænder, da Glaffey er rigtig god til at beskrive de forskellige problemstillinger som de to lesbiske mødre har oplevet gennem deres ungdom).

Især er det beskrivelserne af de svære ord, som jeg virkelig fandt fantastiske:

“Mor har engang været til foredrag på Emmas og min skole med en klog dame, der sagde, at det var vigtigt at være opmærksom på noget, der hedder rollefordelingen, som er et svært ord, der betyder, at faren bare sidder og stirrer ned i sin tallerken og spiser hakkebøf, mens moren må gå sulten i seng, fordi hun har brugt hele aftensmåltidet på at tørre børnenes næser og sige til dem, at de skal sidde stille ved bordet.”

Alt i alt en skøn bog, som virkelig viser, hvordan en moderne familie fungerer i dag og som samtidig viser at så længe børn er elsket, så er de ligeglade hvilken seksualitet deres forældre har. Det er den første bog af Glaffey, som jeg har læst, men jeg pønser på at få fat i en af hendes foregående, da denne virkelig var en god læseoplevelse.

Jeg kan anbefale den til dem, som trænger til et sjovt grin i hverdagen og i og med at det er et barn, som er jeg-fortæller, vil jeg anbefale den til alle teenagere og voksne.