Marie Antoinettes hemmelige dagbog af Carolly Erickson

Marie Antoinettes hemmelige dagbog af Carolly Erickson, 2013. Anmeldereksemplar fra Forlaget Punktum. Opr. engelsk med titlen The Hidden Diary of Marie Antoinette. Antal stjerner: 4/5

Hvem var Marie Antoinette egentlig og hvordan var livet i de franske kongelige gemakker på hendes tid?

Det er blot nogle af de ting, som Erickson forsøger at formidle videre til læseren. Erickson, som er uddannet historiker, fortæller i sin epilog, at det er fiktion, men historisk underholdning. Selvom Marie Antoinette allerede døde i en alder af 37, nåede hun at opleve meget i sit liv. Denne roman starter i Østrig, hvor hun var vokset op i Wien og allerede fra barnsben var hun ærkehertuginde. I en alder af blot 12 år bliver hun trolovet med Ludvig fra Frankrig og de bliver gift, da hun kun er 14 år gammel. Hendes mand er 16 og slet ikke interesseret i forholdet mellem mand og hustru; han vil meget hellere ud i skoven og betragte naturen.

Efter ondsindede rygter om hendes fertilitet og om hvorvidt han kan producere børn, lykkedes det dem at få datteren, som går under navnet Mousseline. Marie Antoinette lever det liv hun kan i det franske, men savner Østrig forfærdeligt. Hun kommer på andre tanker under et bal i starten af 1778, hvor hun møder Axel Fersen, en svensk diplomat. Men under overfladen lurer revolutionen i det franske rige og hvor længe kan kongen og hans dronning opretholde deres liv?

Det bedste ord jeg har for denne roman er fængslende. Marie Antoinette er som karakter utrolig interessant og vi ser som læser en tydelig forandring af hende i løbet af de 24 år, som denne bog dækker over. Beskrivelserne af revolutionen og Marie Antoinettes psykiske tilstand beskrives utrolig godt af Erickson, og hvis det ikke var for hendes epilog, skulle man tro at dette var en korrekt historisk gengivelse. Især karakteren Axel, som fungerer som hendes evige redningsmand, er utrolig troværdig til trods for at han ikke var en rigtig person.

Alt i alt en fantastisk roman og det bliver bestemt ikke den sidste jeg vil læse af Erickson.

 

 

Den sidste nonne af Nancy Bilyeau

Den sidste nonne af Nancy Bilyeau, 2013. Anmeldereksemplar fra Forlaget Punktum. Opr. udgivet på engelsk i 2012 som The Crown . Antal stjerner: 5/5

Kan blot en enkelt nonne redde klostrenes liv under Henrik d.8 af England?

Den domikanske nonne Joanna Stafford er hovedkarakteren i denne spændende roman, som handler om tiden under Tudor-styret i England. Nærmere sagt, vi møder Joanna en begivenhedsrig maj-dag i 1537, hvor hun starter sit eventyr, som ender noget anderledes end hvad hun havde forventet. Denne skæbnesvangre dag forlader hun sit kloster for at tage til Smithfield, hvor hun overværer hendes kusine blive brændt på bålet efter kongens ordre. Sammen med sin fader bliver hun indespærret i Tower of London, da vagterne har en formodning om sammensværgelse mod kongen, da Joanna og hendes fader ærede den dømte. Joannas moder arbejdede for den afdøde Katharina af Aragonien, som var kongens første hustru, og hendes familie stod i mange år tæt på den kongelige.

Men ting sker og Joanna tager tilbage til klosteret – denne gang for Gardiner, som er biskop af Winchester, og han har ganske meget magt over hende. Ikke nok med at hendes fader sidder i Tower (som Gardiner kan styre), de dominikanske klostre er i fare og dette gælder også Joannas gamle kloster, hvilket Gardiner truer med at lukke medmindre hun hjælper ham. Hun skal finde en gammel værdifuld krone for Gardiner og hun får følgeskab af munkene broder Edmund og broder Richard, som Bilyeau virkelig får gjort til nogle gode karakterer.

Den sidste nonone er Nancy Bilyeau’s debutroman og første del af en trilogi og den er virkelig godt skrevet. For læseren er det muligt at identificere sig med nonnen, og i mit tilfælde også selvom man er ateist og hun bruger en del tid på at forklare hvorfor Gud er så vigtig for hende.
Bilyeaus andre karakterer er virkelig interessante og det er tydeligt at hun har brugt lang tid på research til denne bog (hvilket man kan læse mere om i hendes “Tak” afsnit i slutningen af bogen samt hendes bibliografi). Nogle tidspunkter kunne jeg nærmest ikke stoppe med at læse og det var især slutningen, som virkelig fængede mig. Jeg har i vinters læst en anden bog om livet på denne tid og det var interessant at befinde mig i dette historiske univers igen.

Jeg kan klart anbefale denne til alle som elsker historiske romaner og hvis man bliver glad for denne, så kan jeg anbefale at se “The Tudors” (hvilket man også kan gøre før bogen, da den giver et godt historisk blik på denne tid i Englands historie).