Accabadora af Michela Murgia

Accabadora af Michela Murgia, 2015. Anmeldereksemplar fra Forlaget Palomar. Opr. udgivet med samme titel i 2009. Antal stjerner: 4/5

Hvordan leves livet på Sardinien og hvad er en ”accabadora” egentlig?

Murgia bringer os tilbage til en langt mere simpel tid, hvor en gammel kvinde ligger for døden. Hendes navn er tzia Bonaria Urrai og hendes sjælebarn Maria tager sig af hende. Maria begyndte at bo hos hende i en alder af 6 år, hvor hun forlod sin familie, som allerede havde flere børn. Det er dog ikke alle landsbyens borgere, som finder det helt normalt, at Bonaria adopterede hende ud af det blå:

”- Det er nu mærkeligt, det med sjælebarnet…

-Hvorfor er det mærkeligt? Bonarias stemme var tonløs.

-Det synes overhovedet ikke at tynge Maria. Ser hun tit sin rigtige familie?

-Ja, hver gang hun beder om det. Hvorfor skulle det tynge hende? ”

Maria har det ganske godt hos Bonaria. Hun følger opmærksomt med i hvad der sker i hendes gamle familie og i Bonarias arbejde, som ikke altid er så sædvanligt. Lidt efter lidt finder man som læser ud af at hun ikke blot er syerske, og hun har et ganske bestemt forhold til døden. Da en lokal dreng er sengeliggende, kommer Bonaria til at tænke tilbage på hendes ungdom:

”På det tidspunkt havde krigen, som siden skulle døbes Den Store, allerede fortjent sin betegnelse: der var indkaldt tre årgange unge mænd fra Soreni til skyttegravene ved Piave-gloden, og det var stadig ikke nok. Samtidig med hjemsendelsen af alvorligt sårede kom der meddelelser om Sassari-brigadens heltemodige indsats, og den tyveårige Bonaria havde set tilstrækkeligt af verden til at vide at ordet ’helt’ var hankøn ental for ’enker’. På trods af dette drømte hun om en fremtid som hustru når hun lå på marken under pinjerne, knugede Raffaele Zincus krøllede hoved mod sit bryst og fyldte lungerne med lugten af harpiks.”

Men hvordan arbejder Bonaria som både syerske og accabadora og hvad betyder skæbnen egentlig i et livsforløb?

Et punkt på min TBR-liste har længe været moderne italiensk litteratur, da jeg kun kender til klassikerne og læsningen af denne bog var et virkelig godt sted at starte. Det er en helt anden kultur end den jeg er vant til og det er særligt traditionerne og familielivet, som Murgia sætter fokus på. Den er oversat af Marie Andersen og for mig, som intet italiensk kan, forsvandt dette islæt af sprog ikke helt, da nogle ord bliver forklaret og det italienske begreb bruges derefter, hvilket jeg satte stor pris på. Som historie virkede det som et puslespil, hvor enhver brik stille og roligt bliver lagt på sin plads undervejs og begge hovedkarakterer overraskede mig flere gange undervejs.

Alt i alt en interessant bog om et mere simpelt liv på Sardinien engang og hvor alt kan ændres så hurtigt som en kugle kan komme ud af et gevær.

Krigen har ikke et kvindeligt ansigt af Svetlana Aleksijevitj

Krigen har ikke et kvindeligt ansigt af Svetlana Aleksijevitj, 2015. Forlaget Palomar. Anmeldereksemplar fra forlaget. Opr. udgivet som “U vojny ne zjenskoje litso” i 1985. Antal stjerner: 5/5

Hvordan levede kvinderne på fronten egentlig under 2.verdenskrig og hvad skete der med dem, når de kom hjem igen?

Da Nobelprismodtageren blev offentliggjort sidste efterår, kendte de færreste danskere navnet på journalisten Svetlana Aleksijevitj, som modtog den. Denne bog, som på originalsproget russisk blev udgivet tilbage i 1985, tager læseren med på besøg hos nogle af de mange kvinder, som meldte sig under fanerne i 2.verdenskrig. Aleksijevitj snakker blandt andet med dem om kærlighed, om hvilket arbejde de havde og ikke mindst hvorfor de overhovedet havde valgt at drage afsted:

”Alle havde ét og samme ønske: at komme til fronten… Om ikke det var skræmmende? Jo, selvfølgelig var det det… Men vi ønskede det alligevel… Vi gik hen til hvervekontoret og fik følgende besked: ’Bliv lidt ældre, piger… I er stadig grønne…’ Vi var 16-17 år. Men jeg opnåede, hvad jeg ville, og blev hvervet. ”

Mange af kvinderne melder sig ganske frivilligt og livet på fronten er hårdt. De vil kæmpe som mændene, men de har deres køn imod sig for ofte. Nogle af dem er med til at bjærge folk og andre er med helt foran og skyder mod fjenden. Aleksijevitj tager hjem til mange kvinder og flere af dem har mænd, hvis oplevelser fra krigstiden var ganske anderledes. En af de ting, som er fælles for mange af kvinderne, er deres behov for at snakke om deres oplevelser og de fleste holder ingenting tilbage. Tidligere har mændene domineret krigsberetninger i eftertiden, men militærkirurgen Olga Nikititjna Zabelina fortæller:

”Men hvis jeg ser en film om krigen, er der ingen sandhed at finde, heller ikke i de bøger, jeg har læst. Det var ikke sådan, det var… Det bliver ikke skildret, sådan som det var. Og når jeg selv begynder at fortælle, bliver det heller ikke rigtigt. Gruen var større, og skønheden var større, end jeg kan udtrykke. ”

Men hvad sker der egentlig på fronten og hvad husker kvinderne mange år efter?

Den her bog tog mig virkelig med storm. Jeg har fældet flere tårer til kvindernes beretninger end jeg har tal på og sommetider har jeg endda lagt den fra mig i et par dage, hvilket jeg normalt aldrig gør. Måden, som disse kvinder fortæller på, er fascinerende og i indsamlingen har disse har Aleksijevitj gjort et fremragende stykke arbejde. Det samme har oversætter Tine Roesen, da man må have et ganske stort kendskab til militære fraser for at oversætte denne, hvilket er grundigt oversat. Allerede da jeg vendte den sidste side, fik jeg lyst til at begynde på flere bøger af hende. Det, at hun modtog Nobelprisen, er virkelig velfortjent og jeg ser frem til de kommende oversættelser, som er på vej de næste par år.

Alt i alt en vigtig bog, der virkelig rammer dybt og som giver et perspektiv på 2.verdenskrig, som man vil huske resten af livet.