Vi er vel helte af Liv Nimand Duvå

Vi er vel helte af Liv Nimand Duvå, 2017. Anmeldereksemplar fra Kronstork. Antal stjerner: 4/5

Hvordan er det at vokse op med en forælder, der er alkoholiker og hvordan er ens liv påvirket resten af livet?

I denne debutroman af Nimand Duvå møder vi pigen Billie, som vokser op på Sjælland med en far, som desværre har et tæt forhold til alkohol. For tæt et forhold faktisk. Han spiller musik i et band, og alkoholen er en fast del af hans liv i de refleksioner, som Billie foretager sig. Hun er bogens jeg-fortæller og vi møder hende både som barn og som voksen. Et af de tidlige glimt fra hendes barndom er fra da hun en dag er på vej hjem fra håndbold og hendes far har hentet hende. At han er en drømmer er tydeligt og Billie gengiver en del af køreturen således:

“En dag skal du krydse USA, månedsvis uden at nå frem, kun den her tilstand, Route 66, asfalt under dampende bildæk, kun ét punkt i horisonten at orientere sig imod. Bilen og sandet, en rødglødende himmel. New Orleans, jazzklubberne. Hvis bare man kunne slippe fri fra denne her trummerum, siger du, og jeg lytter i spænding, uden at vide, at det på ingen måde er en realiserbar plan, at E47 ikke vil føre os direkte ud i Nevadas ørkenvinde. Når jeg en dag bliver fri for alt det ansvar, siger du, så gør jeg det, så tager jeg afsted, kun med bassen, og det ene sæt tøj, jeg går i.”

Da Billies mor forlod familien, var det kun de to for en tid derhjemme og båndet mellem far og datter er utrolig stærkt. Og meget svært at bryde selvom Billie har fremtidsdrømme og hendes far er helt alene, da hans kæreste Lena senere hen også forlader ham. På et tidspunkt flytter Billie til Berlin – hun vil prøve noget andet og hun begynder at date Zaid, som er en del af et aktivistisk miljø. Men faren savner hende og hun ved godt, at han ikke kan klare sig selv uden hende i længere tid. Afvænning har været afprøvet flere gange, men selvom Billie støtter ham så godt hun kan og selvom han lover at være ædru, så er det svært ikke at få tilbagefald:

“Du må være blevet komplet sindssyg, efter alt det her, vi har været igennem sammen, nu hvor vi endelig skulle mødes, at du så bestiller gløgg. Hvordan kunne du gøre det, spørger jeg, nu hvor vi endelig skulle ses, efter alle de her måneder, hvor du har været ædru, og jeg vrænger ad det ord, ædru. Men nu er det jo sådan set kun jul en gang om året, siger du, og jeg bliver simpelthen nødt til at slappe lidt af, for man har vel lov til at nyde en enkelt én bare engang i mellem, det bliver man mig bekendt vel ikke fuld af, desuden er det jo kun gløgg, og gløgg er stort set det samme som saftevand. Det er det da ikke, siger jeg, det er for det første kun november og ikke jul endnu, det er simpelthen ukorrekt at bruge det som argument, og for det andet er gløgg sgu da på ingen måde det samme som saftevand. Det er det da, siger du.”

Men hvordan påvirker farens alkohol og hans usikkerhed Billie og hendes tilværelse og er det muligt for Billies far at blive tørlagt?

Som tidligere nævnt er dette en debutroman, men den er så velskrevet og gennemtænkt, at man ikke tænker over det, når man læser den. Jeg var vild med hvordan man lærte mere om forholdet mellem far og datter gennem flashbacks og når man vender bogens sidste side, forstår man godt hvorfor Billie har det, som hun har det – rastløs og afmægtig. Billie skriver også i bogen til du’et, der er hendes far og det er som om at de skifter roller og hun bliver den voksne, der må tage sig af ham, der er som et barn, når han er fuld. Måden, som Nimand Duvå skriver på, er bemærkelsesværdig og det er helt bestemt et forfatterskab, som jeg skal holde øje med fremover.

Alt i alt en velskrevet bog om Billie og hendes far, der er alkoholiker og om hvordan man må opgive drømme for at tage sig af sine nærmeste, når de har brug for én.

Jeg øver mig i at være glad af Maja Mittag

Jeg øver mig i at være glad af Maja Mittag, 2016. Kronstork. Anmeldereksemplar fra forlaget. Antal stjerner: 4/5

Er der virkelig et skridt fra at være barn og til at man bliver voksen eller er det en flydende overgang? Og hvordan lever unge mennesker i dag med og uden hinanden?

Denne digtsamling er skrevet af debutanten Maja Mittag, som iagttager hendes eget ungdomsliv og andres på en ganske særlig måde. Jeg-formen har det ikke altid lige nemt. Hun rammes af sygdom og må indlægges i et par måneder. Men hvor mange patienter forsøger at glemme deres sygehusophold, så har jeg’et det anderledes:

”jeg glemte toårsdagen for min operation i får

jeg har brug for at være syg igen

for at have noget at definere mig selv ud fra

sådan har jeg det også med en del mennesker

jeg har svært ved at definere dem”

Du’et er sommetider tilstede og andre gange langt væk fra bogens jeg. Det er et forhold, som går både op og ned, hvilket tydeligt ses flere gange i digtene. Forhold er ikke altid ligetil og en fyr ved navn tt blandes også ind i det. Hvad der er særlig interessant for mange af digtene er jeget’s forhold til sig selv. Nogle gange har hun det rigtig godt (”fuck yes, jeg er happy”), men hun stiller også spørgsmålstegn ved sig selv, hvem hun er og hvordan hun kunne være:

”jeg ville ønske

at jeg var i stand til at udtrykke mine følelser bedre

at jeg var alene lige nu

jeg ønsker at være et bedre mennesker

ved stadig ikke, hvad det indebærer”

Men hvordan finder vi egentlig os selv i en verden, som påvirker os uendeligt?

Mittag stiller i denne bog nogle interessante spørgsmål til selvet og hvordan vi egentlig udvikler os som mennesker. Der er passager, som virker lidt overflødige, hvilket er hvorfor den ikke får fem stjerner, men hun formulerer sig virkelig godt af en debutant især. Jeg tror, at det især vil være unge mennesker, som vil kunne få en masse ud af denne bog, men også ”voksne” vil kunne nyde eftertænksomme betragtninger af ungdomslivet og filosofiske tanker over individets identitet. Alt i alt en smukt skreven bog om at være ung i dagens Danmark og hvordan vi bliver, som vi er og som vi vil være.

Øer af Rakel Haslund-Gjerrild

Øer af Rakel Haslund-Gjerrild, 2016. Kronstork. Anmeldereksemplar fra forlaget. Antal stjerner: 5/5

Kan et hav stige for pludselig så at falde igen og hvordan ændres vi som mennesker gennem tiden?

”Øer”, som er skrevet af debutanten Rakel Haslund-Gjerrild, er en samling af 20 noveller og et enkelt essay, hvis handler finder sted både på og omkring Bornholm. Alle novellerne handler om forskellige mennesker og hvordan deres skæbner har udformet sig. Da anmeldelsen her ville blive for lang, hvis jeg skulle snakke om alle novellerne, så har jeg valgt et par stykker ud. Den første er ”En kastanje foran vinduet”, som handler om hvor meget nostalgi, der kan være omkring et træ fra barndommen. Nu skal det dog ordnes og novellens hovedkarakter tager læseren med op i træet:

”Jeg har før skåret en del træer ned her på grunden, dog aldrig et der er så stort som dette. Ellers er det jo ikke så svært. Man starter fra toppen af. Stigen rækker kun de første femten meter, og allerede her står jeg gemt i den viltre krone, hvor alle grenene slynger sig ind i hinanden med femfingrede blade, tallerkenstore, grønne membraner der lyser op når solen trænger gennem skyerne.”

Det særligt interessante ved denne novelle er de barndomsminder, som er tilknyttet træet og enhver læser med nostalgi i sindet vil kunne nikke genkendende til hovedkarakterens minder, som erfares side for side. Den næste novelle, som jeg vil fremhæve, er ”Hey Jude” om en pige, hvis navn blev ændret til pigenavnet fra sangen af The Beatles:

”Engang var jeg sammen med en pige der blev kaldt for Jude. Selv kaldte hun sig for June, efter sangen, fortalte hun mig den aften jeg mødte hende. Hun hed egentlig Magareta, opkaldt efter en svensk bedstemor hun aldrig havde kendt. Da hun blev atten skiftede hun navn til Jennifer, og da hun blev træt af det, bad hun folk om at kalde hende for June. Det gjorde jeg så, indtil jeg fandt ud af at det var Hey Jude hun havde taget navn efter. Derefter hed hun Jude. ”

Sidemæssigt var det en kort historie, men det er samtidig en novelle, hvor man som læser tænker over hvordan som individer lever i fællesskab og hvordan vi som mennesker blandt andet identificerer os gennem et navn. Den sidste, som jeg her vil fremhæve, er ”Havet stiger”, hvor novellens hovedkarakter tager os med ud til det hav, idet hun iagttager det:

”Hun plejer ellers at kunne se ned til bunden, men nu hvor havet er svulmet op som en fed tordensky kan hun ikke længere se hverken de rustne malerspande, torskehovederne eller resterne af garn og net. I dag står havet endnu højere. I dag kan hun lægge håndfladen mod havoverfladen ved bare at hvile albuerne på molekanten og lade bølgerne glide hen over hånden som sultne hestetunger. ”

Men hvad sker der med landskabet (og de tilstedeværende), når havet stiger?

Haslund-Gjerrild har her skrevet en bemærkelsesværdig debut, som bragte denne storkøbenhavner ud til de fjerneste små øer ud for Bornholm, hvor vandet skvulper og man til tider ikke kan se land. Karaktermæssigt var det fantastisk overskueligt med få karakterer per historie og den kan bestemt genlæses flere gange fremover, da naturens øjebliksbilleder beskrives virkelig smukt. Alt i alt en sprogligt smuk debut, som enhver sprogelsker (og Bornholmelsker) bør læse med det samme.

No hard feelings af Victor Boy Lindholm

No hard feelings af Victor Boy Lindholm, 2015. Forlaget Kronstork. Anmeldereksemplar fra forlaget. Antal stjerner: 4/5

Hvilke forventninger har vi om alderdommen i fremtiden og vil verden altid være her?

”No hard feelings” er en lille digtsamling af den ganske unge poet Victor Boy Lindholm, i hvilken man som læser får glimt af hans livsanskuelser af blandt andet forhold og vores fælles verden. Der er flere smukke sproglige passager i bogen og dette er en af dem:

”regnen der falder i gaden

skrive det mørke vand helt frem

dets kemiske formel

der eroderer bjergene og bygningerne

vi lever i en verden der forsvinder

regnens langsomme nedbrydning

af bygningerne vi lever i ”

Gennem tiden har jeg læst mange tekster, i hvilke regn har været nævnt men aldrig på ovenstående facon. Virkelig fascinerende. Den måde, som fortælleren iagttager på, er nærværende i en særlig grad og man får helt lyst til som læser selv at sidde og kigge på regnen og tænke over hvad der egentlig sker med verden, når det regner. Fortælleren stiller også spørgsmål om sin egen tilstedeværelse i verden og sin egen identitet:

”under alle dampene

fra min parfume

er jeg bare en lille amøbe

der lige er krøbet op af sumpen

af glemte telegraflinjer

under atlanten ”

Dette er en kort digtsamling af Boy Lindholm, i hvilken han forsøger at svare på nogle af livets store spørgsmål. Normalt, når jeg læser digte, har jeg endnu ikke hørt den pågældende digter læse sine digte op, men skæbnen ville noget andet denne gang. Et par uger før at jeg læste bogen, så jeg ham læse poesi op i en stemningsfyldt kirke i København og dette prægede min læsning i en sådan grad, at jeg læste dem op indeni mig selv, som jeg havde hørt ham læse dem op. Det var ganske specielt for læseoplevelsen og det er en virkelig god idé at læse den langsomt, for ligesom at kunne tænke over ordene undervejs. Dette er faktisk ikke første bog, som han har fået udgivet, og jeg er ikke i tvivl om, at jeg en dag skal læse andre tekster, som han står bag.

Cæur de Lion af Ariana Reines

Cæur de Lion af Ariana Reines, 2015. Anmeldereksemplar fra Kronstork. Opr.udgivet som Coeur de Lion i 2007. Antal stjerner: 5/5

Kan man nogensinde komme sig helt over et forhold uanset om det har været velfungerende eller ej og hvor blinde kan vi egentlig blive af kærlighed?

Dette er den første bog af Reines på dansk og det er ikke helt til at fatte med den høje kvalitet af sætninger, som efterlader en læser som jeg målløs utallige gange. Det fungerer som en form for langt digt, der reflekterer over forskellige faser, som mange parforhold og forelskelser går igennem. Hovedpersonen er forfatteren selv og hun svæver rundt i et form for forhold med en fyr, som nogle gange er der for hende og som andre gange fokuserer mere på sig selv, hans karriere og andre piger. Ikke alt er fryd og gammen, men engang var det bedre og helt nyt for dem:

”Du fortalte mig din historie.
Historien gjorde mig
Træt og ked af det.
Jeg har fået nok, sagde jeg.
Vi var uden for San Giorgio
Maggiore. Må jeg gøre
Min historie færdig, sagde du senere. OK
Sagde jeg. Jeg ville vise dig
At jeg kunne være en åben
Og generøs person.”

For vores hovedperson er det ofte som at gå et skridt frem og to tilbage. Hun er meget betaget af detaljerne i deres form for forhold: hvilke forfattere de snakker om, hvilken musik de hører og ikke mindst er hun meget optaget af hvilke signaler, der peger hans kærlighed hen imod hendes retning og hvilke ting, der gør, at han bevæger sig i den modsatte retning. Hovedpersonens læsning er en ting, som hun til tider har til fælles med fyren, men hendes egen læsning reflekteres der også over, som i nedenstående citat:

”Ordene på en side
I en åben bog
Så dumme ud synes
Jeg da jeg var lille
Medmindre jeg var helt tæt
På dem. De så
Svage ud; knap nok
Til stede.
Det gjorde mig nervøs
At hvis
Ord på en side
skulle have effekt
Måtte jeg være tæt på.
Jeg måtte være tæt på. ”

Men vil hun nogensinde kunne slippe det de havde og det, som hun troede, at de kunne få sammen?

Reines’ stil var jeg vild med fra første side og det er længe siden, at jeg har lavet så mange æselører i en så kort bog. Det gør jeg hver gang der i en roman sker noget særligt vigtigt og i digtsamlinger når der er en sætning, som man bare må finde frem en anden gang, fordi man efterlades målløs. I og med at det er en masse refleksioner over et ustabilt kærlighedsforhold, har den været lidt svær at anmelde, men det hele formår alligevel at give god mening, når man når frem til sidste side. Alle de nørdede litteraturhenvisninger var også fascinerende og det har givet mig lyst til at opsøge flere af de nævnte værker, da jeg er sikker på, at jeg ville forstå værket langt bedre.

Alt i alt en fantastisk velskreven bog, som reflekterer over hvad kærlighed er og hvad det kunne have blevet ifølge den mest forelskede part i bogen.