Med dæmpet stemme af Célia Houdart

Med dæmpet stemme af Célia Houdart, 2016. Anmeldereksemplar fra forlaget Etcetera. Opr. udgivet som Gil i 2015. Antal stjerner: 4/5

Hvordan kan en stemme ændre sig gennem livet og hvordan er tilværelsen for en sanger, som rejser fra land til land for at optræde?

Célia Houdart og hendes bøger har indtil nu for mig været et ukendt forfatterskab og jeg var spændt, da jeg begyndte at læse denne bog om Gil, hvis stemme er noget ganske specielt. Da vi møder ham første gang, vil han ind på konservatoriet i Paris og han øver sig ihærdigt i et lysthus ved Seinen, der ejes af et ældre ægtepar, som indimellem også lytter med, når han øver sig. Han bor sammen med sin far, medens hans mor er indlagt og hans forhold til musik har altid været ganske særligt:

”Lp’en var en gave fra hans onkel, en af Jorges brødre, som boede i Uzés. Han havde foræret den til hele familien, men Gil, som dengang endnu var barn, havde taget den med ind på sit værelse og flere måneder i træk hørt de to-tre gange dagligt på sin rejsegrammofon.

Gil vidste ikke, hvorfor pladen havde gjort så stort indtryk på ham. Allerede ved de første guitarakkorder havde han – hvor gammel var han? Fem-seks år? – følt en ukendt varme brede sig i ham, en pludselig tilstrømning af blod.”

Før Gil får set sig om, bor han i Paris og hans planer ændres ganske hurtigt. Han må knokle får at lære at spille stykkerne helt perfekt, men det er klart for alle, at han bestemt ikke er uden talent. Gil, som altid har haft en lav stemme, begynder at synge og hans stemme kan noget ganske specielt. Da han først får styr på hans stemme, bliver han endda ganske berømt og rejser rundt:

”Han var med i flere opsætninger samtidig, og prøvede at synge rollen som kupmager, kok, barn og æsel med samme lethed.

Han blev ør ved tanken om, at hans stemme i løbet af få dage tilhørte alle de karakterer og på den måde skiftede univers.

Det et fornemme publikum i mørket – Gil følte nogle gange, at han næsten kunne røre dem – gjorde et lige så dybt indtryk. ”

Men hvornår ved man, hvad man egentlig vil med sit liv og kan dette ændre sig flere gange livet igennem?

Houdart har med denne roman om Gil skrevet det mest musiske værk, som jeg længe har læst. Med et sprog som Houdarts er det umuligt ikke at blive fascineret af hvordan musik og sang kan være alsidigt og det er interessant at følge Gil på hans færd gennem livet. Gil som karakter havde også en vis dybde, der blev mere og mere tydeligt efterhånden som man kom længere og længere i læsningen. Alt i alt en velskrevet musisk roman, som følger en ung mand gennem livet og viser hvordan man kan vokse som person gennem dette liv.

En sæson af Sylvie Bocqui

En sæson af Sylvie Bocqui, 2014. Anmeldereksemplar fra Forlaget Etcetera. Opr. udgivet som Une Saison i 2013. Antal stjerner: 4/5

Hvor længe varer en sæson og hvordan lever en oldfrueassistent egentlig?

Bocqui bringer sine læsere til den franske riviera i denne bog, hvor vores hovedkarakter arbejder på et fint hotel i en sæson som oldfrueassistent. Hvad hun hedder får vi aldrig at vide, men hendes personlighed skinner igennem hendes handlinger og hun agerer nærmest lydløst i hendes tilstedeværelse på hotellet. Hun iagttager rummene på en ganske speciel måde, når hun gør dem klar:

”Hun finder sin hovednøgle frem fra det tunge nøgleknippe i bæltet om nederdelen, drejer en gang og skubber, døren går op, elastisk, en muskel. Massivt træ, tunge gongonger, tykt tæppe, palads. Hun træder et skridt ind, mens hun kradser noget ned på den notesblok, hun går med som oldfrueassistent under bæltet i siden, døren falder i bag hende. I den tomme gang høres en velformet lyd, der hurtigt opsluges af stilheden og de små væglampers dæmpede lys. Hun selv, smeltet sammen med billedet.”

Det er som om hun er en del af tapetet i nogle tilfælde. Gæsterne beder hende sommetider om hjælp og hun bemærker hvordan de agerer, når hun er der, men tænker også over de ting, som de efterlader på deres værelser. En af de små ting, som hun gør, når der er ingen mennesker omkring hende, er, at hun indsamler sprøjt af gæsternes parfume. Hun har indsamlet flere prøver end man lige skulle tro og arkiverer dem ud fra værelser, navne og hvad de dufter af. Nogle gæster lægger hun mere mærke til end andre:

”En anden dag er det et barn. Hun ser ham komme for den anden ende af gangen. Langsom som kedsomheden en eftermiddag, der er gået i ly for en alt for glødende sol. Han leger linedanser. Han bevæger sig frem med armene strakt vandret ud til siden som en af Folons små mænd og sægtter forsigtigt den ene fod foran den anden.”

Men hvad sker der, når sæsonen er slut og gæsterne går hjem?

Det bedste ord for denne historie er ordet ”stille”. Det er ikke en roman, hvor der sker særlig meget, men det er essensen af de små ting, som gør, at man pludselig har vendt sidste side helt af sig selv. Det er ikke den første bog, som jeg læser af Bocqui og jeg beundrer hendes sprog. Hvordan hun iagttager og beskriver de små ting, som hendes karakterer ser, er virkelig smukt sprogligt set og hendes indlevelse i karakterens liv er troværdig. Normalt lærer man alt om en hovedkarakter bogen igennem, men ikke her og på en måde var det befriende, da man så selv kunne tænke over hendes navn, hendes alder og hendes fortid.

Alt i alt en smukt skrevet historie om en kvinde, som lægger mærke til andre folks liv og hvordan de lever det uden at hun selv gør sig synlig.

Uendelig muslinger af Sylvie Bocqui

Uendelig muslinger af Sylvie Bocqui, 2016. Anmeldereksemplar fra Forlaget Etcetera. Opr. udgivet som Infini coquillettes i 2002. Antal stjerner: 5/5

Hvordan husker man sin barndom som voksen og hvordan iagttager et barn egentlig sin omverden?

Sylvie Bocqui er forfatterinden bag denne lille samling af øjebliksbilleder, som opleves gennem en pige ved navn Stéphanie. Hun kaldes for ”den lille” gennem bogen og vi ser som læser, hvordan hun iagttager verden fra en ganske tidlig alder. Hun drømmer blandt andet om at være iblandt stjernerne og månen på himlen, som hun betragter hver aften:

”Verdensrummet er en tyk gelé, en koboltblå tæthed, en pattedyragtig dovenhed. Hun fæstner blikket på den gabende tomhed, der bliver ved med at åbne sig, indtil den vender vrangen ud af sig selv, indtil den har vendt sig helt om sig selv. Hun lader sig opsluge, tomheden suger hende op ved øjnene, hun kan mærke, hvordan hun løftes uendeligt op, men hvad kommer denne mærkelige følelse af, for hendes hoved ligger jo ubestrideligt dér, trykket ned i hovedpuden, trekanten holder huset fast.”

Hun er et ganske tænksomt barn og det er svært for hende at få venner. Hendes pudsige idéer forstår ingen anden end hun og hun undrer sig over meget. Hvorfor er hendes far så fjern? Hvorfor kalder hendes mor hende for ”tudsefisk”? Hendes fantasi fejler ingenting:

”Hun er den porcelænsfigur, som hun har set i et butiksvindue i Baden-Baden, en markise, der vipper drillende med foden foran en kattekilling.

Hun er en meget syg ung pige med lilla ansigtsfarve, hvilende afkræftet på sine puder, svedende meget, men smilende alligevel.

 Hun er Ludvig Den Hellige, som sidder og venter under sit egetræ.

Hun er Zorro, der galopperer hen over kapellets tag og beskytter damen i hvidt, som bor i et drivhus.”

Hvordan skal det dog gå et så undrende barn?

Det tog ikke mange linjer, før jeg var solgt. Øjebliksbillederne her er så smukke og som læser bevægede jeg mig tilbage til min egen barndom, da jeg på nogle punkter var præcis som ”den lille”. Sproget i denne bog er til tider så smukt i beskrivelserne, at jeg genlæste nogle af dem med det samme. En interessant ting, som jeg tænkte over, da jeg var færdig med at læse den, var, at jeg følte at det var hovedkarakterens sind, som jeg kendte bedst og ikke hvordan hun så ud, som man gør med nogle bøger. Før denne havde jeg typisk stiftet bekendtskab med klassikere indenfor den franske litteratur og hvis den nutidige er så velskreven som denne, så er den bestemt værd at dykke ned i.

Alt i alt en fantastisk bog med barnets øjebliksbilleder, som er beskrevet på én helt særlig vis og som bestemt også kan genlæses mange gange.