Kvinden der ikke kunne huske! af Oscar K & Rasmus Bregnhøi

Kvinden der ikke kunne huske! af Oscar K og Rasmus Bregnhøi, 2014. Fahrenheit. Antal stjerner: 4/5

Hvad kan en synsk, men blind pige få ud af at se en biograffilm og hvorfor bestiller en garvet læge anatomidukker?

Dette er det sidste bind i serien om Lilith og Schniff, som Oscar K. og Rasmus Bregnhøi står bag.

I de forgangne bind har vi hørt hvordan Lilith og Schniff først mødtes, hvordan Schniff klarer sig som hjemløs og ikke mindst hvordan de klarer mystiske sager, som politiet ikke helt kan opklare selv.

I denne fortsætter jagten på sandheden om de forsvundne fattige børn, men det er også bogen hvor Lilith og Schniff finder ud af, hvem deres forældre i sandheden er. Schniff hedder faktisk Knud Kristensen i virkeligheden, men sammen med sine venner er det ikke det mest cool navn og Schniff er derfor det navn, som folk kalder ham. Vi starter med en biograftur i denne bog, hvor Lilith og Schniff skal se “Mød mig i Gaslygtens skær”, og til trods for at Lilith ikke kan se hvad der foregår på lærredet, så er hun helt betaget af filmen og siger: “Det var en smuk film.”

Schniff, der hver nat må finde et nyt sted at sove, begiver sig ud i nattens mulm og mørke og her følger han efter et mystisk skrig, som fører ham til et barn, men Schniff kalder dette barn for et væsen. Han fortæller Lilith om dette og en aften hører de den lokale bedemand forhandle om en lever (og det er måske her at vores respekterede læge er involveret?) – kriminalassisten Q, som vi stiftede bekendtskab med i første bind og som virker mistænkelig, trækker dem dog væk før de hører mere. Schniff og Lilith ved dog, at noget ikke helt sædvanligt er på færde og de sætter sig for at opklare sagerne om de forsvundne børn én gang for alle.

Igen er det lykkedes Oscar K. at skrive en god fortsættelse til de to forgangne bind om Lilith og Schniff og det er endda også gået godt med at hive fat i alle trådene og binde dem sammen til en god og troværdig løsning.

Tegnestilen er jeg personligt helt vild med – simple tegninger, men dog med masser af detaljer og selve historien er virkelig interessant. Vi lærer mere og mere om karaktererne gennem trilogien og det er rart at den ikke er så forudsigelig.

Den kan anbefales til unge mennesker og voksne og det er især tegnestilen, som gør denne graphic novel helt unik.

Reklamer

Små dyr af Ina Korneliussen

Små dyr af Ina Korneliussen, 2012. Fahrenheit. Antal stjerner: 4/5

Hvordan bliver man helt igennem glad for sig selv og kan en salamander blive større ved kun at blive sprøjtet med vand? Ina Korneliussen har her illustreret 5 små fortællinger, som alle handler om dyr på den ene eller anden måde. Men samtidig handler de om menneskelige problemer, som vi alle oplever en eller flere gange i livet.

Samlingen starter med historien ”Hyggehund”, i hvilken vi møder en pige, som forsøger at være som alle de andre. Især de smarte piger hun har set ude i byen, men da hun forsøger at købe samme form for tøj, må hun erkende, at hendes former ikke er helt de samme som hos de populære piger. Til sidst giver hun dog op og finder ud af, at det ikke er så skidt igen at have en aften derhjemme i selskab med hendes hund. Man behøver altså ikke at være som alle de andre i samfundet synes budskabet med denne historie at være.

En anden historie i denne samling er ”Salamander”, hvori vi møder en kvinde, der vander en salamander på en varm sommerdag. Næste dag er den blevet større og accepteres stadig af folk på gaden. Men en dag er den for stor til sin omverden, men kvinden er stadig glad for at have salamanderen i sit liv, så hun træffer et valg og vælger sin lykke frem for alt.

Alt i alt er det en sød samling af historier som Korneliussen har strikket sammen. De hører under genren Graphic Novel og en særlig interessant ved denne bog er at ingen siger noget, men vi forstår hvad de mener gennem billeder af deres tanker samt fagter undervejs. Personligt ville jeg ønske at der var flere små historier, da hun har en god måde at illustrere disse menneskers og dyrs liv på.

Pigen i kassen af Oscar K. og Emelie Östergren

 Pigen i kassen af Oscar K og Emelie Östergren, 2011. Forlaget Fahrenheit. Antal stjerner: 4/5

Hvem er pigen i kassen og hvorfor sidder hun egentlig der?

Oscar K har her skrevet en mærkværdig graphic novel sammen med Emelie Östergren, som handler om en forstyrret familie. Vi bliver draget ind i familiens verden på de første sider, hvor følgende er fra:

”Pigen sidder i kassen.

Der sidder hun tit.

I skammekrogen står broren.

Han siger ikke noget.

Det har han aldrig gjort.

Han er så fuld af løgn,

siger moren.

Han har stået der,

så længe pigen husker.”

Børnene bor sammen med deres bedstefar og forældre, hvor bedstefaren er udstoppet, faren på værtshus og moren ”har geværet på”. Faren har i øvrigt for vane at kigge på nabokonen, som også illustreres. Hun har en søn som pigen tænker på. Han spiller cello og selvom pigen ikke ved hvad han hedder, drømmer hun om, at han kommer og bortfører hende, så han kan ”gifte sig med hende”. Moren er lidt for glad for geværet og det får faren at mærke en dag, hvor han ellers kommer hjem i højt humør fra værtshuset af:

”Faren falder om på gulvet

Med hul i hjernen. (…)

”Hvorfor slog du så faren ihjel?” spørger pigen.

Hun sidder og rokker på gyngehesten, rokker og rokker og rokker.

”Han var sgu så irriterende,” siger moren.

”Men vi kan vel bare købe en ny, ikke?” ”

Indimellem ser vi en scene under overskriften ”Ja, verden er en skueplads… og livet et drømmespil” som på sin vis fungerer som pause mellem akterne. Og hvilke akter! Og jeg må ærlig talt sige: jeg har aldrig læst noget så forstyrrende som denne og for det meste var jeg vild med det. Illustrationerne er tilpas forstyrrede og perfekte til teksten og selvom familien tror at alting kan erstattes, vil de en dag opdage, at det kan det ikke. Alt i alt en dybt forstyrret graphic novel af dem, som man ikke ser så ofte til trods for at de fortjener mere opmærksomhed.

Danmark Besat af Morten Hesseldahl, Niels Roland og Henrik Rehr

Danmark Besat af Morten Hesseldahl, Niels Roland og Henrik Rehr, 2010. Fahrenheit. Samlet udgave af 5 bind opr. udgivet i 1990-95. Antal stjerner: 5/5

Hvem kan man stole på under en krig og hvad skete der egentlig under 2.verdenskrig i Danmark?

Dette er blot nogle af de problemstillinger som Hesseldahl, Roland og Rehr arbejder med i denne serie af tegneserier, som jeg har læst i en samlet version. Vi følger Freddy Sander og hendes fader, et par af hendes skolekammerater og Erling Rode som blot er få eksempler på den store mængde af karakterer, som læseren møder i denne historiske fortælling. Mest af alt handler dette værk om hvordan nogle danskere ikke fandt sig i tyskernes handlinger og startede modstandsgrupper, men dette er samtidig et blik på kærligheden (både den ægte og den blinde af slagsen), om at hjælpe hinanden i en svær tid, om ungdomsoprør overfor forældre, om at tage vigtige beslutninger og meget andet. Det er svært at korte handlingen ned på en sådan lang og god fortælling, men jeg vil dog forsøge at fortælle en smule om hvad den handler om.

Vi møder først Billy og Jørgen, som befinder sig to vidt forskellige steder i marts 1940 – Billy’s skib bliver angrebet og han overlever som den eneste og driver ind mod den jyske vestkyst, hvor Jørgen bor med sin familie. Jørgen er en rebel og tager mod København i den første del, og efterlader hans veninde Freddy hjemme i Hedelund. Men krigen får snart sit indhug i det danske samfund og Freddy tager efter eksamen mod København med sin far. Her støder hun på Jørgen igen, som nu er både journalist og modstandskæmper. Livet er bestemt ikke nemt på denne tid og både Jørgen og Freddy må tage stilling til meget før vi når slutningen af dette værk.

Alt i alt en rigtig spændende fortælling og den har virkelig haft en oplysende effekt for mig, da det er en ganske anden verden vi ser og som der skrives i forordet: “Nej, landet bestod så sandelig ikke bare af gæve Poul Reichardt-typer, der med sang på læben sprang jernbaneskinner og industrianlæg i luften.”

Deres måde at illustrere på er letforståelig og selvom historien til tider hopper i tid og sted, så gøres det altid på en måde så læseren ikke bliver forvirret. Jeg kan bestemt anbefale denne til enhver og især dem som ønsker et lidt andet syn på 2.verdenskrig og hvad den gjorde ved det danske samfund.