Hemmelighederne på Nanreath Hall af Alix Rickloff

Hemmelighederne på Nanreath Hall af Alix Rickloff, 2017. Anmeldereksemplar fra HarperCollins Nordic. Opr. udgivet som Secrets of Nanreath Hall i 2016. Antal stjerner: 5/5

Hvordan levede briterne under verdenskrigene og hvor mange hemmeligheder er der egentlig gemt hos familien Trenowyth på Nanreath Hall?

Alix Rickloff tager sine læsere med til det sydlige England, hvor sygeplejersken Anna vender hjem fra Frankrig i 1940 efter hun har arbejdet dernede, men også tilbage til tiden før og efter 1.verdenskrig, hvor Annas mor Lady Katherine Trenowyth under ganske andre kår kendte til et andet England. Anna mistede sin mor i en alder af 6 år og har indtil vi møder hende ved hendes hjemkomst boet hos hendes adoptivforældre, der kendte hendes mor. Hun kender ikke til hverken hendes mors eller hendes fars ophav, og gennem skiftende kapitler, der varierer mellem Katherine og Anna, lærer vi Annas ophav at kende. Lady Katherine voksede op hos en ganske rig familie i Cornwall på Nanreath Hall, hvor hun i en alder af 20 år møder en vis Simon Halliday, da han ankommer til hendes barndomshjem med sin læremester, mr. Balázs:

”Mandens overraskede blik mødte mit, og et koldt gys gled hen over mig, som om jeg var blevet smidt ud i et iskoldt hav. En ydmygende varme krøb op i mine kinder.

Han smilede fåret og strakte hånden frem. ”Navnet er Simon Halliday. Jeg er mr. Balázs’ assistent. Og De er…”

Mors regler for passende etikette var blevet boret ind i mig fra fødslen – man skulle behandle tjenere med venlighed, men aldrig opmuntre til familiaritet – men der var noget ved denne frimodige, tiltrækkende unge mand med de udtryksfulde øjne og maling under fingerneglene, der fik mig til at udbryde: ”Det glæder mig at møde Dem. Jeg er Kitty. Kitty Trenowyth.””

Ved et tilfælde ender Anna med at arbejde netop på hendes mors barndomshjem, men det er som om at der er en mærkelig stemning, så snart hendes tante og fætter finder ud af, hvem hun egentlig er. Efterhånden lærer hun mere og mere om hvad der fik hendes mor til at forlade Nanreath Hall, men der er også hemmeligheder, som hun aldrig havde overvejet at finde ud af. Anna er stærkt påvirket af hendes oplevelser i Frankrig, hvor hun blandt andet så en nær veninde dø og hun erfarer hurtigt, at hun ikke er den eneste i hendes familie, der har traumer efter krigsoplevelser. Men det er som om at ikke alle har forstået, hvor hårdt det kan være at arbejde som sygeplejerske under krigen:

””Der står også her, at De ikke talte i tre uger efter Deres ankomst til hospitalet, der behandlede Deres kvæstelser. Og at der var episoder med bekymrende adfærd, der blev fastslået til at være et direkte resultat af Deres … uheldige oplevelse.”

”Ja, ma’am.”

Uheldig var, når man punkterede på cyklen og kom for sent til mønstring klokken 10, eller når man blev sat til at polere nøglehuller og dørhængsler af søster Murphy. Ikke når man vandrede hen ad veje med de pulveriserede kropsdele af folk på flugt for tyskerne eller tilbragte uendelige dage sammenkrøbet på en strand i den konstante lyd af eksploderende miner, hvinende bomber og artilleribeskydning, ude af stand til at sove eller spise eller vaske sand, olie og blod af sin hud.”

Men hvad kan der ske, når hemmeligheder kommer frem i lyset og hvordan skaber man igen relationer til ens medmennesker, når man har været afsted i krig?

Jeg vil sige det ganske kort til at starte med: Hvis du elsker ”Belgravia” af Fellowes, tv-serien ”Downton Abbey” og filmen og romanen ”Soning” af McEwan, så er denne her bog lige noget for dig. Beskrivelserne af det britiske samfund var jeg helt vild med og også hvordan der bliver skrevet om forskellige klasser af samfundet. Hvordan brikkerne i puslespillet om Annas ophav pludselig gav mere og mere mening var jeg helt vild med og jeg glæder mig allerede til at læse fortsættelsen, der handler om Annas kusine, som vender hjem til England efter eksil. Da jeg nåede til sidste side i denne her, håbede jeg nemlig på, at det ikke blev sidste gang, at man hørte om familien på Nanreath Hall og med et så levende sprog er den ganske hurtigt læst trods sine 416 sider.

Alt i alt en storslået fortælling, der handler om en mor og hendes datter i to forskellige årtier, som på forskellig vis må lære hemmeligheder at kende om deres familie, som de aldrig havde set komme.

Reklamer

En kongelig læser af Alan Bennett

En kongelig læser af Alan Bennett, 2010. Gyldendal. Opr. udgivet som The Uncommon Reader i 2007. Antal stjerner: 4/5

Hvordan kan bøger påvirke læseres tilgang til livet og hvad er en amanuensis?

Det er blot nogle af de ting, som man tænker over som læser, når man læser denne bog af Bennett, hvor hans hovedkarakter er selveste dronning Elizabeth II og vi møder hende en dag, da hun falder over en form for bogbus inde på området omkring Buckingham Palace. Normalt er hun ikke den store læser, men hun bliver nysgerrig og hun møder den unge køkkendreng Norman, der er ved at finde en bog til ham selv. Og i løbet af ganske kort tid bliver Norman forfremmet, så at han hjælper dronningen med at finde bøger og hun finder et ganske specielt ord, som beskriver ham ganske godt:

 

”” Jeg ved, hvad De er for én,” sagde dronningen.

”Deres Majestæt?”

”De går ærinder, De bytter mine biblioteksbøger, De slår mærkelige ord op i ordbogen og finder citater for mig. Ved De, hvad De er?”

”Jeg har været køkkendreng, Deres Majestæt.”

”Jamen det er De ikke nu. De er min amanuensis.”

Norman slog ordet op i den ordbog, dronningen altid havde liggende på sit skrivebord. ”Afledt af ab manu, ’til hånde’. En, der går til hånde, fungerer som skriver eller sekretær. En litterær assistent.””

Men det er ikke alle og enhver der forstår, hvorfor dronningen bruger så meget tid på at læse. Ja, det er endda sågar således at hun hellere vil sidde og læse en bog end at være ude og klare sine officielle pligter. Flere forfattere har hun faktisk mødt i løbet af hendes år som regent, men at have flere samlet på samme sted til et arrangement i litteraturens ånd har hun endnu ikke prøvet. Så hun inviterer flere, men det bliver ikke helt så succesfuldt som først antaget. Hun begynder at medbringe bøger på hendes rejser, og hendes premierminister begynder at blive lidt urolig for de idéer som hun får ud fra hvad hun læser. Da Norman tager afsted til universitetet, er hun nødt til at få hjælp på anden vis og det er som om, at bøger, der tidligere var enormt tunge at læse, er blevet nemmere at læse:

”Men efterhånden hentede dronningen flere og flere bøger i sine egne biblioteker, især det på Windsor, som ganske vist kun havde et begrænset udvalg af moderne litteratur, men hvis hylder bugnede af klassikere, hvoraf nogle selvfølgelig var signerede. Balzac, Turgenjev, Fielding, Conrad, bøger, som hun engang havde syntes var uden for hendes rækkevidde, men som hun nu læste i løbet af nul komma fem og altid med en blyant i hånden, og denne fremgangsmåde bevirkede i øvrigt, at hun sågar forsonede sig med Henry James, hvis digressioner hun nu klarede med lethed, for som hun skrev i sin notesbog: ”Romaner er ikke nødvendigvis skrevet i fugleflugtslinje.” Da bibliotekaren så hende sidde ved vinduet for at fange dagens sidste lys, tænkte han, at disse ældgamle reoler ikke havde oplevet så flittig en læser siden George den III’s tid.”

Men hvor meget kan man lære i bøgernes verden sammenlignet med den virkelige verden og er der ting, som man ikke kan læse sig til?

Sikke en fantastisk og ganske kort historie om hvad bøger kan gøre for et menneske. Jeg kendte faktisk ikke til hverken bogen eller forfatteren, da jeg købte den, men det var teksten på bagsiden, der tiltalte mig. Senere hen har jeg fundet ud af, at man kan læse denne bog lige her, da den første gang blev publiceret på London Review of Books tilbage i 2007. Jeg nød især de litterære referencer, som der heldigvis er mange af og også hvordan dronningen udvikler sig som læser gennem bogen. Det er i øvrigt en satirisk fortælling, men der er stadig en masse guldkorn at hente for bognørder og gennem den tørre britiske humor.

Alt i alt en skøn historie om hvad der kan ske, når en dronning begynder at læse som aldrig før og hvordan et syn på verden kan ændres gennem læsning af bøger.

 

The Lonely Hearts Travel Club: Destination Chile af Katy Colins

The Lonely Hearts Travelclub: Destination Chile af Katy Colins, 2017. Anmeldereksemplar fra HarperCollins Nordic. Opr. udgivet som Destination Chile i 2016. Antal stjerner: 4/5

Hvor meget kan gå galt i et reality-program, der blander rejser og parforhold i en konkurrence om penge og hvor godt kender Georgia egentlig sin kæreste Ben, når alt kommer til alt?

Så nåede jeg til sidste bog om Georgia Green i The Lonely Hearts Travel Club-serien, der har været ganske meget igennem siden vi mødte hende i den første bog. Hun er stadig sammen med Ben, som hun mødte på en tur til Thailand og som hun nu ejer rejsebureauet The Lonely Hearts Travel Club med, hendes barndomsveninde venter barn nr. 2 og hendes anden veninde har planer om at rejse tilbage til Australien med hendes kæreste. Det går ganske godt med rejsebureauet og da Georgia hører om en konkurrence, hvor hun og Ben skal rejse afsted til Chile og konkurrere mod andre par fra rejseselskaber, træffes der en hurtig beslutning. Som vi fandt ud af i den foregående bog, så er hun lidt af en workaholic, men på kontoret har Kelli, der har været med fra starten, fået selskab af Conrad, så det er muligt at være 2 afsted uden at skulle lukke bureauet midlertidigt:

”Jeg åndede lettet op og nikkede. Hun havde ret. De var begge fuldt ud i stand til at varetage opgaven. Det måtte være sådan her, Marie havde det, når hun afleverede Cole i daginstitutionen og hver gang hviskede ved sig selv pas godt på mit barn!

”Du må bare love, du ikke har forvandlet dig til en vaskeægte diva, når I kommer hjem fra Chile,” advarede Kelli.

”Men hvis du alligevel kommer hjem iført gigantiske insektøjnesolbriller med en hær af slaver i hælene til at farvesortere dine M&M’s, eller begynder at indrette bureauet med kridhvide liljer, så ved du, at vi nok skal få dig ned på jorden med et brag igen,” lo Conrad og fremtryllede en pakke chokoladekiks.”

Selvom bogen starter med at Ben og Georgia render rundt i IKEA og finder møbler til deres fælles lejlighed, så er det som om, at der stadig er nogle ting, som gør, at de ikke helt danser rundt på en lyserød sky. De har begge ret travlt i firmaet og Ben vil gerne åbne en afdeling af firmaet i London. Før de ved af det, befinder de sig i Chile sammen med 3 andre par og må samarbejde ganske intenst for at følge med. De bliver udfordret som aldrig før og den sidste mission indebærer en vandretur, og det sætter deres forhold på prøve som aldrig før:

”Han knyttede hænderne og trak vejret dybt et øjeblik og lignede én, der talte til 10. ”Okay, ræk mig den blå snor. Nej, ikke den… Ja, præcis. Og så trækker du den så stramt ud, som du overhovedet kan…” Han gennemgik resten af instruktionerne med mig i et mere afmålt, men lettere hidsigt tonefald. Hvorfor fanden var der nogen, der gjorde det her for sjov?

Omsider, og gudskelov uden mere mundhuggeri, fik vi sat det forbandede telt op. Jeg trådte lidt tilbage og håbede på at finde en eller anden stolthedsfornemmelse over det, vi havde gjort, men i stedet følte jeg mig bare udmattet, knotten, våd og fuldkommen syg efter en ordentlig seng i et varmt, rent værelse.”

Men hvordan skal man komme videre efter en tur, der har afsløret mere om ens parforhold end man havde regnet med og hvad kan man lære om sig selv, når man udfordres til at gøre ting, som ligger udenfor ens comfortzone?

Det er altid noget af en rejse, når man som læser drager afsted med Georgia Green og læser om alle hendes oplevelser på sidelinjen. Denne bog er ingen undtagelse og ligesom i de foregående bøger er der situationer hvor hepper på Georgia, men også andre situationer, hvor man tager sig til hovedet. Men det er det, der gør, at man som læser så godt kan identificere sig med Georgia, for hun er langt fra perfekt, men hun udfordrer sig selv og man får helt lyst til at rejse verden rundt efter endt læsning. Jeg læste den anden dag, at der er endnu en bog på vej om Georgia og der er ingen tvivl om, at jeg skal ”ud og rejse” med Georgia igen, for Colins er virkelig god til at skrive helt ærligt og på en sådan måde, at man må trække på smilebåndet op til flere gange undervejs.

Alt i alt en skøn afslutning på serien om Georgia og hendes liv, der denne gang bringer hende til Chile og på en rejse, der lærer hende flere ting end forventet om hendes liv og især hvad et parforhold kan holde til.

Charlie og chokoladefabrikken af Roald Dahl

Charlie og chokoladefabrikken af Roald Dahl, 2017. Illustrationer af John Kenn Mortensen. Høst & Søn. Opr. udgivet som Charlie and the Chocolate Factory i 1964. Antal stjerner: 5/5

Hvad er en Oompa-Loompa og hvad sker der, når en stor chokoladefabrik, som den Willy Wonka ejer, får besøg af fem børn og deres slægtninge?

Roald Dahl fortæller her historien om Charlie Bucket, som bor med sin familie i et ganske lille hus i nærheden af en chokoladefabrik, der ejes af Willy Wonka. Hans familie består af både forældre og bedsteforældre og de bor alle sammen i husets to rum og pladsen er ikke det eneste, der er mangel på i dette hus. De har ikke mange penge og må ofte sulte, men en enkelt gang om året sker der noget helt specielt i Charlies liv. Hvert år på hans fødselsdag får han en chokoladebar fra Willy Wonkas fabrik og dette år er ganske anderledes. Wonka har nemlig udskrevet en konkurrence om at komme ind på hans fabrik og man kan vinde ved at finde en guldbillet i en chokoladebar. I løbet af nul komma fem er der kun én billet tilbage, der endnu ikke er fundet og da Charlie finder en tyver på gaden, styrter han hen til den nærmeste butik. Den første chokoladebar har ingen gevinst, men der er stadig penge tilbage og stadig flere chokoladebarer i butikken:

””Jeg tror,” hviskede han, ”jeg tror…jeg tager bare en til af de dér chokoladebarer. Samme slags som før, tak.”

”Ja, hvorfor ikke?” sagde den fede mand, rakte bagud igen og lagde endnu en Nougatastisk Chokoladekræs på disken.

Charlie greb den og flåede papiret af… og pludselig… under papiret… kom der et funklende glimt af guld.

Charlies hjerte holdt op med at slå.

”Guldbilletten!” skreg manden og sprang en meter op i vejret. ”Du har fået en guldbillet! Du har fundet den sidste guldbillet! Du allergodeste! Kom og se, alle sammen! Knægten her har fundet Wonkas sidste guldbillet! Den er her! Det er ikke til at tro!””

Og det er ikke kun Charlie, som får lov at komme ind på fabrikken fra familien Bucket. Hans farfar Joe tager med ham og de andre børn medbringer deres forældre. De andre børn er Augustus Gloop, som spiser alt for meget, Veruca Salt, der får alt, hvad hun peget på, Violet Beauregarde, der tygger alt for meget tyggegummi og Mike Teavee, der ser så meget TV som hans forældre tillader ham. Men chokoladefabrikken er ikke helt almindelig og Wonka har været så bange for at konkurrenter ville tage hans idéer, til at han ikke har haft åbnet for offentligheden i mange år. Besøget inkluderer blandt andet en rundvisning af chokoladefabrikken og her ser de Oompa-Loompaer, som er en slags små mænd og en hel chokoladeflod, som man kan sejle på.

”En damptåge steg nu op fra den store, varme chokoladeflod, og ud af tågen dukkede pludselig en helt fantastisk, lyserød båd. Det var en stor, åben robåd med høj for- og agterstavn (som et gammelt vikingeskib), og den var så skinnende, funklende og glitrende lyserød, at alt så ud, som om det var lavet af klart, lyserødt glas. På hver side stak en masse årer ud, og som båden nærmede sig, kunne gruppen på bredden se, at årerne blev trukket af masser af Oompa-Loompaer – mindst ti ved hver åre.

”Dette er min private yacht!” råbte hr. Wonka med fryd i stemmen. ”Den er lavet af et enormt, udhulet bolsje! Er den ikke vidunderlig? Se, hvordan den glider ned ad floden.””

Men hvor kommer Oompa-Loompaerne egentlig fra og hvorfor har Wonka egentlig åbnet fabrikken for disse fem børn med guldbilletter?

Selvom jeg har set både den gamle film med Gene Wilder som Wonka fra 1971 og den nye med Johnny Depp som Wonka fra 2005, så er dette faktisk første gang, at jeg får læst bogen. Denne udgave er illustreret af John Kenn Mortensen og hans lidt dystre tegnestil passer helt perfekt til Dahls opfindsomhed i denne bog. Historien om Charlie Bucket så første gang dagens lys i 1964 og selvom det efterhånden er mange år siden, så er der flere ting i den, som endnu ikke er opfundet (heriblandt flere former for slik) og Dahl formår at gøre de egentlig til tider makabre ting utrolig sjove ved hjælp af sin humor. Der er bare noget ved Dahls opfindsomhed, der gør, at hans bøger er sjove for både store og små og med Mortensens illustrationer vil teenagere også være ganske underholdt.

Alt i alt en skrupskør fortælling om Charlie Bucket, hans familie og en ganske særlig tur til Willy Wonkas chokoladefabrik, som hverken Charlie eller læseren nogensinde vil glemme.

The Giraffe and the Pelly and Me af Roald Dahl

The Giraffe and the Pelly and Me af Roald Dahl, 2009. Puffin Books. Antal stjerner: 4/5

Hvilket arbejde kan en pelikan, en giraf og en abe udføre som en samlet gruppe og hvor stor er en bygning, der har 677 vinduer egentlig?

Der er nu noget ved Roald Dahls børnebøger og denne her er ingen undtagelse. En dreng ved navn Billy går en dag forbi et tomt træhus kaldet ”The Grubber” i hans by og drømmer om en skønne dag at åbne en slikforretning. Men næste gang han går forbi bygningen, hører han noget derindefra og beslutter sig for at kigge lidt nærmere på det. Ordet ”Soled” er desuden blevet malet over det gamle ”for sail” og han råber op for at se om der er nogen derinde. Han får til at starte med ingen svar, men pludselig sker der noget:

“I tried to catch some sign or sound of movement inside the house but there was none…until all of the sudden…out of the corner of my eye…I noticed that one of the windows on the top floor was slowly beginning to open outwards…

Then a HEAD appeared at the open window.

I stared at the head. The head stared back at me with big round dark eyes. Suddenly, a second window was flung wide open and of all the crazy things a gigantic white bird hopped out and perched on the window-sill.”

Det første øje, som han ser, tilhører en giraf. Den store hvide fugl er en pelikan og før han ved af det, har han også mødt en abe. De tre udfører et ganske almindeligt job i fællesskab – nemlig vinduespudsning og de har endda en sang om det. De får sat et skilt op og en mand med titlen Duke of Hampshire kommer tilfældigvis forbi. Han skriver et brev til dem og fortæller om hvordan han i årevis har forsøgt at få en god fast vinduespudser, men det er ikke helt lykkedes endnu. Hans ejendom har da også 677 vinduer og kan nærmere betragtes som et lille palads, som Billy og hans nye venner også gør. Men denne Duke of Hampshire ved ikke helt, hvem det er han har spurgt om hjælp og da de ankommer, hjælper de med at plukke kirsebær, da dette også er lidt af et problem for de ansatte:

“The Duke stared at them. He looked as though he was about to have a fit.

“Who are these creatures?” he bellowed. “Has the whole world gone completely dotty?”

“We are the window-cleaners!” sang out the Monkey.

                      “We will polish your glass

                      Till it’s shining like brass

                      And it sparkles like sun on the sea!

                      We will work for Your Grace

                      Till we’re blue in the face

                      The Giraffe and the Pelly and me!” “

Men hvor gode er de tre dyr til at pudse vinduer og bliver det nogensinde muligt for Billy at starte en slikbutik, nu hvor dyrene har den bygning, som han havde gået og drømt om?

Dahl har her skrevet en skøn lille bog om Billy og hans utrolige venner, der kan lidt af hvert og som er dyr. Jeg bliver altid forundret over Dahls opfindsomhed for selvfølgelig ville et team bestående af en giraf, en abe og en pelikan være et fantastisk vinduespudserteam – en kan tage de høje vinduer, en kan tage de besværlige og pelikanen kan komme flyvende med rengøringsvand til de andre. Og det er netop det der er charmen ved mange af Dahls bøger – han tager let genkendelige ting og skaber fantastisk gode historier. Jeg kan varmt anbefale de andre børnebøger i hans forfatterskab (heriblandt ”Matilda”, ”Esio Trot” og ikke mindst ”Charlie and the Chocolate Factory”), som også kan nydes af voksne læsere. Jeg har i hvert fald kun læst dem som voksen og har været ellevild med dem, for humoren og opfindsomheden i Dahls bøger er for enhver.

Alt i alt en skøn børnebog om drengen Billy, som får sig et par mærkværdige venner, der er en pelikan, en abe og en giraf, som overraskende nok er fantastiske vinduespudsere og som ikke er bange for at give en hjælpende hånd hist og her.