Samuel August fra Sevedstorp og Hanna i Hult af Astrid Lindgren

Samuel August fra Sevedstorp og Hanna i Hult af Astrid Lindgren, 2002. Danmarks Boghandlere. Antal stjerner: 5/5 

Hvordan mødtes Astrid Lindgrens forældre  og hvad læste hun tilbage i hendes barndom?

Denne lille samling af skrifter bærer undertitlen “barndomsminder og essays” og det er præcis det vi får som læsere. Samuel August var hendes far og Hanna var hendes mor og hun fortæller deres kærlighedshistorie som det første. Selvom de endnu var børn dengang, så kan forældrenes forhold spores helt tilbage til 1888, hvor Samuel August på 13 år mødte Hanna på 9 år for første gang. Samuel August, også kendt som Sem, bliver færdig med sin skolegang den dag de mødes og deres veje krydses for alvor igen 7 år senere, hvor hans forældre kører Vimmerbypræsten hen til hendes sogn nu og da. De begynder at skrive sammen og hun følger ham et stykke, når han må spadsere hjemad efter besøg hos hende:

“For andre mennesker er det vel fuldstændig uden betydning, men jeg kan godt lide at vide, at hun, der senere skulle blive min mor, en majaften i 1903 spadserede langsomt hjemad i selskab med sine tanker. Jeg ville bare ønske, jeg også vidste nøjagtigt, hvad hun tænkte, om hun var glad og varm om hjertet, om hun lagde mærke til, hvor smukt der var, hvor hun gik, og om solsortene sang, som de plejer at gøre hver forårsaften i Pelarne. Det får jeg aldrig at vide, men jeg har besluttet, at sådan var det nok.”

Efter mange års kurtisering giver hendes mor sig og de lever sammen på Näs lige indtil hendes mor dør. Børnene var i stor grad præget af deres kærlighed til hinanden og selv efter morens død snakker hendes far om hende og fortalte glædeligt deres kærlighedshistorie til enhver. Lindgren fortsætter sin samling ved at fortælle om sine barndomsminder og hendes skrift “Det begyndte i Kristins køkken”, hvor vi som læsere kan fornemme hvordan stor hendes læseglæde var som barn. Kristin er gift med familiens røgter og Kristins datter læser eventyr op for den lille Astrid, som for alvor kan få sin læsehunger stillet på biblioteket i mellemskolen, da hun er 10 år gammel:

“I lærerværelset var der et skolebibliotek. Dér gik jeg i gang som en rasende og afgræssede alt, hvad der var. Man plejer at kalde årene mellem ti og tretten for bogslugeralderen. Og vist slugte jeg alt, hvad jeg kom i nærheden af, enten jeg nu hentede det i skolebiblioteket eller lånte af kammerater, som var bedre udrustede med egne bøger, en jeg var. (…) Tro nu ikke, at jeg kun læste klassikere! Men et faktum er det, at de bøger, der engang greb mig stærkest, og som fulgte mig gennem hele livet, det er netop dem, der fortsat lever på bibliotekernes hylder. Beror det måske på, at det tilfældigvis var så gode bøger?

Det er fantastisk at drømme sig tilbage til de læseoplevelser, som man havde som barn og Lindgren beskriver sine oplevelser så nøjagtigt, at man som læser føler, at det er ens egne oplevelser, som hun snakker om. Et andet interessant essay handler om hvorvidt bøger har en fremtid og dette essay er uhyre relevant i disse tider, hvor det at læse e-bøger bliver mere og mere populært. Og hendes essay er bemærkelsesværdigt første gang udgivet i 1970’erne. Lindgren var meget mere end blot en børnebogsforfatter og det beviser disse skrifter især. Det er en lille bog, som læses hurtigt, men hendes ord bliver siddende hos læseren længe efter og for mig er det en af de ting, som karakteriserer en god bog. Især essayet om læsning vil blive genlæst mange gange fremover af denne læser.