Paris af Maarten Vande Wiele

Paris af Maarten Vande Wiele, 2013. Cobolt. Antal stjerner: 4/5

Når man tænker tegneserier, tænker man ofte at de er beregnet til børn. Med Graphic Novels er det lidt anderledes – f.eks. findes der én baseret på første del af Paul Austers New-Yorkertrilogi og her er endnu en, som bestemt ikke er tiltænkt børn og den tilhører underkategorien trash, som også indeholder seksuelle billeder.

Originalt er den faktisk hollandsk, men den foregår, som titlen antyder, i Paris, hvor 3 unge kvinder bor sammen og er veninder. De er meget forskellige – først møder vi Hope, som var en skønhedsmodel som barn, men som kom til skade i en ulykke. Hun mistede et øje, men forsøger sig nu alligevel som model i storbyen, som hun flytter til i starten af bogen. Her møder hun Chastity, der udlejer et værelse til hende i en lejlighed, og her bor i forvejen også Faith, som er sangerinde. Disse piger kommer ud for lidt af hvert og blandt andet vinder Hope førsteprisen i en konkurrence, hvor præmien er en plasticoperation.

Denne bruges til at få fixet hendes øje og hun bliver for alvor et kendt ansigt i Paris som model. Men berømmelsen har sin bagside og hvem kan man stole på?

Det må alle 3 kvinder tage stilling til undervejs i denne fortælling, som i øvrigt er opdelt i 2 afsnit – ”I love Paris” og ”I hate Paris”. hvilket passer sammen med pigernes oplevelser. Alt i alt en god bog, men personligt synes jeg at der er lidt for mange billeder med seksuelle udskejelser.

Hvad man kan lære af bogen er at ingenting bør tages for givet – alt kan ændres på et øjeblik.

Reklamer

Perkeros – Diabolus in musica af JP Ahonen og KP Alare

Perkeros – Diabolus in musica af JP Ahonen og KP Alare, 2015. Anmeldereksemplar fra Forlaget Cobolt. Antal stjerner: 5/5

Hvem er Perkeros egentlig og kan musik være magisk?

Ahonen og Alare står bag denne graphic novel, der handler om det finske metalband Perkeros. Bandet har 4 medlemmer, da vi møder dem første gang, men deres karriere er endnu ikke helt kommet i gang. Det er som om der mangler et eller andet. Akseli er vores frontmand, som samtidig er guitarist, men når han synger, er det ikke ligefrem det smukkeste der kommer ud. Lilja, som spiller på keyboard, falder tilfældigvis over Aydin, der arbejder som kebabskærer og kan næsten ikke tro sine egne ører, da han synger en dag, hvor hun skal hente mad. Aydin bliver hurtigt optaget i bandet og de begynder at lyde bedre og bedre. Akseli har lidt problemer med kæresten hjemme, og må sove i det lokale, hvor bandet øver. Et af de andre bandmedlemmer er en ældre mand ved navn Kervinen, som har oplevet lidt af hvert gennem sit liv. Han har en mistanke om at musikken påvirker os og Akseli spørger en dag ind til det:

”Akseli: Øh… Hvad mente du egentlig med, at musikken strømmer i os og i naturen?

Kervinen: Lyd er jo vibration, ikke sandt? Og i universet vibrerer alting… Faktisk eksisterer der ikke andet end vibration og dens udtryksformer. Faste emner er i virkeligheden også en illusion, for de består kun af ikkeeksisterende partiklers konstante bevægelse. Derfor kan man også forme og beherske alle stoffers egenskaber hensigtsmæssigt ved hjælp af vibrerende lyde og toner. Hvorfor spørger du?”

Akseli havde selv en oplevelse ud over det sædvanlige, hvor han vågnede op pludselig og ”leviterede midt i rummet.” Han forstår ikke helt hvad der skete, men Kervinen overbeviser ham om, at det er godt, at han ikke kan huske melodien, da musik er stærkere end man umiddelbart tror. Kervinen fortæller om sin tid som munk, hvor de studerede musik og nedskrev dens virkning på individet. Men livet som musiker er bestemt ikke nemt og Akseli har desværre ikke altid den største selvtillid, når de skal på scenen. Det gør det bestemt ikke nemmere at en konkurrent spiller de samme steder, har en kvalitetsdemo med sig og at forsangeren, som er lidt mystisk, flirter med Lilja. Men når det gælder deres koncerter, er det fantastisk at de har Aydin, som ikke er bange for at fyre en joke af eller to:

Aydin: ”Hvad skulle det være? Pita metal med det hele? Også med stærk sovs? Nå ikke. Det bare være joke, vi slet ikke have pitabrød. Det bare reklame. (..) I godt lide jokes? Hvor mange lydmænd skal til for at skifte pære? (..) En, to. En, to. Og hvor mange leadguitarister? En, han bare stikke hånd op, og verden dreje omkring ham.”

Ahonen og Alare har i denne historie formået at skabe nogle fantastiske bandmedlemmer. Jeg har endda endnu ikke fået nævn Bjørn, som er en trommespillende bamse, der kan være svær at forstå og som skal nå at sove lidt mere end de andre i bandet. Ellers bliver han gnaven. Det er nemt som læser at identificere sig med en af karaktererne – især Lilja og Akseli, som er dem vi følger mest. Illustrationerne er åbenlyst tegnet af metalmusikfans hvilket især kan fornemmes, når bandet spiller deres musik. Når de spiller, går det bestemt ikke stille for sig og en af de sange, som de spiller, er af Pain of Salvation (der bestemt ikke er for sarte sjæle). Det fungerer rigtig godt med de forskellige synsvinkler og når man er færdig, kan man se hvordan alle elementer i historien er med til at danne en helhed.

Alt i alt en virkelig gennemført graphic novel, som både egner sig til hardcore metalfans og alle os andre, som bare vil slappe af med en god historie om et finsk metalband.

Skarabæernes Konge af Terkel Risbjerg og Anne-Caroline Pandolfo

Skarabæernes Konge af Anne-Caroline Pandolfo & Terkel Risbjerg, 2015. Opr. fransk med titlen “Le roi des Scarabées.” Anmeldereksemplar fra Cobolt. Antal stjerner: 5/5

Hvordan kan vor forældres forhold påvirke måden vi tænker på og hvem er denne skarabæernes konge?

Forfatteren Pandolfo har forfattet her og Risbjerg står bag illustrationerne i denne grafiske roman, som af forlaget beskrives som værende en ”tegnet parafrase over J.P. Jacobsens Niels Lyhne (1880).” Og hvilken grafiske roman!

Aksel Storm, som er vor hovedkarakter, drømmer om en karriere som forfatter og denne tanke har han bestemt ikke fra fremmede. Hans forældre kom fra hver deres strenge slægt og hans mor ville hellere gå andre veje end op til kirken, som de så ofte gjorde i hendes slægt. Aksels mor Klara er en ivrig læser og det er særlig poesien, som hun behøver. Men utilpasheden opstår i samfundet og Søren, som kendte Aksels forældre i deres unge dage, beskriver det således:

”Altid er det den samme kamp. Om man så er et insekt, plante eller menneske. Det hele drejer sig om tilpasning og kampen for at overleve: De svage viger pladsen for de bedst egnede, det er grumt, men sådan er naturen.”

Klara genfinder sit livs glæde, da Aksel kommer til verden og hun læser højt for ham. Han ser glæden i hendes øjne og lover at han vil virkeliggøre hendes drømme. Men så træder den lidt ældre Fredrik ind i hans liv. Han er Aksels grandfætter og en værre ballademager. Aksel udfordres gevaldigt og selvom Fredrik en dag må afsted, bliver han en stor del af Aksels livshistorie. De mødes igen senere i København og Fredrik bringer ham ind i det kunstneriske bymiljø:

”Mit liv ændredes allerede. Jeg var ikke længere en enlig konge i et fantasirige. Byen havde hurtigt indfanget mig. Fra nu af var jeg med i en gruppe, der forsvarede helt nye idéer. Det var et frigjort og afvigende selskab. Utrolig stimulerende. Jeg var lykkelig for at have fundet Fredrik igen, og den kvinde, jeg elskede, var uafhængig og original. Jeg var som beruset. Jeg opdagede, at livet ikke var en bog, men kunne leves i virkeligheden.”

Aksel oplever ting undervejs i historien, som ændrer hans livsanskuelse og livet er bestemt ikke altid nemt. Han er en drømmer, som kæmper og selvom han bliver sat tilbage flere gange, bliver han ved med at køre fremad. I barndommen var han fascineret af små dyr ude i naturen og hans venskab med Søren, som i øvrigt er en botanisk samler, ender lidt anderledes end man skulle tro. Fortællestilen er typisk dansk og det er nemt at se parallellerne litterære værker fra 1800-tallet. Flere gange under læsningen tænkte jeg på Andersen og på hvordan det ligeså godt kunne have været skrevet af ham. Illustrationerne, som er klassisk sort/hvid stil (hvis man ser bort fra omslaget), er fantastiske og passer som hånd i handske med fortællingen.

Alt i alt en virkelig gennemført grafisk roman, der stiller store spørgsmål om livets gang, om menneskers drømme samt hvem vi egentlig er i virkeligheden.

Daisy af Erik Svane og Thierry Capezzone

Daisy af Thierry Capezzone og Erik Svane, 2014. Cobolt. Antal stjerner: 4/5

Hvordan var vores dronning i sine unge år og hvad skete der i hendes liv i perioden op til 1972, hvor hun gik fra at være kronprinsesse til at blive dronning?

Erik Svane og Thierry Capezzone står bag denne tegneserie om vores alles dronning Margrethe, som jo går under kælenavnet Daisy. Vi bliver bragt tilbage til 9.april 1940 til at starte med, hvor Danmark blev besat af tyskerne. Vi møder kongen, som stædigt vil blive i København i stedet for at flygte i sikkerhed og vi ser hvor håbløs situationen er. En uge senere føder kronprinsesse Ingrid en lille pige og der lyder kanonskud. I krigsårene følger vi både kongefamilien med den lille ny, politikerne, samfundet og ikke mindst tyskerne, som ikke lige giver op med det første. Men da freden kommer, ser vi hvor meget frihed de kongelige får igen og de tager hurtigt til Sønderjylland, som er meget vigtig for dem:

Ved du, hvad der bør være blandt vore allerførste planer, Rico?

Vi må snarest muligt besøge Gråsten slot… for også sønderjyderne må vide.. at verden nu er på plads igen!”

Den nye konge må overtage i 1947, og det bliver den 7-årige Margrethes far. Hun er nu den næste i rækkefølge til tronen, da hendes mor ikke kan få flere børn og har 3 døtre – ingen sønner. Vi ser flere diskussioner om netop ændringen af tronfølgeloven og også hvordan forældrene fortæller det til 12-årige Daisy:

Margrethes far: ”Hvis danskerne stemmer ja, bliver det ikke længere onkel Knud, der skal følge far en dag som konge… men dig, som bliver dronning.. dronning af Danmark!”

(…)

Margrethes tanker: ”Nu ved jeg da, hvor jeg skal bo resten af mine dage…her i Danmark!”

Vi følger hende som læsere helt indtil 1972, hvor hun har sin egen familie og må gøre sig klar til at tiltræde tronen. Svane og Capezzone viser os hvordan hun må forberede sig til sit liv som dronning, men samtidig følge sine egne drømme og studere hvad hun interesserer sig for. Illustrationerne er fantastiske i denne tegneserie om vor dronning. Vi kan nemt genkende menneskene og samfundet omkring hende og jeg glæder mig allerede nu til at det næste bind kommer, som handler om hendes år som dronning. Navnene bag ”Daisy” er jeg ikke stødt på før, men jeg er sikker på, at man kommer til at høre mere fra dette makkerpar, da ordene og illustrationerne i højeste grad går hånd i hånd i denne.

Alt i alt en skøn tegneserie om vores alles dronning, som må gå sine egne veje samtidig med at hun styrer vor kongerige.

Når jeg ikke er til stede af Lars Horneman

 Når jeg ikke er til stede af Lars Horneman, 2014. Cobolt. Antal stjerner: 4/5

Denne bog karakteriseres som værende et ”tegneserielangdigt” på dens indlægsside og det er den bedste måde den kan beskrives på. Vi bliver hurtigt bragt ind i historien, som viser os hvordan det er at være menneske i 2014 i landets hovedstad. Vores hovedkarakter bringer os først tilbage til et glimt fra hans barndom:

”Jeg troede engang, at jeg havde brede skuldre. I dag ved jeg, at jeg bare har et lille hoved. Jeg troede også, at jeg var en god fodboldspiller. Jeg spillede hver dag ude i haven. Alene. Jeg forestillede mig, at der var tribune og publikum, som jublede, når jeg scorede.”

Herefter sammenligner han sig selv med flere forskellige kendte fodboldspillere, men der er dog et lille problem. Han er ikke ligeså god når han spiller med andre. En af hans andre drømme er at blive kunstner. Vi ser hvordan han forestiller sig blive en anerkendt kunstner, som træder ud af et fly med portfoliomappen under armen. Han forestiller sig sin fremtid, hvilket han altid har gjort, men fortæller om at de bliver pustet ”op som balloner og letter i vinden.” Livet går sin gang og vores hovedkarakter er ikke altid den mest sociale type:

”Jeg forsvandt ned mellem gulvbrædderne i nat. Ingen bemærkede noget. Midt imellem drinks. Og ben, der stod som træstammer. Mennesker, der virkelig talte sammen. Kroppe, der virkelig dansede. Følte mig helt alene. Og forsvandt.”

Det er ikke altid nemt at være menneske. Vi skal lære at begå os i samfundet, da vi ellers kan blive fortabt ganske hurtigt. Horneman illustrerer denne ensomhed ved at være alene bedre end nogen anden. Hans måde at tegne på er mest sort/hvid/brun og farver optræder ikke i samme grad. Som læser tænker man over hvad der sker, netop når man ikke er til stede. En tænksom bog, som helt bestemt kan læses flere gange. Jeg er helt enig med den anden flap på bogen, hvor der står at han giver:

”et unikt bud på hverdagens og kærlighedens afgrunde og muligheder.”