Flora & Ulysses: The Illuminated Adventures af Kate DiCamillo

Flora & Ulysses: The Illuminated Adventures af Kate DiCamillo, 2013. Candlewick Press. Antal stjerner: 5/5

Kan et egern få magiske kræfter ved at blive støvsuget op og hvordan genopliver man egentlig et egern?

DiCamillo, som også står bag den filmatiserede børnebog ”Eventyret om Despereaux”, er på banen igen og denne gang handler det om pigen Flora, der en dag ser et egern blive støvsuget op af sin nabo. Men dette egern er ganske specielt. Lige efter dens møde med støvsugeren, kan den bære den, selvom denne er langt større og tungere. Flora tager ham til sig og om natten står han op og opdager den skrivemaskine, som Floras mor arbejder på. Da naboen Tootie næste dag kigger forbi, fortæller Flora hvad Ulysses, som egernet bliver kaldt, kan:

”Flora looked Tootie in the eye. She said, “Ulysses can type.”

“Who can type?” said Tootie.

“The squirrel. He’s a superhero.”

Tootie said, “For heaven’s sake, what kind of superhero types?”

It was a good (and also slightly disturbing) point. How, exactly, was a typing squirrel going to fight villains and change the world?”

Så han er et egern, som kan skrive og endda også digte. Flora er dog overbevist om at han er en superhelt og de begiver sig ud på eventyr. Det er de også lidt nødt til, da Floras mor bestemt ikke er glad for at have et egern boende og Flora må derfor køre en tur med sin far. De havner på en café, som har donuts på menuen (som Ulysses bestemt ikke glemmer så nemt) og selvom Flora forsøger at gemme Ulysses lidt for personalet, så sker der pludselig ting og sager:

”Flora watched Ulysses fly over her, his tail extended at full length and his front paws delicately pointed. It was just like her dream. He looked incredibly, undeniably heroic.

“Holy bagumba,” said Flora.”

Men er Ulysses virkelig en superhelt og kan man egentlig kommunikere med et egern?

Sjældent har jeg moret mig så meget over en bog som denne af DiCamillo. Flora er ikke helt som alle de andre børn – hun elsker tegneserier og særligt dem, som hun læste med sin far, før hendes forældre blev skilt. Fortællervinklen skifter mellem hende og Ulysses og jeg var særligt vild med delen med Ulysses – det er vist min første bog, hvor man kan læse hvad et egern tænker. K.G. Campbell er illustratoren af denne bog og illustrationerne passer helt perfekt til historien. Alt i alt en fantastisk børnebog om egern, som får magiske kræfter og en pige, der får brug for al sin viden fra tegneserier for at alt ender som det skal.