Solnedgang i Sunshine City- og tre andre amerikanske eventyr af Will Eisner

Solnedgang i Sunshine City – og tre andre amerikanske eventyr af Will Eisner, 1987. Bogfabrikken. Antal stjerner: 5/5

Er penge det vigtigste i livet og skal man følge sin drøm selvom livet bliver hårdt indtil det lykkedes?

Denne bog er en samling af 4 små tegneserier af Will Eisner, der som tegner kigger på det amerikanske samfund og det er både mennesker og byer, som er han fokuserer på i hans værker. Denne samling af tegneserier handler om mennesker og drømme og især hvordan man finder sin vej i livet.

Samlingen starter med “Solnedgang i Sunshine City” hvor vi møder den nyligt pensionerede Henry Klop, der forlader New York City for at starte en ny tilværelse i Sunshine City. Han falder hurtigt til og naboen Olga Longo sørger for at han ikke bliver ensom. Men svigersønnen har pengeproblemer og da han sammen med Henrys datter Rita kommer ned til Sunshine City, ændres hele svigerfarens tilværelse. For hvad gør man ikke for penge?

“Mord i rest-ordre” er titlen på den næste lille historie. Henry Lozania, som går under navnet Hockie, bliver i sine unge dage sat på en opgave – han skal myrde Dave Bungey for en mand ved navn Don Angelino, men der sker en fejl og han myrder konen i stedet. Dog siger han til Don at “Jeg skal nok få ham. Lige meget hvor lang tid det skal tage, Don Angelino.” Og det tager sin tid, men på sine gamle dage møder han Dave og husker sit gamle løfte. Dog er han ikke helt så effektiv som tidligere og ikke alt går som det skal.

“Sejren” handler om Benny og Clara, som vi møder den dag der er “Storby”-marathonløb. Benny er bestemt ikke ung, men når han sætter sig et mål, skal det opnås. Vi ser hvordan han drives af minderne om mennesker, som siger, at han ikke vil udrette noget i dette liv. Hans mål er ikke at vinde (han har hverken løbet eller jogget hele sit liv), men selvom han ikke vinder løbet, så får han sig alligevel en personlig sejr.

Den sidste historie er “Drømmeren” og her møder vi tegneren Billy, som drømmer om at have sin egen faste tegneseriestribe. Dog er der ikke efterspørgsel på hans slags tegninger – tværtimod. Branchen er hård og læserne ved hvad de vil læse. Sammen med Jimmy starter han et firma, hvor de får fat i tegnere, som har hvert deres stærke område. Men det er svært at vide hvad der vil sælge og kan Billy få sin drøm opfyldt en skønne dag?

Alt i alt er det gode historier, som Eisner her har gang i. Hans illustrationer er lette at forstå og der er en pointe med alle historierne. Den henvender sig mest til voksne og unge, da det er seriøse fortællinger, Eisner her står bag.

 

Bygningen af Will Eisner

Bygningen af Will Eisner, 1987. Bogfabrikken. Opr. udgivet som The Building. Antal stjerner: 5/5

Hvordan lever vi som mennesker og hvad er vores faste holdepunkt? I denne skønne godbid fra Will Eisner er det en bygning, der er central for de 4 hovedpersoner, som vi her møder som læsere. Eller man kan nok nærmere sige at det er deres spøgelser, som vi møder først som læsere. Handlingen, som finder sted i New York, begynder og ender samme dag, og vi ser deres historier som en form for flash-back. Monroe Mensh var en ener og som Eisner skriver “Monroe var et barn af byen”. Han nåede aldrig at blive gift, men efter at han oplevede et barn blive dræbt af et skud på gaden (foran bygningen, som historien handler om), beslutter han sig for, at livet er klar til at blive ændret. Men hvordan hjælper man samfundet bedst og vil de svage mennesker i samfundet overhovedet hjælpes?

Den næste er Gilda Green, som blev forelsket i den poetiske Benny, men livet bliver ikke altid som forventet, og Gilda søger en økonomisk sikkerhed, som den upublicerede Benny ikke kan give hende. Hun bliver derfor gift med tandlægen Irving, men møderne med Benny fortsætter. Men livet bliver ikke som forventet og en dag møder hun ikke op foran deres sædvanlige mødested, hvilket er bygningen. Antonio Tonatti havde et medfødt musikalsk talent og violinen blev hans ven for livet. Efter en arbejdsulykke forsøgte han at hjælpe folk på gaden ved at spille sin musik og bygningenh blev stedet, hvor han tilbragte de sidste år af hans liv. Til sidst møder vi P.J. Hammond og han er netop nyuddannet, da han starter med at arbejde i hans faders firma. Især en bygning betyder meget for ham og det er efter ham, at den nye Hammond Building bliver kaldt.

Denne fantastiske fortælling stopper en dag, hvor denne nye bygning har erstattet den gamle, men spøgelserne står stadig udenfor og de hjælper hvor de kan. Eisner har en fantastisk evne til at fortælle andre menneskers historier gennem sine tegninger og denne er ingen undtagelse.

Det er en ganske kort tegneserie, men man sidder som læser og tænker over indholdet længe efter. Bogen er utrolig letlæselig og jeg kan anbefale den til enhver (måske særlig til dem som er interesserede i menneskeskæbne) og hvis man er glad for denne, kan jeg bestemt også anbefale Will Eisners andre værker.

Dropsie Avenue af Will Eisner

Dropsie Avenue af Will Eisner, 1995. Bogfabrikken. Opr. engelsk med samme titel. Antal stjerner: 4/5

Hvordan bliver en gade ændret gennem tiden, når folk flytter til og fra denne? Will Eisner har forsøgt at give et svar på dette spørgsmål ved hjælp af den skønne tegneserie om Dropsie Avenue, som er en gade i South Bronx, NYC, USA.

Dropsie Avenues historie starter for alvor omkring 1870, hvor de første huse bliver bygget. Dropsierne bor endnu på deres gård en tid efter en familietragedie og det er deres familienavn, som avenuen får sit navn fra. I starten boede der hollændere (hvilket Dropsie-familien var) og denne historie starter kort efter der er kommet englændere til kvarteret. Irerne kommer til og dette bliver starten på et fint kvarter med store huse og selskaber, men dette varer ikke længe og prostitution er ikke langt væk fra kvarteret. Efterhånden som årene går, ændres bygninger i forhold til samfundets krav, men mrs. Shephard står fast, når det gælder hendes grund. Hendes handicappede elsker den have de har og har gode minder herfra. Dette høres der om senere i historien, da kvarteret ikke har det nemmeste liv.

Udover de flotte tegninger af Eisner så findes der også gode citater heri, som kan gøre læseren lidt eftertænksom. Dette ses blandt andet på side 139, hvor jøden Abie, der er vokset op på Dropsie, siger: “Det kan være at sådan et kvarter har et livsforløb… Ligesom mennesker!”. Bygninger falder og genopstår med nye ejere og Eisner viser disse mange skift på en dejlig overskuelig måde for læserne.
Før jeg fandt denne tegneserie på biblioteket, havde jeg aldrig hørt om Will Eisner, men dette er bestemt ikke sidste bog, som jeg vil finde vej til efter denne læsning. Jeg kan bedst anbefale den til voksne, da der er utrolig mange referencer til diverse krige og det kræver et kendskab til begivenheders rækkefølge, da der desværre ikke findes så mange årstal i dette værk.

Alt i alt en rigtig god tegneserie og som læser tænker man lidt over de miljøer man har boet i og især hvordan disse har været før i tiden.