Orlandos Døtre af Anne Mette Bruun

Orlandos Døtre af Anne Mette Bruun, 2008. Bahnhof. Antal stjerner: 5/5

Hvordan kan man skelne mellem søstrene Virginia Woolf og Vanessa Bell uden at dreje for meget over på den ene?

Hvordan ved jeg ikke helt præcist, men jeg ved, at det lykkedes i denne biografi skrevet af danskeren Anne Mette Bruun. Virginia Woolf er kendt af de fleste i dag – af hendes bedst kendte værker kan nævnes “Til Fyrtårnet”, “Mrs Dalloway” og “Bølgerne”. Men hendes søster er ikke ligeså kendt den dag i dag – Vanessa Bell, som i øvrigt var den ældste af de to, arbejdede hele sit liv som kunstner og i dag kan nogle af hendes malerier ses på coveret til søsterens romaner.

De to søstre havde sammen med resten af deres søskende ikke den nemmeste barndom og særligt Virginia var ustabil. Vanessa havde lidt moderrollen overfor de andre søskende og dette varede hele livet. Biografien er delt op i 4 hoveddele – en om barndomsårene kaldet “Opvækstens skygger”, deres ungdom i “Frihedens lys”, i afsnittet “Lyset brydes” ser vi tiden fra 1931 og frem til slutningen af begge søstres liv, samt afsnittet “Kunstens Refleksion” i hvilket vi ser analyser af både den kunst og litteratur som søstrene stod bag.

Som læser er det rigtig spændende at høre om selve familien og hvordan Bloomsbury-gruppen blev skabt – den opstod i London i starten af 1900-tallet og flere familiemedlemmer var med i den udover forfattere som økonomen Keynes samt forfatteren Forster. Udvalget er illustrationer er virkelig godt og der er både Vanessas malerier samt fotografier af personerne, som bliver nævnt igennem bogen.

Den er bestemt anbefalelsesværdig, men nok bedst til voksne, da den i perioder handler en del om Virginias ustabile sind. Alt i alt en rigtig god biografi og Bruun er rigtig god til at formidle historien om søstrene samt Europa på deres levetid.