Dukkeføreren af Jostein Gaarder

Dukkeføreren af Jostein Gaarder, 2016. Aschehoug. (Læst på norsk – endnu ikke oversat til dansk). Antal stjerner: 5/5

Hvordan lever en mand, hvis bedste ven er en dukke på hans hånd ved navn Skrindo og hvor mange løgnehistorier kan man fortælle til mindesammenkomster for fremmede mennesker indtil man bliver opdaget?

Gaarder, som er bedst kendt for ”Sofies Verden” og ”Kabalemysteriet” her i Danmark, er tilbage med en mærkværdig roman til voksne, hvor hovedkarakteren Jakop ikke er som de fleste. Jakop har i mange år været fascineret af sprog og hvordan verdens sprog hænger sammen, og ham, som Jakop diskuterer bedst med, er ikke en person, men en dukke. En dukke ved navn Hr Skrindo, som Jakop har kendt i ganske mange år, da vi møder ham som en midaldrende herre:

”Herr Skrindos inntreden i mitt liv står for meg som et vigtig tidsskille på mer enn én måte. Jeg kan for eksempel være sikker på at jeg aldri så far igjen etter denne Holsdagen i 1959. Hadde far møtt Pelle, ville jeg ikke ha glemt det, og det ville nok ikke far heller, for er det noe Pelle alltid har vært flink til, så er det å snakke for seg. Han kan si ting som jeg for min del holder tilbake og verken vil eller på noe vis våger å bringe på bane.”

Hr Skrindo har fulgt Jakop ganske tæt gennem barndommen og ungdommen og det var først, da Jakop blev gift, at de måtte holde deres venskab hemmeligt. Det er ikke alle, som forstår venskabet mellem dem, hvor det især er sprog som diskuteres. Efterhånden holder de også forelæsninger sammen og er et ganske godt makkerpar. Jakop, som voksede op i en lille by, har i starten lidt svært ved at vænne sig til storbylivet i Oslo og føler sig lidt ensom. Men en dag får han en god idé til noget, som han fortsætter med i mange år:

”Etter disse første månedene i hovedstaden begynte jeg å gå i begravelser. Men nå ordlegger jeg meg ikke særlig presist. Jeg »begynte« aldri noen slik virksomhet. Jeg husker bare at Pelle og jeg satt sammen og bladde igjennom Aftenposten, og så falt blikket mitt ned på en dødsannonse som umiddelbart vakte min interesse, for ikke å si lengsel, eller en besynderlig form for savn.”

Men hvad sker der, hvis man fortæller en historie om afdøde, som de pårørende ikke helt kan nikke genkendende til?

I lang tid har jeg gerne villet læse noget nyt fra Gaarders hånd og da jeg opdagede anmeldelser af denne bog på de norske avisers hjemmesider, bestilte jeg den hjem med det samme. Hver gang, at jeg læser noget af Gaarder, lærer jeg noget nyt og denne gang er det lingvistikken, som han fokuserer på. Jeg troede at jeg efter de første 100 sider havde regnet ud, hvem hovedpersonen var, men Gaarder har en tendens til pludselig at dreje alting på hovedet og pludselig kunne jeg ikke vide mig sikker. For hvor troværdig er Jakop egentlig? Som læser var jeg fanget fra den allerførste side og selvom jeg læste denne på norsk, var jeg ganske hurtigt færdig med den. Han skriver forbandet godt for at være helt ærlig og hvis du endnu ikke har stiftet bekendtskab med denne forfatter, anbefaler jeg ham varmt. Denne efterlod mig ligeså eftertænksom om hvordan vi mennesker lever vores liv som de andre bøger fra hans hånd har gjort og jeg ser allerede nu frem til læsning i juletiden af hans værk ”Julemysteriet”. Alt i alt endnu en eftertænksom bog fra Gaarder om hvordan vi mennesker lever med hinanden og hvordan verden sommetider er et ganske lille sted.

Reklamer

Julemysteriet af Jostein Gaarder

Julemysteriet af Jostein Gaarder, 2003. Org. udgivet under samme titel i 1992. Aschehoug. (Læst på norsk). Antal stjerner: 5/5

Hvem var Elisabet, der forsvandt fra julehandlen tilbage i 1948 og hvorfor er der skrevet en julekalender om en pige ved navn Elisabet, der havner hos Joakim og hans familie?
Denne bog er et sandt mysterium og typisk Gaarder, som også står bag ”Sofies Verden” og ”Kabalemysteriet”. Vi starter hos Joakim og hans far, der en dag køber en gammel julekalender i en boghandel, som er blevet efterladt af en gammel mand ved navn Johannes. Den er så gammeldags, at Joakims far bliver helt nostalgisk og 1.december går det løs med at åbne lågerne:

”Da han våknet igjen og klokken var sju, reiste han seg opp og forsøkte å åpne den første døren. Han var så ivrig og nervøs i de små fingrene at det var vanskelig å få skikkelig tak. Til slutt klarte han å lirke i en liten snipp, og nå gled døren opp.
Joakim stirret inn i et bilde av en leketøysbutikk. Mellom alle lekene og menneskene var det et lite lam og en liten pike, men han rakk ikke å studere bildet så nøye, for idet han åpnet luken, falt noe ned i sengen. Han bøyde seg ned og plukket det opp. ”
Inde i hver låge findes et lille stykke papir og Joakim læser om pigen Elisabet, som rejser ned igennem Europa hele vejen oppe fra Norge. Hun følger efter et lam og pludselig møder hun englen Eifiriel, som forklarer hvor de er på vej hen. De skal ikke blot rejse gennem Europa – de skal samtidig rejse tilbage i tiden til dengang hvor Jesus blev født. Joakim er meget interesseret i denne historie og glæder sig til at vågne hver morgen for at læse den nye seddel. Det ender dog med at blive et familieprojekt, da moren finder historien og sammen forsøger de at finde ud af hvordan den gamle mand Johannes er faldet over historien:

”Hvis det var Johannes som hadde laget den magiske julekalenderen, hadde han sikkert oppkalt piken i fortellingen etter Elisabet på bildet. Men hvorfor hadde han gjort det? Hvorfor hadde han laget en mystisk julekalender for så bare å legge den ifra seg i en bokhandel uten å vite hvor det ble av den til slutt?”

For hver dag falder en lille brik mere på plads for Joakim og hans familie, men hvis det i julekalenderen er sandt, hvad skete der så med pigen Elisabet dengang for mange år siden?
Gaarder har simpelthen gjort det igen for denne læser. Han opstarter så mange løse tråde og alligevel formår han hver gang at samle dem alle og binde en fin rød sløjfe. Hvor ”Sofies Verden” lærte mig en masse om filosofi gennem tiden, så har jeg ved læsning af denne kalenderroman lært en masse om europæisk kulturhistorie.

Selvom jeg er en voksen læser, så følte jeg mig ligeså nysgerrig som Joakim ved hvert kapitel, da det ikke er til at vide hvad Gaarder finder på. Hvor karaktererne i den yderste rammefortælling med Joakim er ganske almindelige nordmænd, så er dem i den inderste engle, vise mænd, dyr og en nysgerrig pige, som lærer en masse undervejs. Jeg er vild med Gaarders måde at fortælle historier på og fremover bliver læsning af denne bog en juletradition.
Alt i alt en fantastisk interessant børnebog om drengen Joakim, der vil løse mysteriet om den forsvundne Elisabet, som måske ikke er så forsvunden alligevel.