Den fantastiske bogslugerdreng af Oliver Jeffers

Den fantastiske bogslugerdreng af Oliver Jeffers, 2007. Sesam. Opr. udgivet som The Incredible Book Eating Boy i 2006. Antal stjerner: 5/5

Kan man spise bøger og hvis man kan, hvad sker der så?

Oliver Jeffers, hvis bog ”A Child of Books” er udkommet på dansk dette forår som ”Barn af bøger”, står også bag denne her bog om drengen Henrik, som er ganske speciel. Han spiser nemlig bøger og han begyndte ganske tilfældigt en dag:

”Det begyndte ved en fejltagelse en eftermiddag, hvor han ikke tænkte sig om.

Først var han ikke helt sikker og prøvede at spise et enkelt ord, bare for at smage. Så forsøgte han sig med en hel sætning og derefter en hel side. Jo, Henrik kunne helt sikkert lide dem. Onsdag havde han spist en hel bog. ”

Henrik bliver efterhånden vant til at fordøje, hvad der står i bøgerne og hvis han f.eks. spiser en bog om guldfisk, så ved han alt om hvordan de bl.a. skal fodres. Pludselig er han klogere end sin lærer og der er nærmest ikke grænser for hvor meget han ved. Men med en dreng, som er interesseret i alt, må der være grænser for hvor meget han egentlig kan fordøje og det begynder stille og roligt at gå galt:

”Alt det, han lærte, blev blandet sammen… Han havde ikke tid til at fordøje bøgerne. Det blev pinligt for ham, når han åbnede munden. Pludselig var Henrik ikke klog mere.”

Men hvad gør man så for at man igen bliver klog?

Sikke nogle illustrationer, der er i denne billedbog! Selve historien mindede mig om da jeg i gymnasiet læste ”Flowers for Algernon” af Daniel Keyes, hvor hovedpersonen bliver klogere og klogere og en dag går det galt. Henrik er et nysgerrigt barn, som man nemt kan relatere til, hvis man er en bognørd og interesseret i ny viden og selvom historien ikke er så lang, så sker der ganske meget og illustrationerne går helt perfekt hånd i hånd med teksten i bogen. Selv lånte jeg den på biblioteket, men jeg er ikke i tvivl om, at den en dag også havner på min egen reol, da den helt sikkert kan læses mere end én gang.

Alt i alt en bemærkelsesværdig historie om drengen Henrik, der spiser bøger og som lærer, at man måske ikke skal spise for mange af dem, da ikke alle kan fordøjes lige let.

Den sorte enke af Daniel Silva

Den sorte enke af Daniel Silva, 2017. Anmeldereksemplar fra HarperCollins Nordic . Opr. udgivet som The Black Widow i 2016. Antal stjerner: 4/5

Hvordan planlægges et terrorangreb på tværs af landegrænser og hvordan skal man håndtere sit liv og sit arbejde som spion, når hele verden har hørt at man ellers skulle være død?

Gabriel Allon er tilbage endnu en gang og selvom man i sidste bog troede, at han nok var ved at lade sig pensionere som spion, så er det bestemt ikke sagen i denne bog om ham, som er nummer 16 i rækken om den israelske spion. Denne bog starter dog i første omgang i Paris, hvor fransk-jødiske Hannah Weinberg, som er en god ven af Allon, mister livet i et terrorangreb og der er ingen tvivl om hvem der står bag. Allon, der i sidste bog blev erklæret død i medierne, indser hurtigt, at han må være en del af dette, men livet har ændret sig ganske meget og forsigtighed er et nøgleord for hans liv i disse dage:

”For ikke så længe siden, da hans nekrolog dukkede op i aviser rundt i hele verden, blev ingen bekræftet fødselsdato nogensinde bragt på tryk. Rapporterne om hans død havde været en del af en indviklet operation, der gik ud på at bedrage hans fjender i Moskva og Teheran. De havde troet, at historierne var sande, og den fejlberegning gjorde det muligt for konservatoren at hævne sig på dem. Ikke længe efter han var vendt tilbage til Jerusalem, fødte hans kone tvillinger, en pige, der fik navnet efter hans mor, og en søn, der kom til at hedde Raphael. De var nu – mor, datter og søn – tre af de mest bevogtede personer i staten Israel. Det samme var restauratoren.”

Men Paris er ikke terroristernes eneste mål og snart er det ikke til at vide, hvor man kan føle sig sikker. Allon, som ikke længere er en helt ung mand, er med til at hverve en ung kvinde ved navn Natalie Mizrahi, som er læge og jøde. Hun voksede op i Frankrig, men befinder sig i Vestjerusalem, da hun bliver kontaktet af Allon og hans folk. Gennem intens træning lærer hun at tænke som en terrorist ved navn , da Allon har planer om at infiltrere terrorgruppen, der med manden Saladin i front står bag angrebene i Paris og Amsterdam inden et tredje angreb kunne finde sted:

”De havde fjernet hende fra den synlige verden uden så meget som en krusning på overfladen og havde smuglet hende til deres idylliske, hemmelige fort. Nu kom den vanskelige del – undersøgelsen, kulegravningen, inkvisitionen. Målet med denne ubehagelige øvelse var at afgøre, hvorvidt dr. Natalie Mizrahi, tidligere fra Marseille, for nylig indbygger i Rehavia i Vestjerusalem, var temperamentsmæssigt, intellektuelt og politisk passende til den opgave, de havde i tankerne. Desværre, tænkte Gabriel, var det ikke en opgave, som nogen fornuftig kvinde ville ønske sig. ”

Men vil det lykkedes at få Natalie ind i terrorgruppen uden at hendes egentlige identitet bliver opdaget og hvem er manden Saladin egentlig?

Jeg vil starte med at sige at denne bog desværre er uhyggelig aktuel og Daniel Silva har endda skrevet et efterord om netop dette og hans arbejde med bogen. Ligesom med de andre bøger om Allon formår Silva at væve noget historie ind i en historie, som udefra ligner en almindelig spændingsbog og det er en af grundene til at jeg fortsætter med at læse om Allon og hans færd. De fleste af de twists, som sker undervejs, havde jeg ikke regnet med og jeg måtte endda ind på Goodreads for at se om der kommer flere bøger om Allon på et tidspunkt.

Alt i alt en fantastisk god spændingsroman om spionen Gabriel Allon, der nok er blevet en ældre mand efterhånden, men det betyder bestemt ikke at terrororganisationer kan løbe om hjørner med ham, som de ellers tror.

Love Story af Erich Segal

Love Story af Erich Segal, 1971. Hodder Paperbacks. Antal stjerner: 4/5

Findes kærlighed ved første blik egentlig og passer det ligeledes at modsætninger tiltrækkes, når det gælder kærlighed?

Segal tager i denne bog sine læsere med til det østlige USA, hvor Harvard University og Radcliffe College ligger lige i nærheden af hinanden og vi møder Oliver Barrett IV, som går på Harvard, da han er ovre på det nærliggende Radcliffe Library, hvor Jenny Cavilleri tilfældigvis går. Han er uden tvivl ganske interesseret ved allerførste blik, men det er ikke helt så nemt at finde ud af, om hun har det ligesom han har det. Der er en ganske speciel kemi mellem dem og han inviterer hende til en hockeykamp, hvor han selv er på banen. Hun venter på ham efter kampen og han tager sin chance med et kys:

“Like instinctively, I kissed her lightly on the forehead.

“Did I say you could?” she said.

“What?”

“Did I say you could kiss me?”

“Sorry. I was carried away.”

“I wasn’t.”

We were pretty much alone out there, and it was dark and cold and late. I kissed her again. But not on the forehead and not lightly. It lasted a long nice time. When we stopped kissing, she was still holding on to my sleeves.

“I don’t like it,” she said.

“What?”

“The fact that I like it.”

De kommer fra vidt forskellige kår og dette bliver mere og mere tydeligt efterhånden i deres forhold. Olivers familie er en af de familier, hvor der er bygninger opkaldt efter dem på campus og Jenny er datter af en bager på Rhode Island. Hun ynder derfor at kalde ham for ”Preppie” (også fordi han er en sportsnørd), men da de vil gifte sig i en ung alder, er det ikke alle, som er helt enige. Oliver må selv finansiere sin sidste studietid og Jenny må arbejde som lærer. Livet som nygifte er hårdt, men deres kærlighed er stærk:

“If a single word can describe our daily life during those first three years, it is “scrounge.” Every waking moment we were concentrating on how the hell we would be able to scrape up enough money to do whatever it was we had to do. Usually it was just break even. And there’s nothing romantic about it, either.

Remember the famous stanza in Omar Khayam? You know, the book of verses underneath the bough, the loaf of bread, the jug of wine and so forth? Substitute Scott on Trusts for that book of verses and see how this poetic vision stacks up against my idyllic existence. Ah, paradise? No, bullshit. All I’d think about is how much that book was (could we get it secondhand?) and where, if anywhere, we might be able to charge that bread and wine. And then how we might ultimately scrounge up the dough to pay off our debts. Life changes. Even the simplest decision must be scrutinized by the ever vigilant budget committee of your mind.”

Men hvor stærk er kærligheden i modgang og når Oliver og Jenny nogensinde at opleve medgang inden det er for sent?

Sikke en kærlighedshistorie! Jeg var vild med Segals karakterer og de er nok de mest flabede mennesker, som jeg længe har læst om. Deres kemi er helt fantastisk og selvom man fra starten ved, at de ikke får et langt og lykkeligt liv sammen, så krydser man hele tiden fingre for at de trods alt når at opleve noget medgang. Selvom det er en kort bog på blot 127 sider, så er det så stærk en fortælling, at man ikke kan lade være med at fælde en tåre eller to, når sidste side i denne bog er vendt. Jeg ved, at der er en fortsættelse og en filmatisering af den og hvis de blot er halvt så enestående som denne bog, så er de bestemt værd at opsøge.

Alt i alt en bemærkelsesværdig lille bog om kærligheden mellem to mennesker, som møder hinanden ganske unge og hvis kemi er helt vidunderlig.

PS. Begyndelsen af denne bog er følgende og den er blandt de mest hjerteskærende jeg nogensinde har læst: “What can you say about a twenty-five-year-old girl who died?  That she was beautiful. And brilliant. That she loved Mozart and Bach. And the Beatles. And me.”

The Stepford Wives af Ira Levin

The Stepford Wives af Ira Levin, 1998. Bloomsbury Film Classics. Antal stjerner: 4/5

Hvordan lever familierne i den lille by Stepford i USA og hvorfor er den unge kvinde Joanna Eberhart så bange for at blive ligesom dem?

Ira Levin, som også står bag “Drengene fra Brasilien” og “Rosemary’s Baby”, er manden bag denne korte thriller, der bringer læseren til den amerikanske stat Connecticut, hvor byen Stepford ligger. Joanna Eberhart er sammen med sin mand og deres to børn netop flyttet til byen og ganske hurtigt opdager Joanna at de fleste kvinder har andre og mere huslige interesser end de havde i New York, som familien Eberhart netop er flyttet fra:

”’Do you have any hobbies or special interests?’

She was about to say a time-saving no, but hesitated: a full answer, printed in the local paper, might serve as a signpost to women like herself, potential friends. The women she had met in the past few days, the ones in the nearby houses, were pleasant and helpful enough, but they seemed completely absorbed in their household duties. Maybe when she got to know them better she would find they had farther-reaching thoughts and concerns, yet it might be wise to put up that signpost. So, ‘Yes, several,’ she said. ‘I play tennis whenever I get the chance, and I’m a semi-professional photographer – ‘

‘Oh?’ the Welcome Wagon lady said, writing.”

Efter deres flytning til Stepford er det kun Walter som arbejder og Joanna finder hurtigt et par veninder ved navn Charmaine og Bobbie. De er også begge netop flyttet til byen og deres mænd tilbringer også tid i foreningen ”The Men’s Association”, hvor Walter også er begyndt at komme. De tre kvinder er bestemt ikke til husligt arbejde, men da Joanna og Bobbie en dag besøger Charmaine er hun ganske forandret og minder om størstedelen af byens kvinder, som går hjemme og bruger mere tid på rengøring end noget andet i deres liv. Der må være et eller andet galt med byen:

“’Just think for a minue,’ Bobbie said. She fisted her free hand and stuck out its pinky. ‘Charmaine’s changed and become a hausfrau,’ she said. She stuck out her ring finger. ‘The woman you spoke to, the one who was president of the club; she changed, didn’t she, from what she must have been before?’

Joanna nodded.

Bobbie’s next finger flicked out. ‘The woman Charmaine played tennis with, before you; she changed too, Charmaine said so.’

Joanna frowned. She took a French fry from the bag between them. ‘You think it’s – because of a chemical?’ she said. “

Men er det på grund af noget i drikkevandet at kvinderne efterhånden mister lidt af dem selv til rengøring og kan man selv sørge for at man ikke bliver transformeret?

Denne korte bog efterlod et større indtryk på mig end forventet. Jeg har for mange år siden set ”Rosemary’s Baby” og da jeg faldt over traileren til filmatiseringen af denne bog fra 2004 med Nicole Kidman og Glenn Close, var jeg ikke i tvivl om, at den skulle ned fra reolen med det samme her i sidste uge. Bogen blev første gang udgivet i 1972, men hvis den blot blev justeret en smule, så kunne den ligeså have foregået i dag. Som læser fornemmer man hurtigt at noget mærkværdigt er på færde, men det er svært at regne ud hvad det helt præcist er og det er interessant at følge en hovedperson som Joanna, som ved, at hun skal passe på og som virkelig kæmper for at finde sandheden bag de vanvittige rengøringskoner.

Alt i alt en interessant historie om en kvinde i en by, hvor ikke alt er som det ser ud til og hvor man ikke helt ved hvem der vil én noget godt og hvem der ikke vil.

Døde piger lyver ikke af Jay Asher

Døde piger lyver ikke af Jay Asher, 2010. Politikens Forlag. Opr. udgivet som 13 Reasons Why i 2007. Antal stjerner: 5/5 

Hvilke tanker kører der igennem hovedet på en selvmordstruet teenager og hvor meget modgang kan et menneske egentlig holde ud før alt ender galt?

I denne roman, som på originalsproget hedder ”Thirteen Reasons Why”, bringer Asher læseren tilbage til de svære teenageår, hvor Hannah går i high school. Går er desværre ikke helt det korrekte ord, da vi først stifter bekendtskab med hende efter hendes selvmord. Originaltitlens 13 grunde henviser til de grunde, som hun havde for at begå selvmord og de 13 sider på 7 kassettebånd, som hun indtaler for at forklare bestemte medstuderende hvorfor de havde del i det. Clay Jensen, som arbejdede med hende i deres bys lokale biograf og som gik i klasse med hende, er vores anden hovedperson, da vi møder ham, idet han skal høre båndene igennem, som går på omgang ganske hemmeligt for de voksne:

””Forræderi er noget af det værste.

Jeg ved udmærket godt, at det ikke var din mening at såre mig. Det gælder sikkert de fleste af jer på listen. I var ikke bevidste om, hvad I gjorde. Ikke bevidste om, hvad det betød.”

Hvad har jeg gjort, Hannah? Jeg aner det virkelig ikke. Hvis det har noget som helst med den nat at gøre, den nat, du ved, så var det lige så underligt for mig som for dig. Hvis ikke mere, for jeg fattede ikke en meter af, hvad der foregik.

”Du finder den første røde stjerne på C-4.””

Udover båndene har hun på et kort markeret forskellige steder i deres by, som havde tilknytning til vigtige hændelser. (Her i anmeldelsen er hendes udtalelser på båndene i øvrigt markeret med ””). Hannah var flyttet til byen kort tid forinden alt det her og hun blev hurtigt venner med Jessica og Alex, som også var nytilflyttere. Men det kan være svært at skulle finde nye venner et sted, hvor alle kender hinanden rigtig godt. Rygter cirkulerer efter private billeder ender med at blive sendt rundt på skolen og da Hannah opdager, at en medstuderende stjæler de her små flinke sedler, som bliver lagt i en papirspose til komplimenter, tager hun sagen i en ganske anden hånd end den medstuderende vist havde forventet:

””Mrs. Bradley havde også en papirspose på bogstativet bagerst i klassen. Den hang sammen med resten af poserne. Hun opfordrede os til at skrive små sedler til hende, hvor vi kommenterede hendes undervisning – ris og ros. Og vi kunne også foreslå emner, som vi syntes skulle tages op i klassen.

Det gjorde jeg så. Jeg skrev en besked til mrs. Bradley, der lød sådan her:

”Selvmord! Jeg har overvejet det. Ikke sådan alvorligt, men jeg har leget med tanken. ”

Sådan stod der på sedlen. Ord for ord. Jeg ved det, for jeg skrev det om og om igen, inden jeg tog mod til mig og lagde sedlen i hendes pose. Jeg skrev en seddel, smed den ud, skrev en ny, krøllede den sammen osv.

Hvorfor gjorde jeg det overhovedet?””

Men hvor langt kan teenagere gå over stregen før alt ender galt og kender vi virkelig vores medmennesker så godt som at vi tror?

Der er nogle bøger, hvor man skal tænke lidt over hvad man alt i alt mente efter læsningen af dem er forbi og så er der andre bøger, hvor man med det samme går på Goodreads og giver topkarakter. Med denne bog var jeg ikke i tvivl om hvor mange stjerner den skulle have, da sidste side blev vendt og 5 stjerner blev givet uden et øjebliks tøven. Den er så tåkrummende og realistisk, at man helt får gåsehud af at læse den og flere gange får man lyst til at råbe sætninger som ”ej, for fanden da” og ”nej, nej, nej, hvordan kan de gøre det?”, da handlingen virkelig sætter sit præg på én undervejs. Måden hvorpå Asher har opstillet denne roman er virkelig gennemtænkt, da man hører både Clays og Hannahs tanker på samme tid; Clays forelskelse i hende bliver mere tydelig end hvis Hannah var den eneste, som fortalte historien og Hannahs ensomhed bliver ligeså mere tydelig end hvis Clay var den eneste, der fortalte denne historie.

Jeg forstår fuldt ud hvorfor de har valgt at skabe den som Netflix-serie dette forår, men jeg vil lige pointere, at bogen ikke er nær så blodig som serien (Hannah tager piller i stedet) og der er langt mindre drama over det, da vi kun møder de fleste af de andre skoleelever på båndene og ikke på skolens gange og lignende som i serien.

Alt i alt kan jeg rolig sige, at dette (indtil videre) er den vigtigste teenage-roman, som jeg har læst i år og hvis du selv er teenager eller forælder til en teenager, så bør du kort sagt få fat i den med det samme – Asher formår både at skrive om familieforhold, kæresteforhold, venskaber, vold, mobning og seksualitet udover selvmordstankerne på en og samme tid uden at miste den røde tråd en eneste gang undervejs.