Jimmy Corrigan: den klogeste dreng i verden af Chris Ware

Jimmy Corrigan af Chris Ware, 2010. Aben Maler. Opr. udgivet med samme titel i 2000. Antal stjerner: 3/5

Hvor meget påvirker vores familiehistorie måden, som vi agerer på og hvordan skaber man et godt forhold til en forælder sent i livet?

Denne bog af Chris Ware er lidt blevet en klassiker inde på området og den handler om manden Jimmy Corrigan, som lever et ganske stille liv. Han er vokset op med sin mor, som han snakker med ofte og en dag modtager han et brev fra sin far. Han beslutter sig for at besøge denne far, som han egentlig ikke kender og det bliver kort sagt et mærkeligt besøg. Historien hopper lidt i tid og pludselig får vi en form for sammendrag af historien:

”Prolog.

Hvori vi erfarer, at Jimmy Corrigan, den klogeste dreng i verden, er et stykke ensomt, følelseshæmmet menneskeligt vraggods.”

Jimmy får alverdens historier at vide om hans far og dennes familie, også de historier, som han egentlig ikke er synderligt interesseret i. Han lærer at han har en søster og vi hører som læser også om hans farfars historie, som bestemt ikke var glamourøs. Farfaren var også en ganske ensom person ligesom Jimmy, men en dag finder man ham på toppen af en bygning, og det er ganske specielt:

”Hun har ret. Han kan se sit hus. Han kan se nærmest alles huse. Faktisk virker det, som om han kan se hele verden heroppefra. Men for ham er hele verden i dette øjeblik det ene vildfarne røde hår der danser lydløst omkring hans næse & øjenvipper.”

Han står oppe på taget med en pige, som er ganske særlig. Men livet er ikke altid så nemt og både farfaren og Jimmy oplever ting, som de aldrig havde forventet. Men hvor stærke er bånd i familien egentlig, når alt kommer til alt?

Jeg havde virkelig høje forventninger til denne graphic novel og normalt læser jeg dem ganske hurtigt. Denne tog desværre længere tid, idet jeg desværre kedede mig bravt i bogens midterdel. Jeg lagde den fra mig flere gange og det var først til sidst, at den virkelig begyndte at fange mig. Dette sker meget sjældent og selvom jeg er vild med Ware’s tegnestil, så var den bare ikke så fantastisk som forventet. Jimmys egen historie var alt for langtrukken, og min favoritdel var faktisk den om hans farfars barndom, selvom den ikke er så lang igen.

Alt i alt en udmærket graphic novel, som desværre fik denne læser til at kede sig bravt, men med interessante illustrationer, som bestemt er beundringsværdige.

Asterios Polyp af David Mazzucchelli

Asterios Polyp af David Mazzucchelli, 2012. Aben Maler. Antal stjerner: 5/5

Hvem er man egentlig og er det muligt at ændre sig?

David Mazzucchelli forsøger at beskrive manden Asterios Polyp og gør dette ganske fantastisk i denne graphic novel, som er udgivet i 2012. For mit vedkommende er det ikke første gang at jeg støder på Mazzucchelli – jeg har læst en af hans graphic novels på et tidligere studie, og dette var en fortolkning af Paul Auster’s ”City of Glass” og allerede dette værk var jeg ellevild med. Da jeg så denne på biblioteket måtte den med hjem med det samme og jeg har ikke fortrudt dette valg. Asterios Polyp er en ganske mærkværdig mand – han er universitetsprofessor på Cornell University, som ligger i New York og han har en frygtelig tendens til at mene, at han altid har ret.

Hans liv er desuden præget af en bestemt følelse – nemlig den at man bliver iagttaget og dette stammer fra dengang han fik at vide, at han havde en tvilling, som døde. Han underviser i arkitektur til trods for at han aldrig har bygget noget exceptionelt – hans første værk skabes faktisk da han er stoppet som professor og bor hos en familie. Her designer han et legehus til drengen i familien og han begynder på andre projekter. Vi ser hele hans livshistorie og dette især fra årene hvor han var sammen med kollegaen Hana, som han blev gift med og skilt fra. Vi ser deres op- og nedture i ægteskabet og som læser får man medlidenhed med Hana, da Asterios ikke er helt sædvanlig, men også Asterios, da han har en form for behov for at have ret. Dette gælder hvad enten det er en diskussion med Hana eller med en tilfældig på en bar.

Mazzucchelli har valgt at portrættere en mand, som har flere sider end man umiddelbart tror i begyndelsen og det er ganske interessant at læse om denne mand. Mazzucchellis illustrationer letforståelige og måden tekst og billede passer sammen er helt i skabet. Jeg kan bestemt anbefale denne historie, som giver stof til eftertanke om hvem vi er og hvad der ville ske hvis vi var nødt til at skifte livets retning fuldstændig.

Ghost World af Daniel Clowes

Ghost World af Daniel Clowes, 2006. Aben Maler. Opr. amerikansk med samme titel samlet i 1997, og serien var opr. fra 1993-1997. Antal stjerner: 4/5

Hvornår bliver man egentlig voksen og finder ud af livets store mysterier?

Enid og Rebecca er hovedpersonerne i denne graphic novel, som efter udgivelse har dannet kult og dette især i form af en film med Scarlett Johansson som Rebecca. Det er en ret interessant udgivelse, som får en læser til at kigge lidt anderledes på teenage-livet i 1990’erne.

Pigerne er netop blevet færdige med High-school og ingen af dem er helt klar over hvad de egentlig vil lave resten af livet. En ting ved de dog – det er kedeligt at være som alle andre, og det er sjovere at forarge end at tilpasse sig. De forsøger dog at virke som om de er de mest cool mennesker på jorden og Enid forsøger sig eksempelvis med punk-looket, men ikke alt de foretager sig ender ud i den store succes.

Et særlig godt sted i bogen her er da Enid skal tage en prøve for at se om hun kan komme ind på et bestemt college. Til at starte med virker hun ret ligeglad, men efterhånden som tiden går, tænker hun mere og mere på hvordan hendes liv kunne være, hvis hun flyttede hjemmefra. Uheldigvis klarer hun ikke prøven, og hun er nødt til at blive hjemme alligevel. De forsøger sammen at live deres triste hverdag lidt op og dette sker blandt andet ved at gå på diners og kigge på andre mennesker (og især diskutere hvordan disse andre mennesker mon går rundt i denne verden).

Denne bog er en samling af 8 tegneserier om de to veninder og det er interessant at se hvordan de udvikler sig. Selve tegningerne er rigtig gode – simple, men de fanger alligevel denne triste hverdag og viser læseren en form for rastløshed.

Alt i alt en spændende læsning og det er bestemt ikke sidste gang, at jeg får fat i et af Daniel Clowes’ værker.

 

Wilson af Daniel Clowes

Wilson af Daniel Clowes, 2010. Aben Maler. Opr. amerikansk samme år.  Antal stjerner: 5/5

Er det en god idé at kidnappe sin bortadopterede datter sammen med sin ekskone og bør man sende en pakke med lort til ekskonens familie?

Daniel Clowes har med Wilson skrevet en fantastisk graphic novel om en mand, som ikke helt, hvad han skal gøre med sit liv. Vi møder ham første gang, da han lever et ganske roligt liv sammen med sin hund. Hans far ligger for døden og han tager hen til ham. Dernæst beslutter han sig for at tage kontakt til sin ekskone, og de har på dette tidspunkt været skilt i 16 år. Hvad han ikke vidste, da de blev skilt, var, at hun var gravid og han opdager, at hun bortadopterede barnet dengang. Det lykkes dem i fællesskab at finde frem til datteren, som er en forvirret teenager, da hun først træder ind i historien og de planlægger en familietur.

Dette forløber ikke helt som ventet og ekskonen melder ham for kidnapning – datteren havde nemlig ikke fortalt adoptivfamilien, hvad hun egentlig skulle og Wilson ender i fængsel, da datteren rotter sig sammen med ekskonen. Efter han kommer ud igen efter 6 år, forsøger han at genfinde en hund, som han efterlod, da hans far lå indlagt og finder ud af, at den ikke lever mere. Til gengæld begynder han at leve sammen med hundepasseren. Datteren kommer tilbage ind i hans liv, men hvordan skal det hele ende uden hund, uden ekskone, men med samlever og datter, som har en ny familie, men ikke helt plads til ham i sit liv?

Wilson er selvfølgelig hovedpersonen i denne korte graphic novel og han opfører sig kort sagt som et røvhul nogle gange. Han er lidt for ærlig, lidt for nysgerrig (han spørger fremmede mennesker om deres job og familie flere gange gennem historien) og det virker ikke som om han bekymrer sig så meget om andre end sig selv. Han forsøger lidt at skabe nogle sociale relationer, men det virker ikke helt efter hensigten. Som person er han ganske interessant og det er spændende at se hvordan han udvikler sig igennem historien. Fra at være lidt ligeglad med familie til faktisk at foreslå at flytte til samme stat som datteren for at kunne være far (og morfar) for alvor. Clowes’ bipersoner virker realistiske og samtidig arketypiske – en forvirret teenager, en ekskone, som på sin vis virker fortabt, mænd i fængslet der truer med voldtægt og familiefaren, som spiser på en amerikansk diner.

Clowes’ måde at illustrere Wilsons liv er kort sagt fantastisk. Hver side fortæller om en ny situation i hans liv og det er simple illustrationer. Ikke for mange detaljer og heller ikke for få. Hans måde at fortælle på er rolig – historien går stille og roligt frem og der er ikke rigtig nogle overflødige historier, da de alle på hver deres måde bidrager til en forståelse af Wilson som person.

Alt i alt er dette en kort sagt fantastisk historie om manden Wilson, som ikke helt har de store mål i livet, men mere tager det som det kommer. Clowes’ måde at fortælle på er simpel og brilliant og hans illustrationer er ligeså. Jeg kan bestemt anbefale den til både unge og voksne, da den ikke er alt for seriøs og fint illustrerer en ganske almindelig mands liv.