#6 Bøger og film: Anne of Green Gables

Så blev det tid til endnu et indlæg om bøger og film og denne gang handler det om en af mine yndlingskarakterer, nemlig Anne Shirley. Netop nu er jeg ved at færdiglæse bogen på engelsk i en Norton Critical Edition, som udover første bog også indeholder dagbogsnotater fra L.M. Montgomery, som skrev serien om Anne, tidlige anmeldelser og en hel masse referencer til værker, som inspirerede Montgomery. Billedet længst ude til venstre viser den udgave, som jeg læste, da jeg første gang “mødte” Anne Shirley. Selvom jeg ikke husker meget om min første læsning, så husker jeg tydeligt hvor bøgerne stod henne på folkebiblioteket i Smørum. Jeg husker ikke, om jeg fik læst alle i serien, men jeg har højest sandsynligt fået læst alle dem, som de havde i serien på biblioteket. Der var jeg nemlig ganske ofte i min barndom. Da jeg var helt lille, havde jeg også ganske rødt hår og måske var det derfor, at jeg så let kunne identificere mig med Anne. Jeg elskede også at læse bøger og især her ved genlæsningen har jeg frydet mig over Montgomerys beskrivelser af Prince Edward Island og dens natur.

Om jeg så serien, hvor Anne blev spillet af Megan Follows, før eller efter jeg læste bøgerne er jeg lidt usikker på. Men serien så jeg, da den blev vist i fjernsynet og jeg har også senere hen set dele hist og her. Min svigerinde købte for nylig boxen med alle miniserierne og jeg bestilte den nærmest med det samme. Jeg var overbevist om, at jeg kun havde set første miniserie fra 1985, men da jeg i aftes genså anden miniserie 1987, opdagede jeg, at jeg havde set den før. Jeg huskede nemlig eleven Emmeline Harris og da jeg begyndte at google filmen, opdagede jeg, at den er en blanding af både “Anne of Avonlea”, “Anne of the Island” og “Anne of Windy Poplars”. Der er ting, der sker i denne filmatisering, som ikke sker i bogen og omvendt. Men sådan er det vist altid med bøger og filmatiseringer. I 2000 udkom “Anne of Green Gables: The Continuing Story”, som ikke er baseret på en bog af Montgomery, men den har stadig nogle af de samme personer med. Megan Follows er for mig den helt perfekte skuespiller til at indtage rollen som Anne Shirley og Jonathan Crombie, der desværre døde for et par år siden, er simpelthen så charmerende som Gilbert Blythe, der kalder Anne for “Carrots”, men også viser sig som en gentleman i andre situationer. Den er bestemt værd at se og jeg er ikke i tvivl om, at den kommer til at blive set herhjemme igen og igen de næste mange år.

Det var traileren til den nye Netflix-serie, som fik mig til at låne en Norton Critical Edition med hjem fra arbejdet en dag. Der var et afsnit i den udgave, som handlede om udgivelsen af bogen og det, som jeg fandt særlig interessant, er hvornår den blev udgivet på andre sprog. Den blev første gang udgivet på dansk i 1918 og dengang hed det ikke Grønnebakken, men i stedet Grønnebrink og hun hed faktisk heller ikke Anne i den udgave, hun hed Anna. De har den på AU LIbrary hvor jeg arbejder og jeg fandt den frem på hylden en dag for at se, hvad der ellers var ændret. Ovenstående er et billede af originaludgaven, som også kan ses i Norton Critical Edition og det er interessant at se, hvordan den er forskellig end den nye danske. Den danske ser mere ud til at være om et barn, hvor originalen har en ung kvinde på forsiden og mere ville henvende sig til teenagere. Det tænker jeg ihvertfald. Men Anne er også kun 11, da hun flytter til Grønnebakken og 16 år, da den første bog ender. Så det perfekte cover skal hverken være for barnligt eller for voksent. Den er ikke helt nem.

Men den nye Netflix-serie og den gamle med Megan Follows er ikke de eneste filmatiseringer, der har været gennem årene. Jeg så den med Martin Sheen (far til Charlie Sheen) sidste år og da jeg sad og kiggede lidt på YouTube den anden dag, opdagede jeg, at der også var en tegneserie. Den med Sheen hedder “L.M. Montgomery’s Anne of Green Gables” og varer kun 90 minutter, hvor den gamle med Follows varede næsten 3 timer og 20 minutter. Under research til dette indlæg har jeg opdaget, at Montgomery’s barnebarn er blandt producerne af denne film og det ser ud til at blive til en trilogi lige om lidt, da 2.film i serien blev vist på canadisk tv i starten af året og 1.juli bliver den næste vist derovre. Men den er bare sådan lidt flad i det i forhold til den gamle miniserie og bestemt også den nye på Netflix.

For nøj, hvor er det godt at Netflix har lavet den serie kaldet “Anne with an E”! Jeg har i skrivende stund allerede set den et par gange og henover sommeren bliver den nok også sat på et par gange. Jeg hørte om det allerede sidste år og tænkte, at det nok skulle blive spændende med et screenplay skrevet af Moira Walley-Beckett, der er bedst kendt for hendes arbejde på serien “Breaking Bad”. På nogle punkter er den meget som bogen (min favoritdel er nok da de kører i hestevogn under æbletræerne i starten) og selvom Amybeth McNulty ikke er nogen Megan Follows, så gør hun det virkelig godt. Den er ikke helt som bogen dog og jeg glæder mig til at finde ud af, hvordan de har tænkt sig at vinkle det hele fremover. Det er som om at der skal lidt mere drama til; et eksempel herpå er at da Marilla tror at Anne har stjålet en broche, bliver hun sendt tilbage til børnehjemmet, men i bogen bliver hun blot sendt op på hendes værelse. Men sproget er lige som det skal være og det virker også som om, at der bruges en del tid på at forklare Anne’s fortid og der er faktisk udgivet en bog i 2008 med titlen “Before Green Gables” af Budge Wilson, som jeg snart skal i gang med at læse for at se, om de har fået inspiration derfra til serien her.

 

Hvad med jer? Har i læst “Anne of Green Gables” og måske set nogle af filmatiseringerne?

Reklamer

Forfatterfokus: Astrid Lindgren

Astrid Lindgren er en af de få nordiske forfattere, som jeg vil vove at påstå, at enhver dansker har læst på et eller andet tidspunkt i sit liv. Om det så er i bogform eller en af de mange filmatiseringer af bøgerne, så har det næsten været umuligt at undgå andet. Jeg er selv vokset op med både bøgerne og serierne – vi havde en billedbog med børnene i Bulderby og både en vhs med Pippi og en med Bulderby-børnene.

I mine folkeskoleår fik jeg kigget nærmere på bøgerne i hendes forfatterskab og min glæde var stor, da jeg fik bogen ”Julefortællinger” i gave for mange år siden. Tilbage i 2002 var jeg på folkedanslejr i Motala og vi var på dagstur ud til ”Astrid Lindgrens Värld”, hvor jeg købte et par bøger om hende som person. Dette var kun et lille halvt år efter at hun var gået bort og det er bøger, som jeg har fundet frem igen og igen gennem årenes løb.

Som voksen har jeg fordybet mig endnu mere og dette særligt efter læsningen af ”Denne dag, et liv” af Andersen. Lindgren, som blev født tilbage i 1907, debuterede med ”Britt-Mari lättar sitt hjärta” tilbage i 1944, men det egentlige gennembrud kom, da hun på forlaget Raben & Sjögren fik udgivet ”Pippi” året efter.  Siden da gik det nærmest over stok og sten med hendes udgivelser og jeg har her samlet et par af dem, som både er kendte og lidt mere ukendte:

 

Til de allerførste samt nostalgiske læsninger:

Den første på min liste er billedbogen ”Astrid Lindgren” af Lisa Aisato & Agnes-Margrethe Bjorvand, som udkom på norsk sidste år og på dansk denne sommer. Det er ikke længe siden, at jeg læste denne billedbog for børn og barnlige sjæle første gang og i kan læse anmeldelsen her samt få en fornemmelse af de smukke illustrationer i bogen.

”Der er ingen røvere i skoven” er af Lindgren selv og jeg faldt over den for et par år siden til et bogudsalg hos Arnold Busck. Jeg havde ikke hørt om historien før og da det er Ilon Wikland, som står bag illustrationerne og som er blandt mine favoritillustratorer, når det gælder Lindgren, røg den ned i kurven med det samme. Jeg har i øvrigt anmeldt den her på bloggen sidste jul (men det er altså ikke en julebog).

”Julefortællinger” er en samling af Lindgrens allerbedste julehistorier og selvom den kun er på 192 sider, så kommer læseren både forbi Bulderby, Pippi’s juletræsfest, Lønneberg, et julemarked med Kitte Kry, Lotte og hendes søskende og ikke mindst Lisbet og Grynet. For mig bliver det efterhånden ikke rigtig jul, før jeg har læst denne bog færdig og et par af de år, hvor eksamenslæsning har præget december, har jeg læst den i en køre d.24 om formiddagen 🙂

Til de næste par læsninger af Lindgren:

”Samuel August fra Sevedstorp og Hanna i Hult” er en af de mindre kendte, og selv faldt jeg over den ved et tilfælde i en genbrug. Der er et par skønne små skrifter om læsning, men det er særligt historien om hendes forældre, som gjorde, at jeg købte bogen. Det er en af de fineste kærlighedshistorier, som jeg nogensinde har læst og virkelig værd at læse. Der er en anmeldelse af den lige her i øvrigt.

”Mio min Mio” er en af de bøger, som jeg husker bedst fra min barndom. Jeg husker endda, at jeg lånte den på biblioteket på min folkeskole (jup, jeg kan stadig huske hvordan bøgerne stod på det bibliotek) og siden da har jeg tit tænkt på at skulle få den læst igen. Særligt efter at Gyldendal genudgav nogle af Lindgren-klassikerne i 2015. Denne udgave er i øvrigt illustreret af den danske Mikkel Sommer, hvis hjemmeside her fremviser nogle af illustrationerne fra bogen.

”Brødrene Løvehjerte” er også en af klassikerne, som jeg både ser tilbage på med gru og beundring. Jeg mindes at have set filmen et par gange, men bogen gjorde dog størst indtryk. Gru pga de ting, som de kommer ud for brødrene Løvehjerte og beundring for beskrivelserne af Nangijala. Hård, men vigtig børnebog. Bonusinfo: Skuespilleren, som spiller Mattias i filmen, ses også som Herr Nilsson i “Grynet” (på svensk: Madicken) og flere andre film og serier baseret på Lindgrens bøger.

Til den voksne biografilæser:

”Astrid Lindgren” af Margareta Strömstedt blev første gang udgivet i 1977 og indtil biografien af Andersen udkom for et par år siden var denne den mest omfangsrige udgivet om Lindgren. Den er blandt andet baseret på interviews, og Strömstedt selv er også fra Småland.  Lindgrens datter beskriver også bogen som værende en vennebog, da de to kendte hinanden ganske godt.

Den bog, som for alvor gjorde, at jeg begyndte at dykke ned i Lindgrens forfatterskab endnu en gang, blev ”Denne dag, et liv” af Jens Andersen, som er fra 2014 og som jeg har anmeldt lige her. Andersen har dykket ned i de svenske arkiver, kigget på hendes stenograferede blokke og haft adgang til oplysninger om hvad hun egentlig foretog sig under krigen. For mig begyndte ensomheden i hendes værker at give mening efter denne bog og en skønne dag må jeg forbi Håbets Allé, hvor både hun og fiktive Buster Oregon Mortensen har opholdt sig på et eller andet tidspunkt. Instruktøren af Buster-filmene, Bille August, læste ifølge hans biografi netop Strömstedts biografi, da han begyndte at arbejde med Buster-filmene. Temmelig pudsigt.

Et andet blik på Lindgren får man, hvis man læser ”Jeg lægger dine breve under madrassen” (på svensk: “Dina brev lägger jag under madrassen”). Det er ikke længe siden, at jeg lånte denne bog med hjem fra arbejdet og selvom jeg endnu ikke har læst den færdig, kan jeg klart anbefale den. Lindgren skrev utrolig mange breve gennem sin levetid og mange børn og unge skrev også til hende. Blandt andet Sara Ljungcrantz, som nu hedder Sara Schwardt, som ikke havde det særlig rart derhjemme og hvis breve til og fra forfatterinden er blevet udgivet i denne bog.

Til den inkarnerede Lindgrenfan:

Den Pippi, som de fleste i dag kender, er lidt forskellig fra den oprindelige udgave, som man i dag kalder for ”Ur-Pippi”. Dette manuskript afslog flere store forlag faktisk til at starte med (efter sigende var Pippi for stor en ballademager i dette udkast) og udgiveren af “Ur-Pippi” kalder det forlagsbranchens største bommert (nu har vi også Rowling som eksempel ift. succes trods modgang hos andre forlag i begyndelsen). Bogen er kort sagt en must-have for enhver inkarneret fan.

Hendes ”Krigsdagbøger” (på svensk: “Krigsdagböcker 1939-1945”) fortæller om et krigspræget liv fra årene 1939-1945og det er en af de udgivelser, som er kommet efter Andersens biografi. Den udkom på svensk tilbage i 2015 og Gyldendal udgav den tidligere i år. Hun arbejdede under krigen på et brevcensurbureau og Gyldendal skriver følgende på deres side for udgivelsen:  “Astrid Lindgren er en eminent iagttager af krigens effekter på menneskeliv og Europas historie og samtidig en stor kulturpersonlighed.”

Min sidste anbefaling til den inkarnerede Lindgrenfan er afhandlingen” Astrid Lindgrens eventyrform”, som Anette Øster (Steffensen) står bag. Den er fra 2001 og til at låne på biblioteker. Den omhandler hvordan Lindgren benytter sig af eventyr- og romangenren i Brødrene Løvehjerte og Mio, min Mio, som hun fokuserer på. Øster har faktisk skrevet utrolig mange interessante tekster om børnelitteratur og forskningen af dette. Her kan jeg også anbefale bogserien “Nedslag i børnelitteraturforskningen”, hvor Øster også har skrevet en artikel om det svenske sprog vs. det danske i Mio, min Mio.

Et par links:

Jeg har også lige et par links til jer, da der findes en virkelig god dokumentar i 3 dele på YouTube, hvor første afsnit kan findes lige her. Den har vist tidligere været sendt på dansk tv, men jeg er ikke helt sikker. Jeg har allerede nu set den flere gange og den er helt bestemt anbefalelsesværdig.

Da jeg for et par dage siden lavede lidt research til dette indlæg, fandt jeg på at søge på hendes datters navn, nemlig Karin Nyman, som har oversat Kaaberbøl til svensk og selv forfattet et par bøger. Dette interview ovre på Politiken.dk giver en lidt anden vinkel på den folkekære forfatter og ligheden mellem hende og hendes mor i udseende er slående.

Det sidste link her er lidt sjovt. Det er nemlig muligt at gå rundt inde i Lindgrens gamle lejlighed på nettet og det er faktisk også muligt nu at besøge lejligheden i Dalagatan. Jeg stødte på det ikke længe efter at jeg læste Andersens biografi og særligt interessant finder jeg hendes samling af bøger. Næste gang, at jeg er i Stockholm, skal jeg helt klart forbi og se den lejlighed.

 

Hvad med jer? Er i også begyndt at læse bøger af og om Lindgren som voksne?

 

#2 Bøger og film: Nicholas Sparks

sparks-blogbillede

Første gang at jeg stiftede bekendtskab med Nicholas Sparks var da en efterskoleveninde en dag kom hen til mig og fortalte om hvordan filmen “The Notebook” var noget af det bedste hun længe havde set og hun havde stortudet. Jeg havde aldrig hørt om hverken Sparks eller filmen, men det kom jeg hurtigt til. Ugen efter, da jeg var på det lokale bibliotek i nærheden af efterskolen, faldt jeg over bogen på engelsk (jeg havde indtil da hovedsageligt lånt filosofibøger deroppe i tide og utide, da jeg havde skønlitteratur med hjemmefra) og jeg forstod hurtigt ud fra bagsiden, at det måtte være den, som min veninde havde snakket om. Jeg husker tydeligt hvordan jeg læste slutningen under et træ lige ude foran mit værelse og jeg var helt færdig. Jeg tror aldrig at jeg har grædt så meget over en slutning, som jeg græd den dag under træet en tidlig sommerdag for 10 år siden.

Ganske hurtigt herefter fik jeg fat i filmatiseringen (endda bestilt på CDON med svensk forside på) og den efterfølgende jul fik jeg flere af hans bøger som paperbacks, da jeg havde ønsket mig dem i god tid og min kusine boede dengang en periode i Manchester, så hun købte dem derovre. Siden da har jeg læst utallige af hans bøger og set de fleste filmatiseringer (tror jeg). De her bøger og filmatiseringer er blandt mine favoritter, og jeg kan varmt anbefale dem alle.

Efterhånden ser jeg sjældent filmen før at jeg har læst bogen (derfor jeg endnu ikke har set “Anna Karenina”, “The Help” og en del andre), men med “A walk to remember” så jeg først filmen. Et par af mine gymnasieklassekammerater snakkede om den kan jeg mindes og det var først da jeg søgte på filmen efter at have set den, at jeg opdagede, at den var baseret på en bog skrevet af Sparks. Castingen af Mandy Moore og Shane West kunne ikke have passet bedre (West kendte jeg allerede fra serien “Once and again”) og jeg tudede både ved slutningen af filmen og bogen. Den handler om Landon og Jamie, som er vidt forskellige teenagere, men som bliver sat til at spille hovedrollerne i deres skoles teaterstykke. Soundtracket passer virkelig godt til og det blev mit første møde med både Switchfoot og New Radicals. Det er svært ikke at fortælle for meget om handlingen, men jeg er endnu ikke stødt på nogen, som ikke har fældet en tåre til den.

Som nævnt ovenover så blev “The Notebook” mit første møde med Sparks og jeg har også anmeldt den her på bloggen. Her møder vi Allie og Noah på deres gamle dage, og ved at fortælle demente Allie en historie, formår Noah at gengive deres kærlighed på en særlig vis. At det er en af de største romantiske film fra 00’erne er helt bestemt med god grund og jeg tror endda at selv min kæreste fældede en lillebitte tåre, da jeg viste ham den. Jeg har ikke tal på hvor mange gange at jeg har set den og senere hen købte jeg også bogen, som jeg helt sikkert skal genlæse mindst en gang de kommende år. Mon ikke at den kan få mig til at græde endnu en gang henimod slutningen af bogen?

 

”Dear John” nåede jeg lige at læse færdig inden jeg så den i biografen. Jeg havde forestillet mig karaktererne en smule anderledes, men både Amanda Seyfried og Channing Tatum var overbevisende i deres roller. Tatum som en mand med mange problemer og Seyfried som prøver at forstå og hjælpe ham. Dengang boede jeg i nærheden af Liverpool og tog derind for at se den ganske alene, da jeg alligevel var inde og shoppe inde i byen. Jeg så den faktisk alene (det har jeg tidligere gjort i Canada, da min bror og grandkusine hellere ville se ”Simpsons” end ”Hairspray”), og på en eller anden måde var det meget rart at kunne reflektere over filmen i forhold til bogen bagefter, end hvis jeg havde set den med én, som ikke havde læst bogen. Jeg har set filmen flere gange siden (ikke så mange gange som med ”The Notebook” dog) og bogen har jeg netop udlånt til min brors kæreste, som kun kendte til filmen. Så nu går jeg og er lidt spændt på om hun også har fældet ligeså mange tårer som jeg til den.

 

“The Lucky One” er den sidste på min liste. Bogen fandt jeg ganske tilfældigt i en café i Bratislava tilbage i 2013, som havde brugte bøger ovre i et hjørne af butikken. Filmen var allerede kommet ud på det tidspunkt med Zac Efron og Taylor Schilling i hovedrollerne som den hjemvendte soldat med en ganske speciel historie bag sig. Efron havde jeg set flere år tidligere i rollen som Troy i ”High School Musical” (jep, endnu en guilty pleasure i mine teenageår) og han var helt perfekt til rollen som hemmelighedsfulde soldat Logan Thibault. Bogen tog mig (ligesom de andre i dette indlæg) med storm og selvom den ikke fik mig til at tude som de andre bøger, så efterlod den mig ganske stum og med en stærk tro på det bedste i mennesker.

#Et par anbefalinger – Bøger om forfattere og deres forfatterskab

Den anden dag, da jeg havde fri fra arbejde, havnede jeg pludselig i bibliotekets sektion under 99.4. Udover at læse bøger af og om forfattere så elsker jeg også at læse om deres værker og på biblioteket i Emdrup har de en fantastisk samling af den type bøger. Ved et tilfælde startede jeg ved C.S. Lewis og mængden af bøger om manden og hans hovedværk “Narnia” blæste mig fuldstændig bagover. Aldrig før har jeg haft så stor en lyst til at låne dem alle og blot begrave mig i bøger om en forfatter og hans værk. Dernæst begyndte jeg at kigge efter mine yndlingsforfattere og bevægede mig også ned til biografier for børn, da jeg havde set den nye form for billedbog om Astrid Lindgren et par dage før på en bogvogn nær denne sektion. Tidligere på bloggen har jeg lavet et lille indlæg om at læse biografier, og derfor ville jeg gøre det lidt anderledes for en gangs skyld. Hvem ved, måske gør jeg snart noget lignende igen. Men da jeg gik rundt, faldt jeg over disse bøger og tænkte, at i måske også ville finde nogle af dem (eller dem alle) interessante.

Som barn læste jeg “Anne fra Grønnebakken” af Montgomery og da jeg gik på jagt ved biografierne, forventede jeg kun at finde en bog eller 2 om Montgomery og hendes forfatterskab. For et par år siden købte jeg hele serien af bøger og da jeg opdagede, at der kommer en ny serie på Netflix, begyndte jeg at google lidt og fandt en film fra i år, hvor Martin Sheen spiller Matthew (og jeg har netop set den og kan bestemt godt anbefale den). At der fandtes bøger om hele kulturen bag tv-serien, hvordan Montgomery arbejdede som forfatter og ikke mindst hendes liv generelt kom utrolig nok bag på mig (jeg finder tit bøger frem under 99.4 ellers). Den første, som jeg vil vise jer, er denne svenske bog, som hedder “Besläktade själar: läsupplevelser av Anne på Grönkulla”, der blev udgivet i 2009 og som Åsa Warnqvist står bag. Her er både en nu voksen kvindes læseoplevelse af den tilbage i 1933, da hun var 9 år gammel, men også en kvinde, som læste den i 1974 og et barn, der læste den i 2007. Jeg regner helt bestemt med at anmelde den på bloggen, når jeg har læst den færdig – jeg er sikkert ikke den eneste bogblogger, som har læst bøgerne om Anne som barn.

En bog, som jeg aldrig før er stødt på, er denne her. “Imagining Anne: the island scrapbooks of L.M. Montgomery” (2008) blev udgivet i forbindelse med 100-års jubilæet for historien om Anne. Den er udgivet i et samarbejde mellem Elizabeth Rollins Epperly, Adrienne Clarkson og Francis W. P. Bolger og de fremviser en scrapbook, som Montgomery arbejdede med gennem flere år. Da jeg så den på hylden, blev jeg nysgerrig over bogens store format og det var først, da jeg stod med den mellem mine hænder, at det gik op for mig, at det ville give mig et helt andet indblik i historien om Anne. Hvad Montgomery selv blev inspireret af, hvordan hun brugte nogle elementer i hendes hovedværk om Anne og ikke mindst hvordan man levede dengang i Canada. Der er billeder, pressede blomster, artikler og ikke mindst poesi blandt de mange sider og jeg ser frem til at dykke mig helt ned i den (inden min forhåbentlig snarlige genlæsning af hendes historier om Anne).

Sidste år udkom den smukkeste billedbog for børn på norsk, som handlede om Astrid Lindgren. For voksne findes der flere biografier (blandt andet Andersens og Strömstedts), men hvad der er helt specielt ved denne, er de smukke akvareller og måden, hvorpå historien om hendes liv er gjort børnevenlig. Instagramprofilen @astridlindgrenbiography er dedikeret til denne bog og jeg klappede i mine små hænder, da jeg så, at Gyldendal ville udgive den i år. Det er ikke længe siden, at jeg stod og kiggede på den inde i Boghallen ved Rådhuspladsen og jeg kan varmt anbefale bogen til enhver beundrer af Lindgren. Og jeg har netop læst den – de tænksomme citater af hende er bemærkelsesværdige og jeg har planer om at ønske mig bogen til jul.

Hylderne med bøger om Astrid Lindgren var fyldte og for en stor fan som jeg var det svært ikke at låne hele rækken med hjem med det samme. Denne så dog virkelig interessant ud. Den hedder “Alltid Astrid: minnen från böcker, brev och samtal” (2012) og er skrevet af Ulla Lundqvist. Umiddelbart tror jeg ikke, at den er at finde på dansk, men det er en lille bog på blot 152 sider (jeg siger blot, da der var mange bøger, som var langt tykkere på reolen) og Lundquist, som selv voksede op med Lindgrens børnebøger, kendte også Lindgren som voksen. Hun skrev også tilbage i 1970’erne en længere afhandling om Pippi og den glæder jeg mig til at læse mere om. Men måske endnu mere den sidste del af bogen, som handler om nogle af de steder (f.eks. Palæstina), hvor Lundquist har medbragt bøger fra Lindgrens forfatterskab.

De sidste par år har jeg læst nogle af Tove Janssons bøger, som ikke handler om Mumitroldene. Derfor blev jeg glad da jeg på biblioteket fandt ikke blot én, men flere om hendes liv, Mumitroldene og ikke mindst de andre bøger i hendes forfatterskab. For et par år siden lånte jeg en stor svensk bog om hende med masser af billeder, som i kan finde ovre på listen over boganmeldelser (under forfatteren Karlsson) og denne bog starter med hendes debut i 1945 “Småtrollen och den store översvämmingen” og slutter af med romanen “Den ärliga bedragaren” fra 1982 (som jeg ikke havde hørt om før jeg læste bagsiden af denne bog). Den udgave, som jeg har lånt, er den svenske oversættelse “Vägen från Mumindalen”, men originalt blev den udgivet som “Tove Jansson, Moominvalley and beyond”, begge i 1984. (Og nu hvor vi er ved det, så kan jeg godt anbefale dokumentaren “Moominland Tales – The Life of Tove Jansson”, som kan findes på YouTube).

For ikke så længe siden fik jeg besøg af “Den lile Prins” på hans rejse rundt i Danmark og jeg satte mig for at lære forfatteren bag den lommefilosofiske bog bedre at kende. Da jeg på biblioteket var på vej tilbage efter en jagt på en bog om Terry Pratchett, så jeg en høj bog ud af øjenkrogen og jeg tog den ned fra hylden med det samme. “The art, writings and musings of Saint-Exupéry” (2004) af Nathalie des Vallieres og Roselyne de Ayala er lidt ligesom den scrapbook, som Montgomery selv lavede. Denne består af skitser og udkast til historier og ikke at forglemme er der beskrivelser af manden bag ordene. Ifølge Amazon vejer den 1,6 kg, så det er ikke lige én, som man lige render rundt med i håndtasken. Den er både en skat for kenderen af hans forfatterskab og nybegynderen (som jeg selv betragter mig som med kun 1 læst bog af ham).

Som i måske har opdaget, så elsker jeg historien om “Alice in Wonderland” i alle mulige afskygninger (sidst jeg talte havde jeg 8 forskellige udgaver), men hvordan Carroll fandt på historien har jeg aldrig vidst frygtelig meget om. Kun at en pige ved navn Alice Liddell var inspiration til noget af det. Da jeg nåede hen til bøgerne om Carroll, havde jeg allerede fundet de 6 andre bøger, og besluttede mig for kun at låne en enkelt ud af de mange. Som litteraturhistorienørd fandt jeg særlig Reichertz’ “The Making of the Alice Books” interessant. Det er ofte, at jeg til litteraturarrangementer hist og her særlig bider mærke i hvilke forfattere og  værker, som forfattere selv er inspireret af og denne bog viser ved hjælp af en del illustrationer hvordan Carroll ikke var den eneste, som fandt på det med en verden gennem “a looking-glass”. En must-read for enhver fan af historien om Alice i øvrigt.

Hvad med jer? Læser i også lignende bøger om forfattere og deres værker?  

Mine tanker om at blogge..

Så er tiden endelig kommet til at fortælle jer, hvad jeg har af planer for denne blog fremover. Den sidste tid har desværre været præget af eksamenslæsning og derfor valgte jeg istedet at opbygge en oversigt af anmeldelser inde fra Bogrummet.dk, så i kunne få en fornemmelse af hvad jeg læser og hvordan jeg anmelder. Jeg håber, at nogle af jer er blevet inspirerede undervejs.

Da jeg lige startede denne blog, gik jeg lidt i tænkeboks. Jeg har i 2014 læst en del danske bogblogs og set mange Bookshelf-tours på Youtube og min egen TBR-liste er længere end nogensinde før – både i en notesbog og på Goodreads. Derfor har jeg opstillet en lille form liste over hvad jeg regner med snart kommer på bloggen (jeg elsker lister):

Nogle dage vil jeg dele links med jer, som er bibliofile. 

Andre dage vil jeg dele nogle boglige bekendelser (hvad jeg har læst, hvad jeg burde læse m.m.).

Til tider vil i også kunne finde indlæg om filmatiserede bøger og nogle gange vil jeg også bare gerne dele mine yndlingsbogblogs og favorit booktubers med jer.

Indimellem vil i kunne se billeder af  smukke bøger som jeg enten ejer eller finder billeder af online og andre dage vil jeg snakke lidt om forskellige genrer.

Og selvfølgelig vil jeg skrive om mine yndlingsbøger og yndlingsforfattere, som har ændret sig lidt i løbet af årene.

Derudover vil jeg starte hver måned med at lave et indlæg med nye bøger og mine TBR for den kommende måned og i slutningen vil jeg kigge tilbage på de bøger, som jeg egentlig nåede at læse, hvor jeg vil reflektere over de gode, de dårlige og hvad der ellers hører til her.

Det hele vil for alvor starte på lørdag, hvor jeg vil kigge på de bøger, som jeg fik læst i januar og på søndag vil jeg vise jer, hvilke læseplaner jeg har for februar.

Jeg vil glæde mig til at få skrevet de første sådan helt rigtige indlæg og håber på, at i læser med (og hvis i har nogle idéer, så sig endelig til – det ville jeg sætte stor pris på)