#7 Bøger og film: Breakfast at Tiffany’s

breakfast-at-tiffanys

Kender i det med at i ser for mange amerikanske tv-serier og kender plot fra film, før i overhovedet har haft filmen i hænderne og først langt senere læser bogen?

Sådan har jeg det med denne film. En af mine favoritserier var i mange år den amerikanske teenage-serie “Gossip Girl” (jeg genser den stadig indimellem) og Blair, som er en af hovedpersonerne, er stor fan af Audrey Hepburn. Hun drømmer om flere af Hepburns film, hvor hun selv er i hovedrollen og allerede i første sæson drømmer hun sig ind i en scene fra “Breakfast at Tiffany’s”. Jeg snakker her om den scene, hvor hun som Holly Golightly leder efter en kat i regnvejr og hvor Nate fra serien er med som Paul Varjak, Holly’s nabo og filmens anden hovedperson. Der er også en del andre referencer i serien til klassiske film og da jeg så filmen i det lokale supermarked i West Kirby, som jeg boede i i 2010, røg den i kurven med det samme.

Filmen er fra 1961 og på dansk kaldes den også “Pigen Holly”. Udover Hepburn som Holly så er der en del sådan halv-kendte skuespillere med såsom Mickey Rooney som den skøre nabo Mr. Yunioshi (Rooney er også kendt fra filmen “Nat på museet”) og med George Peppard som Paul, den utrolig tålmodige nabo, som netop er flyttet til bygningen. Året forinden havde jeg selv været på ferie i New York og jeg nød virkelig at se forskellige sider af den store by i filmen. Jeg har endda lokket min kæreste til at se den mere end én gang og jeg elsker hvordan jeg opdager nye ting hver gang jeg ser den.

Og ved at læse bogen opdagede jeg endnu flere ting, selvom det egentlig mest kan kaldes en novella, da den kun er på 179 sider. Jeg lånte den på biblioteket, da jeg lige var begyndt at anmelde bøger og før jeg overhovedet havde tænkt på bloggen her. Den blev udgivet i 1958 og foregår rent faktisk i efteråret 1943. Forfatteren bag er Truman Capote, som også er kendt for at have skrevet “In Cold Blood” og “Music for Chameleons”, og på dette tidspunkt havde han allerede fået udgivet lidt forskellige ting, både romaner, noveller og nonfiktion. Hvis du endnu ikke har læst den eller set den, så kan jeg varmt anbefale begge dele. Indtil da vil jeg efterlade et par links til filmens bedste sang “Moon River”, lidt om filmen som jeg ikke selv vidste før nu (kun det med kjolen fra Givenchy) og min anmeldelse af bogen.

Reklamer

#6 Bøger og film: Anne of Green Gables

Så blev det tid til endnu et indlæg om bøger og film og denne gang handler det om en af mine yndlingskarakterer, nemlig Anne Shirley. Netop nu er jeg ved at færdiglæse bogen på engelsk i en Norton Critical Edition, som udover første bog også indeholder dagbogsnotater fra L.M. Montgomery, som skrev serien om Anne, tidlige anmeldelser og en hel masse referencer til værker, som inspirerede Montgomery. Billedet længst ude til venstre viser den udgave, som jeg læste, da jeg første gang “mødte” Anne Shirley. Selvom jeg ikke husker meget om min første læsning, så husker jeg tydeligt hvor bøgerne stod henne på folkebiblioteket i Smørum. Jeg husker ikke, om jeg fik læst alle i serien, men jeg har højest sandsynligt fået læst alle dem, som de havde i serien på biblioteket. Der var jeg nemlig ganske ofte i min barndom. Da jeg var helt lille, havde jeg også ganske rødt hår og måske var det derfor, at jeg så let kunne identificere mig med Anne. Jeg elskede også at læse bøger og især her ved genlæsningen har jeg frydet mig over Montgomerys beskrivelser af Prince Edward Island og dens natur.

Om jeg så serien, hvor Anne blev spillet af Megan Follows, før eller efter jeg læste bøgerne er jeg lidt usikker på. Men serien så jeg, da den blev vist i fjernsynet og jeg har også senere hen set dele hist og her. Min svigerinde købte for nylig boxen med alle miniserierne og jeg bestilte den nærmest med det samme. Jeg var overbevist om, at jeg kun havde set første miniserie fra 1985, men da jeg i aftes genså anden miniserie 1987, opdagede jeg, at jeg havde set den før. Jeg huskede nemlig eleven Emmeline Harris og da jeg begyndte at google filmen, opdagede jeg, at den er en blanding af både “Anne of Avonlea”, “Anne of the Island” og “Anne of Windy Poplars”. Der er ting, der sker i denne filmatisering, som ikke sker i bogen og omvendt. Men sådan er det vist altid med bøger og filmatiseringer. I 2000 udkom “Anne of Green Gables: The Continuing Story”, som ikke er baseret på en bog af Montgomery, men den har stadig nogle af de samme personer med. Megan Follows er for mig den helt perfekte skuespiller til at indtage rollen som Anne Shirley og Jonathan Crombie, der desværre døde for et par år siden, er simpelthen så charmerende som Gilbert Blythe, der kalder Anne for “Carrots”, men også viser sig som en gentleman i andre situationer. Den er bestemt værd at se og jeg er ikke i tvivl om, at den kommer til at blive set herhjemme igen og igen de næste mange år.

Det var traileren til den nye Netflix-serie, som fik mig til at låne en Norton Critical Edition med hjem fra arbejdet en dag. Der var et afsnit i den udgave, som handlede om udgivelsen af bogen og det, som jeg fandt særlig interessant, er hvornår den blev udgivet på andre sprog. Den blev første gang udgivet på dansk i 1918 og dengang hed det ikke Grønnebakken, men i stedet Grønnebrink og hun hed faktisk heller ikke Anne i den udgave, hun hed Anna. De har den på AU LIbrary hvor jeg arbejder og jeg fandt den frem på hylden en dag for at se, hvad der ellers var ændret. Ovenstående er et billede af originaludgaven, som også kan ses i Norton Critical Edition og det er interessant at se, hvordan den er forskellig end den nye danske. Den danske ser mere ud til at være om et barn, hvor originalen har en ung kvinde på forsiden og mere ville henvende sig til teenagere. Det tænker jeg ihvertfald. Men Anne er også kun 11, da hun flytter til Grønnebakken og 16 år, da den første bog ender. Så det perfekte cover skal hverken være for barnligt eller for voksent. Den er ikke helt nem.

Men den nye Netflix-serie og den gamle med Megan Follows er ikke de eneste filmatiseringer, der har været gennem årene. Jeg så den med Martin Sheen (far til Charlie Sheen) sidste år og da jeg sad og kiggede lidt på YouTube den anden dag, opdagede jeg, at der også var en tegneserie. Den med Sheen hedder “L.M. Montgomery’s Anne of Green Gables” og varer kun 90 minutter, hvor den gamle med Follows varede næsten 3 timer og 20 minutter. Under research til dette indlæg har jeg opdaget, at Montgomery’s barnebarn er blandt producerne af denne film og det ser ud til at blive til en trilogi lige om lidt, da 2.film i serien blev vist på canadisk tv i starten af året og 1.juli bliver den næste vist derovre. Men den er bare sådan lidt flad i det i forhold til den gamle miniserie og bestemt også den nye på Netflix.

For nøj, hvor er det godt at Netflix har lavet den serie kaldet “Anne with an E”! Jeg har i skrivende stund allerede set den et par gange og henover sommeren bliver den nok også sat på et par gange. Jeg hørte om det allerede sidste år og tænkte, at det nok skulle blive spændende med et screenplay skrevet af Moira Walley-Beckett, der er bedst kendt for hendes arbejde på serien “Breaking Bad”. På nogle punkter er den meget som bogen (min favoritdel er nok da de kører i hestevogn under æbletræerne i starten) og selvom Amybeth McNulty ikke er nogen Megan Follows, så gør hun det virkelig godt. Den er ikke helt som bogen dog og jeg glæder mig til at finde ud af, hvordan de har tænkt sig at vinkle det hele fremover. Det er som om at der skal lidt mere drama til; et eksempel herpå er at da Marilla tror at Anne har stjålet en broche, bliver hun sendt tilbage til børnehjemmet, men i bogen bliver hun blot sendt op på hendes værelse. Men sproget er lige som det skal være og det virker også som om, at der bruges en del tid på at forklare Anne’s fortid og der er faktisk udgivet en bog i 2008 med titlen “Before Green Gables” af Budge Wilson, som jeg snart skal i gang med at læse for at se, om de har fået inspiration derfra til serien her.

 

Hvad med jer? Har i læst “Anne of Green Gables” og måske set nogle af filmatiseringerne?

#5 Bøger og film: Atonement

atonement-til-blog

På sin vis er det her et ganske relevant indlæg. Ihvertfald hvis du er fan af Ed Sheeran og netop har set hans seneste musikvideo. Her snakker jeg om “Galway Girl”, hvor han styrter rundt fra sted til sted med ingen andre end Saoirse Ronan. Jeg har forsøgt flere gange at udtale hendes navn uden at det er lykkedes, men til gengæld stavede jeg hendes navn rigtigt i første hug nu her. Første film, som jeg nogensinde så hende i, var faktisk i den film, som dette indlæg skal handle om, nemlig “Atonement”. På dansk hedder bogen “Soning” og jeg faldt over den dengang jeg boede i Århus. Hvordan jeg faldt over den kan jeg ikke rigtig huske, men det har uden tvivl været ved en tilfældighed på Amazon.

Bogens fortæller er Briony Tallis (som teenager spillet af Ronan, som voksen spillet af Romola Garai og Vanessa Redgrave) og vi møder hende første gang, da hun er 13 år gammel i sommeren 1935. Familien Tallis har besøg af noget familie, heriblandt kusinen Lola og dennes brødre og Brionys storesøster Cecilia (spillet af Keira Knightley) er også hjemme fra universitetet på dette tidspunkt. På familiens grund bor også deres tjener og hendes søn Robbie (spillet af James McAvoy), der ligeledes går på universitetet og Briony er så håbløst forelsket i ham. Hun overværer en vis spænding mellem hendes søster og Robbie og det går helt galt, da hun ser dem være sammen i familiens bibliotek. Lola bliver antastet en mørk aften og Briony er helt sikker på at det kun kan være én bestemt person, der kan have gjort dette.

Fast forward til krigsårene, hvor Robbie er taget afsted til Dunkirk, hvor han holder kontakten med Cecilia ved lige ved at sende breve afsted. Læseren får at vide at Robbie og Cecilia er blevet gift og Briony, der arbejder som sygeplejerske, tager hen for at besøge dem. Det er Garai, der her indtager rollen som Briony og ligheden mellem de to skuespillerinder var for mig slående. Filmen adskiller sig her fra bøgerne og før man ved af det, sidder den ældre Briony foran seeren og læseren. Hun bliver interviewet og langsomt går det op for en, hvad der egentlig skete dengang mellem de tre hovedpersoner.

Da jeg var færdig med at læse bogen, anbefalede jeg den til alt og alle og købte også den danske udgave til biblioteksudsalg i Århus, da jeg ville låne den til min mor og efterhånden har jeg heller ikke tal på hvor mange gange jeg har set filmen. Den er utrolig smukt filmet og da jeg havde set hvordan hovedkaraktererne så ud før jeg begyndte at læse den (jeg bestilte den med filmcoveret faktisk), afvigede min opfattelse af hovedkaraktererne ikke meget fra filmen. Benedict Cumberbatch har en mindre rolle i filmen, men han spillede den så godt, at jeg faktisk i flere år efter ikke gad se hans film, da han var noget af en klam karakter i denne her film. Det siger blot noget om hvor godt skuespillerne levede sig ind i deres roller.

Denne bog blev den første, som jeg læste af Ian McEwan og jeg har efterhånden bestilt flere af hans hjem til bogreolen. Måden hvorpå han beskriver både den varme sommer i 1935 og Dunkirk sad i mig længe efter og hver gang jeg ser den på bogreolen derhjemme, tænker jeg, at den snart bør læses igen. Bogen, der i øvrigt blev udgivet første gang tilbage i 2001, var shortlistet til en Booker Prize, men vandt desværre ikke. Filmen til gengæld, der er fra 2007, vandt både BAFTAs og en Oscar for “Best Original Score”. Faktisk er der en helt Wikipedia-side dedikeret til filmen og dens priser, da den også var nomineret til en hulens masse. Saoirse Ronan vandt for Best Newcomer og så er vi sådan set tilbage hvor jeg startede dette indlæg, nemlig med skuespillerinden der medvirker i Ed Sheerans musikvideo “Galway Girl”.

#3 Bøger og film: Bøger, der bør blive til film

film-boeger-blog-copy

I september måned havde Ringsted Bibliotek en form for hashtagleg kørende på Instagram (tjek evt #septemberbøger) og den ene dag skulle man vise en bog, som man ville ønske var filmatiseret. Jeg tog et billede af “Kafka on the Shore” af Murakami og har sidenhen tænkt lidt over andre bøger, som jeg krydser fingre for bliver filmatiseret en dag.

En af de andre bøger, som jeg kom i tanke om med det samme, da jeg så udfordringen for den dag var “Elizabeth is missing” af Emma Healey. Jeg læste den sidste sommer og det ville være interessant både at se hvordan de ville caste den ældre og yngre Maud og ikke mindst hvordan de ville vise hendes glemsomhed og pludselige flashbacks.

En filmatisering af “One hundred years of solitude” fra 1967 af Gabriel García Márquez kunne til gengæld være virkelig interessant på grund af de elementer, som hører til genren magisk realisme. En genre, som står mit hjerte ganske nær efter undervisningen om netop denne genre på Litteraturhistorie og selvom den ville være en smule forvirrende igen navnemæssigt (hvis du i øvrigt skal læse den så vælg en bog med stamtræ over familien eller find et online), ville det også være fantastisk at opleve en skildring på lærredet af den slags familierelationer.

En af de bøger som er blandt mine favoritter af Siri Hustvedt er bogen “What I loved” fra 2003. Relationerne mellem bogens karakterer husker jeg som værende virkelig interessante og så er jeg en sucker for film, som finder sted i New York. Jeg elsker den by, så hvis du har nogle filmanbefalinger med New York som location, så sig endelig til. 🙂

“The Miniaturist” af Jessie Burton gav mig efter endt læsning lyst til at se “Girl with a Pearl Earring” med Scarlett Johansson og Colin Firth, hvis handling finder sted i 1600-tallets Delft. Burtons bog foregår nogenlunde samtidig og det kunne være interessant at se Amsterdam på denne tid. Hvis den kunne blive så velproduceret som “The Crown” eller lignende historiske dramaer, så kunne det være helt fantastisk.

“Kafka on the Shore” af Murakami kunne især også være interessant på grund af elementerne fra magisk realisme. Så vidt jeg ved er “Norwegian Wood” den eneste af Murakamis romaner, som er blevet filmatiseret og jeg er særlig nysgerrig hvordan andre havde tænkt at biblioteket i bogen skulle se ud. Man er vel biblioteksnørd.

 

Hvad med jer? Er der nogle bøger, som i ville ønske snart blev filmatiseret? 

#1 Bøger og film: The Great Gatsby

gatsby-billeder

I årevis så jeg en bog på mine forældres lille bogreol, men jeg åbnede den aldrig rigtig. Teksten på bogens ryg sagde “Den store Gatsby” og på forsiden var ovenstående billede med Mia Farrow og Robert Redford. Billedet stammer fra den gamle film fra 1974 og i mange år tænkte jeg ikke over, at min mor ejede bogen. Da jeg købte “This side of Paradise” i mit sidste gymnasieår i en antikvar, som også er skrevet af Fitzgerald, tænkte jeg ikke på hvorvidt den kunne hænge sammen med den gamle bog.

Fast forward til et fag på Litteraturhistorie en del år senere. “This side of Paradise” havde stået længe på min bogreol i Aarhus, og da jeg stødte på navnet Fitzgerald i en pensumtekst, kiggede jeg nærmere på den og ved en søgning på forfatteren erfarede jeg, at der snart ville komme en stor filmatisering i biograferne af “The Great Gatsby”. Jeg anskaffede mig hurtigt bogen og besluttede mig  for at skrive om Fitzgerald og den periode, som blev kaldt “the roaring 20’ies” af Gertrude Stein. Jeg besluttede mig for dette op til jul og da jeg var hjemme i julen, fandt jeg min mors bog på hylden og spurgte hende om hendes kendskab til historien.

Det viste sig, at min mor havde læst bogen dengang hun var ung og hun kunne også godt lide filmen. Jeg fandt filmen på YouTube og jeg blev bestemt ikke skuffet. Typisk 1970’er stil og jeg var helt vild med den simple stil. En lille gæsterolle har Edward Herrmann faktisk, som jeg bedst kender fra rollen som bedstefaren Richard i Gilmore Girls. Jeg begyndte at opsøge serier om 1920’erne (både store og små, nye og ældre) og jeg blev særlig glad for “House of Eliott”, som foregår i London i denne periode. Men tilbage til Fitzgerald. Allerede da jeg hørte, at det var Baz Luhrmann, som stod bag den nye filmatisering, vidste jeg, at den ville blive meget mere storslået end den gamle. Luhrmann har instrueret film som “Moulin Rouge”, “Australia” og ikke mindst “Romeo + Juliet” og jeg fik ganske ret. Der er ikke sparet på noget som helst i den film og skuespillet er fremragende.

Leonardo DiCaprio spiller rollen som Jay Gatsby, Carey Mulligan indtager rollen som Daisy Buchanan og Tobey Maguire spiller mellemledet Nick Carraway. Soundtracket, som Jay-Z var med til at skabe, passer virkelig godt til stilen og titelsangen “Young and beautiful” af Lana Del Rey er ubeskrivelig fantastisk! Filmen er virkelig smuk og det er helt ud forståeligt, at costumedesigneren Catherine Martin (som i øvrigt er Luhrmanns kone) vandt både en Oscar, en BAFTA og AACTA (og faktisk et hav af mindre priser). For dem, som er vilde med “the evening gowns” i Downton Abbey, er denne film en must-see.

Begge film følger bogen ret godt og jeg kan bestemt anbefale dem. Måske er det bedst at starte med den gamle film, da dens simpelhed er fascinerende (og måske skuffende efter man har set Luhrmanns version, hvis storslåethed kan blæse én helt bagover). Filmen fra 1974 kan man lige nu finde på Netflix og selvom den har sine stille øjeblikke, er den sin lange længde på 2 timer og 23 minutter værd. Bogen er blandt mine favoritter og da jeg nu har læst en masse om Fitzgeralds forfatterskab, glæder jeg mig til at dykke ned i hans kone Zeldas eneste roman “Save me the Waltz”, som jeg købte for et par måneder siden i England.

Billedet længst til venstre er originaludgaven og dette forår læste jeg på studiet, at der er noget helt specielt ved det første smudsomslag til denne bog. Der eksisterer ikke mange fra den 1.udgave i dag og da en udgave skulle sælges tilbage i 2013, blev den sat til £125,000. Min tidligere underviser Tore Rye Andersen fra Litteraturhistorie har skrevet en artikel om det lige her og  hvad jeg finder særlig interessant, er hvordan at Fitzgerald skrev illustrationen på omslaget ind i bogen. Jeg ejer en bog med nogle af Fitzgeralds breve i og han skriver følgende til hans forlægger tilbage i august 1924, hvor han befandt sig i Frankrig:

““For Christ’s sake don’t give anyone that jacket you’re saving for me. I’ve written it into the book.”

Han overvejede i den følgende oktober måned at kalde den “Gold-hatted Gatsby”. Jeg er i hvert fald glad for at han beholdte titlen “The Great Gatsby”. Uden at afsløre for meget for dem som endnu ikke har læst den/set filmen, synes jeg, at den passer utrolig godt til. I kan læse mere om smudsomslaget og samarbejdet om dette lige her, hvor Jimmy Stamp fra Smithsonianmag skriver om det.

Hvad med jer? Har i læst bogen og/eller set filmene?