Gys i Toscana af Birgitte Lorentzen

Gys i Toscana af Birgitte Lorentzen, 2017. Anmeldereksemplar fra forlaget Zuperbooks. Antal stjerner: 3/5

Hvor uhyggeligt kan der blive i de toscanske bjerge om sommeren og hvor meget kan man egentlig fortælle sin familie, når der sker ting og sager på en familieferie?

Teenageren Malou er i denne bog sammen med sine forældre og sin lillebror taget afsted til Toscana på familieferie, men det er som om at noget ikke er helt, som det skal være. En aften er hun ude og spise med sin familie, og her fornemmer hun, at hun måske bliver iagttaget af andre end restaurantens gæster. Hun vender sig hele tiden om for at se om der er noget bag hende og pludselig kan hun ikke tænke på andet end hvad der kan gemme sig i mørket:

”Lige der fyldes jeg af en ubehagelig fornemmelse. Som om noget tungt og trist pludseligt rammer mig.

Jeg kigger op og gyser.

Under et af de store træer står en pige på min alder. Hun stirrer på mig med et gennemborende blik. Der er noget vildt underligt ved hende, eller er det bare mig og min toscanske bjerg-paranoia?

Nej, der er altså noget ved hende, som om hun ikke rigtig passer ind.”

Og det bliver ikke bedre i løbet af aftenen. Den bil, som Malou og hendes familie kører i, begynder at opføre sig uforklarligt skørt, og Malou får sig noget af et chok, da hun på mystisk vis pludselig er som forstenet. Fuldstændig handlingslammet. Og aftenens hændelser bliver ved med at vende tilbage til Malous tanker og nu og da ser hun denne jævnaldrende pige kigge på hende. Men ingen andre ser hende. Hendes familie er travlt optaget af at holde ferie og hun forsøger også at nyde det, men det er sværere efter den foruroligende aften:

”Det er mig, den er gal med. Min hjerne er gået i kludder. Og jeg kan godt mærke, at jeg nok alligevel er lidt rystet oven på de seneste begivenheder, selvom jeg helst vil lade, som om det slet ikke har berørt mig. Eller bare helst vil slette det hele fra harddisken og fortsætte et ubekymret ferieliv, hvor turen går til overfyldte swimmingpools, isbarer og lokale markeder i små turisttog.”

Men hvorfor hjemsøger den unge pige egentlig Malou og hvilke gode ting kan der komme ud af sådan en familieferie til Toscana?

Lorentzen formår med denne bog at skabe en bog for unge, som er virkelig intens på de små 127 sider, men som er en smule for gennemskuelig. Jeg har tidligere med stor glæde læst hendes Cykose-trilogi om Lulu og hendes liv, men desværre blev mine forventninger ikke indfriet ved denne bog. Plottet fungerer ganske godt, men i længden fungerer det ikke for mig, at vi som læser hører hver eneste tanke, som Malou har og talesproget bliver lidt for meget i længden for mig. Jeg er ikke i tvivl om, at en teenager vil finde denne bog utrolig spændende og let at læse, hvilket den også lægger op til i beskrivelsen på bogens bagside, men for denne læser var det plottet og ikke sproget og bogens karakterer, som drev bogen.

Alt i alt en meget intens gyser til teenagere, hvis plot får enhver læser til at gyse en smule undervejs, og som jeg især kan anbefale til dem, som leder efter en historie som både er let at læse og som er spændende.

Reklamer

Døde piger lyver ikke af Jay Asher

Døde piger lyver ikke af Jay Asher, 2010. Politikens Forlag. Opr. udgivet som 13 Reasons Why i 2007. Antal stjerner: 5/5 

Hvilke tanker kører der igennem hovedet på en selvmordstruet teenager og hvor meget modgang kan et menneske egentlig holde ud før alt ender galt?

I denne roman, som på originalsproget hedder ”Thirteen Reasons Why”, bringer Asher læseren tilbage til de svære teenageår, hvor Hannah går i high school. Går er desværre ikke helt det korrekte ord, da vi først stifter bekendtskab med hende efter hendes selvmord. Originaltitlens 13 grunde henviser til de grunde, som hun havde for at begå selvmord og de 13 sider på 7 kassettebånd, som hun indtaler for at forklare bestemte medstuderende hvorfor de havde del i det. Clay Jensen, som arbejdede med hende i deres bys lokale biograf og som gik i klasse med hende, er vores anden hovedperson, da vi møder ham, idet han skal høre båndene igennem, som går på omgang ganske hemmeligt for de voksne:

””Forræderi er noget af det værste.

Jeg ved udmærket godt, at det ikke var din mening at såre mig. Det gælder sikkert de fleste af jer på listen. I var ikke bevidste om, hvad I gjorde. Ikke bevidste om, hvad det betød.”

Hvad har jeg gjort, Hannah? Jeg aner det virkelig ikke. Hvis det har noget som helst med den nat at gøre, den nat, du ved, så var det lige så underligt for mig som for dig. Hvis ikke mere, for jeg fattede ikke en meter af, hvad der foregik.

”Du finder den første røde stjerne på C-4.””

Udover båndene har hun på et kort markeret forskellige steder i deres by, som havde tilknytning til vigtige hændelser. (Her i anmeldelsen er hendes udtalelser på båndene i øvrigt markeret med ””). Hannah var flyttet til byen kort tid forinden alt det her og hun blev hurtigt venner med Jessica og Alex, som også var nytilflyttere. Men det kan være svært at skulle finde nye venner et sted, hvor alle kender hinanden rigtig godt. Rygter cirkulerer efter private billeder ender med at blive sendt rundt på skolen og da Hannah opdager, at en medstuderende stjæler de her små flinke sedler, som bliver lagt i en papirspose til komplimenter, tager hun sagen i en ganske anden hånd end den medstuderende vist havde forventet:

””Mrs. Bradley havde også en papirspose på bogstativet bagerst i klassen. Den hang sammen med resten af poserne. Hun opfordrede os til at skrive små sedler til hende, hvor vi kommenterede hendes undervisning – ris og ros. Og vi kunne også foreslå emner, som vi syntes skulle tages op i klassen.

Det gjorde jeg så. Jeg skrev en besked til mrs. Bradley, der lød sådan her:

”Selvmord! Jeg har overvejet det. Ikke sådan alvorligt, men jeg har leget med tanken. ”

Sådan stod der på sedlen. Ord for ord. Jeg ved det, for jeg skrev det om og om igen, inden jeg tog mod til mig og lagde sedlen i hendes pose. Jeg skrev en seddel, smed den ud, skrev en ny, krøllede den sammen osv.

Hvorfor gjorde jeg det overhovedet?””

Men hvor langt kan teenagere gå over stregen før alt ender galt og kender vi virkelig vores medmennesker så godt som at vi tror?

Der er nogle bøger, hvor man skal tænke lidt over hvad man alt i alt mente efter læsningen af dem er forbi og så er der andre bøger, hvor man med det samme går på Goodreads og giver topkarakter. Med denne bog var jeg ikke i tvivl om hvor mange stjerner den skulle have, da sidste side blev vendt og 5 stjerner blev givet uden et øjebliks tøven. Den er så tåkrummende og realistisk, at man helt får gåsehud af at læse den og flere gange får man lyst til at råbe sætninger som ”ej, for fanden da” og ”nej, nej, nej, hvordan kan de gøre det?”, da handlingen virkelig sætter sit præg på én undervejs. Måden hvorpå Asher har opstillet denne roman er virkelig gennemtænkt, da man hører både Clays og Hannahs tanker på samme tid; Clays forelskelse i hende bliver mere tydelig end hvis Hannah var den eneste, som fortalte historien og Hannahs ensomhed bliver ligeså mere tydelig end hvis Clay var den eneste, der fortalte denne historie.

Jeg forstår fuldt ud hvorfor de har valgt at skabe den som Netflix-serie dette forår, men jeg vil lige pointere, at bogen ikke er nær så blodig som serien (Hannah tager piller i stedet) og der er langt mindre drama over det, da vi kun møder de fleste af de andre skoleelever på båndene og ikke på skolens gange og lignende som i serien.

Alt i alt kan jeg rolig sige, at dette (indtil videre) er den vigtigste teenage-roman, som jeg har læst i år og hvis du selv er teenager eller forælder til en teenager, så bør du kort sagt få fat i den med det samme – Asher formår både at skrive om familieforhold, kæresteforhold, venskaber, vold, mobning og seksualitet udover selvmordstankerne på en og samme tid uden at miste den røde tråd en eneste gang undervejs.

Anne Marie letter sit hjerte af Astrid Lindgren

Anne Marie letter sit hjerte af Astrid Lindgren, 1999. Gyldendals Oline-Serie. Opr. udgivet som Britt-Mari lättar sitt hjärta i 1944. Antal stjerner: 4/5

Hvor meget kan man fortælle en penneveninde, som man aldrig har mødt og hvordan er det nu at den der første forelskelse føles?

Denne debutroman fra Astrid Lindgrens hånd fortæller historien om Anne Marie, der er 15 år gammel og som bor i Småstad sammen med sine forældre og 4 søskende. Hun har fået sig en skrivemaskine, men hun ved ikke helt, hvad hun skal skrive til at starte med. Gennem en klassekammerat får hun kontakt til Kajsa i Stockholm, som også gerne vil have en penneveninde og de begynder at skrive sammen i en september måned. Når man nu ikke har mødt den person, som man skriver til, er et persongalleri nødvendigt og Anne Marie skriver følgende om sig selv:

“Gider du høre mere om familien Hagstrøm? For så kan jeg fortælle dig, at næste nummer i rækken er undertegnede. Tja – hvad skal man egentlig sige om sig selv? At jeg godt kan lide at læse, at jeg ikke kan fordrage at skulle i seng om aftenen, at jeg mægtig godt kan lide min familie – selv om den irriterer mig grænseløst indimellem – at jeg ikke kan døje permanentet hår og i hvert fald ikke vil have det selv, at jeg synes, det er dejligt at være ude i naturen, men afskyeligt at skulle luge i haven at jeg elsker blå forårsdage og varme sommerdage, klare efterårsdage og vinterdage med sne og skiture – at jeg i det store og hele synes, at livet er dejligt.”

Det er ikke altid lige nemt at være 15 år og særligt ikke, når ens lillebror ved navn Svante ynder at drille én og til tider snakke over sig på især Anne Maries bekostning. Da en skolefest afholdes, hvor Anne Maries far også er med qua hans stilling som rektor, driller Svante hende med både hendes hår og hendes tøj, men hun får alligevel danset med både Åge, Stig og ikke mindst Bertil. Og sidstnævnte nævner hun mere end én gang til Kajsa af en helt særlig grund:

“Jeg gik derfra ved nitiden, og så mødte jeg ham. Rent tilfældigt. Somme tider bilder jeg mig ind – jeg mener, håber jeg, at det ikke er helt tilfældigt, vi mødes – men at han gør lidt til det selv. Nå, det er nok bare noget, jeg fantaserer mig til. Skønt alligevel.

Vi gik ad stien langs åen. Jeg skal sige dig, vi har en å, der er så venlig at slynge sig tværs gennem byen. Jeg ved slet ikke, hvad byen ville være uden den å. En temmelig ucharmerende, lille by, er jeg bange for. Jeg ved heller ikke, hvad man skulle med måneskin, hvis det ikke kunne spejle sig i vores å. Og hvor skulle vi plukke kodrivere om foråret, hvis vi ikke havde engene langs åen lidt uden for byen. Hvis jeg ikke en lys sommeraften kunne sidde på en bænk ved åen og mærke de hvide syreners duft, ville jeg overhovedet ikke tro, det var sommer.”

Men hvornår er man sikker på at man er forelsket og hvor meget spiller tilfældighed ind, når det gælder kærlighed?

Åh, hvor bragte denne bog mig tilbage til mine egne teenageår. Der var så mange dilemmaer, som virkede bekendte og dette til trods for at bogen første gang blev udgivet allerede tilbage i 1944. Selvom den mest handler om ungdomskærlighed og familieforhold, så er den i den grad også fuld af filosofiske betragtninger af livet og man er ikke et sekund i tvivl om, hvem forfatteren bag bogen er. Det er første gang, at jeg læser bogen og det er fantastisk at have en hovedkarakter, som elsker at læse og som bestemt ikke er bange for at stå op for både andre og sig selv, når noget uretfærdigt er sket. Det her er ikke sidste gang, at jeg dykker ned i nogle af Lindgrens værker, der er mindre kendte her i Danmark og jeg kan varmt anbefale denne debut. Alt i alt en velskreven debut af Lindgren, som handler om den 15-årige Anne Marie, hendes liv og betragtninger af dette på godt og ondt, da livet som teenager ikke altid er helt nemt, men man ved aldrig hvem eller hvad der er rundt om det næste hjørne.

I et spejl, i en gåde af Jostein Gaarder

I et spejl, i en gåde af Jostein Gaarder, 1996. Høst og Søn. Opr. udgivet som I et spejl, i en gåte i 1993. Antal stjerner: 4/5

Eksisterer engle virkelig og hvis de gør, er de ligesom os på nogle punkter?

Det er blot nogle af de store spørgsmål, som Gaarder får læseren til at stille sig selv efter at have læst denne bog om pigen Cecilie, som er sengeliggende lige op til jul. Hun er alvorligt syg og hun glæder sig allermest til at blive rask igen, så hun kan komme ud og kælke og stå på ski. Hun bor sammen med sine forældre og sin lillebror Lasse, men til jul kommer hendes bedsteforældre også og hun er så svag, at hun har en klokke hos sig. Englen Ariel befinder sig pludselig i hendes vindue og før hun ved af det, snakker de om alt mellem himmel og jord:

”-Min lærer siger, at barndommen bare er et trin på vejen til at blive voksen. Derfor skal vi lave alle vores lektier og forberede os på det voksne liv. Er det ikke strengt?

Ariel nikkede:

-Det er nemlig lige omvendt.

-Hvordan det?

-Det er voksendommen, der kun er et trin på vejen til, at der skal blive født flere børn.

Cecilie tænkte sig godt om, før hun svarede:

-Men de voksne blev skabt først. Hvis ikke, ville der ikke være blevet nogen børn.

Ariel rystede på hovedet:

-Forkert igen. Børnene blev skabt først, hvis ikke, ville der ikke være blevet nogen voksne.”

Hønen og ægget spørgsmålet i en lidt anden udgave. Ariel er meget nysgerrig, når det gælder hvordan mennesker lever og især beskrivelser af sanser er han interesseret i. Engle har nemlig ikke de samme sanser som os. Før Ariel pludselig befandt sig på hendes værelse, havde Cecilie haft rigelig med tid til at læse og tænke over hvordan verden hænger sammen. For at hun ikke skal glemme sine tanker, har hun nedskrevet et par af de tanker i en notesbog og det her er en af citaterne fra denne notesbog:

”Hvert eneste sekund rystes der flunkende nye børn ud af naturens jakkeærme. Hokus pokus! Hvert eneste sekund er der også mange mennesker, som forsvinder. Lang, lang række, Cecilie ud af rækken gå…

Det er ikke os, der kommer til verden, men verden, der kommer til os. At blive født er det samme som at få en hel verden i gave.

Nogle gange slår Gud opgivende ud med armene og siger til sig selv: ”Jeg er godt klar over, at både det ene og det andet kunne have været lidt anderledes, men gjort er gjort, og jeg er ikke almægtig.”

Men hvordan lever engle, hvis de lever og hvad kan Cecilie lære Ariel om livet på Jorden?

Det er som om at enhver bog, som jeg læser af Gaarder, sætter tanker i gang og denne er ingen undtagelse. Cecilies eneste ønske er at blive rask og selvom det står slemt til, så er der stadig et håb forude. Hun får meget medicin, men det er som om at samtalerne med Ariel hjælper på hendes liv og døden er ikke helt så skræmmende, som den var til at starte med. Gaarder skriver på en sådan måde, at man læser flere linier flere gange for at forstå deres mening og det gør, at voksne også kan få noget ud af denne børnebog.

Alt i alt en tænksom børnebog, hvor den sygdomsramte Cecilie og englen Ariel forsøger at forstå livet, døden og hinandens liv.

Hypnosia af Birgitte Lorentzen

Hypnosia af Birgitte Lorentzen, 2014. Anmeldereksemplar fra Bookbooks. Antal stjerner: 4/5

Hvorfor fejrer man egentlig Den Sorte Sara i Sydfrankrig og går vi egentlig og kender os selv så godt, som vi går og tror?

Lorentzen er tilbage sammen med Mads og Lulu i denne tredje bog om dem og deres oplevelser, som ofte kan kaldes hæsblæsende eventyr. Hvor den første bog fandt sted i København og den næste i Italien, så kommer vi nu på eventyr i Frankrig. Lulu og Mads går nu på gymnasiet og bogen starter på et tidspunkt, hvor de kun bør tænke på deres store gymnasieopgave, men Lulu har modtaget en interessant sms fra Mads:

””Jeg har modtaget en pakke fra Frankrig med en underlig besked og en amulet. Gider du komme hjem til mig, når du er færdig med din opgave?”

Færdig med min opgave… Mon ikke en højaktuel pakke fra Frankrig med en mystisk amulet kan udkonkurrere en opgave om Det moderne Gennembrud og betydningen af J.P. Jacobsens Marie Grubbe fra 1876?

I think so!”

Mads ved, at han har familie i Frankrig, men kontakt med dem har han ikke og det undrer virkelig Lulu. På amulettens kæde står der endda ”Pas på, bær denne amulet, og den vil beskytte dig mod det onde!” (dog på fransk) og det er tydeligt, at der er noget på færde. Mads er ikke helt sig selv og desto mere de forsøger at grave i Mads’ familiehistorie, desto mere forvirrede bliver de. Før de ved af det står de i Paris og står ansigt til ansigt med Mads’ onkel, som får dem til at besøge Mads’ mormor ude i forstaden. Situationen er ikke helt til at greje og de må have hjælp af en ung fyr Esteban, som bor sammen med den gamle dame:

”Okay, I fix. Come with me!” siger Esteban og gør tegn med hånden, om at vi skal følge efter ham. Jeg er klar, men Mads tøver.

”Jeg vil bare lige se hende en sidste gang,” siger han.

Han går hen mod sin sovende mormor, bøjer sig forsigtigt ind over den gamle dame og kysser hende let på panden.

Jeg får et chok, da hun pludselig rejser sig halvt fra sofaen. Det ser ud, som om de blinde, blå øjne kigger kærligt på ham.

Så smiler hun og siger lavt, men højt nok til, at jeg ikke er i tvivl.

”Tobar, mon petit Tobar.””

Men hvorfor kalder Mads’ mormor ham for Tobar og hvem har egentlig sendt amuletten til Mads?

Det er altid interessant at se, hvordan forfattere vælger at afslutte bogserier og jeg synes faktisk, at Lorentzen har klaret opgaven ganske godt. Der er en såkaldt rød tråd fra start til slut og det var for mig en fornøjelse at begive mig ud på eventyr med Lulu og Mads. Lorentzen formår virkelig at skabe en teenage-fortællevinkel og selvom Lulus mange overvejelser til tider drev mig en smule til vanvid, så gav det en bedre forståelse af hende som karakter. Handlingen fangede fra første side og det var svært at holde pauser undervejs.

Alt i alt en virkelig spændende ungdomsroman med mystiske elementer, som især kan anbefales til teenagere og unge voksensjæle.