Sommergræs, vinterorm af Mette Sø

Sommergræs, vinterorm af Mette Sø, 2017. Anmeldereksemplar fra Politikens Forlag. Antal stjerner: 4/5

Hvad skal man gøre, når man pludselig står uden job, kæreste og far og hvad har landene Finland, Grækenland og Rumænien til fælles, siden det er disse lande vores hovedperson Billi tager til sådan ud af det blå?

Mette Sø tager i denne roman sine læsere i hånden og lader hendes hovedperson Billi få følgeskab i hans liv, som netop har taget sig noget af en drejning og vi møder ham første gang, da han stadig befinder sig på dansk jord. Hans far var gennem længere tid syg og da faren er blevet begravet, kommer Billi hjem til et tomt hjem. Hans kæreste har pakket sine ting og taget afsted og hun har kun efterladt et brev med få sætninger til Billi. Men det er ikke det eneste uheld, som har ramt Billi – han er nemlig også blevet arbejdsløs. Han arbejdede på en kuvertfabrik, som blev solgt og beslutter sig pludselig for at tage et smut til Finland til sin barndomsvens Marks forbløffelse. Her møder han tilfældigvis kvinden My i Helsinki, som tager ham en tur med ud på landet:

“Den ene times granskov og kig til søer overtager den anden. Jeg ved, at det er smukt. Min hjerne siger til mig, at det her er virkelig smukt. Jeg sige højt, at det er smukt. Men det rører mig ikke. Jeg lægger en hånd på maven. Normalt bliver jeg stor i maven, og så ved jeg, at det er smukt. Måske hænger maven sammen med hjertet. Mine organer sætter ud et efter et og sortskrumper. Først hjertet og maven, så nyrerne og bentøjet. Jeg ved godt, at benene ikke er et organ, de er ekstremiteter, men de kan vel visne. Slaske hen ad jorden som et par fletninger. Jeg gnider min brystkasse, mærker huden blive varm.

“Har du nogensinde oplevet, at dit hjerte forsvandt?” siger jeg.

My ser på mig med det ene øjenbryn løftet.

“Masser af gange. “”

Her møder han nogle af de lokale, som My kender og gennem dem kommer han til at kunne besøge en papirmølle. Det går ikke helt så godt som man kunne håbe på og han beslutter sig for at rejse videre. Det er nemlig som om, at der er flere ting, som han må finde ud af, før han igen kan vende hjem til Danmark. Næste stop er Athen, hvor han gerne vil besøge kuvertfabrik. Det er lidt sværere at lave en aftale end han først lige havde regnet med og han går på opdagelse i byen, hvor han møder grækeren Alexis inde i en træningshal. Efter en udveksling af et par bemærkninger får Billi stukket et visitkort på en restaurant i hånden og før han ved af det, tager han der forbi og snakker om livets problemer:

“”Vores problemer er penge, det ordner sig. Godt, jeg ikke er i din situation.”

Jeg tørrer mine øjne.

“Mener du det?”

Alexis klemmer min arm og griner.

“Det ved jeg ikke. Du er i krise. Vi er i krise. En krise er en krise og kan ikke rangordnes. Se på det positive. Du er landet det rigtige sted. Vi opfandt ordet krise.”

“Problemet er, at jeg ikke kan slippe denne her tanke om, at jeg også er væk. Gået i stykker.”

“Måske skal du slippe tanken om, at du skal give slip. Så har du et problem mindre. Kriser tager den tid, kriser tager.” “

Men hvordan skal Billi komme videre herfra?

Det er ikke altid let at være Billi og det er noget af en rejse, som vi kommer på som læsere af denne bog. Men ligeså meget som det er en geografisk interessant rejse, så er det også en rejse ind i Billi selv, da han er en person, som tænker meget og fordøjer de ting, som han oplever. Sø skriver så levende at man føler at man ikke vender siderne i en bog, men i stedet står ved siden af Billi og det er bestemt en bog, som kan læses mere end én gang. Der er mere til Billi end man umiddelbart tror, da man starter bogen og brikkerne falder på plads en brik ad gangen i forhold til hvorfor Billis liv er som det er.

Alt i alt en tænksom bog, som tager sin læser på en fantastisk interessant rejse rundt omkring i Europa i selskab med Billi og hans tanker om både sit eget liv og hvordan det skal gå med kuvertfabrikker rundt omkring i verden i fremtiden.

Love Story af Erich Segal

Love Story af Erich Segal, 1971. Hodder Paperbacks. Antal stjerner: 4/5

Findes kærlighed ved første blik egentlig og passer det ligeledes at modsætninger tiltrækkes, når det gælder kærlighed?

Segal tager i denne bog sine læsere med til det østlige USA, hvor Harvard University og Radcliffe College ligger lige i nærheden af hinanden og vi møder Oliver Barrett IV, som går på Harvard, da han er ovre på det nærliggende Radcliffe Library, hvor Jenny Cavilleri tilfældigvis går. Han er uden tvivl ganske interesseret ved allerførste blik, men det er ikke helt så nemt at finde ud af, om hun har det ligesom han har det. Der er en ganske speciel kemi mellem dem og han inviterer hende til en hockeykamp, hvor han selv er på banen. Hun venter på ham efter kampen og han tager sin chance med et kys:

“Like instinctively, I kissed her lightly on the forehead.

“Did I say you could?” she said.

“What?”

“Did I say you could kiss me?”

“Sorry. I was carried away.”

“I wasn’t.”

We were pretty much alone out there, and it was dark and cold and late. I kissed her again. But not on the forehead and not lightly. It lasted a long nice time. When we stopped kissing, she was still holding on to my sleeves.

“I don’t like it,” she said.

“What?”

“The fact that I like it.”

De kommer fra vidt forskellige kår og dette bliver mere og mere tydeligt efterhånden i deres forhold. Olivers familie er en af de familier, hvor der er bygninger opkaldt efter dem på campus og Jenny er datter af en bager på Rhode Island. Hun ynder derfor at kalde ham for ”Preppie” (også fordi han er en sportsnørd), men da de vil gifte sig i en ung alder, er det ikke alle, som er helt enige. Oliver må selv finansiere sin sidste studietid og Jenny må arbejde som lærer. Livet som nygifte er hårdt, men deres kærlighed er stærk:

“If a single word can describe our daily life during those first three years, it is “scrounge.” Every waking moment we were concentrating on how the hell we would be able to scrape up enough money to do whatever it was we had to do. Usually it was just break even. And there’s nothing romantic about it, either.

Remember the famous stanza in Omar Khayam? You know, the book of verses underneath the bough, the loaf of bread, the jug of wine and so forth? Substitute Scott on Trusts for that book of verses and see how this poetic vision stacks up against my idyllic existence. Ah, paradise? No, bullshit. All I’d think about is how much that book was (could we get it secondhand?) and where, if anywhere, we might be able to charge that bread and wine. And then how we might ultimately scrounge up the dough to pay off our debts. Life changes. Even the simplest decision must be scrutinized by the ever vigilant budget committee of your mind.”

Men hvor stærk er kærligheden i modgang og når Oliver og Jenny nogensinde at opleve medgang inden det er for sent?

Sikke en kærlighedshistorie! Jeg var vild med Segals karakterer og de er nok de mest flabede mennesker, som jeg længe har læst om. Deres kemi er helt fantastisk og selvom man fra starten ved, at de ikke får et langt og lykkeligt liv sammen, så krydser man hele tiden fingre for at de trods alt når at opleve noget medgang. Selvom det er en kort bog på blot 127 sider, så er det så stærk en fortælling, at man ikke kan lade være med at fælde en tåre eller to, når sidste side i denne bog er vendt. Jeg ved, at der er en fortsættelse og en filmatisering af den og hvis de blot er halvt så enestående som denne bog, så er de bestemt værd at opsøge.

Alt i alt en bemærkelsesværdig lille bog om kærligheden mellem to mennesker, som møder hinanden ganske unge og hvis kemi er helt vidunderlig.

PS. Begyndelsen af denne bog er følgende og den er blandt de mest hjerteskærende jeg nogensinde har læst: “What can you say about a twenty-five-year-old girl who died?  That she was beautiful. And brilliant. That she loved Mozart and Bach. And the Beatles. And me.”

Det er ikke mig, det er dig af Mhairi McFarlane

Det er ikke mig, det er dig af Mhairi McFarlane, 2016. Anmeldereksemplar fra HarperCollins Nordic. Opr. udgivet som It’s not me, it’s you i 2014. Antal stjerner: 5/5

Hvordan håndterer man bedst et forlist parforhold, hvor bryllupsklokkerne var godt på vej og passer det gamle ordsprog ”den man elsker, tugter man” egentlig?

Den britiske forfatterinde Mhairi McFarlane står bag denne chick-lit om Delia, som bor oppe i det nordlige England i byen Newcastle upon Tyne sammen med sin kæreste og deres hund. Vi møder hende første gang en ganske besværlig dag på hendes arbejdsplads, hvor hun må håndtere et hackerangreb på hendes arbejdes hjemmeside. Et ganske sjovt og ufarligt et af slagsen, men ikke desto mindre noget nær umuligt at finde ud af hvem der står bag, da han går under dæknavnet Peshwari Naan, opkaldt efter en slags naanbrød. Om aftenen er hun ude for at fejre tiårsdag med Paul og hun har besluttet sig for at fri til ham. Men efter frieriet er der et eller andet ved Paul, som ikke helt er som det plejer og da de efterfølgende går ud for at fejre det, modtager hun en sms fra ham, som bestemt ikke skulle være sendt til hende, men en anden kvinde:

“Kunsten forberedte ikke en på de små øjeblikke mellem de store øjeblikke, tænkte Delia. Livet blev ikke redigeret, så fortællingen flød glidende.

Hvis Pauls sms var bippet ind i en scene i en film eller tv, ville der være blevet klippet efter nærbilledet af Delias forfærdede ansigt, og så ville filmen være fortsat med, at hun løb snublende ned ad gaden på sine høje hæle (romantisk komedie), at hun smadrede tallerkener i køkkenet (sæbeopera), vredt fyldte en kuffert med gammeldags hængsler (musikvideo), eller at hun stod og kiggede ud over den mørke Tyne (kunstfilm).

Men det der derefter skete var, at det forfærdelige øjeblik blev undermineret af praktiske spørgsmål.”

Delia flytter ud af deres fælles bolig og ind hos sine forældre i en tid. Hun har dog en veninde ved navn Emma, som bor i London og Delia beslutter sig for at starte forfra dernede. Med sig har hun sin gamle tegneserie om Ræven, som hun arbejder lidt på dernede, men i smug. Hurtigt finder hun sig et arbejde med en noget atypisk chef og tilfældigvis tager hun et telefonopkald den dag, hvor journalisten Adam er i den anden ende. Der er et eller andet ved hans opførsel, som Delia ikke helt kan greje og på arbejdet sker der også ting og sager, men så er det godt, at Delia ikke er helt alene i storbyen:

“Da hun gik tilbage til undergrundsbanen, fik hun et glimt af en håbefuld tanke. Adam West var jo ligeså meget i en position til at kunne underrette hende på forhånd om sin angrebsvinkel. Måske kunne hun bruge ham? Delia Moss: tredobbelt agent. Hun var ikke hjælpeløs. Hun nød også at arbejde sammen med Steph, hun havde ikke haft en veninde på arbejdet i årevis. Peshwari Naan var også et fast holdepunkt, fordi han var så tilgængelig på nettet.

Da hun nåede hjem til Emmas lejlighed, tog hun sin pen og skitseblok og lo for sig selv, mens karaktererne voksede frem på blokken.

Det var magien ved Ræven, den hjalp hende til at fokusere og få styr på sig selv, den fortalte en inspirerende historie. Den viste hende, hvad hun skulle sigte imod.”

Men hvor let er det at vende tilbage til sit gamle jeg oppe nordpå og hvad er der med ham der Adam?

Denne bog er den første bog, som jeg har læst af McFarlane og jeg kan allerede nu sige, at det ikke bliver den sidste. Jeg elskede humoren, de engelske referencer og det gåpåmod, som Delia mere end én gang viste, at hun havde. Der var flere twists undervejs end jeg havde regnet med og ligesom man tror, at man ved hvordan den ender, sker der ting og sager og det hele bliver vendt på hovedet. Jeg var ellevild med hvordan illustrationer af Ræven blev sat ind i bogen undervejs og det gav et fantastisk pift til historien at man så hvordan Ræven, altså Delias alterego på en måde, ville håndtere situationer på en fantastisk selvsikker måde. Mere af den slags i bøger, tak.

Alt i alt en skøn bog om engelske Delia, som finder ud af, at livet hurtigt kan ændres og at hvis man har gode venner og en støttende familie, ja, så kan man faktisk opnå en hel del, som man aldrig troede var muligt.

Vi er vel helte af Liv Nimand Duvå

Vi er vel helte af Liv Nimand Duvå, 2017. Anmeldereksemplar fra Kronstork. Antal stjerner: 4/5

Hvordan er det at vokse op med en forælder, der er alkoholiker og hvordan er ens liv påvirket resten af livet?

I denne debutroman af Nimand Duvå møder vi pigen Billie, som vokser op på Sjælland med en far, som desværre har et tæt forhold til alkohol. For tæt et forhold faktisk. Han spiller musik i et band, og alkoholen er en fast del af hans liv i de refleksioner, som Billie foretager sig. Hun er bogens jeg-fortæller og vi møder hende både som barn og som voksen. Et af de tidlige glimt fra hendes barndom er fra da hun en dag er på vej hjem fra håndbold og hendes far har hentet hende. At han er en drømmer er tydeligt og Billie gengiver en del af køreturen således:

“En dag skal du krydse USA, månedsvis uden at nå frem, kun den her tilstand, Route 66, asfalt under dampende bildæk, kun ét punkt i horisonten at orientere sig imod. Bilen og sandet, en rødglødende himmel. New Orleans, jazzklubberne. Hvis bare man kunne slippe fri fra denne her trummerum, siger du, og jeg lytter i spænding, uden at vide, at det på ingen måde er en realiserbar plan, at E47 ikke vil føre os direkte ud i Nevadas ørkenvinde. Når jeg en dag bliver fri for alt det ansvar, siger du, så gør jeg det, så tager jeg afsted, kun med bassen, og det ene sæt tøj, jeg går i.”

Da Billies mor forlod familien, var det kun de to for en tid derhjemme og båndet mellem far og datter er utrolig stærkt. Og meget svært at bryde selvom Billie har fremtidsdrømme og hendes far er helt alene, da hans kæreste Lena senere hen også forlader ham. På et tidspunkt flytter Billie til Berlin – hun vil prøve noget andet og hun begynder at date Zaid, som er en del af et aktivistisk miljø. Men faren savner hende og hun ved godt, at han ikke kan klare sig selv uden hende i længere tid. Afvænning har været afprøvet flere gange, men selvom Billie støtter ham så godt hun kan og selvom han lover at være ædru, så er det svært ikke at få tilbagefald:

“Du må være blevet komplet sindssyg, efter alt det her, vi har været igennem sammen, nu hvor vi endelig skulle mødes, at du så bestiller gløgg. Hvordan kunne du gøre det, spørger jeg, nu hvor vi endelig skulle ses, efter alle de her måneder, hvor du har været ædru, og jeg vrænger ad det ord, ædru. Men nu er det jo sådan set kun jul en gang om året, siger du, og jeg bliver simpelthen nødt til at slappe lidt af, for man har vel lov til at nyde en enkelt én bare engang i mellem, det bliver man mig bekendt vel ikke fuld af, desuden er det jo kun gløgg, og gløgg er stort set det samme som saftevand. Det er det da ikke, siger jeg, det er for det første kun november og ikke jul endnu, det er simpelthen ukorrekt at bruge det som argument, og for det andet er gløgg sgu da på ingen måde det samme som saftevand. Det er det da, siger du.”

Men hvordan påvirker farens alkohol og hans usikkerhed Billie og hendes tilværelse og er det muligt for Billies far at blive tørlagt?

Som tidligere nævnt er dette en debutroman, men den er så velskrevet og gennemtænkt, at man ikke tænker over det, når man læser den. Jeg var vild med hvordan man lærte mere om forholdet mellem far og datter gennem flashbacks og når man vender bogens sidste side, forstår man godt hvorfor Billie har det, som hun har det – rastløs og afmægtig. Billie skriver også i bogen til du’et, der er hendes far og det er som om at de skifter roller og hun bliver den voksne, der må tage sig af ham, der er som et barn, når han er fuld. Måden, som Nimand Duvå skriver på, er bemærkelsesværdig og det er helt bestemt et forfatterskab, som jeg skal holde øje med fremover.

Alt i alt en velskrevet bog om Billie og hendes far, der er alkoholiker og om hvordan man må opgive drømme for at tage sig af sine nærmeste, når de har brug for én.

The Stepford Wives af Ira Levin

The Stepford Wives af Ira Levin, 1998. Bloomsbury Film Classics. Antal stjerner: 4/5

Hvordan lever familierne i den lille by Stepford i USA og hvorfor er den unge kvinde Joanna Eberhart så bange for at blive ligesom dem?

Ira Levin, som også står bag “Drengene fra Brasilien” og “Rosemary’s Baby”, er manden bag denne korte thriller, der bringer læseren til den amerikanske stat Connecticut, hvor byen Stepford ligger. Joanna Eberhart er sammen med sin mand og deres to børn netop flyttet til byen og ganske hurtigt opdager Joanna at de fleste kvinder har andre og mere huslige interesser end de havde i New York, som familien Eberhart netop er flyttet fra:

”’Do you have any hobbies or special interests?’

She was about to say a time-saving no, but hesitated: a full answer, printed in the local paper, might serve as a signpost to women like herself, potential friends. The women she had met in the past few days, the ones in the nearby houses, were pleasant and helpful enough, but they seemed completely absorbed in their household duties. Maybe when she got to know them better she would find they had farther-reaching thoughts and concerns, yet it might be wise to put up that signpost. So, ‘Yes, several,’ she said. ‘I play tennis whenever I get the chance, and I’m a semi-professional photographer – ‘

‘Oh?’ the Welcome Wagon lady said, writing.”

Efter deres flytning til Stepford er det kun Walter som arbejder og Joanna finder hurtigt et par veninder ved navn Charmaine og Bobbie. De er også begge netop flyttet til byen og deres mænd tilbringer også tid i foreningen ”The Men’s Association”, hvor Walter også er begyndt at komme. De tre kvinder er bestemt ikke til husligt arbejde, men da Joanna og Bobbie en dag besøger Charmaine er hun ganske forandret og minder om størstedelen af byens kvinder, som går hjemme og bruger mere tid på rengøring end noget andet i deres liv. Der må være et eller andet galt med byen:

“’Just think for a minue,’ Bobbie said. She fisted her free hand and stuck out its pinky. ‘Charmaine’s changed and become a hausfrau,’ she said. She stuck out her ring finger. ‘The woman you spoke to, the one who was president of the club; she changed, didn’t she, from what she must have been before?’

Joanna nodded.

Bobbie’s next finger flicked out. ‘The woman Charmaine played tennis with, before you; she changed too, Charmaine said so.’

Joanna frowned. She took a French fry from the bag between them. ‘You think it’s – because of a chemical?’ she said. “

Men er det på grund af noget i drikkevandet at kvinderne efterhånden mister lidt af dem selv til rengøring og kan man selv sørge for at man ikke bliver transformeret?

Denne korte bog efterlod et større indtryk på mig end forventet. Jeg har for mange år siden set ”Rosemary’s Baby” og da jeg faldt over traileren til filmatiseringen af denne bog fra 2004 med Nicole Kidman og Glenn Close, var jeg ikke i tvivl om, at den skulle ned fra reolen med det samme her i sidste uge. Bogen blev første gang udgivet i 1972, men hvis den blot blev justeret en smule, så kunne den ligeså have foregået i dag. Som læser fornemmer man hurtigt at noget mærkværdigt er på færde, men det er svært at regne ud hvad det helt præcist er og det er interessant at følge en hovedperson som Joanna, som ved, at hun skal passe på og som virkelig kæmper for at finde sandheden bag de vanvittige rengøringskoner.

Alt i alt en interessant historie om en kvinde i en by, hvor ikke alt er som det ser ud til og hvor man ikke helt ved hvem der vil én noget godt og hvem der ikke vil.