Hemmelighederne på Nanreath Hall af Alix Rickloff

Hemmelighederne på Nanreath Hall af Alix Rickloff, 2017. Anmeldereksemplar fra HarperCollins Nordic. Opr. udgivet som Secrets of Nanreath Hall i 2016. Antal stjerner: 5/5

Hvordan levede briterne under verdenskrigene og hvor mange hemmeligheder er der egentlig gemt hos familien Trenowyth på Nanreath Hall?

Alix Rickloff tager sine læsere med til det sydlige England, hvor sygeplejersken Anna vender hjem fra Frankrig i 1940 efter hun har arbejdet dernede, men også tilbage til tiden før og efter 1.verdenskrig, hvor Annas mor Lady Katherine Trenowyth under ganske andre kår kendte til et andet England. Anna mistede sin mor i en alder af 6 år og har indtil vi møder hende ved hendes hjemkomst boet hos hendes adoptivforældre, der kendte hendes mor. Hun kender ikke til hverken hendes mors eller hendes fars ophav, og gennem skiftende kapitler, der varierer mellem Katherine og Anna, lærer vi Annas ophav at kende. Lady Katherine voksede op hos en ganske rig familie i Cornwall på Nanreath Hall, hvor hun i en alder af 20 år møder en vis Simon Halliday, da han ankommer til hendes barndomshjem med sin læremester, mr. Balázs:

”Mandens overraskede blik mødte mit, og et koldt gys gled hen over mig, som om jeg var blevet smidt ud i et iskoldt hav. En ydmygende varme krøb op i mine kinder.

Han smilede fåret og strakte hånden frem. ”Navnet er Simon Halliday. Jeg er mr. Balázs’ assistent. Og De er…”

Mors regler for passende etikette var blevet boret ind i mig fra fødslen – man skulle behandle tjenere med venlighed, men aldrig opmuntre til familiaritet – men der var noget ved denne frimodige, tiltrækkende unge mand med de udtryksfulde øjne og maling under fingerneglene, der fik mig til at udbryde: ”Det glæder mig at møde Dem. Jeg er Kitty. Kitty Trenowyth.””

Ved et tilfælde ender Anna med at arbejde netop på hendes mors barndomshjem, men det er som om at der er en mærkelig stemning, så snart hendes tante og fætter finder ud af, hvem hun egentlig er. Efterhånden lærer hun mere og mere om hvad der fik hendes mor til at forlade Nanreath Hall, men der er også hemmeligheder, som hun aldrig havde overvejet at finde ud af. Anna er stærkt påvirket af hendes oplevelser i Frankrig, hvor hun blandt andet så en nær veninde dø og hun erfarer hurtigt, at hun ikke er den eneste i hendes familie, der har traumer efter krigsoplevelser. Men det er som om at ikke alle har forstået, hvor hårdt det kan være at arbejde som sygeplejerske under krigen:

””Der står også her, at De ikke talte i tre uger efter Deres ankomst til hospitalet, der behandlede Deres kvæstelser. Og at der var episoder med bekymrende adfærd, der blev fastslået til at være et direkte resultat af Deres … uheldige oplevelse.”

”Ja, ma’am.”

Uheldig var, når man punkterede på cyklen og kom for sent til mønstring klokken 10, eller når man blev sat til at polere nøglehuller og dørhængsler af søster Murphy. Ikke når man vandrede hen ad veje med de pulveriserede kropsdele af folk på flugt for tyskerne eller tilbragte uendelige dage sammenkrøbet på en strand i den konstante lyd af eksploderende miner, hvinende bomber og artilleribeskydning, ude af stand til at sove eller spise eller vaske sand, olie og blod af sin hud.”

Men hvad kan der ske, når hemmeligheder kommer frem i lyset og hvordan skaber man igen relationer til ens medmennesker, når man har været afsted i krig?

Jeg vil sige det ganske kort til at starte med: Hvis du elsker ”Belgravia” af Fellowes, tv-serien ”Downton Abbey” og filmen og romanen ”Soning” af McEwan, så er denne her bog lige noget for dig. Beskrivelserne af det britiske samfund var jeg helt vild med og også hvordan der bliver skrevet om forskellige klasser af samfundet. Hvordan brikkerne i puslespillet om Annas ophav pludselig gav mere og mere mening var jeg helt vild med og jeg glæder mig allerede til at læse fortsættelsen, der handler om Annas kusine, som vender hjem til England efter eksil. Da jeg nåede til sidste side i denne her, håbede jeg nemlig på, at det ikke blev sidste gang, at man hørte om familien på Nanreath Hall og med et så levende sprog er den ganske hurtigt læst trods sine 416 sider.

Alt i alt en storslået fortælling, der handler om en mor og hendes datter i to forskellige årtier, som på forskellig vis må lære hemmeligheder at kende om deres familie, som de aldrig havde set komme.

Reklamer

En kongelig læser af Alan Bennett

En kongelig læser af Alan Bennett, 2010. Gyldendal. Opr. udgivet som The Uncommon Reader i 2007. Antal stjerner: 4/5

Hvordan kan bøger påvirke læseres tilgang til livet og hvad er en amanuensis?

Det er blot nogle af de ting, som man tænker over som læser, når man læser denne bog af Bennett, hvor hans hovedkarakter er selveste dronning Elizabeth II og vi møder hende en dag, da hun falder over en form for bogbus inde på området omkring Buckingham Palace. Normalt er hun ikke den store læser, men hun bliver nysgerrig og hun møder den unge køkkendreng Norman, der er ved at finde en bog til ham selv. Og i løbet af ganske kort tid bliver Norman forfremmet, så at han hjælper dronningen med at finde bøger og hun finder et ganske specielt ord, som beskriver ham ganske godt:

 

”” Jeg ved, hvad De er for én,” sagde dronningen.

”Deres Majestæt?”

”De går ærinder, De bytter mine biblioteksbøger, De slår mærkelige ord op i ordbogen og finder citater for mig. Ved De, hvad De er?”

”Jeg har været køkkendreng, Deres Majestæt.”

”Jamen det er De ikke nu. De er min amanuensis.”

Norman slog ordet op i den ordbog, dronningen altid havde liggende på sit skrivebord. ”Afledt af ab manu, ’til hånde’. En, der går til hånde, fungerer som skriver eller sekretær. En litterær assistent.””

Men det er ikke alle og enhver der forstår, hvorfor dronningen bruger så meget tid på at læse. Ja, det er endda sågar således at hun hellere vil sidde og læse en bog end at være ude og klare sine officielle pligter. Flere forfattere har hun faktisk mødt i løbet af hendes år som regent, men at have flere samlet på samme sted til et arrangement i litteraturens ånd har hun endnu ikke prøvet. Så hun inviterer flere, men det bliver ikke helt så succesfuldt som først antaget. Hun begynder at medbringe bøger på hendes rejser, og hendes premierminister begynder at blive lidt urolig for de idéer som hun får ud fra hvad hun læser. Da Norman tager afsted til universitetet, er hun nødt til at få hjælp på anden vis og det er som om, at bøger, der tidligere var enormt tunge at læse, er blevet nemmere at læse:

”Men efterhånden hentede dronningen flere og flere bøger i sine egne biblioteker, især det på Windsor, som ganske vist kun havde et begrænset udvalg af moderne litteratur, men hvis hylder bugnede af klassikere, hvoraf nogle selvfølgelig var signerede. Balzac, Turgenjev, Fielding, Conrad, bøger, som hun engang havde syntes var uden for hendes rækkevidde, men som hun nu læste i løbet af nul komma fem og altid med en blyant i hånden, og denne fremgangsmåde bevirkede i øvrigt, at hun sågar forsonede sig med Henry James, hvis digressioner hun nu klarede med lethed, for som hun skrev i sin notesbog: ”Romaner er ikke nødvendigvis skrevet i fugleflugtslinje.” Da bibliotekaren så hende sidde ved vinduet for at fange dagens sidste lys, tænkte han, at disse ældgamle reoler ikke havde oplevet så flittig en læser siden George den III’s tid.”

Men hvor meget kan man lære i bøgernes verden sammenlignet med den virkelige verden og er der ting, som man ikke kan læse sig til?

Sikke en fantastisk og ganske kort historie om hvad bøger kan gøre for et menneske. Jeg kendte faktisk ikke til hverken bogen eller forfatteren, da jeg købte den, men det var teksten på bagsiden, der tiltalte mig. Senere hen har jeg fundet ud af, at man kan læse denne bog lige her, da den første gang blev publiceret på London Review of Books tilbage i 2007. Jeg nød især de litterære referencer, som der heldigvis er mange af og også hvordan dronningen udvikler sig som læser gennem bogen. Det er i øvrigt en satirisk fortælling, men der er stadig en masse guldkorn at hente for bognørder og gennem den tørre britiske humor.

Alt i alt en skøn historie om hvad der kan ske, når en dronning begynder at læse som aldrig før og hvordan et syn på verden kan ændres gennem læsning af bøger.

 

Den underjordiske jernbane af Colson Whitehead

Den underjordiske jernbane af Colson Whitehead, 2017. Anmeldereksemplar fra Politikens Forlag. Opr. udgivet som The Underground Railroad i 2016. Antal stjerner: 5/5

Hvad er en underjordisk jernbane og er det som slave muligt at flygte så langt væk, at man ikke bliver indhentet af en slavefanger, der lever af de dusører, som udloves af hævntørstige plantageejere?

Colson Whitehead tager med denne bog sin læser tilbage til en tid, hvor de amerikanske sydstater holdt hårdt på at der var forskel på de hvide og de slaver, som arbejder for de hvide. En af de slaver er Cora på 16 år, der arbejder på en bomuldsplantage i Georgia, som er ejet af Randall-familien. Da vi møder hende, er hendes mor flygtet fra plantagen og selv bor hun sammen med plantagens mærkelige mennesker inde i et hus kaldet Hob. Den jord, som hun bor på, varetages af den fredelige søn James, men da han dør, overtager hans bror Terrance, som er af et ganske andet gemyt. Så da Caesar, der også er slave på plantagen, spørger, om de skal flygte, går der ikke længe, før de er på flugt fra Terrance og hans mænd. Caesaar har haft planer om det i længere tid og han kender en hr. Fletcher, som bliver deres stop før den underjordiske jernbane:

”Mens Caesar og Cora grådigt slugte resten af pumpernikkelbrødet og skinken, drøftede de to mænd fordele og ulemper ved at vove sig ud nu, eller når mørket var faldet på. Cora vidste bedre end at bidrage til diskussionen. Det her var første gang, hun var ude i verden, og der var meget, hun ikke vidste. Hendes egen indskydelse var at stikke af hurtigst muligt. Hver en mil mellem hende og plantagen var en sejr, som hun ville føje til sin samling.”

Den underjordiske jernbane tager de to slaver til nabostaten South Carolina i første omgang, hvor de skjuler sig under andre navne og har helt andre arbejdsforhold end tidligere. Men en slave er en slave og hvis man opholder sig som en bortløben en af slagsen, der hvor Cora er indlogeret, er man ikke sikker, når slavefangerne kommer på rov. Terrance har underrettet slavefangeren Ridgeway om Cora og Caesar og denne slavefanger er særlig hævngerrig, da han aldrig fandt Coras mor og nu sætter alt ind på at fange Cora. North Carolina er næste destination for Coras vedkommende, men fortiden indhenter hende før hun ved af det og pludselig står hun ansigt til ansigt med Ridgeway:

””I har alle jeres lokale skikke her – det forstår jeg godt. I har jeres morskab. ”Han udtalte morskab som en afholdsprædikant. ”Men den tilhører ikke jer. Loven siger, at det er min ret at tilbagelevere dette løsøre til dets ejer. Og det er det, jeg agter at gøre.”

Cora klynkede og tog sig til hovedet. Hun var svimmel, ligesom hun  havde været dengag, Terrance havde slået hende. Ham manden her ville give hende tilbage til ham.”

Men hvor stærk er en pige på 16 år, når det gælder hendes liv og hendes frihed og vil hun nogensinde opleve frie og lykkelige øjeblikke som et hvidt menneske?

Sikke en fantastisk velskrevet bog om slavepigen Cora og hendes færd med den underjordiske jernbane! Det er ikke uden grund at denne bog har vundet Pulitzer-prisen her i 2017 og måden hvorpå at vi som læsere både lærer noget om raceforholdene i de besøgte stater samt de mennesker, som Cora møder undervejs, har givet et bredere perspektiv på hvordan livet var dengang. Flere gange undervejs ændredes handlingen i en sådan grad, som jeg ikke havde forudset og det er noget af en pageturner, som giver små ledetråde undervejs om hvad der sker med karaktererne i fremtiden. Der sker simpelthen så mange ting på de knap 300 sider, at det er svært at få det hele med i en anmeldelse, men Whitehead fortæller på en sådan måde, så at man ikke mister pusten undervejs.

Alt i alt en virkelig tankevækkende skildring af livet som slave i USA’s sydstater gennem både Coras øjne og gennem historierne om de folk, som hendes liv påvirkes af i den ene eller anden grad.

The Lonely Hearts Travel Club: Destination Chile af Katy Colins

The Lonely Hearts Travelclub: Destination Chile af Katy Colins, 2017. Anmeldereksemplar fra HarperCollins Nordic. Opr. udgivet som Destination Chile i 2016. Antal stjerner: 4/5

Hvor meget kan gå galt i et reality-program, der blander rejser og parforhold i en konkurrence om penge og hvor godt kender Georgia egentlig sin kæreste Ben, når alt kommer til alt?

Så nåede jeg til sidste bog om Georgia Green i The Lonely Hearts Travel Club-serien, der har været ganske meget igennem siden vi mødte hende i den første bog. Hun er stadig sammen med Ben, som hun mødte på en tur til Thailand og som hun nu ejer rejsebureauet The Lonely Hearts Travel Club med, hendes barndomsveninde venter barn nr. 2 og hendes anden veninde har planer om at rejse tilbage til Australien med hendes kæreste. Det går ganske godt med rejsebureauet og da Georgia hører om en konkurrence, hvor hun og Ben skal rejse afsted til Chile og konkurrere mod andre par fra rejseselskaber, træffes der en hurtig beslutning. Som vi fandt ud af i den foregående bog, så er hun lidt af en workaholic, men på kontoret har Kelli, der har været med fra starten, fået selskab af Conrad, så det er muligt at være 2 afsted uden at skulle lukke bureauet midlertidigt:

”Jeg åndede lettet op og nikkede. Hun havde ret. De var begge fuldt ud i stand til at varetage opgaven. Det måtte være sådan her, Marie havde det, når hun afleverede Cole i daginstitutionen og hver gang hviskede ved sig selv pas godt på mit barn!

”Du må bare love, du ikke har forvandlet dig til en vaskeægte diva, når I kommer hjem fra Chile,” advarede Kelli.

”Men hvis du alligevel kommer hjem iført gigantiske insektøjnesolbriller med en hær af slaver i hælene til at farvesortere dine M&M’s, eller begynder at indrette bureauet med kridhvide liljer, så ved du, at vi nok skal få dig ned på jorden med et brag igen,” lo Conrad og fremtryllede en pakke chokoladekiks.”

Selvom bogen starter med at Ben og Georgia render rundt i IKEA og finder møbler til deres fælles lejlighed, så er det som om, at der stadig er nogle ting, som gør, at de ikke helt danser rundt på en lyserød sky. De har begge ret travlt i firmaet og Ben vil gerne åbne en afdeling af firmaet i London. Før de ved af det, befinder de sig i Chile sammen med 3 andre par og må samarbejde ganske intenst for at følge med. De bliver udfordret som aldrig før og den sidste mission indebærer en vandretur, og det sætter deres forhold på prøve som aldrig før:

”Han knyttede hænderne og trak vejret dybt et øjeblik og lignede én, der talte til 10. ”Okay, ræk mig den blå snor. Nej, ikke den… Ja, præcis. Og så trækker du den så stramt ud, som du overhovedet kan…” Han gennemgik resten af instruktionerne med mig i et mere afmålt, men lettere hidsigt tonefald. Hvorfor fanden var der nogen, der gjorde det her for sjov?

Omsider, og gudskelov uden mere mundhuggeri, fik vi sat det forbandede telt op. Jeg trådte lidt tilbage og håbede på at finde en eller anden stolthedsfornemmelse over det, vi havde gjort, men i stedet følte jeg mig bare udmattet, knotten, våd og fuldkommen syg efter en ordentlig seng i et varmt, rent værelse.”

Men hvordan skal man komme videre efter en tur, der har afsløret mere om ens parforhold end man havde regnet med og hvad kan man lære om sig selv, når man udfordres til at gøre ting, som ligger udenfor ens comfortzone?

Det er altid noget af en rejse, når man som læser drager afsted med Georgia Green og læser om alle hendes oplevelser på sidelinjen. Denne bog er ingen undtagelse og ligesom i de foregående bøger er der situationer hvor hepper på Georgia, men også andre situationer, hvor man tager sig til hovedet. Men det er det, der gør, at man som læser så godt kan identificere sig med Georgia, for hun er langt fra perfekt, men hun udfordrer sig selv og man får helt lyst til at rejse verden rundt efter endt læsning. Jeg læste den anden dag, at der er endnu en bog på vej om Georgia og der er ingen tvivl om, at jeg skal ”ud og rejse” med Georgia igen, for Colins er virkelig god til at skrive helt ærligt og på en sådan måde, at man må trække på smilebåndet op til flere gange undervejs.

Alt i alt en skøn afslutning på serien om Georgia og hendes liv, der denne gang bringer hende til Chile og på en rejse, der lærer hende flere ting end forventet om hendes liv og især hvad et parforhold kan holde til.

Anne of Green Gables : Authoritative text, backgrounds, criticism af L.M. Montgomery

Anne of Green Gables : Authoritative text, backgrounds, criticism af L.M. Montgomery (redigeret af Mary Henley Rubio og Elizabeth Waterston), 2007. W.W. Norton & Co.. Antal stjerner: 5/5

Hvem er Anne Shirley og hvordan er historien om hende blevet til sådan en børnebogsklassiker som den er i dag over hele verden?

Det her bliver lidt en kombineret anmeldelse, da denne bog både indeholder selve teksten til første bog i serien om Anne Shirley og dele af analyser gennem årene, Montgomerys dagbogsnotater og forklarende noter undervejs i teksten.

Anne Shirley er et forældreløst barn i staten Nova Scotia i Canada, som vi som læsere første gang møder, da den ældre mand Matthew Cuthbert kommer for at hente hende på den lokale togstation. Han og hans søster Marilla har besluttet sig for at få noget hjælp på deres gård i den lille by Avonlea, men de havde sendt bud efter en dreng. Derfor får han sig noget af en overraskelse, da han ser en rødhåret pige på stationen og beslutter sig for alligevel at tage hende med hjem. Dette er et uddrag fra deres køretur hjem til Green Gables, hvor Marilla venter på dem:

“The “Avenue,” so called by the Newbridge people, was a stretch of road four or five hundred yards long, completely arched over with huge, wide-spreading apple-trees, planted years ago by an eccentric old farmer. Overhead was one long canopy of snowy fragrant bloom. Below the boughs the air was full of a purple twilight and far ahead a glimpse of painted sunset sky shone like a great rose window at the end of a cathedral aisle. Its beauty seemed to strike the child dumb. She leaned back in the buggy, her thin hands clasped before her, her face lifted rapturously to the white splendor above. Even when they had passed out and were driving down the long slope to Newbridge she never moved or spoke. Still with rapt face she gazed afar into the sunset west, with eyes that saw visions trooping splendidly across that glowing background. “

Anne er ikke en helt sædvanlig pige og selvom alting ikke går helt glat hele tiden, så falder Anne hurtigt til i sine nye omgivelser. Vi følger hende som læsere fra hun er 11 år og indtil hun er 16 og det er en fornøjelse at følge med på sidelinjen i både medgang og modgang, da der er rigelig af begge dele i Anne’s liv.

Men denne udgave af bogen indeholder som sagt også meget andet end den første bog om Anne. En af de ting, som jeg særlig nød at læse, var Montgomery’s dagbogsnotater om blandt andet tilblivelsen af bogen om Anne. Nedenstående stammer fra hendes dagbog i 1907, som er året før Anne blev udgivet:

“Two years ago in the spring of 1905 I was looking over this notebook in search of some suitable idea for a short serial I wanted to write for a certain Sunday School paper and I found a faded entry, written ten years before: – “Elderly couple apply to orphan asylum for a boy. By mistake a girl is sent them.” I thought this would do. I began to block out chapters, devise incidents and “brood up” my heroine. Somehow or other she seemed very real to me and took possession of me to an unusual extent. (…) Then the thought came, “Write a book about her. You have the central idea and character. All you have to do is to spread it out over enough chapters to amount to a book.”

The result of this was “Anne of Green Gables”. “

Hvis jeg skulle kalde denne bog noget, ville jeg kalde det for den ultimative udgave om Anne Shirley. Der er alt som det nørdede hjerte elsker i form af analyser, dagbogsnotater og informationer om udgivelsen (heriblandt hvornår den blev oversat til andre sprog på verdensplan) og selve historien og dens forfatters religiøse ophav bliver mere tydelig på en eller anden måde.

Alt i alt en fantastisk samling af nørdede tekster om Anne Shirley, Montgomery og den litterære periode og tradition, som bogen er en del af.