The Lonely Hearts Travel Club: Destination Chile af Katy Colins

The Lonely Hearts Travelclub: Destination Chile af Katy Colins, 2017. Anmeldereksemplar fra HarperCollins Nordic. Opr. udgivet som Destination Chile i 2016. Antal stjerner: 4/5

Hvor meget kan gå galt i et reality-program, der blander rejser og parforhold i en konkurrence om penge og hvor godt kender Georgia egentlig sin kæreste Ben, når alt kommer til alt?

Så nåede jeg til sidste bog om Georgia Green i The Lonely Hearts Travel Club-serien, der har været ganske meget igennem siden vi mødte hende i den første bog. Hun er stadig sammen med Ben, som hun mødte på en tur til Thailand og som hun nu ejer rejsebureauet The Lonely Hearts Travel Club med, hendes barndomsveninde venter barn nr. 2 og hendes anden veninde har planer om at rejse tilbage til Australien med hendes kæreste. Det går ganske godt med rejsebureauet og da Georgia hører om en konkurrence, hvor hun og Ben skal rejse afsted til Chile og konkurrere mod andre par fra rejseselskaber, træffes der en hurtig beslutning. Som vi fandt ud af i den foregående bog, så er hun lidt af en workaholic, men på kontoret har Kelli, der har været med fra starten, fået selskab af Conrad, så det er muligt at være 2 afsted uden at skulle lukke bureauet midlertidigt:

”Jeg åndede lettet op og nikkede. Hun havde ret. De var begge fuldt ud i stand til at varetage opgaven. Det måtte være sådan her, Marie havde det, når hun afleverede Cole i daginstitutionen og hver gang hviskede ved sig selv pas godt på mit barn!

”Du må bare love, du ikke har forvandlet dig til en vaskeægte diva, når I kommer hjem fra Chile,” advarede Kelli.

”Men hvis du alligevel kommer hjem iført gigantiske insektøjnesolbriller med en hær af slaver i hælene til at farvesortere dine M&M’s, eller begynder at indrette bureauet med kridhvide liljer, så ved du, at vi nok skal få dig ned på jorden med et brag igen,” lo Conrad og fremtryllede en pakke chokoladekiks.”

Selvom bogen starter med at Ben og Georgia render rundt i IKEA og finder møbler til deres fælles lejlighed, så er det som om, at der stadig er nogle ting, som gør, at de ikke helt danser rundt på en lyserød sky. De har begge ret travlt i firmaet og Ben vil gerne åbne en afdeling af firmaet i London. Før de ved af det, befinder de sig i Chile sammen med 3 andre par og må samarbejde ganske intenst for at følge med. De bliver udfordret som aldrig før og den sidste mission indebærer en vandretur, og det sætter deres forhold på prøve som aldrig før:

”Han knyttede hænderne og trak vejret dybt et øjeblik og lignede én, der talte til 10. ”Okay, ræk mig den blå snor. Nej, ikke den… Ja, præcis. Og så trækker du den så stramt ud, som du overhovedet kan…” Han gennemgik resten af instruktionerne med mig i et mere afmålt, men lettere hidsigt tonefald. Hvorfor fanden var der nogen, der gjorde det her for sjov?

Omsider, og gudskelov uden mere mundhuggeri, fik vi sat det forbandede telt op. Jeg trådte lidt tilbage og håbede på at finde en eller anden stolthedsfornemmelse over det, vi havde gjort, men i stedet følte jeg mig bare udmattet, knotten, våd og fuldkommen syg efter en ordentlig seng i et varmt, rent værelse.”

Men hvordan skal man komme videre efter en tur, der har afsløret mere om ens parforhold end man havde regnet med og hvad kan man lære om sig selv, når man udfordres til at gøre ting, som ligger udenfor ens comfortzone?

Det er altid noget af en rejse, når man som læser drager afsted med Georgia Green og læser om alle hendes oplevelser på sidelinjen. Denne bog er ingen undtagelse og ligesom i de foregående bøger er der situationer hvor hepper på Georgia, men også andre situationer, hvor man tager sig til hovedet. Men det er det, der gør, at man som læser så godt kan identificere sig med Georgia, for hun er langt fra perfekt, men hun udfordrer sig selv og man får helt lyst til at rejse verden rundt efter endt læsning. Jeg læste den anden dag, at der er endnu en bog på vej om Georgia og der er ingen tvivl om, at jeg skal ”ud og rejse” med Georgia igen, for Colins er virkelig god til at skrive helt ærligt og på en sådan måde, at man må trække på smilebåndet op til flere gange undervejs.

Alt i alt en skøn afslutning på serien om Georgia og hendes liv, der denne gang bringer hende til Chile og på en rejse, der lærer hende flere ting end forventet om hendes liv og især hvad et parforhold kan holde til.

Anne of Green Gables : Authoritative text, backgrounds, criticism af L.M. Montgomery

Anne of Green Gables : Authoritative text, backgrounds, criticism af L.M. Montgomery (redigeret af Mary Henley Rubio og Elizabeth Waterston), 2007. W.W. Norton & Co.. Antal stjerner: 5/5

Hvem er Anne Shirley og hvordan er historien om hende blevet til sådan en børnebogsklassiker som den er i dag over hele verden?

Det her bliver lidt en kombineret anmeldelse, da denne bog både indeholder selve teksten til første bog i serien om Anne Shirley og dele af analyser gennem årene, Montgomerys dagbogsnotater og forklarende noter undervejs i teksten.

Anne Shirley er et forældreløst barn i staten Nova Scotia i Canada, som vi som læsere første gang møder, da den ældre mand Matthew Cuthbert kommer for at hente hende på den lokale togstation. Han og hans søster Marilla har besluttet sig for at få noget hjælp på deres gård i den lille by Avonlea, men de havde sendt bud efter en dreng. Derfor får han sig noget af en overraskelse, da han ser en rødhåret pige på stationen og beslutter sig for alligevel at tage hende med hjem. Dette er et uddrag fra deres køretur hjem til Green Gables, hvor Marilla venter på dem:

“The “Avenue,” so called by the Newbridge people, was a stretch of road four or five hundred yards long, completely arched over with huge, wide-spreading apple-trees, planted years ago by an eccentric old farmer. Overhead was one long canopy of snowy fragrant bloom. Below the boughs the air was full of a purple twilight and far ahead a glimpse of painted sunset sky shone like a great rose window at the end of a cathedral aisle. Its beauty seemed to strike the child dumb. She leaned back in the buggy, her thin hands clasped before her, her face lifted rapturously to the white splendor above. Even when they had passed out and were driving down the long slope to Newbridge she never moved or spoke. Still with rapt face she gazed afar into the sunset west, with eyes that saw visions trooping splendidly across that glowing background. “

Anne er ikke en helt sædvanlig pige og selvom alting ikke går helt glat hele tiden, så falder Anne hurtigt til i sine nye omgivelser. Vi følger hende som læsere fra hun er 11 år og indtil hun er 16 og det er en fornøjelse at følge med på sidelinjen i både medgang og modgang, da der er rigelig af begge dele i Anne’s liv.

Men denne udgave af bogen indeholder som sagt også meget andet end den første bog om Anne. En af de ting, som jeg særlig nød at læse, var Montgomery’s dagbogsnotater om blandt andet tilblivelsen af bogen om Anne. Nedenstående stammer fra hendes dagbog i 1907, som er året før Anne blev udgivet:

“Two years ago in the spring of 1905 I was looking over this notebook in search of some suitable idea for a short serial I wanted to write for a certain Sunday School paper and I found a faded entry, written ten years before: – “Elderly couple apply to orphan asylum for a boy. By mistake a girl is sent them.” I thought this would do. I began to block out chapters, devise incidents and “brood up” my heroine. Somehow or other she seemed very real to me and took possession of me to an unusual extent. (…) Then the thought came, “Write a book about her. You have the central idea and character. All you have to do is to spread it out over enough chapters to amount to a book.”

The result of this was “Anne of Green Gables”. “

Hvis jeg skulle kalde denne bog noget, ville jeg kalde det for den ultimative udgave om Anne Shirley. Der er alt som det nørdede hjerte elsker i form af analyser, dagbogsnotater og informationer om udgivelsen (heriblandt hvornår den blev oversat til andre sprog på verdensplan) og selve historien og dens forfatters religiøse ophav bliver mere tydelig på en eller anden måde.

Alt i alt en fantastisk samling af nørdede tekster om Anne Shirley, Montgomery og den litterære periode og tradition, som bogen er en del af.

Tit er jeg glad af Jens Christian Grøndahl

Tit er jeg glad af Jens Christian Grøndahl, 2016. Anmeldereksemplar fra Gyldendal. Antal stjerner: 4/5

Hvordan håndterer man livet, når ens livsledsager gennem mange år dør og hvor længe kan fortidens spøgelser præge de efterladtes liv?

Ellinor er navnet på hovedpersonen i denne bog af Jens Christian Grøndahl og hun fortæller om sit liv til sin afdøde veninde Anna. Hun har netop mistet den mand, som hun boede sammen med i mange år og som tidligere var Annas mand. Sammen med Georg tog hun sig af venindens sønner, tvillingerne Stefan og Morten og i løbet af årene rykkede hun også hendes egne pæle op og flyttede ind. Vi møder Ellinor lidt efter Georgs død, hvor hun stadig vænner sig til sin nye tilværelse som enke og selvom tvillingerne er voksne på dette tidspunkt, så er de ikke altid sikre på, hvor de har hende henne og i følgende afsnit er tvillingerne det de, der tvivler:

”Jeg græd ikke til begravelsen, måske er det derfor, de tvivler på mine følelser. Jeg var færdig med at græde. Da jeg kom hjem fra hospitalet, græd jeg hele aftenen, indtil jeg faldt i søvn på sofaen uden at have tændt en eneste lampe. Jeg kunne ikke lægge mig i sengen, men det var ikke på grund af ham. Det var ikke, fordi han lige var død i den seng, og beviser er, at jeg ikke har skiftet sengetøj de første uger. Jeg blev liggende med det samme lagen og det samme dynebetræk, indtil jeg ikke længere kunne mærke hans lugt. Det er en af de ting, jeg gerne ville have kunnet tale med dig om, Georgs lugt. Hvordan kan man kende noget så godt uden at have ord til at beskrive det med?”

Men det var ikke kun Anna, som Ellinor mistede ud af det blå. Det var også Henning, som Ellinor var gift med dengang og hvis barn hun ventede, medens deres forhold stadig var nyt og som hun fik fjernet på en sådan vis, at hun aldrig siden ville kunne få børn. Ellinor, Henning, Anna og Georg var sammen afsted på skiferie, da Anna og Henning forsvandt i en lavine og senere fortalte Georg, at det hele ikke havde været som Anna troede. Han havde opdaget, at Anna og Henning havde en affære og det er en af de ting, som Ellinor tænker meget over, da hun går rundt i Georgs og Annas hus den første tid efter og som hun skriver meget om til Anna:

”Kærligheden skaber kendsgerninger på landjorden, først i form af et bombenedslag, siden som et mere langsigtet entreprenørarbejde, og når der er gået et stykke tid, behøver skandalen, bruddet og dramaet ikke længere nogen forklaring. Der er, hvad der er. Det er kærlighedens efterladte, der må prøve at forstå. Det er de kasserede, der må være noble og klogt indse, at vi kun har hinanden til låns. De elskende tiltager sig retten med vold eller det, der ligner, og de drømmer ikke om at forklare sig. Fordi det var han, fordi det var dig.”

Men hvordan kan Ellinor og Georg og tvillingerne sammen leve videre efter et sådant pludseligt tab og hvem er Ellinor egentlig?

Jeg tror aldrig, at jeg har følt mig så tæt på en fortæller, som jeg gjorde med Ellinor. Det er en lind strøm af tanker, som bringer os tættere på hende end hendes omverden nogensinde har været og de hemmeligheder, som ikke alle omkring hende kendte, afsløres overfor denne veninde Anna, som efterlod noget af et rod, da hun og Henning pludselig ikke var mere. Der er noget blufærdigt over denne bog og særligt dens sprog, som jeg var helt vild med og især at Ellinors fortid afsløres lidt efter lidt. Det er første bog, som jeg har læst af Grøndahl og allerede efter sidste side var vendt, vidste jeg, at det er en forfatter, hvis bøger jeg skal have læst flere af.

Alt i alt en interessant lille perle af en bog, som med sin blufærdige fortæller bringer os helt tæt på kvinden Ellinor, hvis liv ikke altid har været helt ligetil og som må finde sig selv igen efter tabet af hendes mand.

Graceland af Ida Holmegaard

Graceland af Ida Holmegaard, 2017. Anmeldereksemplar fra Rosinante. Antal stjerner: 4/5

Hvordan falder man til i en stor by som New York, når man tager derover helt alene og hvordan lever de danske familier egentlig i dag?

Holmegaard, der i 2015 debuterede med kortromanen ”Emma Emma”, har nu skrevet denne roman, som sætter en moderne dansk familie i fokus. Bogen er opdelt i 3 synsvinkler og den første, som vi møder som læser, er lillesøsteren Daisy, som en decemberdag går rundt derhjemme og venter på at de andre i familien kommer hjem. Hendes far og lillebror er ikke langt hjemmefra, men moren Sylvia er skuespillerinde og på vej hjem fra Randers og hendes storebror Theo er på vej hjem fra New York. Medens Daisy går rundt i familiens hjem, tænker hun over samtaler og oplevelser med blandt andet Theo inden han tog afsted:

”Theo tog Daisy med ud til Amager Strandpark, til den nye del, den kunstige ø i Øresund. De gik en meget lang tur derude mellem sundet og det inddæmmede vand i lagunen, og Theo sagde, at marehalmen nok var hans yndlingsplante, og de tog badetøj på og gik i vandet på havsiden. Theo er helt anderledes end andre voksne mænd, hun kender. Måske fordi han ikke er helt voksen. Han ligner lidt en pige, ligesom Daisy ligner en dreng. Men det klæder Theo at være spinkel og smilende og langhåret og at have høje kindben. Man har ofte sagt til hende: Du har en meget smuk bror.”

Sylvia er den næste karakter, som vi følger idet hun skal til at køre hjem mod København. Hun reflekterer over hvordan hendes karriere har været og hvordan hendes fremtid ser ud. Denne december bliver en julekalender vist på fjernsynet, som hun var med i og folk genkender hende hist og her på gaden. Hun kører forbi Memphis Mansion, som er en miniudgave af Elvis’ Graceland, på vej hjem fra Randers og nynner lidt af hans musik i bilen. Sidste synsvinkel er Theo, som har boet et efterår i New York. Helt alene er han ikke i storbyen, da en ven gav hans nummer til Frederik, som han hænger ud med. Følelser opstår, men Theo falder pladask for kunstneren Kamal, som han ikke helt ved, hvor han har henne følelsesmæssigt. Dette viser sig blandt andet ved en kunstudstilling, som Kamal er med til, men som Theo ikke er inviteret med til i første omgang:

””It looks interesting,” sagde jeg. Kamal havde taget bukser på og var i gang med at befri et par nye, sorte sokker fra deres papemballage. Han satte sig og holdt sokkerne mod foden for at måle, om de passede i størrelsen. Han sagde: ”Yeah, the exhibition, the opening is the day after tomorrow. I probably forgot to include you on the mailing list with invitations, I’m sorry.” Jeg sagde, at jeg ville se, om jeg kunne få tid til at komme, selv om jeg godt vidste, at selvfølgelig ville jeg det, selv om han tydeligvis kun havde tildelt mig en halv, hvis ikke en kvart, invitation. Jeg ville bare så gerne se hans venner og hans værker. Åh, mit hjerte, jeg slider det op.”

Men hvordan er det at forlade en by som New York, når man ikke helt ved, om man har efterladt sit hjerte der?

Der er et eller andet ved Holmegaards måde at skrive på, som igen fangede mig fra allerførste side. Det er interessant at få en familie skildret fra forskellige vinkler og især at følge Theo vandre rundt og vænne sig til en by som New York. Der er sådan lidt stream of consciousness over skrivestilen og det fungerer utrolig godt til en ung mands færd i en storby. Ligesom Holmegaards debut så er det her en bog, hvor man har lyst til at læse det hele på én gang og på samme tid har man også lyst til at nyde sproget i mindre bidder og lade læsningen strække sig over længere tid. Selvom bogen ikke er længere end 136 sider, så formår Holmegaard at skrive et portræt af en familie, som bliver hængende hos læseren i nogen tid efter sidste side er vendt.

Alt i alt en smukt skrevet skildring af en moderne familie, set igennem tre familiemedlemmers forskellige øjne og ikke mindst en fortælling om at finde sig selv og miste sit hjerte i New York.

Sommergræs, vinterorm af Mette Sø

Sommergræs, vinterorm af Mette Sø, 2017. Anmeldereksemplar fra Politikens Forlag. Antal stjerner: 4/5

Hvad skal man gøre, når man pludselig står uden job, kæreste og far og hvad har landene Finland, Grækenland og Rumænien til fælles, siden det er disse lande vores hovedperson Billi tager til sådan ud af det blå?

Mette Sø tager i denne roman sine læsere i hånden og lader hendes hovedperson Billi få følgeskab i hans liv, som netop har taget sig noget af en drejning og vi møder ham første gang, da han stadig befinder sig på dansk jord. Hans far var gennem længere tid syg og da faren er blevet begravet, kommer Billi hjem til et tomt hjem. Hans kæreste har pakket sine ting og taget afsted og hun har kun efterladt et brev med få sætninger til Billi. Men det er ikke det eneste uheld, som har ramt Billi – han er nemlig også blevet arbejdsløs. Han arbejdede på en kuvertfabrik, som blev solgt og beslutter sig pludselig for at tage et smut til Finland til sin barndomsvens Marks forbløffelse. Her møder han tilfældigvis kvinden My i Helsinki, som tager ham en tur med ud på landet:

“Den ene times granskov og kig til søer overtager den anden. Jeg ved, at det er smukt. Min hjerne siger til mig, at det her er virkelig smukt. Jeg sige højt, at det er smukt. Men det rører mig ikke. Jeg lægger en hånd på maven. Normalt bliver jeg stor i maven, og så ved jeg, at det er smukt. Måske hænger maven sammen med hjertet. Mine organer sætter ud et efter et og sortskrumper. Først hjertet og maven, så nyrerne og bentøjet. Jeg ved godt, at benene ikke er et organ, de er ekstremiteter, men de kan vel visne. Slaske hen ad jorden som et par fletninger. Jeg gnider min brystkasse, mærker huden blive varm.

“Har du nogensinde oplevet, at dit hjerte forsvandt?” siger jeg.

My ser på mig med det ene øjenbryn løftet.

“Masser af gange. “”

Her møder han nogle af de lokale, som My kender og gennem dem kommer han til at kunne besøge en papirmølle. Det går ikke helt så godt som man kunne håbe på og han beslutter sig for at rejse videre. Det er nemlig som om, at der er flere ting, som han må finde ud af, før han igen kan vende hjem til Danmark. Næste stop er Athen, hvor han gerne vil besøge kuvertfabrik. Det er lidt sværere at lave en aftale end han først lige havde regnet med og han går på opdagelse i byen, hvor han møder grækeren Alexis inde i en træningshal. Efter en udveksling af et par bemærkninger får Billi stukket et visitkort på en restaurant i hånden og før han ved af det, tager han der forbi og snakker om livets problemer:

“”Vores problemer er penge, det ordner sig. Godt, jeg ikke er i din situation.”

Jeg tørrer mine øjne.

“Mener du det?”

Alexis klemmer min arm og griner.

“Det ved jeg ikke. Du er i krise. Vi er i krise. En krise er en krise og kan ikke rangordnes. Se på det positive. Du er landet det rigtige sted. Vi opfandt ordet krise.”

“Problemet er, at jeg ikke kan slippe denne her tanke om, at jeg også er væk. Gået i stykker.”

“Måske skal du slippe tanken om, at du skal give slip. Så har du et problem mindre. Kriser tager den tid, kriser tager.” “

Men hvordan skal Billi komme videre herfra?

Det er ikke altid let at være Billi og det er noget af en rejse, som vi kommer på som læsere af denne bog. Men ligeså meget som det er en geografisk interessant rejse, så er det også en rejse ind i Billi selv, da han er en person, som tænker meget og fordøjer de ting, som han oplever. Sø skriver så levende at man føler at man ikke vender siderne i en bog, men i stedet står ved siden af Billi og det er bestemt en bog, som kan læses mere end én gang. Der er mere til Billi end man umiddelbart tror, da man starter bogen og brikkerne falder på plads en brik ad gangen i forhold til hvorfor Billis liv er som det er.

Alt i alt en tænksom bog, som tager sin læser på en fantastisk interessant rejse rundt omkring i Europa i selskab med Billi og hans tanker om både sit eget liv og hvordan det skal gå med kuvertfabrikker rundt omkring i verden i fremtiden.