Øer af Rakel Haslund-Gjerrild

Øer af Rakel Haslund-Gjerrild, 2016. Kronstork. Anmeldereksemplar fra forlaget. Antal stjerner: 5/5

Kan et hav stige for pludselig så at falde igen og hvordan ændres vi som mennesker gennem tiden?

”Øer”, som er skrevet af debutanten Rakel Haslund-Gjerrild, er en samling af 20 noveller og et enkelt essay, hvis handler finder sted både på og omkring Bornholm. Alle novellerne handler om forskellige mennesker og hvordan deres skæbner har udformet sig. Da anmeldelsen her ville blive for lang, hvis jeg skulle snakke om alle novellerne, så har jeg valgt et par stykker ud. Den første er ”En kastanje foran vinduet”, som handler om hvor meget nostalgi, der kan være omkring et træ fra barndommen. Nu skal det dog ordnes og novellens hovedkarakter tager læseren med op i træet:

”Jeg har før skåret en del træer ned her på grunden, dog aldrig et der er så stort som dette. Ellers er det jo ikke så svært. Man starter fra toppen af. Stigen rækker kun de første femten meter, og allerede her står jeg gemt i den viltre krone, hvor alle grenene slynger sig ind i hinanden med femfingrede blade, tallerkenstore, grønne membraner der lyser op når solen trænger gennem skyerne.”

Det særligt interessante ved denne novelle er de barndomsminder, som er tilknyttet træet og enhver læser med nostalgi i sindet vil kunne nikke genkendende til hovedkarakterens minder, som erfares side for side. Den næste novelle, som jeg vil fremhæve, er ”Hey Jude” om en pige, hvis navn blev ændret til pigenavnet fra sangen af The Beatles:

”Engang var jeg sammen med en pige der blev kaldt for Jude. Selv kaldte hun sig for June, efter sangen, fortalte hun mig den aften jeg mødte hende. Hun hed egentlig Magareta, opkaldt efter en svensk bedstemor hun aldrig havde kendt. Da hun blev atten skiftede hun navn til Jennifer, og da hun blev træt af det, bad hun folk om at kalde hende for June. Det gjorde jeg så, indtil jeg fandt ud af at det var Hey Jude hun havde taget navn efter. Derefter hed hun Jude. ”

Sidemæssigt var det en kort historie, men det er samtidig en novelle, hvor man som læser tænker over hvordan som individer lever i fællesskab og hvordan vi som mennesker blandt andet identificerer os gennem et navn. Den sidste, som jeg her vil fremhæve, er ”Havet stiger”, hvor novellens hovedkarakter tager os med ud til det hav, idet hun iagttager det:

”Hun plejer ellers at kunne se ned til bunden, men nu hvor havet er svulmet op som en fed tordensky kan hun ikke længere se hverken de rustne malerspande, torskehovederne eller resterne af garn og net. I dag står havet endnu højere. I dag kan hun lægge håndfladen mod havoverfladen ved bare at hvile albuerne på molekanten og lade bølgerne glide hen over hånden som sultne hestetunger. ”

Men hvad sker der med landskabet (og de tilstedeværende), når havet stiger?

Haslund-Gjerrild har her skrevet en bemærkelsesværdig debut, som bragte denne storkøbenhavner ud til de fjerneste små øer ud for Bornholm, hvor vandet skvulper og man til tider ikke kan se land. Karaktermæssigt var det fantastisk overskueligt med få karakterer per historie og den kan bestemt genlæses flere gange fremover, da naturens øjebliksbilleder beskrives virkelig smukt. Alt i alt en sprogligt smuk debut, som enhver sprogelsker (og Bornholmelsker) bør læse med det samme.

Hovedløst af Svend Engh

Hovedløst af Svend Engh, 2015. Books on Demand. Anmeldereksemplar fra forfatteren. Antal stjerner: 4/5

Hvordan påvirker kærlighed folks livshistorier og kan man snyde fjenden og overleve ved at agere vanvittig?

”Hovedløst” er en interessant blanding af små historier, lidt længere historier og poesi, som fortælleren Svend Engh står bag. Bogen er opdelt i 15 dele, som hver især begynder med et digt, der efterfølges af to historier. Med i alt over 45 tekster er det umuligt at snakke om alle, så jeg har valgt to ud, nemlig ”Krabben og kysset” og ”Elenis fest”.

Det her uddrag er fra starten af fortællingen ”Krabben og kysset”, som handler om den unge kærlighed en stille sommer i Nordsjælland:

”En midsommer-aften engang for længe siden i den nordsjællandske by Rørvig. Der skete ikke noget, eller der skete det, som skulle ske. Drengene redte hår med en kam, de havde i deres uldne jakker, nogle af pigerne havde gule regnfrakker på, som så brandgodt ud til deres solbrune ben. Pigerne stod der bare, eller sad.”

Når unge mennesker er samlet, opstår forelskelser og Jakob, som er en af de lokale, falder lidt for Kirsten, der kommer inde fra byen. Hun er ikke helt som de andre og han vil virkelig gerne imponere hende. Men hvordan kan han det?  ”Elenis fest” har en noget mere alvorlig karakter. Eleni bor oppe i bjergene i en lille by med sin mormor og krig hærger i området. Den er endnu ikke kommet til den lille by, men en dag er krigen kommet tættere på:

”Om morgenen vågner Eleni og kan ikke bare høre krigen, hun kan også se den. Det er en vindstille og smuk morgen, og Eleni løber ud til mormoren for at spise morgenmad, æg rørt sammen og stegt på panden. Eleni sætter sig med glubende appetit og spiser hurtigt det lækre måltid. Eleni ser ud af vinduet. Oppe i de vestlige bjerge, hvor lyden i et stykke tid er kommet fra, kan Eleni se røgsøjler skrive deres dystre profeti på himlen.”

Da fjenden kommer til byen, er der ikke mange huse og de har glædet sig til at plyndre byen. Men sammen med to andre befinder Eleni og hendes mormor sig stadig i deres hus og de må finde en plan for at overleve. Men hvordan narrer man fjenden?

Enghs blanding af historier bringer læseren vidt omkring. Til en sommerdag med ungdomsforelskelser, til en pige der er vild med stjernebilleder, til en togtur med Øresundstoget og mange andre steder. Det, at man som læser ikke ved, hvor han fører os hen på næste side, fungerede virkelig godt for denne læser og det er tydeligt i sproget, at han er vant til at skrive historier. Bogens illustrationer, som Emil Scharff Christensen står bag, fungerer utrolig godt til bogens temaer og giver dem en vis ekstra kant.

Alt i alt en fin blanding af poesi og små historier, som både kan læses ud i ét eller som små bidder på forskellige dage og stadig give god mening pga temaerne, som samler 3 tekster under hver af dem.

Uendelig muslinger af Sylvie Bocqui

Uendelig muslinger af Sylvie Bocqui, 2016. Anmeldereksemplar fra Forlaget Etcetera. Opr. udgivet som Infini coquillettes i 2002. Antal stjerner: 5/5

Hvordan husker man sin barndom som voksen og hvordan iagttager et barn egentlig sin omverden?

Sylvie Bocqui er forfatterinden bag denne lille samling af øjebliksbilleder, som opleves gennem en pige ved navn Stéphanie. Hun kaldes for ”den lille” gennem bogen og vi ser som læser, hvordan hun iagttager verden fra en ganske tidlig alder. Hun drømmer blandt andet om at være iblandt stjernerne og månen på himlen, som hun betragter hver aften:

”Verdensrummet er en tyk gelé, en koboltblå tæthed, en pattedyragtig dovenhed. Hun fæstner blikket på den gabende tomhed, der bliver ved med at åbne sig, indtil den vender vrangen ud af sig selv, indtil den har vendt sig helt om sig selv. Hun lader sig opsluge, tomheden suger hende op ved øjnene, hun kan mærke, hvordan hun løftes uendeligt op, men hvad kommer denne mærkelige følelse af, for hendes hoved ligger jo ubestrideligt dér, trykket ned i hovedpuden, trekanten holder huset fast.”

Hun er et ganske tænksomt barn og det er svært for hende at få venner. Hendes pudsige idéer forstår ingen anden end hun og hun undrer sig over meget. Hvorfor er hendes far så fjern? Hvorfor kalder hendes mor hende for ”tudsefisk”? Hendes fantasi fejler ingenting:

”Hun er den porcelænsfigur, som hun har set i et butiksvindue i Baden-Baden, en markise, der vipper drillende med foden foran en kattekilling.

Hun er en meget syg ung pige med lilla ansigtsfarve, hvilende afkræftet på sine puder, svedende meget, men smilende alligevel.

 Hun er Ludvig Den Hellige, som sidder og venter under sit egetræ.

Hun er Zorro, der galopperer hen over kapellets tag og beskytter damen i hvidt, som bor i et drivhus.”

Hvordan skal det dog gå et så undrende barn?

Det tog ikke mange linjer, før jeg var solgt. Øjebliksbillederne her er så smukke og som læser bevægede jeg mig tilbage til min egen barndom, da jeg på nogle punkter var præcis som ”den lille”. Sproget i denne bog er til tider så smukt i beskrivelserne, at jeg genlæste nogle af dem med det samme. En interessant ting, som jeg tænkte over, da jeg var færdig med at læse den, var, at jeg følte at det var hovedkarakterens sind, som jeg kendte bedst og ikke hvordan hun så ud, som man gør med nogle bøger. Før denne havde jeg typisk stiftet bekendtskab med klassikere indenfor den franske litteratur og hvis den nutidige er så velskreven som denne, så er den bestemt værd at dykke ned i.

Alt i alt en fantastisk bog med barnets øjebliksbilleder, som er beskrevet på én helt særlig vis og som bestemt også kan genlæses mange gange.

 

De der vandrer bort fra Omelas af Ursula K. Le Guin

De der vandrer bort fra Omelas af Ursula K. Le Guin, 2016. Forlaget Virkelig. Antal stjerner: 4/5

Er der nogle iagttagelser, som det er bedst at man glemmer og hvordan er det at leve i en glædens by?

Det er nogle af de mange spørgsmål, som denne læser sad tilbage med efter at have læst denne lille fortælling på blot 16 sider. Det er er det første, som jeg læser af Le Guin og den har tidligere været udgivet som en del af samlingen ”The Wind’s Twelve Quarters” fra 1980. Hun fører læseren tilbage til en tid, som er ganske særlig utopisk i sin stil og byen, som vi bringes til, kaldes for glædens by. Den er ganske smukt placeret i naturen:

”Morgenluften var så klar at snekappen der endnu dækkede De Atten Tinder, brændte gennem sollyset med hvidgylden glød under himlens dybblå. Vinden var akkurat stærk nok til indimellem at smælde og blafre med de vimpler der afmærkede væddeløbsbanen. I stilheden over de brede, grønne enge hørte man musikken bugte sig gennem byens gader, fjernere og nærmere, hele tiden nærmere, en svag, munter sødme i luften som fra tid til anden skælvede og trak sammen for så at bryde ud i klokkernes store glade ringen.”

Det utopiske kommer især til syne i beskrivelsen af deres levevis. De har ingen konge, ingen slaver og formodentlig kun få regler og love ifølge vor fortæller. Vi læsere er blevet bragt til byen i anledning af en stor fest, som de plejer at holde, hvor optog når ud til deres grønning og hvor blomster bæres i håret af unge mænd. Men alt er ikke hvad det umiddelbart er ud til og i en kælder under en af byens mange smukke bygninger sidder et ganske ulykkeligt barn:

”Derinde sidder et barn. Det kan være både en pige og en dreng. Barnet ser ud til at være omkring de seks, men er faktisk næsten ti. Det er åndssvagt. Måske er det født abnormt, eller måske er det blevet imbecilt af frygt, underernæring og vanrøgt. Det piller næse og piller af og til ved næse og kønsdele mens det sidder sammenkrøbet i sit hjørne længst væk fra spanden og de to mopper. Det er bange for mopperne. Det synes de er væmmelige. Det lukker øjnene, men ved at mopperne bliver ved med at være der, at døren er låst og der ikke kommer nogen. Døren er altid låst.”

Men hvorfor er barnet havnet der og hvad sker der med de indbyggere, som ind imellem kigger ind i kælderen?

Le Guin har med denne lille historie om Omelas skrevet noget ganske specielt, som jeg blev meget forundret over. Jeg kendte ikke til denne bogserie fra Forlaget Virkelig, som den er en del af og det var katten på forsiden, som gjorde, at jeg tog den op. Små fortællinger kan efterlade ganske dybe aftryk og jeg er ikke i tvivl om, at jeg skal læse den igen flere gange gennem mit liv. Jeg tror, at man kan få forskellige ting ud af den alt efter hvornår man læser den. Le Guin skriver virkelig godt og overbevisende og der gik ikke mange sekunder, før denne læser drømte sig bort fra storbyens larm og til en lille ukendt by, hvor glæde helt bestemt er velkommen.

Alt i alt en interessant kort fortælling, som har mere mellem linjerne end man umiddelbart tror og som kan læses på en stund.

Lykkejægere af Kristina Nya Glaffey

Lykkejægere af Kristina Nya Glaffey, 2007. Gyldendal. Antal stjerner: 4/5

Kan man finde lykken i Brasilien og hvad kan man sige om Lars Larsen?

Kristina Nya Glaffey har i sin bog “Lykkejægerne”, som bærer undertitlen “Portrætter” forsøgt at beskrive danskernes tilværelse – både det at være dansker i sit eget land, men også i Brasilien, hvor Jørgen bor. Dette er en novellesamling, dog med undtagelse af den sidste historie om Jørgen. Bogen starter med de 9 små noveller, hvoraf kendte mennesker som Søren Ryge, Prins Henrik, Anja Andersen og Lars Larsen også nævnes. Dette er et citat fra novellen “Anja Andersen”:

“Et sted kan vi alligevel alle sammen godt lide hende, om det så er det barnlige, den udstråling, umiddelbarheden, den naivitet.”

Og det er i og for sig rigtigt – det er måske derfor, at Glaffey vælger en person, som vi alle kender til. Udover de kendte personer nævner hun også ganske almindelige personer, som er i hver deres del af livet, men som alle tænker over hvad der er sket gennem deres liv. “Brasilien”, som er fortællingen om Jørgen, er den længste og på sin vis den mest interessante. Jørgen var aldrig blandt de populære i Danmark, og da han får tilbuddet om arbejde i Brasilien, slår han til med det samme. Alt er anderledes herovre og selvom man måske ikke altid har været glad for det danske samfund, kan man alligevel tillade sig at gå i en dansk forening (man savner det jo alligevel lidt).

Jørgen lever det fede liv og er endda blevet kæreste med Luciana, som han mødte i Rio. En stor del af fortællingen om ham går ud på hvad der er anderledes i Brasilien i forhold til Danmark, hvilket egentlig er lidt komisk, når han er så langt hjemmefra:

“Jørgen havde ledt efter en lejlighed til at invitere Lucianas familie ud i noget tid, så indbydelsen til Fejringen af Dronningens fødselsdag i Nordlyset var egentlig kommet ret belejligt.”

Alt i alt har Glaffey samlet en god pose historier om det danske samfund, og titlen på bogen er passende, i og med alle egentlig er lykkejægere. De prøver at finde deres vej i livet; hvad enten det er i en lejlighed i byen, acceptere at ens søn er flyttet til London eller befinde sig i Brasilien, fordi man er mere populær der end man ville være i Danmark.

Det er en kort bog, som nemt kan læses på en eftermiddag og Glaffey er rigtig god til at skrive om forskellige typer af mennesker, så der er altid mindst én, som man kan identificere sig med, når man læser den.