Hidden Figures af Margot Lee Shetterly

Hidden Figures af Margot Lee Shetterly, 2017. Anmeldereksemplar fra HarperCollins Nordic. Opr. udgivet som Hidden Figures i 2016. Antal stjerner: 4/5

Hvordan så arbejdsmarkedet ud for sorte kvinder og mænd indtil 1970’erne og hvordan var det at arbejde på NASA, før det blev til NASA som vi kender det i dag?

Margot Lee Shetterly tager med denne bog om særligt kvinderne på NASA, det tidligere NACA, hendes læser med på noget af en tidsrejse, hvis faste holdepunkt blev NACA som arbejdsplads. Dorothy Vaughan, der er den første sorte kvinde, som vi læsere får stiftet bekendtskab med, tog afsted til Langley Memorial Aeronautical Laboratory i 1943 efter at have arbejdet som matematiklærer i mange år. For at kunne tiltræde sit drømmejob var hun nødsaget til at efterlade mand og børn for en rum tid og hun måtte indordne sig ganske hurtigt det nye sted, både som kvinde og som sort;

”Sorte skulle stå af og på bag i bussen og finde en plads bag den farvede linje, og de skulle også tilbyde hvide rejsende deres plads, hvis der var fuldt optaget i den hvide afdeling. Men manglen på konduktører ved den bagerste dør betød, at sorte for det meste steg på ved den forreste dør og skulle så mase sig igennem en række af hvide rejsende for at komme til den sorte afdeling. Derefter masede de sig tilbage gennem gangen for at komme ud ad den forreste dør igen. og hvis hvide passagerer i nogle af de få tomandsbusser var kommet til at stille sig bagerst, måtte de også skubbe sig op foran for at komme ud, da loven forbød hvide at benytte sig af den bagerste dør. Selvom Jim Crow-lovene blev konstrueret for at reducere kontakt ved at holde racerne adskilt, havde de i praksis den modsatte effekt.”

 

Den lidt yngre Mary Jackson, som også var både sort, kvinde og mor, begyndte på Langley i 1951. Da hun små 13 år før havde dimitteret fra high school, var dette med hædersbevisning og på Hampton’s institute, som var et privat universitet for sorte, læste hun både matematik og naturvidenskab. Efter et par års familieliv søgte hun om stillingen som computer på Langley og her kom hun til at arbejde under Vaughan i starten. Efter to år blev hun sendt over til en afdeling på Langley, hvor der var flere hvide computere, men allerede på første dag kunne hun mærke raceforskellene i denne afdeling:

””Kan I vise mig vej til badeværelset?” spurgte Mary de hvide kvinder.

De svarede hende med en fnisen. Hvordan skulle de vide, hvor hendes badeværelse var? Det nærmeste badeværelse var uden skilt, hvilket betød, at de hvide kvinder måtte benytte det, men der var adgang forbudt for de sorte kvinder.”

 

Men hvor meget skal der til ude i verden før at de sorte får samme muligheder som de hvide og hvordan får man egentlig en raket ud i rummet med stor succes?

Sikke en tidsrejse, man bliver taget på som læser i denne bog! Shetterly har virkelig researchet meget til denne bog (der er endda referenceliste i slutningen af bogen) og det er uden tvivl et virkelig imponerende stykke arbejde. Vaughan og Jackson er blot to ud af mange kvinder i denne bog og Shetterly er virkelig dygtig til at forklare hvad deres arbejde egentlig gik ud på. For mig var det dog kvindernes og særligt de sortes historie som var interessant og jeg blev forarget hver gang, at der skete situationer som ovenstående for karaktererne. Af hvad jeg har hørt, så er bogen ganske forskellig fra filmen, så jeg glæder mig til at se både Vaughan, Jackson, Katherine Johnson og ikke mindst deres familier på det store lærred. Alt i alt en fantastisk vigtig bog om stærke kvinder, besværlige matematiske formler og ikke mindst hvordan de sorte opnåede nogle af de samme rettigheder som deres hvide medmennesker.

Reklamer

Astrid Lindgren – En biografi for børn af Lisa Aisato & Agnes-Margrethe Bjorvand

Astrid Lindgren af Lisa Aisato & Agnes-Margrethe Bjorvand, 2016. Forlaget Gyldendal. Opr. udgivet som Astrid Lindgren på norsk i 2015. Antal stjerner: 5/5

Kan man fortælle de vigtigste dele af et helt liv i en børnebog på blot 107 sider og klatrede Astrid Lindgren virkelig i træer, da hun var en ældre dame?

Sidste år udkom en billedbog i Norge, som handlede om Astrid Lindgren og jeg har (lige siden jeg opdagede den) ventet på at den blev udgivet på dansk. Gyldendal udgav den her i august måned og som læser af Jens Andersens biografi om hende (”Denne dag, et liv” fra 2014) har jeg været spændt på hvordan de ville fortælle om Lasses historie og hendes arbejde under krigen. Men lad os starte ved begyndelsen af bogen, hvor vi introduceres til livet på Näs, der var navnet på den gård, som Lindgren voksede op på. Hendes forældre Samuel August og Hanna elskede hinanden og deres børn højt, hvilket også ses på illustrationerne og følgende citat af Lindgren:

”Det var trygt med forældre, som holdt så meget af hinanden, og som var der hele tiden, hvis vi havde brug for dem.”

Astrid elskede at læse bøger og da livet senere hen ikke var det sjoveste i Stockholm, fik hun sig et lånerkort til det store bibliotek med den runde læsesal og nærmest begravede sig i bøger. Der var en del komplikationer i hendes liv, som jeg ikke vil afsløre her, men i stedet vil jeg hoppe frem til det afsnit, hvorpå hun skal fortælle en historie for datteren Karin, som var sengeliggende pga sygdom:

”Hun plagede og plagede sin mor om at fortælle noget sjovt.

”Men hvad skal jeg fortælle?” spurgte Astrid.  

”Fortæl om Pippi Langstrømpe,” svarede Karin.

Og så begyndte Astrid at fortælle om Pippi, om var så stærk, at hun kunne løfte en hest.”

Men hvor fik Astrid dog alle idéerne fra til hendes bøger?

Se, det må du læse bogen for at finde ud af. I stedet vil jeg svare rungende ja til anmeldelsens første spørgsmål, da Bjorvand og Aisato formår at klare opgaven til topkarakter – jeg er særlig vild med Aisatos illustrationer og måden hvorpå at der er en logisk forklaring på hvorfor Lindgren skrev som hun gjorde. Udenpå bogen står der, at det er en biografi for børn, men os med barnlige sjæle kan bestemt også få meget ud af den. Den er fuld af Lindgrens egne citater og ligesom Andersen gjorde i 2014, så giver disse to norske kvinder mig lyst til at læse endnu mere om og af Lindgren.

Alt i alt en fantastisk skildring af vores alles Astrid, som er fuld af smukke illustrationer og kloge ord for både børn og barnlige sjæle.

 

Krigen har ikke et kvindeligt ansigt af Svetlana Aleksijevitj

Krigen har ikke et kvindeligt ansigt af Svetlana Aleksijevitj, 2015. Forlaget Palomar. Anmeldereksemplar fra forlaget. Opr. udgivet som “U vojny ne zjenskoje litso” i 1985. Antal stjerner: 5/5

Hvordan levede kvinderne på fronten egentlig under 2.verdenskrig og hvad skete der med dem, når de kom hjem igen?

Da Nobelprismodtageren blev offentliggjort sidste efterår, kendte de færreste danskere navnet på journalisten Svetlana Aleksijevitj, som modtog den. Denne bog, som på originalsproget russisk blev udgivet tilbage i 1985, tager læseren med på besøg hos nogle af de mange kvinder, som meldte sig under fanerne i 2.verdenskrig. Aleksijevitj snakker blandt andet med dem om kærlighed, om hvilket arbejde de havde og ikke mindst hvorfor de overhovedet havde valgt at drage afsted:

”Alle havde ét og samme ønske: at komme til fronten… Om ikke det var skræmmende? Jo, selvfølgelig var det det… Men vi ønskede det alligevel… Vi gik hen til hvervekontoret og fik følgende besked: ’Bliv lidt ældre, piger… I er stadig grønne…’ Vi var 16-17 år. Men jeg opnåede, hvad jeg ville, og blev hvervet. ”

Mange af kvinderne melder sig ganske frivilligt og livet på fronten er hårdt. De vil kæmpe som mændene, men de har deres køn imod sig for ofte. Nogle af dem er med til at bjærge folk og andre er med helt foran og skyder mod fjenden. Aleksijevitj tager hjem til mange kvinder og flere af dem har mænd, hvis oplevelser fra krigstiden var ganske anderledes. En af de ting, som er fælles for mange af kvinderne, er deres behov for at snakke om deres oplevelser og de fleste holder ingenting tilbage. Tidligere har mændene domineret krigsberetninger i eftertiden, men militærkirurgen Olga Nikititjna Zabelina fortæller:

”Men hvis jeg ser en film om krigen, er der ingen sandhed at finde, heller ikke i de bøger, jeg har læst. Det var ikke sådan, det var… Det bliver ikke skildret, sådan som det var. Og når jeg selv begynder at fortælle, bliver det heller ikke rigtigt. Gruen var større, og skønheden var større, end jeg kan udtrykke. ”

Men hvad sker der egentlig på fronten og hvad husker kvinderne mange år efter?

Den her bog tog mig virkelig med storm. Jeg har fældet flere tårer til kvindernes beretninger end jeg har tal på og sommetider har jeg endda lagt den fra mig i et par dage, hvilket jeg normalt aldrig gør. Måden, som disse kvinder fortæller på, er fascinerende og i indsamlingen har disse har Aleksijevitj gjort et fremragende stykke arbejde. Det samme har oversætter Tine Roesen, da man må have et ganske stort kendskab til militære fraser for at oversætte denne, hvilket er grundigt oversat. Allerede da jeg vendte den sidste side, fik jeg lyst til at begynde på flere bøger af hende. Det, at hun modtog Nobelprisen, er virkelig velfortjent og jeg ser frem til de kommende oversættelser, som er på vej de næste par år.

Alt i alt en vigtig bog, der virkelig rammer dybt og som giver et perspektiv på 2.verdenskrig, som man vil huske resten af livet.

Hovedløst af Svend Engh

Hovedløst af Svend Engh, 2015. Books on Demand. Anmeldereksemplar fra forfatteren. Antal stjerner: 4/5

Hvordan påvirker kærlighed folks livshistorier og kan man snyde fjenden og overleve ved at agere vanvittig?

”Hovedløst” er en interessant blanding af små historier, lidt længere historier og poesi, som fortælleren Svend Engh står bag. Bogen er opdelt i 15 dele, som hver især begynder med et digt, der efterfølges af to historier. Med i alt over 45 tekster er det umuligt at snakke om alle, så jeg har valgt to ud, nemlig ”Krabben og kysset” og ”Elenis fest”.

Det her uddrag er fra starten af fortællingen ”Krabben og kysset”, som handler om den unge kærlighed en stille sommer i Nordsjælland:

”En midsommer-aften engang for længe siden i den nordsjællandske by Rørvig. Der skete ikke noget, eller der skete det, som skulle ske. Drengene redte hår med en kam, de havde i deres uldne jakker, nogle af pigerne havde gule regnfrakker på, som så brandgodt ud til deres solbrune ben. Pigerne stod der bare, eller sad.”

Når unge mennesker er samlet, opstår forelskelser og Jakob, som er en af de lokale, falder lidt for Kirsten, der kommer inde fra byen. Hun er ikke helt som de andre og han vil virkelig gerne imponere hende. Men hvordan kan han det?  ”Elenis fest” har en noget mere alvorlig karakter. Eleni bor oppe i bjergene i en lille by med sin mormor og krig hærger i området. Den er endnu ikke kommet til den lille by, men en dag er krigen kommet tættere på:

”Om morgenen vågner Eleni og kan ikke bare høre krigen, hun kan også se den. Det er en vindstille og smuk morgen, og Eleni løber ud til mormoren for at spise morgenmad, æg rørt sammen og stegt på panden. Eleni sætter sig med glubende appetit og spiser hurtigt det lækre måltid. Eleni ser ud af vinduet. Oppe i de vestlige bjerge, hvor lyden i et stykke tid er kommet fra, kan Eleni se røgsøjler skrive deres dystre profeti på himlen.”

Da fjenden kommer til byen, er der ikke mange huse og de har glædet sig til at plyndre byen. Men sammen med to andre befinder Eleni og hendes mormor sig stadig i deres hus og de må finde en plan for at overleve. Men hvordan narrer man fjenden?

Enghs blanding af historier bringer læseren vidt omkring. Til en sommerdag med ungdomsforelskelser, til en pige der er vild med stjernebilleder, til en togtur med Øresundstoget og mange andre steder. Det, at man som læser ikke ved, hvor han fører os hen på næste side, fungerede virkelig godt for denne læser og det er tydeligt i sproget, at han er vant til at skrive historier. Bogens illustrationer, som Emil Scharff Christensen står bag, fungerer utrolig godt til bogens temaer og giver dem en vis ekstra kant.

Alt i alt en fin blanding af poesi og små historier, som både kan læses ud i ét eller som små bidder på forskellige dage og stadig give god mening pga temaerne, som samler 3 tekster under hver af dem.

Vangede Billeder af Dan Turéll

Vangede billeder af Dan Turéll, 1999. Borgen. Antal stjerner: 5/5

Hvordan voksede børn op i Danmark i 1950’erne og hvordan levede mennesker i Vangede på dette tidspunkt?

Turéll bringer os med denne bog tilbage til dengang han voksede op i Vangede, som ikke ligger langt fra København. Vangede er bestemt ikke som nabobyerne Gentofte og Buddinge og Turéll beskriver det således i starten af bogen:

”Vangede var et rabarber-kvarter – et sted, hvor der var sprittere, slagsmål, automatbræk, motorcykelbander og temmelig vilde lørdag aftener, en kort overgang et værtshus der måtte lukke og en uforholdsmæssig stor del af kriminaliteten i Gentofte.”

Han fortsætter med at beskrive de mennesker, der bor i Vangede: bibliotekaren, som altid var sur, de forskellige bander i området, hans familie og ikke mindst hvad folk gik rundt og lavede dengang. Ikke alle byens borgere var byens bedste børn og udover banderne i kvartererne, som typisk er unge mennesker, så er der også to mænd, der hedder Boonkey og Fede-Asger. De er bestemt ikke iblandt byens bedste børn og dette ses især på en særlig natbus til Vangede, der hver sommer kører mellem Bakken og Vangede:

”Boonkey har terroriseret chaufføren så meget, at han kan komme op og betale for dem begge med en pakke stimorol og en 5-øre, og så må chaufføren give ham de to billetter og stikke stimorol’en i lommen, mens han i bakspejlet sér Fede-Asger på sin værdigt ugenerte måde flå bagdøren op med et kraftigt spark og marchere ind med en kasse ø og gå i gang med at sætte brand i bussen.”

Men hvor store er forskellene egentlig på barndommen i dag og dengang?

Det er særligt interessant at læse dette værk af Turéll her i 2016, da virkelig mange ting er ændret siden dengang. I år ville han være fyldt 70 år og det er første gang, at jeg selv læser denne bog. Jeg mindes at have læst uddrag i skoletiden, men bestemt ikke hele bogen. Det ville jeg have husket. For én, der ikke har læst Turéll før, var dette et godt sted at starte. Personerne er ikke byens bedste børn, men hans beskrivelser af dem gør dem alligevel mindeværdige og jeg er stor fan af hans beskrivelser af miljøet i Vangede. Bogen har givet mig mod på at læse mere af Turéll og det er ikke uden grund at bogen er en af de bedst kendte fra Turélls hånd. Alt i alt en interessant bog, som sætter tankerne i gang om hvordan Danmark engang var og hvordan folk lever den dag i dag.