Syv ting at se på Filmstriben

Fra tid til anden kigger jeg ind på Filmstriben for at se, hvad de har liggende af filmatiserede bøger og tv-serier samt biografiske film, og da jeg kiggede forbi i aftes, fandt jeg nogle virkelig interessante titler, som jeg vil anbefale jer. Nogle af dem har jeg snakket om før på bloggen, så jeg nævner dem ganske kort her. Alt du har brug for er et login til dit lokale bibliotek og så kan du se et par ting derinde om måneden. Selv er jeg i gang med at se “Bright Star” netop nu og jeg krydser fingre for, at i også finder en ting eller to derinde, der passer til jeres smag.

Finding Neverland (2004). Fantastisk film om tilblivelsen af “Peter Pan” og hvem manden bag historien egentlig var, altså J.M. Barrie, som bliver spillet af Johnny Depp.

Bright Star (2009).  Smuk film om forholdet mellem poeten John Keats og den unge Fanny Brawne, som lærte hinanden at kende i 1818. Hovedrollerne er spillet af Ben Whishaw og Abbie Cornish, og det er særligt scenerne i naturen som er fuldstændig betagende.

Midnight in Paris (2011).  Den amerikanske forfatter Gil (spillet af Owen Wilson) drager med sin forlovede og hendes familie til Paris, hvor han opdager en måde, hvorpå han kan rejse tilbage til byen i 1920’erne, hvor både Fitzgerald, Stein og Hemingway befinder sig i byen. Komedie af Woody Allen og bestemt værd at se mere end én gang (Jeg har ikke tal på hvor mange gange jeg efterhånden har set den).

Sylvia (2003). Gwyneth Paltrow indtager rollen som Sylvia Plath i denne film, som mest af alt ville høre under genren drama. Daniel Craig spiller hendes mand Ted Hughes og det er nok en af de bedste præstationer, som jeg nogensinde har set Paltrow udføre.

Brontës Verden (1973). Lige for tiden opsøger jeg alt jeg kan om både Brontë, Alcott og Montgomery og jeg faldt over denne, da jeg scrollede igennem listen. Helt sikkert en serie, som jeg skal få set i sommerferien.

A Quiet Passion (2016).  Cynthia Nixon, som er bedst kendt for rollen som Miranda i “Sex and the City”, spiller i denne film Emily Dickinson og den viser store brøkdele af hendes liv i 1800-tallet. Endnu et drama og den inspirerede mig til at finde ud af mere om hendes liv og hendes forfatterskab.

Den usynlige kvinde (2012). Traileren til denne film faldt jeg over på YouTube for ikke så længe siden og den er baseret på bogen af samme navn skrevet af Claire Tomalin. Den handler om Charles Dickens (spillet af Ralph Fiennes, som også har instrueret den) og en hemmelig kærlighedsaffære med den unge Nelly Ternan (spillet af Felicity Jones). Endnu har jeg ikke set den, men begge skuespillere plejer at være fremragende og jeg har længe overvejet at dykke længere ned i Dickens’ forfatterskab.

Hermed er der kun tilbage at sige: God fridagstorsdag og rigtig god fornøjelse 🙂

Reklamer

At gå på bogjagt i England

Siden 2010 har jeg forsøgt at tage afsted til England mindst én gang om året og jeg ender altid med at komme hjem med flere bøger end jeg burde købe. Nogle år er der kommet flere med hjem end andre og da jeg ofte støder på spørgsmål om boghandlere på Twitter, Facebook og Instagram, tænkte jeg, at jeg ville dele lidt af min viden med jer. Husk blot på at opgradere jeres bagage så i ikke har for mange kilo i lufthavnen – jeg lærte det desværre på den hårde måde i Gatwick med 10 pund pr ekstra kilo. Så husk endelig at veje jeres bagage inden lufthavnen. Jeg rejser rundt i England, så derfor har jeg opdelt dette indlæg i 3 dele – butikker som kan findes rundt omkring med nye bøger, genbrugsbutikker som jeg ofte besøger og ikke mindst boghandlere i London, der bestemt er et besøg værd.



Over hele England

Waterstones sørger jeg altid for at smutte en tur i, når jeg er i England. Det er en af de største boghandlere i England og man kan nærmest finde en af deres butikker i hver en engelsk by. Sidste sommer bestilte jeg et par bøger til afhentning i deres butik på Gower Street nord for Oxford Street og det var tydeligt at den lå i universitetsområdet, da der var en café, hvor der sad en masse studerende, der var en masse faglitteratur og et par reoler der var dedikerede til de gamle orange Penguinbøger. De har også et virkelig stort udvalg nede på Trafalgar Square og jeg er sikker på, at der er noget for enhver smag i deres butikker. I kan læse mere om deres butikker lige her.

The Works er en god blanding af både skønlitterære og faglitterære bøger samt kontorartikler. Man kan være heldig og finde nogle rigtig gode bøger ganske billigt, men de har alt muligt andet inde i deres butikker. Jeg har en tendens til altid at købe kort, som man kan bruge til fødselsdage og lignende og jeg kigger tit på børnebøger og klassikere, når jeg er der. Den er ikke nær så velassorteret som Waterstones, men der er noget for enhver smag og jeg kommer sjældent tomhændet ud derfra. I kan læse mere om The Works lige her. 

Blackwell’s havde jeg faktisk ikke hørt om før jeg fik Twitter. I modsætning til de to ovenstående så er det en studieboghandel, som typisk ligger i universitetsområderne og jeg tror at man bedst kan sammenligne den med den danske Academic Books. De har utrolig gode priser på især klassikere og contemporary fiction og er uden tvivl et besøg værd, hvis det ikke er børnebøger og kogebøger du går efter. Læs mere om Blackwell’s lige her.


Genbrugsbutikker

Oxfam er en af de genbrugsbutikker, som jeg altid opsøger og dette især i Liverpool, hvor jeg har gjort nogle virkelig gode kup. I nærheden af British Museum i London ligger der også en butik med masser af bøger og den er uden tvivl et besøg værd. Oxfam arbejder på at bekæmpe fattigdom verden over og i kan læse mere om Oxfam og hvem de er lige her. 

Age UK har ligesom Oxfam også mere end bare bøger, men i den lille by West Kirby, hvor jeg boede i 2010, har de nogle fantastiske reoler med en enkelt bog for 1 pund, men 2 for 1’s pris. Det er bøger i alle mulige genrer og jeg plejer altid at smutte ind i deres butikker, så snart jeg ser én. I kan finde mere info om dem og deres butikker lige her. 


London

Skoob Books er ikke langt fra Kings Cross station nord for Themsen.  Når jeg er i London, bor jeg altid i bydelen Bloomsbury, som er i nærheden af Euston Station og British Library og det var først sidste år, at jeg fik besøgt denne boghandel. Det er lidt en af de butikker, hvor man skal vide at den er der, for ellers går man bare forbi skiltet ude på gaden (som jeg har gjort mere end én gang). Det er et fantastisk udvalg de har af brugte bøger og der er ikke den bog, du ikke kan finde. Jeg stødte på både Inger Christensen og Jens Christian Grøndahl på reolerne og de har hele reoler dedikeret til Folio Society og Penguin (både de sorte og de orange). Jeg kom hjem med både en smukt illustreret “Alice in Wonderland”, en af Elizabeth Gilbert og en af Anthony Doerr. Priserne er ganske rimelige og det er svært at komme afsted igen derfra. Læs mere om Skoob Books lige her.  

Charing Cross Road er nok den gade i London, hvor du finder flest boghandlere og antikvariater. Der er faktisk en bog ved navn “84, Charing Cross Road”, der er fra 1970 og skrevet af Helene Hanff. Den viser en korrespondance mellem Hanff og en britisk antikvarisk boghandler og jeg kan varmt anbefale både bogen og filmen. Der er lidt mere info om gaden i denne Wiki-artikel og filmen med den charmerende titel “Charing Cross Road” kan ses lige her på YouTube.

Foyle’s er en af de boghandlere, som man kan finde på Charing Cross Road, men det er en stor én af slagsen, så den har brug for sin egen lille beskrivelse. Det er her du skal gå hen, hvis du gerne vil finde nogle signerede udgaver og de har også tit events derinde. De har et par butikker i London, men jeg har faktisk kun besøgt den på Charing Cross Road, men den er bestemt anbefalelsesværdig. I kan læse mere om Foyle’s lige her.

Judd Books er en lille boghandel af slagsen og man kan her finde de mest obskure bøger. Jeg faldt selv over den ganske tilfældigt for et par år siden og jeg købte en graphic novel udgave af Dante’s “The Divine Comedy”. Deres udvalg er ret atypisk og det er derfor at jeg altid kigger forbi. Den ligger også i Bloomsbury-området og det er studiebøger der er deres specialitet. De har også en hel del brugte bøger og det er en lille, men propfyldt forretning fra gulv til loft.  Læs mere om denne boghandel lige her. 


England er et af de steder, som jeg altid vender tilbage til og i må hjertens gerne kontakte mig, hvis i har brug for andre bognørdede anbefalinger i dette land – God weekend til jer 🙂

5 boglige lørdagslinks

God lørdag eftermiddag, kære læsere! Det var egentlig ikke meningen, at jeg ville skrive et indlæg i dag, men jeg er stødt på et par links, som jeg ville dele med jer og det er nu nemmest i et indlæg istedet for 5 links på Facebook. Jeg kan i øvrigt anbefale at følge både The Guardian og BBC Culture på de sociale medier, her særligt Facebook og Twitter, da der ofte er virkelig gode artikler. Her er links og en lille beskrivelse af hvad det er:

“Striking photos of readers around the world” 

Jeg var egentlig inde og læse en artikel om Roald Dahl, da jeg faldt over denne artikel. Der var linket til den i bunden af artiklen om Dahl og når man er bibliofil og ser en overskrift som denne, kan man jo ikke lade være med at klikke. Billederne stammer fra bogen “On Reading” af Steve McCurry, der udkom sidste efterår og det er uden tvivl en bog, som snart skal købes herhjemme. Der er et eller andet beroligende over billeder af biblioteker, bogstakke og læsende mennesker. Jeg ved ikke helt hvorfor, men det gør mig glad at se at bøger ikke sådan forgår selvom der er Kindles og tablets.

“25 million books are missing from UK libraries – but who’s counting?”

Denne artikel er ganske biblioteksnørdet og jeg må indrømme, at det var billedet af Birmingham Library, som gjorde, at jeg klikkede på artiklen til at begynde med. For nylig i Danmark har der været et par artikler om lånere, som afleverer bøger til tiden og debatter om hvad bibliotekets rolle er i dag og det er (for mig ihvertfald) ret interessant at læse om hvordan bibliotekerne klarer sig i andre lande. At bibliotekerne i Suffolk mangler 10.000 af de listede materialer på deres hjemmeside er chokerende, men det er åbenbart ikke helt unormalt.

“Hvem skal have Læsernes Bogpris 2017?”

Den største nyhed her i torsdags var uden tvivl offentliggørelsen af de 10 nominerede til Læsernes Bogpris, som sidste år blev vundet af Carsten Jensen. Det er muligt at stemme indtil den 26.marts og en stor del af de nominerede kan man finde på årets bogmesse i Gentofte her om få uger. De nominerede er: Daniel Dencik, Thomas Rydahl, Søren Ulrik Thomsen, Dorte Nors, Malene Sølvsten, Abdel Aziz Mahmoud, Merete Pryds Helle, Jørn Brøndal, Olga Ravn og Christina Hesselholdt. Jeg har faktisk ikke stemt endnu, men gør det ganske snart 🙂

Jenny Erpenbeck: Forandring, afskeder og nye begyndelser

Ovre på hjemmesiden for KBH Læser kan man udover programmet finde artikler om litteratur og festivalleder Niels Offenberg har interviewet den tyske forfatterinde Jenny Erpenbeck, som jeg i næste uge skal høre inde på Hovedbiblioteket, hvor hun er i samtale med Carsten Jensen. En af de ting, som jeg elsker ved litteraturfestivaler, er, at man opdager nye forfattere og jeg kendte faktisk ikke til Erpenbeck før dette interview. Men nu ser jeg endnu mere frem til arrangementet med hende og Jensen.

Peder Frederik Jensen: Svendsens bageri

Sidste år oplevede jeg Klaus Rothstein i samtale med Peder Frederik Jensen, da sidstnævntes bog “Vold” udkom kort før festivalen blev sat i gang. I år har KBH Læser fået flere forfattere til at skrive små tekster, som både kan ses i programmet (selv hvis i ikke har tid til at tage til arrangementerne, kan jeg bestemt anbefale at få fat i avisen, da der er mange interessante tekster) og teksten “Svendsens bageri” er en af disse.

 

Hvad med jer? Har i læst nogle interessante bognørdede artikler denne uge?

The Danish Book Blog Award 2016

Jeg har læst bøger så længe jeg kan huske og husker endda endnu hvordan en medarbejder i min børnehave satte min fantasi i gang, da “Da yggenykkerne stjal Rundetårn” af Jørn Birkeholm blev læst op og i flere år tænkte jeg på de figurer. Bøgerne har også taget mig andre steder hen end det indre København; jeg gik ved floden med Laura og hendes søstre i Wilders fortælling om hendes barndom, jeg rakte tunge af Gilbert sammen med Anne i Montgomerys historie om den rødhårede pige, min mors udgave af “Little Women” gav mig lov til at besøge Jo, Amy, Beth og Meg i deres hjem omkring juletid, hvor jeg var tilskuer til deres små skuespil og ikke mindst så jeg Emil snitte hans træfigurer for mig i Lindgrens klassiske historie.

Kort sagt har litteraturen, som jeg har læst gennem årene, givet mig et grundlag for den her blog og de bøger, som jeg læser og anmelder den dag i dag. Alene med denne niche er jeg heldigvis ikke og der er efterhånden et helt stort fællesskab om at blogge om bøger her på nettet. Vi er en god blanding derude – nogle er uddannet indenfor litteratur, andre er bibliotekarer, nogle går stadig på gymnasiet og andre blogger ved siden af et arbejde, som er i en helt anden ende end bibliotekarer. Det er så skønt at kunne spørge andre om hjælp og at hjælpe andre bloggere, hvis de lige har spørgsmål om arrangementer, kameraer og ikke mindst WordPress. Endnu har jeg ikke mødt dem alle, men mange har jeg skrevet med på de sociale medier og derfor har jeg også valgt at dele nogle af de andre nominerede til denne pris med jer, som er blandt mine favoritter og som jeg selv ville stemme på, hvis jeg lige havde 5 stemmer liggende:

  • Boghjørnet er sammen med “Flyv med mig” en af de blogs, som jeg har fulgt i længst tid. Simone, som bor i Aalborg, tager nogle af de fineste billeder og jeg er flere gange blevet overbevist om snarlig læsning af flere bøger efter at have læst hendes interessante anmeldelser.
  • Bibliotekattens Bøger styres af Kathrine, som til daglig er bibliotekar og som er en haj til sociale medier. Faktisk den sejeste bibliotekar på Instagram, hvis jeg skal være helt ærlig. Hun læser mest ungdomsbøger, men “almindelige romaner” for voksne sniger sig også ind nogle gange og jeg er vild med både hendes kjoler og bogreol.
  • Litfix mødte jeg første gang her i september til arrangement på Politikens Forlag og det er efter at jeg har fulgt hende og hendes anmeldelser lige siden dag 1 (tror jeg). Julie Rasmine studerer dansk til daglig og det er særlig inspiration til danske romaner, som jeg finder ovre på hendes blog. Hendes kendskab til Tove Ditlevsen er virkelig utroligt og jeg er også stor fan af hendes blogindlæg kaldet  “skriverier”.
  • Trilogien styres af 3 kvinder, som styres af bogopsætteren Malene og bibliotekarerne Camilla og Marianne, som er kort sagt: mega awesome mennesker! De tager også virkelig gode billeder af bøger og deres anmeldelser er helt nede på jorden. De skriver også lidt om podcasts og det er en fornøjelse at følge dem på Instagram, hvor jeg ofte også bliver inspireret af deres tekster til bogbillederne.
  • Flyv med mig, som Rikke står bag. Hun skriver de fineste anmeldelser og jeg er særlig vild med hendes Tankemylder-indlæg, hvor man virkelig lærer hende bedre at kende. Til daglig læser hun Litteraturvidenskab på SDU og hun er ligeså hjælpsom på de sociale medier som hun er sød ansigt til ansigt.

Du kan finde mere om Plusbogs Book Blog Award lige her: http://www.plusbog.dk/info/danish-book-blog-award

Men kun indtil d.14.oktober, da det derefter er op til en jury at kigge nærmere på de 5, som har fået flest stemmer og vinderen offentliggøres på årets Bogforum i november.

#Litterære links – Interviews med forfattere

I går befandt jeg mig igen inde i Dronningesalen i Den Sorte Diamant og så en virkelig interessant samtale med hjerneforskeren David Erritzøe, forfatteren Thomas Boberg og videnskabsjournalisten/forfatterinden Lone Frank, som handlede om hvordan hjernen reagerer på psykedeliske stoffer. Samtalen tog udgangspunkt i bogen “Lystens Pioner” om en amerikansk psykiater, som Frank udgav sidste vinter og jeg blev mindet om de samtaler, som man kan finde inde på Det Kongelige Biblioteks hjemmeside. De har også en YouTube-kanal og jeg har brugt min morgen på at se den med Caitlin Moran. Selv elsker jeg at tage til litteraturarrangementer, og det er oftest forfattersamtaler, som jeg støder på. Her er et par af mine favoritter:

Ovre på Louisiana Channels YouTube er der også masser af både små og store interviews med danske og internationale forfattere- her med den fantastiske Umberto Eco:

Efter jeg var i Politikens Boghal for at se Atticus Lish, fandt jeg denne video med ham, hvor han besøger en studenterboghandel: