Mirakelmanden af Julie Hastrup

Mirakelmanden af Julie Hastrup, 2017. Anmeldereksemplar fra Politikens Forlag. Antal stjerner: 5/5

Hvad skete der for mange år siden på sindssygehospitalet, der lå på øen Seili nær den finske by Turku og hvor mange hemmeligheder kan en enkelt person egentlig have når alt kommer til alt?

Så er Julie Hastrup tilbage med endnu en bog om drabsefterforskeren Rebekka Holm, og i denne, som er nummer 6 i rækken om drabsefterforskeren, er Rebekka sygemeldt fra arbejdet grundet et overfald og da hendes svenske kæreste Niclas inviterer hende til Stockholm, tager hun hurtigt afsted fra Danmark for en tid. Da Niclas sidst havde fødderne på dansk jord, fortalte han hende om hans afdøde hustru, og der er noget mystisk over hendes dødsfald:

”Magdalena, Magdalena, Magdalena…

Navnet klæbede til hendes tanker, og ligegyldigt hvor stor umage hun gjorde sig for at tænke på noget andet, poppede det konstant op i hendes hoved. Under middagen hos Dorte havde hun genfortalt, hvad Niclas havde fortalt hende om sin fortid, sit ægteskab med Magdalena og hendes pludselige og uforklarlige død for lidt over tre år siden. Hun havde dog undladt at fortælle veninden, at Niclas mistænkte, at der lå en forbrydelse bag hans kones død, og at han brugte en stor del af sin fritid på at finde beviser på sin mistanke.”

Medens Niclas må gå på arbejde, undersøger Rebekka stille og roligt hans omgivelser og i hans lejlighed støder hun på en kasse med Magdalenas navn udenpå. Da Niclas ikke er meget for at åbne op om det hele overfor Rebekka, vælger hun at åbne kassen og opdager hurtigt at der er flere ting om Magdalenas død, som ikke giver mening. Før Rebekka ved af det, er hun i gang med at efterforske dødsfaldet på egen hånd og finder tråde til nogle finske personer, som er forsvundet og som måske har en forbindelse til et gammelt sindssygehospital. Der er flere fortællerstemmer her i bogen og Timo er en af dem, som er opvokset på en af naboøerne til Seili:

”Om vinteren kunne man spadsere hen over isen til naboøerne. En af dem, Seili, var i gamle dage særdeles berygtet for sit sindssygehospital, som først lukkede i midten af 1970’erne.

Timo huskede, hvordan han som dreng en vinter var løbet på ski hen over isen til øen, drevet af ønsket om at se en ægte sindssyg. Hans mor og fasteren talte jævnligt om de gale kvinder, der boede derovre, og han forstod, at flere af dem havde slået børn ihjel. Tanken havde fået det til at dirre i hans barnekrop, og han havde fantaseret om, hvordan de mon havde gjort det. Billeder af kvinder med vanvittige øjne, der flåede børn til blods med deres skarpe tænder, fyldte hans hoved, han havde sågar tegnet dem. ”Man kan høre de dræbtes børns skrig i nordenvinden,” havde hans kusine engang fortalt ham, og Timo var gået ned til vandet en dag, hvor blæsten fra nord var særlig stærk, og han havde anstrengt sig for at lytte.”

Men hvem kan man egentlig stole på og hvem stod egentlig bag drabet på Magdalena?

Hastrup har med ”Mirakelmanden” skrevet en forrygende krimi, som er svær at lægge fra sig. Selv havde jeg ikke læst de foregående bøger om Rebekka, men de vigtigste ting opsummeres og man kan sagtens læse den alligevel. Med mere end en fortællerstemme er det noget af et større puslespil, der til sidst skal sættes sammen, men Hastrup gør det utrolig godt og de forskellige fortællerstemmer giver også et godt indblik i hvor mange sider der kan være af samme umiddelbare sag. Rebekka er en fighter og står ikke tilbage selvom hun får besked på at blande sig udenom og jeg var særligt vild med denne fandenivoldskhed, som hun udstråler i hendes færden. Derudover er den virkelig velskrevet og der er ingen tvivl om, at jeg snart skal få læst de foregående bøger i serien.

Alt i alt en fantastisk god krimi om kvinden Rebekka, der må igennem lidt af hvert for at finde ud af hvad der egentlig skete med hendes kærestes afdøde hustru og som er en fantastisk stærk fighter hele vejen igennem.

Reklamer

Mørkt er mit hjerte af Antti Tuomainen

Mørkt er mit hjerte af Antti Tuomainen, 2014. Anmeldereksemplar fra Modtryk. Opr. finsk i 2013 som Synkkä niin kuin sydämeni. Antal stjerner: 5/5

Hvordan finder man ud af, hvem der myrdede ens mor, når politiet ikke fandt en skyldig og er det overhovedet muligt efter 20 år efter forbrydelsen?

Antti Tuomainen har her skrevet en fortræffelig krimi, som handler om Aleksi Kivi, der søger svar på hvorfor hans mor blev taget fra ham. Han mister sin mor i en alder af 13 år og vi møder ham første gang i 2013, hvor han kort forinden er ankommet til Kalmela gods. Datteren af godsejeren hedder Amanda og hendes far har en ganske speciel rolle i denne krimi. Henrik Saarinen, en rig forretningsmand, er nemlig den mand, som Aleksi mener står bag mordet. Han har af flere omgange forsøgt at forklare det til politiet, men det er som om de ikke vil bruge mere tid på det. Den pensionerede politibetjent Ketomaa, der arbejdede på sagen, har han stadig kontakt med, men da denne ikke kan hjælpe, må Aleksi tage sagen i egen hånd.

Han har arbejdet som tømrer i mange år og påtager sig nu jobbet som vicevært hos på Saarinens gods. Rigmanden i huset ser han ikke ofte i starten, men en dag bliver han bedt om at købe et par mistænkelige ting – inkluderet heri er reb, affaldssække, motorsav og stamsømværktøj med tilhørende søm. Aleksi fornemmer, at han kommer tættere og tættere på hvad der skete med hans mor og et mord ti år efter hans mor viser sig at være en ledetråd på en ganske anden måde end forventet.

Tuomainen er en rigtig god fortæller og det er ingen tilfældighed at hans tredje krimi i 2011 blev kåret som den bedste i Finland. I denne er han god til at variere i hvor stærkt Aleksi skal opklare sagen og selvom han gav os flere ledetråde undervejs, var det overraskende at finde ud af, hvordan hele sagen om moren hang sammen. Hans karakterer er derudover fantastisk godt beskrevet og det er lige før at man skulle tro, at denne krimi var baseret på en virkelig historie – så godt var især Aleksi beskrevet.

Selv er jeg ingen ekspert når det gælder krimier – dette er den første jeg har læst i flere år, men det er helt klart én, som jeg vil anbefale uanset om man er kriminørd eller ej. I og med at det er en selvstændig bog, kunne den måske være god til den læser, som vil prøve sine kræfter med krimigenren, da den formår at samle alle tråde til sidst.