Månedlige refleksioner – April

Så er april desværre allerede forbi – den hurtigste måned indtil videre her i 2015 for mit vedkommende. April bragte mange skønne ting med sig. Jeg startede med nogle hyggelige dage med familien i påsken og nød små pauser fra havearbejdet med noveller af Lydia Davis. Jeg har ikke fået købt så mange bøger denne måned, men i  marts fik jeg også købt over 60 i samme antikvariat, så det opvejer det tænker jeg. April betød en masse godkendelser af pensum på studiet og jeg kan se frem til at have en masse selvstudier uden at skulle pendle den kommende tid grundet eksamener. April bød også på et forfatterforedrag på mit lokale bibliotek, hvor Helle Helle var gæst og fortalte om livet som forfatter, hendes nye bog og ikke mindst om hendes studietid på litteraturvidenskab, som hun droppede ud af (jeg fik faktisk en signering i min udgave af “Rødby-Puttgarden”, som jeg selv læste på AU). April blev også måneden hvor jeg kunne sætte en konkurrence i gang herinde og antallet af deltagere blev langt højere end jeg egentlig regnede med. Det er så rart at vide at folk læser min blog.

Antal sider:

2,426 sider.

Antal læste bøger:

15 (heraf 6 romaner, 1 fortælling, 1 YA, 1 novelle og 6 graphic novels )

Jeg har denne måned formået at læse 5 engelske værker og 10 på dansk (Heraf var 6 originalt på engelsk, 7 på dansk, 1 på japansk og 1 på svensk)

Månedens citat:

”As I flipped the pages, I became the Turkish tax collector Ibn Armut Hasir, who walked the streets of Istanbul with a scimitar at his waist, collecting taxes. The air was filled with the scent of fruit and chickens, tobacco and coffee; it hung heavily over the city, like a stagnant river.”

Haruki Murakami

Arrangementer:

Helle Helle på Albertslund Bibliotek – jeg kan helt klart anbefale jer at se hende snakke om værker og liv. Hun er en inspiration i sig selv på en eller anden måde.

De bedste bøger:

Nu hvor vi er nået til maj og jeg kigger tilbage på april er der særligt et par bøger, som står ud fra mængden:

Den med Richard Lange af Emma Elisabeth Nielsen. Debutromanen fra denne forfatter bør alle læse, da den er noget så fin til at beskrive det danske samfund gennem et barns øjne.

Still Alice af Lisa Genova. Når jeg kigger tilbage på denne bog, stiller jeg mig selv et spørgsmål: Hvorfor har jeg ikke læst den før nu? Romanen rørte mig dybt og især hendes tale om hvordan hun havde det. Jeg skal se at få set filmen snart og det bliver bestemt ikke sidste bog jeg læser af Genova.

The selection af Kiera Cass. Den overraskede mig glædeligt – jeg læser sjældent YA, men da Katja og Sabrina begge nævnte den ift. vores fælleslæsning, tænkte jeg: Why not? Og det er jeg glad for at jeg gjorde. Jeg var fanget fra første side og som fan af det dystopiske miljø i The Hunger Games samt konkurrencen om en fyr i The Bachelor var den overraskende perfekt til mig. Og jeg har allerede bestilt de næste hjem fra biblioteket.

Når jeg ikke er til stede af Lars Horneman. Jeg anmelder den ganske snart og illustrationerne af Horneman har jeg glædet mig til at se på nært hold, da jeg har fulgt hans proces på Instagram længe. Det var en fornøjelse en så velproduceret dansk graphic novel og jeg skal helt klart undersøge hans værker nærmere.

De mindre gode bøger:

Jeg var ikke helt så vild med Gaiman og der kommer snarest en anmeldelse af den tegneserie.

Alt i alt

Wauw. Jeg tænkte egentlig at jeg ikke havde nået meget læsning og fik bestemt ikke læst så meget til Readathon som beregnet. Men der har sneget sig flere bøger ind end jeg havde regnet med og læsningen har egentlig været en måde at slippe væk fra de travle eksamener. Jeg mødte Helle Helle, som var fantastisk til at holde foredrag og nu er jeg en signering rigere. Den kommende måned står på eksamenstravlhed, men regner bestemt med at få sneget nogle bøger ind alligevel. Readathon var fantastisk og skal helt sikkert være med næste gang – især fælleslæsningen af The Selection var SÅ hyggelig og vi vil alle tre snart færdiglæse resten af serien og læse Legend sammen inden længe. Jeg havde også min første konkurrence og hver en kommentar, som i sendte ind, gjorde mig glad. Forhåbentlig får jeg snart mulighed for det igen.

Hvad med jer? Hvad har i af læseplaner for maj?

Vinder af konkurrencen

Så blev det tid til at trække en vinder og med 21 deltagere var jeg nødt til at bruge noget hjælp til at trække et nummer. Jeg spurgte min kæreste om et nummer mellem 1 og 21 og han endte med at sige 9. Det vil sige at vinderen af denne fine bog er: Line Jakobsen, som skrev at den bedste bog hun har læst indtil videre i 2015 er “Farven Lilla”, hvilket jeg godt forstår. Vi læste en del uddrag af den i folkeskolen og filmen er en af mine yndlingsfilm! En mail ryger afsted til hende om et øjeblik og jeg vil gerne takke jer alle sammen for at deltage. 21 deltagere var langt flere end jeg havde håbet på og jeg vil tjekke alle jeres bøger, som jeg ikke kender i forvejen, ud på Goodreads.

Stort tak herfra til alle jer men også til forlaget Bazar, som var så søde at give mig lov til at give den videre 🙂

 

#Konkurrence 1

I forbindelse med julen faldt jeg over en masse konkurrencer på Facebook og i blogverdenen og det var her, at jeg kom i kontakt med forlaget Bazar. De søgte anmeldere til en Coelho-bog og den der hedder 28 dage og jeg var frisk på begge. Sidenhen har jeg fået denne tilsendt og jeg glemte at skrive til dem, da jeg modtog den. Og efter påske lå endnu et eksemplar i postkassen. Den fik jeg lov til at bruge som en præmie i en konkurrence og dermed denne konkurrence.

Forlaget skriver dette om bogen:

“En pragtfuld roman om kulturkonflikter og -forskelle og om at overleve med det bedste fra to verdener

Charlie Wong, 22 år, arbejder som opvasker på den samme restaurant, hvor hendes far laver nudler. Hun bor i en lille lejlighed med sin far og lillesøster Lisa. Charlie og Lisa er under striks opsyn af deres far, som lever på traditionel kinesisk vis og sværger til kinesiske traditioner og skikke, og pigerne får aldrig lov at bevæge sig uden for de snævre rammer af New Yorks Chinatown. Charlies mor var en berømt kinesisk ballerina, og Charlie har arvet talentet for at danse, så da hun får arbejde som receptionist på en velrenommeret danseskole, ændrer dette afgørende hendes tilværelse. Hun må dog leve et dobbeltliv og holde sit nye liv skjult for sin far. Men i takt med Charlies personlige udvikling og frigørelse, bliver Lisa mere og mere syg af en mystisk lidelse.”

Jeg har endnu ikke selv læst den endnu (men den ligger i TBR-stablen på natbordet og jeg glæder mig), og derfor vil jeg citere Birgitte og Camilla, som begge har anmeldt den med følgende ord fra deres blogs og som gav den hhv. 5 og 3 stjerner:

Fra bloggen Bogormen og mig

“Bogen giver et rigtig godt indblik i hvad det vil sige at være bundet af en kultur, som er meget anderledes fra den kultur man er omgivet af. Og også i hvor meget nogle kulturer lægger stor vægt på forholdet mellem ung og gammel.”

Fra bloggen Bachs bøger:

“Bogen er noget så forfriskende, som en kinesisk chick-lit. Men ikke nok med, at den handler om en kvindes udvikling fra en grim ælling til en meget smuk og selvsikker svane. Så handler den også om det at leve i to kulturer, den kinesiske og den amerikanske. Charlies far er fastforankret i den kinesiske kultur og dyrker den østlige lægekundskab, ritualer og overtro. Hvor imod hans piger udover det, også må lære at begå sig i den amerikanske kultur der omgiver dem. Det synes jeg gav et meget spændende aspekt til bogen.”

Det eneste du skal gøre er at fortælle mig om den bedste bog du indtil videre har læst i 2015. Husk at skrive e-mail så jeg kan komme i kontakt med jer. Jeg trækker en vinder næste mandag 27/4 kl. 12.00, som snarest derefter får den sendt med posten. Du skal i øvrigt også bo i Danmark – ellers er det lidt dyrt 🙂