#2 Lidt om: At læse klassikere

I sidste uge læste jeg en lille skøn bog af Astrid Lindgren (som jeg anmeldte her mandag) og hun fortalte om de bøger, som hun læste som barn. Sidste år læste jeg Matilda af Roald Dahl og begge bøger har fået mig til at tænke over de klassikere som jeg har læst, hvorfor jeg har læst dem samt de endnu ulæste, som står på mine reoler.

En sand børneklassiker er bøgerne som handler om Anne fra Grønnebakken. Dengang vidste jeg ikke, hvor kendt den egentlig var – jeg fandt den blot på biblioteket en dag og skyndte mig hurtigt at låne de næste i serien. Det samme gjaldt Little Women, Peter Pan og Alice i Eventyrland – som barn tænker man nærmest kun over sin egen læseoplevelse og illustrationer og vrøvlerim betyder mere end hvilken litterær periode den befinder sig i.

Bøgerne om Anne har jeg endnu ikke genlæst som voksen, men Peter Pan læste jeg efter mine gymnasieår, da jeg boede et par måneder i Tyskland og opdagede den tyske Amazon for alvor. Her købte jeg også Little Women og Alice i Eventyrland og det er andre ting man lægger mærke til som voksen i forhold til hvad man bemærkede som barn. Børnebøger er ikke kun for børn og det var skønt da jeg skulle læse historien om Alice igen få år efter – nemlig på universitetet.

At læse en bog selv som voksen er én ting, noget andet er at skulle analysere bogen tekstnært på litteraturhistorie. En gruppe lavede fremlæggelse om Jabber-Wocky og andre nonsensrim og det var også litteraturhistoriestudiet, som for alvor satte mig i gang med at læse klassikere. Jeg begyndte så småt før jeg søgte ind, hvor jeg havde hørt om Wuthering Heights i, ja, jeg er ikke stolt over at indrømme det, men de nævnte den i Twilight og jeg var nysgerrig.

Jeg brugte lang tid på at læse den, da jeg boede i England. Litteratur fra 1800-tallet var ikke ligefrem det jeg havde læst mest af tidligere og jeg fik for alvor øjnene op for de litterære strømninger fra den periode. Senere hen skulle jeg også læse denne på studiet og begyndte at læse Jane Eyre i den periode, da jeg så kunne få et større kendskab til søstrenes forfatterskaber og efterhånden ejer jeg vist alle deres bøger (mangler dog at få læst dem alle.)

På studiet skulle vi også læse Balzac og til mit bachelorprojekt valgte jeg at analysere et par værker i Fitzgeralds forfatterskab. Jeg har en svaghed for disse to og ønsker en dag at få læst alt hvad de har skrevet. Efter min studietid på litteraturhistorie er jeg for alvor begyndt at samle på klassikere – oftest fra Penguin, Wordsworth og Vintage, og selvom jeg har en idé om at skulle skifte dem til finere versioner en dag, så er det for mig mere vigtigt at eje de værker, som jeg en dag vil læse, da ordet er det vigtigste for mig og ikke hvilken udgave jeg ejer dem i.

Der har også været klassikere, som jeg er gået i stå med. Som jeg for nylig kommenterede på en anden dansk bogblog, så vil jeg alligevel forsøge at læse dem, hvor jeg ikke nåede langt inden jeg opgav. I denne bunke findes blandt andet Don Quixote af Cervantes, The Canterbury Tales af Chaucer, Den Guddommelige Komedie af Dante og ikke mindst Tom Jones af Fielding. For mig var de første semestre for travle til at jeg kunne give bøgerne den opmærksomhed, som de havde brug for og en dag vil jeg læse dem. I efteråret var jeg til foredrag med Lise Nørgaard og hun fortalte om hvordan hun først som hjemmegående mor fik tid til Ulysses og Proust og det fik mig endnu mere til at tænke over at nogle bøger egner sig bedre til nogle tidspunkter i livet end andre.

Hvad med jer? Hvordan har i det med klassikere?

Reklamer

Babettes Gæstebud af Karen Blixen

Babettes Gæstebud af Karen Blixen, 2006. Gyldendal. Opr. udgivet som fortælling på engelsk i 1950 som Babette’s Feast. Antal stjerner: 4/5

Hvem er Babette egentlig og hvad sker der i den lille norske by, som hun bor i, når hun vinder en stor pengegevinst i hjemlandet Frankrig?

Historien om Babette er i dag kendt af mange og det er en skøn fortælling, som faktisk blev skrevet af Blixen tilbage i 1950, hvor den blev udgivet på engelsk. Senere blev den oversat til dansk og er både blevet udgivet alene samt i samlingen ”Skæbne-Anekdoter”. Selv faldt jeg over den på mit lokale bibliotek, da jeg havde brug for at læse noget kort og let. Jeg så reolen med Blixen ud af øjenkrogen og tænkte at jeg måtte give historien om Babette endnu en chance, da filmen var en del af pensum på gymnasiet og jeg var dengang ikke begejstret.

Historien om Babette starter længe før vi første gang træder ind i handlingen som læsere. Hun bor hos 2 søstre i Berlevåg, som er en lille norsk by. Hun ankom 14 år tidligere da hun flygtede fra Frankrig grundet politiske problemer. Hun er en fremragende kok og falder langsomt til i den lille by. Hun fandt vej til søstrene, da den franske sanger Achille Papin, som adskillige år tidligere havde besøgt søstrene, sendte hende dertil. Hans besøg var et ganske trist et af slagsen, da han faldt for den yngste søster, Philippa, og hendes skønne sangstemme:

” Da, i ét eneste øjeblik, vidste og forstod han alt. For her var de snedækte tinder, de vilde blomster og den lyse nordiske sommernat oversat til hans eget sprog: musikken, og bragt ham af en ung kvindestemme. Ligesom Lorens Löwenheim modtog han en åbenbaring. ”

Han forudsiger hende en karriere i Frankrig, men Philippa er datter af en streng provst og han er nødt til at rejse hjem. Den anden søster Martine havde ligeså en tilbeder, som var ovennævnte Lorens Löwenheim. Han var en ung officer og sendt til en lille by i nærheden, da han skulle lære ”at betænke sit levned og forbedre sig.” Hans kærlighed til Martine er ligeså ikke særlig velkommen hos provsten og hans familie, og han rejser tilbage til sin garnisonsby. Ingen af søstrene har sidenhen giftet sig og da Babette en dag modtager et brev fra Frankrig om at hun har vundet nogle penge, vælger hun at bruge dem på en middag til ære for søstrenes far.

Søstrene lever i beskedenhed og er slet ikke vant til at holde store middage. Men Babette insisterer og de må overgive sig. Menigheden bliver inviteret og efter flere måneders forberedelse er alt klart. Ikke alle i menigheden kan enes, men med god mad indenbords og lidt vin, går alt meget bedre og som Blixen skriver:

”Om hvad der hændte senere på aftenen kan her ikke afgives nogen bestemt beretning. Ingen af de tilstedeværende havde siden nogen helt klar erindring herom. De huskede kun at stuen havde været fyldt med himmelsk lys, som om en samling små glorier var løbet sammen til en stor stråleglans. Fåmælte gamle mennesker modtog tungetalens gave, tunghøres ører oplodes. Tiden selv løb sammen til en evighed. Indtil over midnat strålede husets vinduer, og sang strømmede ud i vinternatten. ”

Blixen har med denne korte fortælling formået at skabe hvad der føles som en lang roman . Hendes måde at fortælle på er simpel og letforståelig for enhver og karaktererne er ganske interessante. Vi hører søstrenes historie gennem hele historien og ligeså Babettes, da udover at høre om deres fortid, besøger dem som læser i deres nutid. Livets gang er centralt for fortællingen, da hvad vi kan stræbe og opnå som individer ikke altid er det, som vi ender med at stræbe imod. Livet er en forunderlig størrelse og det formår Blixen at gøre os opmærksom på her.

Gigi af Sidonie-Gabrielle Colette

Gigi af Sidonie-Gabrielle Colette, 1971. Grafisk forlag. Opr. udgivet med samme titel i 1945 på fransk. Antal stjerner: 4/5

Kan kærlighed godt opstå efter mange års bekendtskab?

Denne fine lille historie handler om Gilberte, som er næsten 16 år gammel og bedre kendt som Gigi. Hun bor sammen med sin mor og bedstemor i Paris og her forsøger de at opdrage den unge pige så hun bliver en ordentlig dame. Udover indflydelsen i hjemmet modtager hun undervisning hos tante Alicia, som selv var ganske eftertragtet i sin unge alder. Hun vokser op uden sin fader og er ganske stædig, når det gælder påklædning og opførsel.

I huset kommer den unge mand Gaston Lachaille kommer dog jævnligt på besøg og Gigi’s forhold til denne mand bliver som var de onkel og niece. Han lader hende låne hans bil, så hun kan blive kørt hen til tanten og hun får lov at spille kort med ham. Gaston er en ganske populær fyr ude i byen og gennem historien hører vi om flere forskellige kærlighedsaffærer – dog uden succes. Men han får en ny pige i kikkerten i historien og han giver ikke op så let.

Første gang jeg stødte på denne roman var, da jeg opdagede, at filmen af samme navn med Leslie Caron faktisk var baseret på en bog og den er både blevet filmatiseret samt dramatiseret flere gange sidenhen. Det er en ganske sød lille roman på lige under 100 sider, som viser, hvordan det var en prioritet at opdrage sine døtre, så de kunne gøre sig godt i selskabslivet og det er tydeligt at romanen er af ældre dato – den blev faktisk udgivet i 1945 og en del er sket siden da.

Colettes forfatterskab er ikke blandt de bedst kendte i Danmark og dette er en skam, da hun er rigtig god til især at beskrive det parisiske miljø og hun har skrevet flere gode romaner med unge piger i midten.

Jeg kan bestemt anbefale denne lille sag til både unge piger, som mangler et andet aspekt på livet og til dem som er interesserede i kvinderoller i Frankrig.

Sarrasine af Honoré de Balzac

Sarrasine af Honoré de Balzac, 1992. Forlaget Babette. Opr. udgivet i 1830 på fransk. Antal stjerner: 4/5

Kan et skrift fra 1830 stadig være fængende i dag og hvor meget kan en kastrat-sanger minde om en kvinde?

Balzac er en af de store franske digtere og denne fortælling om Sarrasine er blot en af mange fra hans forfatterskab. Fortælleren i historien er ikke Sarrasine selv, men fortælleren begynder historien ved en fest i Paris, hvor rige mennesker strømmer til. Hvordan værtsfamilien er blevet rige er et stort mysterium og derudover forsøger alle i familien at behage en gammel mand, som ingen rigtig kan finde ud af hvem er. Fortællerens date snakker med denne gamle mand, som fortælleren beskriver således:

” Dertil kom at den fine, gule ansigtshud i årenes løb var kommet til at klæbe så stærkt til knoglerne, at den dér dannede en mængde rynker, enten cirkelformede, som ringene i vand når et barn kaster en sten i det, eller stjerneformede som bristningen i en rude, men altid dybe og så tætte som bladene snittet på en bog.”

Fortællerens date er skræmt af denne gamle mand, og de går hen til et maleri, som forestiller en umådelig smuk mand. Daten er helt forundret ved denne skønhed og undrer sig over hvem det er. Fortælleren aftaler at mødes med hende den pågældende aften for at fortælle hvad han ved. Her begynder historien for alvor, da han fortæller om Ernest-Jean Sarrasine, som var en talentfuld ung mand. Han var en fransk kunstner med stor fantasi og han var i sine unge dage i lære hos en anerkendt kunstner. Det, som Sarrasine interesserede sig mest for, var hvordan han kunne forme skulpturer og han drog i 1758 mod Italien, hvor han kreerer på livet løs. En aften tager han ind på et teater og dette besøg ændrer hans liv for altid. Da Zambinella træder ind på scenen, sker følgende:

“Sarrasine udstødte glædesskrig. Han beundrede i dette øjeblik den ideale skønhed, hvis fuldkommenheder han hidtil havde opsøgt her og der i naturen, idet han hos én ofte uværdig model fandt et fuldendt bens rundinger; hos en anden brystets konturer; hos en tredje de hvide skuldre (..)”

Men Zambinella er perfekt i hans øjne og han bruger timevis på at udforme en skulptur efter denne skønhed. Men alt er ikke som det umiddelbart ser ud og Sarrasine må erkende, at udseende kan bedrage og alt kan ændres i et splitsekund.

Balzac skrev virkelig godt og det er med god grund at hans værker stadig læses på universiteterne rundt om i verden. Selv stiftede jeg bekendtskab med denne forfatter, da vi skulle læse en del af hans værk “Den menneskelige komedie”, som bestod af mange forskellige værker. Denne blev udgivet før han startede på det store værk, men den er sidenhen blevet en del af det sammen med andre små historier. Selvom det er en ganske kort historie kommer han godt omkring og for mig var det en pageturner. Den version, som jeg havde fat i, havde et efterskrift, som virkelig forklarede de litterære referencer og det var herigennem at jeg opdagede at hans inspiration var Casanovas erindringer, som Balzac købte kort tid inden denne fortælling. Jeg kan stærkt anbefale versionen fra forlaget Babette og det er netop på grund af dette efterskrift.

Alt i alt er det en lille perle, som Balzac her har strikket sammen og generelt er hans forfatterskab virkelig anbefalelsesværdigt. Det er lidt som Balzac som det er med Austen – der er ingen tvivl om hvorfor de læses, når man først har læst et af deres værker.

 

Breakfast at Tiffany’s af Truman Capote

Breakfast at Tiffany’s af Truman Capote, 1970. Opr. udgivet i 1958. Antal stjerner: 5/5

For en gangs skyld så jeg filmen flere år før jeg læste bogen og det skulle jeg aldrig have gjort. Dette er mit første møde med Capote’s forfatterskab og det bliver bestemt ikke det sidste. Bogen her indeholder ikke kun historien om pigen Holly, men også historier om Ottilie, Mr. Schaeffer og en dreng, hvis tilnavn er Buddy.

Historien om Holly fylder flest sider og slet ikke nok sider hvis det stod til mig. Som karakter i en bog er Holly nærmest ubeskrivelig – fortælleren er hendes ven og kender hende ikke engang så godt som han ville ønske og det er der ingen som gør. For hvem er pigen Holly? Er hun blot en skuespillerinde som hyres til at besøge en fange i det berygtede Sing Sing eller ved hun faktisk godt hvordan hele sagen med fangen hører sammen? En af de bedste ting ved denne bog er beskrivelserne:

“I’d been living in the house about a week when I noticed that the mailbox belonging to Apt. 2 had a name-slot fitted with a curious card. Printed, rather Cartier-formal, it read: Miss Holiday Golightly; and, underneath, in the corner, Traveling. It nagged me like a tune: Miss Holiday Golightly, Traveling.” 

Fortællingen om Ottilie er den næste i Capote’s række i denne samling. Her ser vi en pige, som lever på Champs Elysées, indtil hun møder manden i sit liv – Royal Bonaparte, som tilbyder hende alt hvad hun længtes efter. Men ikke alt er som det ser ud til og hendes svigermor er mere arbejde end huset selv for den stakkels Ottilie.

Den næste fortælling finder sted i et fængsel, hvor stakkels Mr. Schaeffer fik en god ven lidt for hurtigt i den unge Tico Feo, og ikke alt er som det umiddelbart ser ud. Fortællingen, hvis titel er “A Diamond Guitar” på engelsk, lærte mig endnu en gang lektien om at hvis det er for godt til at være sandt, så er det det sikkert også. Capote’s sidste fortælling i denne samling omhandler drengen Buddy, hvis bedste ven er en kvinde i hans familie, som selv er i 60erne. De skal bage frugtkager sammen i tiden op til jul og Buddy tager os som læser med ud på deres eventyr, når de skal finde deres ingredienser.

Alt i alt kan denne bog blive betragtet som uhyre velskrevet og jeg vil anbefale den til enhver, som kan lide simple, men fantastiske beskrivelser af miljøerne omkring karaktererne i alle fire fortællinger.