At gå på bogjagt i England

Siden 2010 har jeg forsøgt at tage afsted til England mindst én gang om året og jeg ender altid med at komme hjem med flere bøger end jeg burde købe. Nogle år er der kommet flere med hjem end andre og da jeg ofte støder på spørgsmål om boghandlere på Twitter, Facebook og Instagram, tænkte jeg, at jeg ville dele lidt af min viden med jer. Husk blot på at opgradere jeres bagage så i ikke har for mange kilo i lufthavnen – jeg lærte det desværre på den hårde måde i Gatwick med 10 pund pr ekstra kilo. Så husk endelig at veje jeres bagage inden lufthavnen. Jeg rejser rundt i England, så derfor har jeg opdelt dette indlæg i 3 dele – butikker som kan findes rundt omkring med nye bøger, genbrugsbutikker som jeg ofte besøger og ikke mindst boghandlere i London, der bestemt er et besøg værd.



Over hele England

Waterstones sørger jeg altid for at smutte en tur i, når jeg er i England. Det er en af de største boghandlere i England og man kan nærmest finde en af deres butikker i hver en engelsk by. Sidste sommer bestilte jeg et par bøger til afhentning i deres butik på Gower Street nord for Oxford Street og det var tydeligt at den lå i universitetsområdet, da der var en café, hvor der sad en masse studerende, der var en masse faglitteratur og et par reoler der var dedikerede til de gamle orange Penguinbøger. De har også et virkelig stort udvalg nede på Trafalgar Square og jeg er sikker på, at der er noget for enhver smag i deres butikker. I kan læse mere om deres butikker lige her.

The Works er en god blanding af både skønlitterære og faglitterære bøger samt kontorartikler. Man kan være heldig og finde nogle rigtig gode bøger ganske billigt, men de har alt muligt andet inde i deres butikker. Jeg har en tendens til altid at købe kort, som man kan bruge til fødselsdage og lignende og jeg kigger tit på børnebøger og klassikere, når jeg er der. Den er ikke nær så velassorteret som Waterstones, men der er noget for enhver smag og jeg kommer sjældent tomhændet ud derfra. I kan læse mere om The Works lige her. 

Blackwell’s havde jeg faktisk ikke hørt om før jeg fik Twitter. I modsætning til de to ovenstående så er det en studieboghandel, som typisk ligger i universitetsområderne og jeg tror at man bedst kan sammenligne den med den danske Academic Books. De har utrolig gode priser på især klassikere og contemporary fiction og er uden tvivl et besøg værd, hvis det ikke er børnebøger og kogebøger du går efter. Læs mere om Blackwell’s lige her.


Genbrugsbutikker

Oxfam er en af de genbrugsbutikker, som jeg altid opsøger og dette især i Liverpool, hvor jeg har gjort nogle virkelig gode kup. I nærheden af British Museum i London ligger der også en butik med masser af bøger og den er uden tvivl et besøg værd. Oxfam arbejder på at bekæmpe fattigdom verden over og i kan læse mere om Oxfam og hvem de er lige her. 

Age UK har ligesom Oxfam også mere end bare bøger, men i den lille by West Kirby, hvor jeg boede i 2010, har de nogle fantastiske reoler med en enkelt bog for 1 pund, men 2 for 1’s pris. Det er bøger i alle mulige genrer og jeg plejer altid at smutte ind i deres butikker, så snart jeg ser én. I kan finde mere info om dem og deres butikker lige her. 


London

Skoob Books er ikke langt fra Kings Cross station nord for Themsen.  Når jeg er i London, bor jeg altid i bydelen Bloomsbury, som er i nærheden af Euston Station og British Library og det var først sidste år, at jeg fik besøgt denne boghandel. Det er lidt en af de butikker, hvor man skal vide at den er der, for ellers går man bare forbi skiltet ude på gaden (som jeg har gjort mere end én gang). Det er et fantastisk udvalg de har af brugte bøger og der er ikke den bog, du ikke kan finde. Jeg stødte på både Inger Christensen og Jens Christian Grøndahl på reolerne og de har hele reoler dedikeret til Folio Society og Penguin (både de sorte og de orange). Jeg kom hjem med både en smukt illustreret “Alice in Wonderland”, en af Elizabeth Gilbert og en af Anthony Doerr. Priserne er ganske rimelige og det er svært at komme afsted igen derfra. Læs mere om Skoob Books lige her.  

Charing Cross Road er nok den gade i London, hvor du finder flest boghandlere og antikvariater. Der er faktisk en bog ved navn “84, Charing Cross Road”, der er fra 1970 og skrevet af Helene Hanff. Den viser en korrespondance mellem Hanff og en britisk antikvarisk boghandler og jeg kan varmt anbefale både bogen og filmen. Der er lidt mere info om gaden i denne Wiki-artikel og filmen med den charmerende titel “Charing Cross Road” kan ses lige her på YouTube.

Foyle’s er en af de boghandlere, som man kan finde på Charing Cross Road, men det er en stor én af slagsen, så den har brug for sin egen lille beskrivelse. Det er her du skal gå hen, hvis du gerne vil finde nogle signerede udgaver og de har også tit events derinde. De har et par butikker i London, men jeg har faktisk kun besøgt den på Charing Cross Road, men den er bestemt anbefalelsesværdig. I kan læse mere om Foyle’s lige her.

Judd Books er en lille boghandel af slagsen og man kan her finde de mest obskure bøger. Jeg faldt selv over den ganske tilfældigt for et par år siden og jeg købte en graphic novel udgave af Dante’s “The Divine Comedy”. Deres udvalg er ret atypisk og det er derfor at jeg altid kigger forbi. Den ligger også i Bloomsbury-området og det er studiebøger der er deres specialitet. De har også en hel del brugte bøger og det er en lille, men propfyldt forretning fra gulv til loft.  Læs mere om denne boghandel lige her. 


England er et af de steder, som jeg altid vender tilbage til og i må hjertens gerne kontakte mig, hvis i har brug for andre bognørdede anbefalinger i dette land – God weekend til jer 🙂

Reklamer

Bloggens første spørgerunde

Da jeg den anden dag gennemgik nogle gamle indlæg herinde fra da bloggen startede, opdagede jeg pludselig noget. Jeg har ofte tænkt over det, men har aldrig fået det gjort. Nemlig sat en spørgerunde i gang her på bloggen.

Efterhånden har jeg haft bloggen i lidt over 2 år og anmeldt bøger i længere tid end det og jeg er sikker på, at der nok er nogle ting, som i er nysgerrige om. Om det gælder bogkøb, kameraer, rejsetips eller hvad i end kan finde på, så er jeg frisk på at svare 🙂

Der er ændringer på vej her ganske snart, men mere om det ganske snart. I kan både spørge mig her, på Facebook, på Twitter og på Instagram og sende mig en mail, hvis i hellere vil det. Hvis der er noget, som i vil se mere/mindre af her på bloggen, så påskønner jeg også kommentarer om dette 🙂

Jeg krydser fingre for, at i vil lege med derude 🙂

De 13 mest mindeværdige læseoplevelser i 2016

Så blev det tid til at skrive lidt om de bedste bøger, som jeg har læst i 2016. Ifølge Goodreads har jeg givet 5 stjerner til 22 bøger. Det har været svært at udvælge 13 mindeværdige læseoplevelser ud af 22, men nedenstående er alle bøger, som jeg vil genlæse en dag og som efterlod mig med ny viden om samfund, menneskers adfærd eller en fascination af sproglige formuleringer, som jeg ikke har kunnet glemme igen.

Belgravia af Julian Fellowes, 2016. Anmeldelsen er lige her

Rigtig god til: Fans af Downton Abbey, anglofile læsere og ikke mindst den historisk interesserede læser.

Hvorfor den er i dette indlæg: Som stor fan af Downton Abbey havde jeg meget svært ved at lægge denne bog fra mig. Jeg havde på forhånd læst nogle af de afsnit, som var tilgængelige og jeg nød at dykke ned i et ganske andet London end det jeg er vant til fra mine mange ture dertil. Den er fuld af hemmeligheder, intriger og løgne og jeg havde svært ved at lægge den fra mig. Sjældent har jeg læst en bog så hurtigt på den størrelse.

Astrid Lindgren – En biografi for børn af Lisa Aisato & Agnes-Margrethe Bjorvand, 2016.  Anmeldelsen er lige her

Rigtig god til: Børn og barnlige sjæle, som nyder smukke illustrationer og Lindgrens vise ord.

Hvorfor den er i dette indlæg: Lige siden at jeg opdagede den på Instagram, hvor forfatterne delte smukke illustrationer og andre nyheder, har jeg drømt om at få den læst. I sommeren 2016 udkom den så endelig på dansk og jeg faldt over den på mit arbejde en dag (jeg gik faktisk forbi en bogvogn og så den stikke ud af rækken med sit store format). Det er en af de smukkeste bøger, som jeg har læst i år og selvom jeg troede, at jeg vidste alt der var at vide om Lindgren, så gav den mig viden, jeg ikke før var stødt på og jeg er nu begyndt at opstøve flere bøger om Lindgren selv og hendes forfatterskab.

Cæur de Lion af Ariana Reines, 2015. Anmeldelsen kan læses her

Rigtig god til: dem, som elsker et smukt sprog og dem der gerne vil i gang med at læse beundringsværdige digte.

Hvorfor den er i dette indlæg: I mange måneder efter min læsning var ovenstående billede min baggrund på computeren og inde på bloggens Facebookside. Jeg var fanget fra første side og tøvede ikke med at give den topkarakter tilbage i februar. Det er alt for sjældent, at jeg får læst poesi og jeg fik gjort en smule ved det i 2016. (Jeg stod også og overvejede, om Maja Mittags bog “Jeg øver mig i at være glad” skulle med i dette indlæg, men Reines vandt pladsen her).

Dukkeføreren af Jostein Gaarder, 2016. Anmeldelsen kan læses her

Rigtig god til: dem, som godt kan lide at lære noget undervejs i en bog og som nyder en god historie, hvor man ikke altid ved, hvem man kan stole på.

Hvorfor den er i dette indlæg: Gaarder er en fantastisk fortæller og jeg er kæmpefan af hans måde at fortælle på. Da jeg læste om denne på nettet, bestilte jeg den med det samme på biblioteket og selvom jeg var i gang med at læse noget andet, så begyndte jeg at læse den, så snart jeg fik fingrene i den. Nøj. Den mand kan nu noget helt sensationelt. Jeg-fortælleren er en ganske speciel type og man ved aldrig helt hvor man har ham henne. Den er fuld af lingvistik og hans fascination af sprog var beundringsværdigt.

Ofrene af Morten Brask, 2016. Anmeldelsen kan læses her.

Rigtig god til: ham/hende, som mangler et velskrevent drama.

Hvorfor den er i dette indlæg: Jeg læste denne bog på ingen tid, for når man først er gået i gang med den, er det svært at stoppe igen. Brask skriver fantastisk godt og det er bestemt med god grund at jeg har anbefalet den på det allervarmeste. Jeg ved endnu ikke helt om det er jeg-personen eller hans kæreste, som jeg tror på.

Den engelske spion af Daniel Silva, 2016. Anmeldelsen kan læses lige her

Rigtig god til: Læseren, som har brug for et spæding i allerhøjeste fart.

Hvorfor den er i dette indlæg: For en del år siden læste jeg “Vatikanets Mand” af Silva og jeg var solgt med det samme. Da jeg så, at der udkom endnu en i 2016 om Gabriel Allon, vidste jeg, at det måtte være en bog for mig. Silva skuffede bestemt ikke og hvis du er til Dan Brown, så snyd dig ikke for historien her om Allon – det er hæsblæsende, kan jeg sige dig.

The Girl of Ink and Stars af Kiran Millwood-Hargrave, 2016. Anmeldelsen kan læses her.

Rigtig god til: unge læsere og enhver anden, som gerne vil begive sig ud i en fantastisk godt opdigtet anden verden.

Hvorfor den er i dette indlæg: Jeg faldt over den på Waterstones’ hjemmeside forud for min tur til England, da den var månedens bog og jeg kan ikke anbefale den nok. Det er Millwood-Hargraves debut og jeg glæder mig til at se, hvad hendes næste projekt er.

The BFG af Roald Dahl, 1984. Anmeldelsen kan læses lige her

Rigtig god til: eventyrlystne børn og nostalgiske voksne.

Hvorfor den er i dette indlæg: Dahl er lærerig læsning for enhver. Jeg har i årevis hørt fra andre at han skulle skrive godt og denne her er ingen undtagelse. Hele hans måde at skabe ord og opfinde ting er unik og hans historier fascinerer mig gang på gang.

Uendelig muslinger af Sylvie Bocqui, 2016. Anmeldelsen kan læses her

Rigtig god til: Sprogelskeren.

Hvorfor den er i dette indlæg: Sprogligt set er denne en af de smukkeste bøger, som jeg læste i 2016. Hos Bocqui er ingen ord overflødige og der er stemningsbeskrivelser, som jeg vil søge tilbage til flere gange fremover.

Alkymisten af Paulo Coelho, 2003. Anmeldelsen kan læses her

Rigtig god til: Lommefilosoffen, som nyder en god historie.

Hvorfor den er i dette indlæg: På en eller anden måde lykkedes det mig at have bogen stående urørt på reolen i flere år, da en rejsende bog kom forbi Albertslund. Jeg slugte den i mig, pyntede den med klistermærker og skrev små noter undervejs. For mig var det den perfekte bog på det perfekte tidspunkt og jeg er så glad for at have haft den “på besøg” så at sige.

Dukkemageren af Jessie Burton, 2015. Anmeldelsen kan læses lige her

Rigtig god til: Historienørden, som mangler en god roman med et overnaturligt twist.

Hvorfor den er i dette indlæg: Efterhånden er det næsten et år siden, at jeg læste denne bog og det er ikke længe siden, at jeg inkluderede den i et indlæg om bøger, som burde blive filmatiseret. Jeg havde bogen med i hvert et tog og bus, da jeg læste den og så sent som i dag sad jeg og kiggede på Burtons anden roman, “The Muse”. Hun skriver virkelig godt og det er en imponerende debut.

Vincent af Barbara Stok, 2016. Anmeldelsen er lige her

Rigtig god til: Den kunstinteresserede og graphic novel entusiasten.

Hvorfor den er i dette indlæg: Jeg har ikke læst så mange graphic novels i 2016 som de foregående år, men denne efterlod et ganske stort indtryk. Van Goghs livshistorie er virkelig interessant og illustrationerne er blandt andet med til at beskrive hans sindstilstand umådeligt præcist. Jeg krydser fingre for at der snart blev udgivet mere af Stok på dansk 🙂

Krigen har ikke et kvindeligt ansigt af Svetlana Aleksijevitj, 2015. Anmeldelsen kan læses lige her

Rigtig god til: Læseren, som interesserer sig for 2.verdenskrig og stærke kvindeberetninger.

Hvorfor den er i dette indlæg: Denne bog gav mig så stærke indtryk undervejs, at jeg efter nogle passager var nødt til at holde pause et par dage for at tænke over det, som jeg havde læst. Der er ingen tvivl om hvorfor Aleksijevitj vandt Nobelprisen i 2015 – de historier, som kvinderne fortæller hende, er uden tvivl de stærkeste vidnesbyrd, som jeg endnu har læst fra 2.verdenskrig og jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg allerede nu har fortalt folk om den og opfordret til at læse denne hårde, men utrolig vigtige bog.

#Et par anbefalinger – Bøger om jul

Kalenderen siger allerede 4.december og jeg er kommet godt igang med en del forskellig julelæsning samt et par ikke-julede bøger. For ikke så længe siden anbefalede jeg jer nogle bøger om forfattere og forfatterskaber og derfor tænkte jeg, at i måske også kunne have brug for inspiration til et par julebøger. Nogle af disse bøger har jeg læst utallige gange, andre få gange og nogle er endnu ikke læste/færdiglæste. Jeg kender mange andre gode julebøger, så i spørger bare løs, hvis i mangler en anbefaling.

De her to læste jeg også sidste år og jeg læste endda også “Det første juleeventyr” af Bent Haller tilbage i 2014. Jeg var stødt på den samme sommer i en genbrugsbutik og da jeg som barn var meget begejstret for hans bog “Silke”, måtte den hjem med det samme. Kapitlerne er ganske korte i den og da december ofte er en travl måned for mig, kan man sagtens lige nå at læse dagens sider inden hovedet rammer hovedpuden om aftenen. “Julemysteriet” af Jostein Gaarder havde mine forældre og bror med hjem til mig engang, da de havde været i Norge. Jeg kendte ikke til meget norsk litteratur dengang, og jeg gav dem 3 navne, hvis bøger de gerne måtte kigge efter: Shakespeare (det er interessant at læse Shakespeare på forskellige sprog), Ibsen og Gaarder. De kom hjem med bøger af alle 3 og det var først sidste år, at jeg fandt bogen af Gaarder frem fra gemmerne og læste den for første gang. Gaarder fortæller hans historier på en helt unik måde og jeg kan varmt anbefale den til både store børn og voksne. Så vidt jeg ved er den til at få på dansk (jeg læser selv den norske udgave nemlig).

De her bøger er begge fra serien “Wordsworth Classics” og lige de her henvender sig især til børn. “A Christmas Carol” af Charles Dickens er en af de bedst kendte britiske julebøger og der er flere filmatiseringer end jeg kan tælle på en enkelt hånd. Denne udgave er desuden også illustreret og en skønne jul skal jeg nok få den færdiglæst inden vi når juleaften. Jeg forsøgte sidste december og pludselig var det januar, men i år forsøger jeg endnu en gang. Den anden bog fra Wordsworth Editions vandt jeg faktisk ovre hos Malene, hvis blog Wondrous Bibliophile er linket længere nede i dette indlæg. Det er allerede 2 år siden og ligesom bogen med Dickens er den fuld af jul og fine illustrationer. Denne her er en samling af små tekster fra forskellige forfattere (heriblandt en forkortet udgave af “A Christmas Carol”) og jeg nåede at læse noget i den sidste år. Netop nu ligger den igen på mit natbord og jeg ser frem til at læse både digte, noveller og uddrag af romaner i den kommende tid.

Da Terry Pratchett døde sidste forår, var det noget af en sorgens dag herhjemme. Min kæreste er stor fan af hans Discworld-verden og det gik op for mig, at jeg ikke havde læst særlig mange af hans bøger. Denne her er en af dem, men hvis den bare er halvt så god som tv-filmen, så er den virkelig julet på en helt anden måde, end man er vant til. En af hovedrollerne i tv-filmen spilles faktisk af Michelle Dockerey (bedre kendt som Lady Mary i “Downton Abbey”) og vi har de sidste par år set filmen lige i de sidste dage op til juleaften.

“Julefortællinger” af Astrid Lindgren er en bog, der har fulgt mig i mange år. Det er den julebog, som jeg har læst flest gange og hver gang jeg læser den, lægger jeg mærke til nye detaljer. Illustrationerne i fortællingerne om både Pippi, Emil, børnene fra Bulderby, Lotte og Kitte Kry er blandt mine favoritter i børnebøger og hver gang at jeg har kigget på bogen på bogreolen i løbet af november har jeg tænkt: “Dig tager jeg snart ud igen for jeg ved ikke hvilken gang” og jeg ser frem til den årlige julelæsning af den. “Den lille historiebog” er til gengæld én, som er gået i arv fra min kærestes familie. Da jeg i starten af 2015 besøgte min kærestes barndomshjem, havde hans far fundet nogle bøger frem og jeg faldt over et par bøger med julehistorier. Forsiden på denne her er simpelthen så fin og det bliver hyggeligt at få læst nogle gamle historier (der er en masse af slagsen i øvrigt og denne her er fra 1952).

De her faldt jeg over den anden dag, da jeg havde fået fri fra arbejde. “The Nutcracker” af E.T.A. Hoffmann er også en klassiker og denne her indeholder de fineste illustrationer af Roberto Innocenti, som jeg også varmt kan anbefale. Jeg er endnu ikke helt færdig med at læse den, men så smukke illustrationer ser man ikke så ofte og jeg ved allerede nu, at det ikke er sidste gang, at jeg læser fortællingen om Marie og musene. Den til højre stak lidt længere ud fra reolen end de fleste andre på den side, og jeg tænkte, at den så rimelig juleagtig ud. Det er “Snowflake Bentley”, som er skrevet af Jacqueline Briggs Martin og illustreret af Mary Azarian. Den er ganske kort, så jeg læste den ganske hurtigt, men den handler om en mand, som er fascineret af snefnug og han eksisterede rent faktisk i virkeligheden. Søg blot på “Snowflake Bentley” på Google, men bogen er også virkelig fin og anbefalelsesværdig.

Hermed slutter mit lille indlæg om julebøger – jeg krydser fingre for, at i får en skøn jul og at i har fundet jer stakkevis af julebøger (om det så er børnebøger, julekagebøger eller sanghæfter så skaber det jo en form for julestemning, selvom vejret ikke bidrager til det for tiden).

Hvis i mangler mere inspiration, så har jeg set at Malene ovre på Wondrous Bibliophile anbefaler julebøger i dette indlæg og at Amalie på Adventures of a bookgeek har skrevet det her indlæg 🙂

The Danish Book Blog Award 2016

Jeg har læst bøger så længe jeg kan huske og husker endda endnu hvordan en medarbejder i min børnehave satte min fantasi i gang, da “Da yggenykkerne stjal Rundetårn” af Jørn Birkeholm blev læst op og i flere år tænkte jeg på de figurer. Bøgerne har også taget mig andre steder hen end det indre København; jeg gik ved floden med Laura og hendes søstre i Wilders fortælling om hendes barndom, jeg rakte tunge af Gilbert sammen med Anne i Montgomerys historie om den rødhårede pige, min mors udgave af “Little Women” gav mig lov til at besøge Jo, Amy, Beth og Meg i deres hjem omkring juletid, hvor jeg var tilskuer til deres små skuespil og ikke mindst så jeg Emil snitte hans træfigurer for mig i Lindgrens klassiske historie.

Kort sagt har litteraturen, som jeg har læst gennem årene, givet mig et grundlag for den her blog og de bøger, som jeg læser og anmelder den dag i dag. Alene med denne niche er jeg heldigvis ikke og der er efterhånden et helt stort fællesskab om at blogge om bøger her på nettet. Vi er en god blanding derude – nogle er uddannet indenfor litteratur, andre er bibliotekarer, nogle går stadig på gymnasiet og andre blogger ved siden af et arbejde, som er i en helt anden ende end bibliotekarer. Det er så skønt at kunne spørge andre om hjælp og at hjælpe andre bloggere, hvis de lige har spørgsmål om arrangementer, kameraer og ikke mindst WordPress. Endnu har jeg ikke mødt dem alle, men mange har jeg skrevet med på de sociale medier og derfor har jeg også valgt at dele nogle af de andre nominerede til denne pris med jer, som er blandt mine favoritter og som jeg selv ville stemme på, hvis jeg lige havde 5 stemmer liggende:

  • Boghjørnet er sammen med “Flyv med mig” en af de blogs, som jeg har fulgt i længst tid. Simone, som bor i Aalborg, tager nogle af de fineste billeder og jeg er flere gange blevet overbevist om snarlig læsning af flere bøger efter at have læst hendes interessante anmeldelser.
  • Bibliotekattens Bøger styres af Kathrine, som til daglig er bibliotekar og som er en haj til sociale medier. Faktisk den sejeste bibliotekar på Instagram, hvis jeg skal være helt ærlig. Hun læser mest ungdomsbøger, men “almindelige romaner” for voksne sniger sig også ind nogle gange og jeg er vild med både hendes kjoler og bogreol.
  • Litfix mødte jeg første gang her i september til arrangement på Politikens Forlag og det er efter at jeg har fulgt hende og hendes anmeldelser lige siden dag 1 (tror jeg). Julie Rasmine studerer dansk til daglig og det er særlig inspiration til danske romaner, som jeg finder ovre på hendes blog. Hendes kendskab til Tove Ditlevsen er virkelig utroligt og jeg er også stor fan af hendes blogindlæg kaldet  “skriverier”.
  • Trilogien styres af 3 kvinder, som styres af bogopsætteren Malene og bibliotekarerne Camilla og Marianne, som er kort sagt: mega awesome mennesker! De tager også virkelig gode billeder af bøger og deres anmeldelser er helt nede på jorden. De skriver også lidt om podcasts og det er en fornøjelse at følge dem på Instagram, hvor jeg ofte også bliver inspireret af deres tekster til bogbillederne.
  • Flyv med mig, som Rikke står bag. Hun skriver de fineste anmeldelser og jeg er særlig vild med hendes Tankemylder-indlæg, hvor man virkelig lærer hende bedre at kende. Til daglig læser hun Litteraturvidenskab på SDU og hun er ligeså hjælpsom på de sociale medier som hun er sød ansigt til ansigt.

Du kan finde mere om Plusbogs Book Blog Award lige her: http://www.plusbog.dk/info/danish-book-blog-award

Men kun indtil d.14.oktober, da det derefter er op til en jury at kigge nærmere på de 5, som har fået flest stemmer og vinderen offentliggøres på årets Bogforum i november.