Victoria af Daisy Goodwin

Victoria af Daisy Goodwin, 2017. Anmeldereksemplar fra Politikens Forlag. Opr. udgivet som Victoria i 2016. Antal stjerner: 5/5

Hvad skal der egentlig til for at kunne regere et land og hvad forventes der af en purung regent, som desuden er kvinde?

Daisy Goodwin, der både er forfatter og tv-producer, står bag denne roman om dronning Victorias første tid som regent og bringer sin læser tilbage til London i 1837, hvor Alexandrina Victoria en dag vågner op med en helt ny titel. Hun er vokset op som enebarn og da vi møder hende, har hun kun sin overbeskyttende mor tilbage og nogle onkler på både britisk og tysk jord. Hun overtager tronen efter sin onkel kort efter hendes 18-års fødselsdag og da hun ikke er helt sikker på hvad diverse protokoller er for blandt andet dannelse af regering, får hun støtte af den erfarne Lord Melbourne, som hun hurtigt knytter et nært venskab til og tager på rideture i den omkringliggende Hyde Park:

“Hyde Park lå stadig indhyllet i tågedis, da Victoria red ud sammen med sin rideknægt og adjudanten lord Alfred Paget. Melbourne ventede som altid på hende ved porten til Apsley House.

Han smilede, da han fik øje på hende.”Hvor ser De fortryllende ud i dag, Deres Majestæt. Det er da vist en ny ridedragt.”

De lod hestene strække ud i galop, så støvet hvirvlede op om dem, indtil de nåede parkens nordende. Victoria holdt hesten an, og de drejede ned langs søen.

“Jeg synes, vores morgenture er dagens højdepunkt, lord M. His jeg ikke havde parken at se frem til, tror jeg aldrig, jeg ville komme ud af sengen.”

Victoria må hurtigt erkende, at der er meget, som hun ikke har lært og både hendes familie og befolkningen håber på, at hun snart bliver gift, da en mand så kan hjælpe hende. Indtil da får hun dog hjælp af Lord Melbourne, som hun glædeligt kalder for Lord M, men ikke alle er glade for deres venskab og det er svært at vide, hvem der egentlig har hendes interesser for øje og ikke deres egne. Der er blandt andet hendes ene onkel i England, Lord Cumberland. Han er noget af en snedig rad og da der tidligere har været sindssyghed i deres familie, skyr han ingen midler for at forsøge at bane sig vej til tronen på en eller anden vis:

“Cumberland forsøgte at skjule sin irritation. “Hellere det end en hysterisk tøs på tronen.”

Peel rømmede sig. ”Jeg ville ikke sige, at dronningen var hysterisk. Faktisk forekom hun mig ganske behersket.”

Cumberland drejede hovedet skarpt. “Men hun har opført sig aldeles urimeligt, har hun ikke?”

Men hvordan finder man sig en mand, som man selv vil giftes med og som landet og regeringen også siger god for?

Der er ikke noget at sige til, at både bog og tv-serie om Dronning Victoria er blevet et hit både i hjemlandet England og rundt omkring i verden (i Danmark kører den netop nu). Goodwin er fantastisk dygtig til at fortælle historien om Victoria i denne bog og til at skildre det engelske samfund på denne tid. Bogen er en smule anderledes end serien og jeg krydser allerede nu fingre for, at der snart kommer endnu en bog i rækken. Goodwin er især god til at skrive om forskellige perspektiver på samme situation, da hun indtager ikke blot Victorias synsvinkel, men et par af de andre personer, som hun omgiver sig med. Sidste år læste jeg “Belgravia” af Fellowes (manden bag Downton Abbey) og begge bøger, som tidsmæssigt er ret tæt på hinanden, går så godt sammen, at jeg nærmest ikke kan anbefale den ene, uden at nævne den anden.

Alt i alt en fantastisk interessant roman om en dronning, som må vænne sig til et helt andet liv og som må lære at stole på sin intuition og tro på sig selv i selv de sværeste situationer.

Underet af Emma Donoghue

Underet af Emma Donoghue, 2017. Anmeldereksemplar fra Politikens Forlag. Opr. udgivet som The Wonder i 2016. Antal stjerner: 5/5

Kan det virkelig passe at en pige kan leve flere måneder uden mad og kan tro virkelig flytte bjerge?

Emma Donoghue, som er bedst kendt for bestselleren ”Room”, tager sin læser langt ud på landet i Irland, hvor sygeplejersken Lib skal være med til at overvåge en ganske speciel pige ved navn Anna O’Donnell i 14 dage. Det specielle ved pigen er, at hun nægter at indtage mad og alligevel har hun overlevet i flere måneder, da Lib ankommer i august 1859. Folk kommer på besøg fra nær og fjern for at se det såkaldte levende under og særligt forældrene er overbeviste om at det er Guds mirakel, som har fundet sted i deres hus:

””Hun behøver det ikke,” sagde Rosaleen O’Donnell og smilede, så man kunne se de manglende tænder.

”Mener De mad?” spurgte nonnen, så det dårligt kunne høres.

”Ikke den mindste smule. Hun er et levende under.”

Det måtte være en omhyggeligt indstuderet forestilling, tænkte Lib. Bortset fra at kvindens øjne udstrålede en bemærkelsesværdig overbevisning. ”Og De påstår, at Deres datter har været ved godt helbred de sidste fire måneder?”

Rosaleen O’Donnell rettede sig op og glippede med de tynde vipper. ”De finder ingen falske påstande, ingen svindel i dette hus, mrs. Wright. Det er et beskedens hjem, og det samme var stalden.” ”

Lib, hvis overvågningskollega er en nonne, bor i landsbyens værtshus, hvor hun en dag støder på den unge journalist William Byrne, som er meget insisterende når det gælder oplysninger om Anna og hendes tilstand. Lib, som tidligere har arbejdet sammen med selveste Florence Nightingale, nedskriver hver dag hendes iagttagelser og efterhånden som tiden går, erfarer Lib, at alt ikke er helt som det skal være. Anna og hendes forældre mistede hendes bror året før og af umiddelbare uransagelige årsager mener Anna, at hendes bønner kan hjælpe ham op til himlen. En dag, hvor Lib har været ude og gå med Anna, bemærker hun billederne på kaminhylden i det lille hus:

”På kaminhylden få centimeter fra Libs ansigt stod det nye fotografi ved siden af det gamle af hele familien. Den lille pige så stort set ens ud på dem begge to: de samme pænt samlede ben og det samme udtryk, som om hun ikke helt var af denne verden. Som om tiden stod stille for Anna; som om hun var konserveret bag glas.

Men den mest underlige var broderen, slog det hende nu. Pats ganske unge ansigt mindede om søsterens mere blide, bortset fra at han havde skilningen i højre side, fordi han var en dreng. Men hans øjne; der var noget galt med den måde, de strålede på. læberne var mørke, som om de var sminket røde. Han lænede sig ind mod sin urokkelige mor som et meget yngre barn eller som en fordrukken spradebasse. Hvordan var det, den linje i Salmernes Bog lød? De fremmede børn vansmægter.”

Men er det virkelig muligt for en pige at leve så længe uden mad og hvad har Annas bror gjort, siden Anna beder så ihærdigt for ham hver eneste dag?

For mig er der 3 typer af bøger: dem som slet ikke fanger, som er en kamp at komme videre med, dem som fanger og som man glædeligt tager op for at læse og så er der dem, som er helt umulige at lægge fra sig og som holder en interesseret indtil allersidste side. Denne bog er blandt de sidstnævnte og det er en af dem, hvor man tror, at man ved hvad den ender med, men alligevel formår Donoghue at twiste handlingen i en sådan grad, at slutningen virkelig kom bag på mig. Lib, som er vores fortæller gennem hele bogen, støder på udfordringer i det lille samfund, som hun ikke havde regnet med da hun forlod England og Donoghue er særlig dygtig til at beskrive irernes måde at leve på samt deres forhold til England og især englændere. Måden, hvorpå Donoghue blander både religion, familieskæbner og det historiske element, fungerer helt perfekt i denne roman og på samme tid er Anna en form for mysterium, der skal løses inden det er for sent.

Alt i alt en virkelig velskrevet roman, som holder læseren fanget i sit fiktionelle rum fra allerførste side og som har stærke karakterer, der ikke altid er helt så uskyldige, som de udgiver sig for at være.

Belgravia af Julian Fellowes

Belgravia af Julian Fellowes, 2016. Anmeldereksemplar fra Politikens Forlag. Opr. udgivet på engelsk under samme titel samme år. Antal stjerner: 5/5

Hvordan levede Londons indbyggere i 1800-tallet og kan kærlighed ved første blik opløse forlovelser på denne tid i de finere kredse?

Julian Fellowes, som de fleste danskere sandsynligvis kender for hans arbejde bag ”Downton Abbey” som forfatter og instruktør, tager læseren med tilbage til 1800-tallets London i ”Belgravia”, der er et område i London nær Harrods og Buckingham Palace. Men før historien for alvor går i gang i London, er læseren i Bruxelles i 1815 en kort stund. Her afholdes et bal, som er vigtigt for eftertiden for vores hovedkarakterer og købmandsdatteren Sophia Trenchard deltager sammen med sine forældre. Selvom de på denne tid ikke kommer i de fineste kredse, så har Sophia formået at fange en ung mands opmærksomhed:

”Anne nikkede og gik over til det unge par. ”De må ikke lade Sophia lægge beslag på Dem, lord Bellasis. De har sikkert mange venner her i aften, som gerne vil have en chance for at tale med Dem.”

Men den unge mand smilede. ”Bare rolig, missus Trenchard, jeg er lige der, hvor jeg helst vil være. ”

Annes stemme blev en anelse skarpere. Hun bankede sin sammenfoldede vifte ned i sin venstre hånd. ” Udmærket, den herre. Men Sophia har et ry at beskytte, og Deres generøse opmærksomhed risikerer at bringe det i fare.” ”

Pludselig udbryder der krig og lord Bellasis er en af de unge mænd, som må tage af sted. Kort tid herefter erfarer Sophias forældre, at deres datter kendte denne lord Bellasis noget bedre, end de brød sig om. Sophia blev nemlig gravid under familiens ophold i Bruxelles og ulykkelige omstændigheder resulterede i en bortadoption til en præstefamilie. Barnet fik det dog aldrig at vide og da han en dag begiver sig til London for at arbejde, hjælper hans morfar ham, nemlig James Trenchard. Hans mormor, Anne, møder ham dog først en tid senere til et bal:

”Hun blev distraheret af en ung mand, som pludselig var dukket op i døråbningen. Høj, mørk, med lyseblå øjne og fint tegnede bryn. Det måtte være ham. Han var som snydt ud af næsen på Edmund Bellasis. Han kunne have været sin fars tvilling.”

Men hvordan skal både Bellasis’ forældre og familien Trenchard håndtere en sag som denne uden at få et dårligt ry selv? Og hvordan har familiernes arvinger det med at en ny kan overtage deres pladser?

Fellowes’ historie om denne store familiehemmelighed er perfekt til fans af ”Downton Abbey” og selvom den ikke er længere end 435 sider, så kommer læseren godt omkring intrigemæssigt. Det er tydeligt at Fellowes er gået i dybden med sin research til denne bog og især turene rundt omkring i London var interessante for en anglofil som jeg. Jeg var særlig vild med Anne Trenchard og hendes væremåde, som overraskede mig flere gange undervejs og jeg var godt underholdt lige indtil den sidste side.

Alt i alt en virkelig god historisk roman, som er perfekt til fans af ”Downton Abbey”, anglofile mennesker og dem, som bare godt kan lide en god historie, som overrasker undervejs.

Brun sne af Martin Amis

Brun sne af Martin Amis, 2015. Anmeldereksemplar fra Tiderne Skifter. Org. titel: The Zone of Interest. Antal stjerner: 5/5

Hvordan var det at arbejde i en koncentrationslejr og hvad kan magt gøre ved folk?

Sjældent har en bog om 2.verdenskrig og koncentrationslejre påvirket mig så meget som denne. Sidste gang og faktisk også første gang var det ”Maus” af Spiegelman og det var virkelig en øjenåbner, en velskrevet en af slagsen. Da jeg modtog denne bog vidste jeg kun 2 ting om den: Amis er søn af forfatteren Sir Kingsley Amis og at den handlede om livet i en koncentrationslejr. Der har været en del debat om denne bog, da to ud af tre fortællere her er nazister og den sidste er en jøde, som må være med til at dræbe de andre jøder mod at han er i live i længere tid. I starten af bogen bliver der afholdt middagsselskab hos kommandanten Doll, hvis kone og døtre bor i lejren med ham. De snakker om jøderne og tilfangetagelsen af dem:

”Som sagt gik det overraskende glat. Der var ingen modstand. Ingen. ”

Zulz sagde: ”Hvad var der så uventet ved det?”

”Tænk engang på omfanget, professor. Spanien, England, Portugal, Irland. Og på hvor store tal vi taler om. Ti millioner. Måske tolv.”

Den sammensunkne skikkelse til venstre for mig, Norberte Uhl, tabte sin gaffel og sagde slingrende: ”Men det er jo bare jøder.””

De tre mænd er vidt forskellige steder i deres liv. Doll har familie og har været nazist siden det hele startede. Han var kortvarigt med i en politisk gruppe, hvor han mødte konen og hendes elsker Krüger, men ting skete og pludselig var Hannah i hans arme og de var gift kort tid efter. Det er et mysterium som opklares gennem bogen og det er meget vigtigt for Hannah. Golo Thomsen har familie blandt de vigtige overhoveder i Berlin, men han brænder ikke for sagen i samme grad som Doll. Han er tiltrukket af Hannah og forsøger at hjælpe hende, men det er ikke helt nemt med en jaloux ægtemand. Szmul er navnet på jøden, som er nødsaget til at hjælpe nazisterne. Hans sønner er allerede døde, men han har håb for hans kone og det er hvad der holder ham i gang. Han beskriver hvordan han har brug for en form for kammeratskab med de andre jøder, som ligesom ham er tvunget til at hjælpe med at dræbe. Det første kapitel med ham starter således:

Der var engang en konge, og kongen bad sin yndlingstroldmand om at lave et magisk spejl til sig. Spejlet viste ikke ens spejlbillede. Det viste ens sjæl – det viste folk, som de virkelig var.

Troldmanden kunne ikke kigge ind i spejlet uden at se væk. Kongen kunne ikke kigge ind i det. Hoffolkene kunne ikke kigge ind i det. En kiste fuld af guld og rigdomme blev udlovet til en hvilken som helst undersåt i dette fredelige land, som kunne kigge ind i spejlet i tres sekunder uden at se væk. Men ingen kunne.

Jeg vil mene, at KZ er dette spejl. KZ er dette spejl, men med en afgørende forskel. Man kan ikke se væk.”

Amis’ bog formåede at fange mig lige fra første side. Jeg lavede æselører undervejs og jeg opdagede, at det var kapitlerne om Szmul, som havde resulteret i flest. Hans historie især var skrevet med en sådan nøjagtighed og styrke, at jeg sommetider måtte lægge bogen fra mig. Amis formåede endda med denne bog at give nazisterne et menneskeligt synspunkt, hvilket jeg ikke troede var muligt. Hans efterskrift viste også hvorfor det for ham var vigtigt at skrive denne bog og før jeg slutter med de ord, som jøderne gentager ofte for at holde det ud, vil jeg anbefale denne til enhver, som er interessede i 2.verdenskrig og klar på en stærk historie om mennesker, der må indordne sig ud fra omstændighederne:

””Enten mister man forstanden i løbet af de første ti minutter,”bliver der ofte sagt. ”eller også så vænner man sig til det.” Man kunne argumentere for, at de som vænner sig til det, rent faktisk mister forstanden. Og der er også et andet muligt resultat: Man mister ikke sin forstand, og man vænner sig ikke til det.”

 

Sarah’s Key af Tatiana de Rosnay

IMG_3702Sarah’s Key af Tatiana de Rosnay, 2007. St. Martin’s Griffin. Antal stjerner: 5/5

Hvad skete der i Paris i juli 1942 og hvordan påvirker det den amerikanske journalist Julia Jarmond og hendes familie i 2002?

De Rosnay har valgt i denne skønlitterære at kombinere fortiden med fremtiden og det gør hun ganske godt. Sarah, som lever tilbage i 1942 i Paris, er kun 10 år gammel, da hun sammen med sin familie bliver hentet af det franske politi, der i samarbejde med nazisterne har del i jødeudryddelsen i Paris. Inden de forlader deres lejlighed, sørger hun for, at hendes lillebror bliver gemt væk i et skab og hun lover at hente ham. Med sig tager hun nøglen til skabet. Uvidende om hvad der venter forude.

”She closed the door on the little white face, turned the key in the lock. Then she slipped the key into her pocket. The lock was hidden by a pivoting device shaped like a light switch. It was impossible to see the outline of the cupboard in the paneling of the wall. Yes, he’d be safe there. She was sure of it.

The girl murmured his name and laid her palm flat on the wooden panel.

”I’ll come back for you later. I promise.””

Julia er egentlig amerikaner, men har i mange år boet i Paris, hvor hendes svigerfamilie er fra. Hun befinder sig i Paris i månederne op til mindehøjtideligheden for opsamlingen ved Vel d´hiv, som hendes chef beder hende om at skrive en artikel i forbindelse med denne begivenhed. Gennem hendes research til artiklen lærer hun, at svigerfamilien var indblandet på sin vis i Sarahs historie, i og med at de flyttede ind i lejligheden, som Sarah måtte forlade. Julia lærer mere og mere om hvad der sidenhen skete med Sarah og vi følger samtidig Sarah, som slipper fri fra flygtningelejren Drancy og flygter hen til en ikke-jødisk familie langt væk fra Paris. Hun bærer dog stadig nøglen til skabet om halsen og en dag begiver hun sig ind til Paris for at hente ham. Men tiden er gået hurtigt og ikke alt er som forventet. Et andet sted i bogen finder Julia under sin research et billede af Sarah:

It was of a ten-year-old girl. I read the caption: JUNE 1942. Taken at the school on the rue des Blancs-Manteaux. Right next to the rue de Saintonge. The girl had slanted, light-colored eyes. They would have been blue or green, I thought. Shoulder-length pale hair with a bow in it, slightly crooked. A beautiful, shy smile. A heart-shaped face. She was sitting at her school desk, an open book in front of her. On her chest, tbe star.”

Efterhånden findes der mange bøger, som handler om 2.verdenskrig, men hvor de fleste beskriver enten historiske begivenheder eller personer, så er denne et mix mellem fortid og nutid som tidligere nævnt. Sproget i bogen er fængende og de skift, som der sker mellem de to karakterer, fungerer rent faktisk. Det er som et puslespil der bliver samlet og til sidst ramte virkeligheden om Paris under 2.verdenskrig. Sarah er en opdigtet karakter, men det er opsamlingen i Paris desværre ikke. De Rosnay starter faktisk bogen med en note om de fiktive karakterer og hun betragter sin bog som en hyldest til børnene, som oplevede denne begivenhed:

The children who never came back. And the ones who survived to tell.”