Den underjordiske jernbane af Colson Whitehead

Den underjordiske jernbane af Colson Whitehead, 2017. Anmeldereksemplar fra Politikens Forlag. Opr. udgivet som The Underground Railroad i 2016. Antal stjerner: 5/5

Hvad er en underjordisk jernbane og er det som slave muligt at flygte så langt væk, at man ikke bliver indhentet af en slavefanger, der lever af de dusører, som udloves af hævntørstige plantageejere?

Colson Whitehead tager med denne bog sin læser tilbage til en tid, hvor de amerikanske sydstater holdt hårdt på at der var forskel på de hvide og de slaver, som arbejder for de hvide. En af de slaver er Cora på 16 år, der arbejder på en bomuldsplantage i Georgia, som er ejet af Randall-familien. Da vi møder hende, er hendes mor flygtet fra plantagen og selv bor hun sammen med plantagens mærkelige mennesker inde i et hus kaldet Hob. Den jord, som hun bor på, varetages af den fredelige søn James, men da han dør, overtager hans bror Terrance, som er af et ganske andet gemyt. Så da Caesar, der også er slave på plantagen, spørger, om de skal flygte, går der ikke længe, før de er på flugt fra Terrance og hans mænd. Caesaar har haft planer om det i længere tid og han kender en hr. Fletcher, som bliver deres stop før den underjordiske jernbane:

”Mens Caesar og Cora grådigt slugte resten af pumpernikkelbrødet og skinken, drøftede de to mænd fordele og ulemper ved at vove sig ud nu, eller når mørket var faldet på. Cora vidste bedre end at bidrage til diskussionen. Det her var første gang, hun var ude i verden, og der var meget, hun ikke vidste. Hendes egen indskydelse var at stikke af hurtigst muligt. Hver en mil mellem hende og plantagen var en sejr, som hun ville føje til sin samling.”

Den underjordiske jernbane tager de to slaver til nabostaten South Carolina i første omgang, hvor de skjuler sig under andre navne og har helt andre arbejdsforhold end tidligere. Men en slave er en slave og hvis man opholder sig som en bortløben en af slagsen, der hvor Cora er indlogeret, er man ikke sikker, når slavefangerne kommer på rov. Terrance har underrettet slavefangeren Ridgeway om Cora og Caesar og denne slavefanger er særlig hævngerrig, da han aldrig fandt Coras mor og nu sætter alt ind på at fange Cora. North Carolina er næste destination for Coras vedkommende, men fortiden indhenter hende før hun ved af det og pludselig står hun ansigt til ansigt med Ridgeway:

””I har alle jeres lokale skikke her – det forstår jeg godt. I har jeres morskab. ”Han udtalte morskab som en afholdsprædikant. ”Men den tilhører ikke jer. Loven siger, at det er min ret at tilbagelevere dette løsøre til dets ejer. Og det er det, jeg agter at gøre.”

Cora klynkede og tog sig til hovedet. Hun var svimmel, ligesom hun  havde været dengag, Terrance havde slået hende. Ham manden her ville give hende tilbage til ham.”

Men hvor stærk er en pige på 16 år, når det gælder hendes liv og hendes frihed og vil hun nogensinde opleve frie og lykkelige øjeblikke som et hvidt menneske?

Sikke en fantastisk velskrevet bog om slavepigen Cora og hendes færd med den underjordiske jernbane! Det er ikke uden grund at denne bog har vundet Pulitzer-prisen her i 2017 og måden hvorpå at vi som læsere både lærer noget om raceforholdene i de besøgte stater samt de mennesker, som Cora møder undervejs, har givet et bredere perspektiv på hvordan livet var dengang. Flere gange undervejs ændredes handlingen i en sådan grad, som jeg ikke havde forudset og det er noget af en pageturner, som giver små ledetråde undervejs om hvad der sker med karaktererne i fremtiden. Der sker simpelthen så mange ting på de knap 300 sider, at det er svært at få det hele med i en anmeldelse, men Whitehead fortæller på en sådan måde, så at man ikke mister pusten undervejs.

Alt i alt en virkelig tankevækkende skildring af livet som slave i USA’s sydstater gennem både Coras øjne og gennem historierne om de folk, som hendes liv påvirkes af i den ene eller anden grad.

Reklamer

Victoria af Daisy Goodwin

Victoria af Daisy Goodwin, 2017. Anmeldereksemplar fra Politikens Forlag. Opr. udgivet som Victoria i 2016. Antal stjerner: 5/5

Hvad skal der egentlig til for at kunne regere et land og hvad forventes der af en purung regent, som desuden er kvinde?

Daisy Goodwin, der både er forfatter og tv-producer, står bag denne roman om dronning Victorias første tid som regent og bringer sin læser tilbage til London i 1837, hvor Alexandrina Victoria en dag vågner op med en helt ny titel. Hun er vokset op som enebarn og da vi møder hende, har hun kun sin overbeskyttende mor tilbage og nogle onkler på både britisk og tysk jord. Hun overtager tronen efter sin onkel kort efter hendes 18-års fødselsdag og da hun ikke er helt sikker på hvad diverse protokoller er for blandt andet dannelse af regering, får hun støtte af den erfarne Lord Melbourne, som hun hurtigt knytter et nært venskab til og tager på rideture i den omkringliggende Hyde Park:

“Hyde Park lå stadig indhyllet i tågedis, da Victoria red ud sammen med sin rideknægt og adjudanten lord Alfred Paget. Melbourne ventede som altid på hende ved porten til Apsley House.

Han smilede, da han fik øje på hende.”Hvor ser De fortryllende ud i dag, Deres Majestæt. Det er da vist en ny ridedragt.”

De lod hestene strække ud i galop, så støvet hvirvlede op om dem, indtil de nåede parkens nordende. Victoria holdt hesten an, og de drejede ned langs søen.

“Jeg synes, vores morgenture er dagens højdepunkt, lord M. Hvis jeg ikke havde parken at se frem til, tror jeg aldrig, jeg ville komme ud af sengen.”

Victoria må hurtigt erkende, at der er meget, som hun ikke har lært og både hendes familie og befolkningen håber på, at hun snart bliver gift, da en mand så kan hjælpe hende. Indtil da får hun dog hjælp af Lord Melbourne, som hun glædeligt kalder for Lord M, men ikke alle er glade for deres venskab og det er svært at vide, hvem der egentlig har hendes interesser for øje og ikke deres egne. Der er blandt andet hendes ene onkel i England, Lord Cumberland. Han er noget af en snedig rad og da der tidligere har været sindssyghed i deres familie, skyr han ingen midler for at forsøge at bane sig vej til tronen på en eller anden vis:

“Cumberland forsøgte at skjule sin irritation. “Hellere det end en hysterisk tøs på tronen.”

Peel rømmede sig. ”Jeg ville ikke sige, at dronningen var hysterisk. Faktisk forekom hun mig ganske behersket.”

Cumberland drejede hovedet skarpt. “Men hun har opført sig aldeles urimeligt, har hun ikke?”

Men hvordan finder man sig en mand, som man selv vil giftes med og som landet og regeringen også siger god for?

Der er ikke noget at sige til, at både bog og tv-serie om Dronning Victoria er blevet et hit både i hjemlandet England og rundt omkring i verden (i Danmark kører den netop nu). Goodwin er fantastisk dygtig til at fortælle historien om Victoria i denne bog og til at skildre det engelske samfund på denne tid. Bogen er en smule anderledes end serien og jeg krydser allerede nu fingre for, at der snart kommer endnu en bog i rækken. Goodwin er især god til at skrive om forskellige perspektiver på samme situation, da hun indtager ikke blot Victorias synsvinkel, men et par af de andre personer, som hun omgiver sig med. Sidste år læste jeg “Belgravia” af Fellowes (manden bag Downton Abbey) og begge bøger, som tidsmæssigt er ret tæt på hinanden, går så godt sammen, at jeg nærmest ikke kan anbefale den ene, uden at nævne den anden.

Alt i alt en fantastisk interessant roman om en dronning, som må vænne sig til et helt andet liv og som må lære at stole på sin intuition og tro på sig selv i selv de sværeste situationer.

Underet af Emma Donoghue

Underet af Emma Donoghue, 2017. Anmeldereksemplar fra Politikens Forlag. Opr. udgivet som The Wonder i 2016. Antal stjerner: 5/5

Kan det virkelig passe at en pige kan leve flere måneder uden mad og kan tro virkelig flytte bjerge?

Emma Donoghue, som er bedst kendt for bestselleren ”Room”, tager sin læser langt ud på landet i Irland, hvor sygeplejersken Lib skal være med til at overvåge en ganske speciel pige ved navn Anna O’Donnell i 14 dage. Det specielle ved pigen er, at hun nægter at indtage mad og alligevel har hun overlevet i flere måneder, da Lib ankommer i august 1859. Folk kommer på besøg fra nær og fjern for at se det såkaldte levende under og særligt forældrene er overbeviste om at det er Guds mirakel, som har fundet sted i deres hus:

””Hun behøver det ikke,” sagde Rosaleen O’Donnell og smilede, så man kunne se de manglende tænder.

”Mener De mad?” spurgte nonnen, så det dårligt kunne høres.

”Ikke den mindste smule. Hun er et levende under.”

Det måtte være en omhyggeligt indstuderet forestilling, tænkte Lib. Bortset fra at kvindens øjne udstrålede en bemærkelsesværdig overbevisning. ”Og De påstår, at Deres datter har været ved godt helbred de sidste fire måneder?”

Rosaleen O’Donnell rettede sig op og glippede med de tynde vipper. ”De finder ingen falske påstande, ingen svindel i dette hus, mrs. Wright. Det er et beskedens hjem, og det samme var stalden.” ”

Lib, hvis overvågningskollega er en nonne, bor i landsbyens værtshus, hvor hun en dag støder på den unge journalist William Byrne, som er meget insisterende når det gælder oplysninger om Anna og hendes tilstand. Lib, som tidligere har arbejdet sammen med selveste Florence Nightingale, nedskriver hver dag hendes iagttagelser og efterhånden som tiden går, erfarer Lib, at alt ikke er helt som det skal være. Anna og hendes forældre mistede hendes bror året før og af umiddelbare uransagelige årsager mener Anna, at hendes bønner kan hjælpe ham op til himlen. En dag, hvor Lib har været ude og gå med Anna, bemærker hun billederne på kaminhylden i det lille hus:

”På kaminhylden få centimeter fra Libs ansigt stod det nye fotografi ved siden af det gamle af hele familien. Den lille pige så stort set ens ud på dem begge to: de samme pænt samlede ben og det samme udtryk, som om hun ikke helt var af denne verden. Som om tiden stod stille for Anna; som om hun var konserveret bag glas.

Men den mest underlige var broderen, slog det hende nu. Pats ganske unge ansigt mindede om søsterens mere blide, bortset fra at han havde skilningen i højre side, fordi han var en dreng. Men hans øjne; der var noget galt med den måde, de strålede på. læberne var mørke, som om de var sminket røde. Han lænede sig ind mod sin urokkelige mor som et meget yngre barn eller som en fordrukken spradebasse. Hvordan var det, den linje i Salmernes Bog lød? De fremmede børn vansmægter.”

Men er det virkelig muligt for en pige at leve så længe uden mad og hvad har Annas bror gjort, siden Anna beder så ihærdigt for ham hver eneste dag?

For mig er der 3 typer af bøger: dem som slet ikke fanger, som er en kamp at komme videre med, dem som fanger og som man glædeligt tager op for at læse og så er der dem, som er helt umulige at lægge fra sig og som holder en interesseret indtil allersidste side. Denne bog er blandt de sidstnævnte og det er en af dem, hvor man tror, at man ved hvad den ender med, men alligevel formår Donoghue at twiste handlingen i en sådan grad, at slutningen virkelig kom bag på mig. Lib, som er vores fortæller gennem hele bogen, støder på udfordringer i det lille samfund, som hun ikke havde regnet med da hun forlod England og Donoghue er særlig dygtig til at beskrive irernes måde at leve på samt deres forhold til England og især englændere. Måden, hvorpå Donoghue blander både religion, familieskæbner og det historiske element, fungerer helt perfekt i denne roman og på samme tid er Anna en form for mysterium, der skal løses inden det er for sent.

Alt i alt en virkelig velskrevet roman, som holder læseren fanget i sit fiktionelle rum fra allerførste side og som har stærke karakterer, der ikke altid er helt så uskyldige, som de udgiver sig for at være.

Belgravia af Julian Fellowes

Belgravia af Julian Fellowes, 2016. Anmeldereksemplar fra Politikens Forlag. Opr. udgivet på engelsk under samme titel samme år. Antal stjerner: 5/5

Hvordan levede Londons indbyggere i 1800-tallet og kan kærlighed ved første blik opløse forlovelser på denne tid i de finere kredse?

Julian Fellowes, som de fleste danskere sandsynligvis kender for hans arbejde bag ”Downton Abbey” som forfatter og instruktør, tager læseren med tilbage til 1800-tallets London i ”Belgravia”, der er et område i London nær Harrods og Buckingham Palace. Men før historien for alvor går i gang i London, er læseren i Bruxelles i 1815 en kort stund. Her afholdes et bal, som er vigtigt for eftertiden for vores hovedkarakterer og købmandsdatteren Sophia Trenchard deltager sammen med sine forældre. Selvom de på denne tid ikke kommer i de fineste kredse, så har Sophia formået at fange en ung mands opmærksomhed:

”Anne nikkede og gik over til det unge par. ”De må ikke lade Sophia lægge beslag på Dem, lord Bellasis. De har sikkert mange venner her i aften, som gerne vil have en chance for at tale med Dem.”

Men den unge mand smilede. ”Bare rolig, missus Trenchard, jeg er lige der, hvor jeg helst vil være. ”

Annes stemme blev en anelse skarpere. Hun bankede sin sammenfoldede vifte ned i sin venstre hånd. ” Udmærket, den herre. Men Sophia har et ry at beskytte, og Deres generøse opmærksomhed risikerer at bringe det i fare.” ”

Pludselig udbryder der krig og lord Bellasis er en af de unge mænd, som må tage af sted. Kort tid herefter erfarer Sophias forældre, at deres datter kendte denne lord Bellasis noget bedre, end de brød sig om. Sophia blev nemlig gravid under familiens ophold i Bruxelles og ulykkelige omstændigheder resulterede i en bortadoption til en præstefamilie. Barnet fik det dog aldrig at vide og da han en dag begiver sig til London for at arbejde, hjælper hans morfar ham, nemlig James Trenchard. Hans mormor, Anne, møder ham dog først en tid senere til et bal:

”Hun blev distraheret af en ung mand, som pludselig var dukket op i døråbningen. Høj, mørk, med lyseblå øjne og fint tegnede bryn. Det måtte være ham. Han var som snydt ud af næsen på Edmund Bellasis. Han kunne have været sin fars tvilling.”

Men hvordan skal både Bellasis’ forældre og familien Trenchard håndtere en sag som denne uden at få et dårligt ry selv? Og hvordan har familiernes arvinger det med at en ny kan overtage deres pladser?

Fellowes’ historie om denne store familiehemmelighed er perfekt til fans af ”Downton Abbey” og selvom den ikke er længere end 435 sider, så kommer læseren godt omkring intrigemæssigt. Det er tydeligt at Fellowes er gået i dybden med sin research til denne bog og især turene rundt omkring i London var interessante for en anglofil som jeg. Jeg var særlig vild med Anne Trenchard og hendes væremåde, som overraskede mig flere gange undervejs og jeg var godt underholdt lige indtil den sidste side.

Alt i alt en virkelig god historisk roman, som er perfekt til fans af ”Downton Abbey”, anglofile mennesker og dem, som bare godt kan lide en god historie, som overrasker undervejs.

Brun sne af Martin Amis

Brun sne af Martin Amis, 2015. Anmeldereksemplar fra Tiderne Skifter. Org. titel: The Zone of Interest. Antal stjerner: 5/5

Hvordan var det at arbejde i en koncentrationslejr og hvad kan magt gøre ved folk?

Sjældent har en bog om 2.verdenskrig og koncentrationslejre påvirket mig så meget som denne. Sidste gang og faktisk også første gang var det ”Maus” af Spiegelman og det var virkelig en øjenåbner, en velskrevet en af slagsen. Da jeg modtog denne bog vidste jeg kun 2 ting om den: Amis er søn af forfatteren Sir Kingsley Amis og at den handlede om livet i en koncentrationslejr. Der har været en del debat om denne bog, da to ud af tre fortællere her er nazister og den sidste er en jøde, som må være med til at dræbe de andre jøder mod at han er i live i længere tid. I starten af bogen bliver der afholdt middagsselskab hos kommandanten Doll, hvis kone og døtre bor i lejren med ham. De snakker om jøderne og tilfangetagelsen af dem:

”Som sagt gik det overraskende glat. Der var ingen modstand. Ingen. ”

Zulz sagde: ”Hvad var der så uventet ved det?”

”Tænk engang på omfanget, professor. Spanien, England, Portugal, Irland. Og på hvor store tal vi taler om. Ti millioner. Måske tolv.”

Den sammensunkne skikkelse til venstre for mig, Norberte Uhl, tabte sin gaffel og sagde slingrende: ”Men det er jo bare jøder.””

De tre mænd er vidt forskellige steder i deres liv. Doll har familie og har været nazist siden det hele startede. Han var kortvarigt med i en politisk gruppe, hvor han mødte konen og hendes elsker Krüger, men ting skete og pludselig var Hannah i hans arme og de var gift kort tid efter. Det er et mysterium som opklares gennem bogen og det er meget vigtigt for Hannah. Golo Thomsen har familie blandt de vigtige overhoveder i Berlin, men han brænder ikke for sagen i samme grad som Doll. Han er tiltrukket af Hannah og forsøger at hjælpe hende, men det er ikke helt nemt med en jaloux ægtemand. Szmul er navnet på jøden, som er nødsaget til at hjælpe nazisterne. Hans sønner er allerede døde, men han har håb for hans kone og det er hvad der holder ham i gang. Han beskriver hvordan han har brug for en form for kammeratskab med de andre jøder, som ligesom ham er tvunget til at hjælpe med at dræbe. Det første kapitel med ham starter således:

Der var engang en konge, og kongen bad sin yndlingstroldmand om at lave et magisk spejl til sig. Spejlet viste ikke ens spejlbillede. Det viste ens sjæl – det viste folk, som de virkelig var.

Troldmanden kunne ikke kigge ind i spejlet uden at se væk. Kongen kunne ikke kigge ind i det. Hoffolkene kunne ikke kigge ind i det. En kiste fuld af guld og rigdomme blev udlovet til en hvilken som helst undersåt i dette fredelige land, som kunne kigge ind i spejlet i tres sekunder uden at se væk. Men ingen kunne.

Jeg vil mene, at KZ er dette spejl. KZ er dette spejl, men med en afgørende forskel. Man kan ikke se væk.”

Amis’ bog formåede at fange mig lige fra første side. Jeg lavede æselører undervejs og jeg opdagede, at det var kapitlerne om Szmul, som havde resulteret i flest. Hans historie især var skrevet med en sådan nøjagtighed og styrke, at jeg sommetider måtte lægge bogen fra mig. Amis formåede endda med denne bog at give nazisterne et menneskeligt synspunkt, hvilket jeg ikke troede var muligt. Hans efterskrift viste også hvorfor det for ham var vigtigt at skrive denne bog og før jeg slutter med de ord, som jøderne gentager ofte for at holde det ud, vil jeg anbefale denne til enhver, som er interessede i 2.verdenskrig og klar på en stærk historie om mennesker, der må indordne sig ud fra omstændighederne:

””Enten mister man forstanden i løbet af de første ti minutter,”bliver der ofte sagt. ”eller også så vænner man sig til det.” Man kunne argumentere for, at de som vænner sig til det, rent faktisk mister forstanden. Og der er også et andet muligt resultat: Man mister ikke sin forstand, og man vænner sig ikke til det.”