Lidt om: At læse den rigtige bog på det rigtige tidspunkt

Umiddelbart lyder det måske lidt underligt, men det er noget, som jeg har gået og tænkt over her på det seneste. Jeg er ret heldig med min læsning i øjeblikket og det bærer bloggens anmeldelser også præg af. Før jeg tager en bog med hjem fra enten folkebiblioteket, biblioteket hvor jeg arbejder eller mit hjemmebibliotek eller får en tilsendt fra et forlag, bruger jeg en del tid på at undersøge bogen og forfatteren bag for at se om det er en bog, der kan falde i min smag. Men jeg finder også meget inspiration hos andre bogbloggere, hos booktuberne på YouTube og ikke mindst på Instagram, hvor både danske og udenlandske forlag, forfattere og bognørder ivrigt deler deres læseoplevelser.

Men jeg skrev jo det rigtige tidspunkt ovenover. Og tidspunktet og ens foregående læseoplevelse er uhyre vigtigt. Men først to små eksempler på hvordan læsning af en bog kan være rigtig på et tidspunkt og forkert på et andet tidspunkt. Da jeg gik i folkeskolen nede i Haslev, lånte jeg en dag bogen “Sofies Verden” af Jostein Gaarder med hjem. Jeg husker tydeligt at have set den på min kusines boghylde i flere år forinden (hun havde også en fin samling af Laura-bøgerne) og jeg havde aldrig rigtig taget den op og læst bag på den. Dette gjorde jeg så på skolebiblioteket og jeg glædede mig virkelig til at læse den. Men jeg kørte død i den. Ikke én, men flere gange. Fast forward til gymnasietiden et par år senere. Denne gang er det på folkebiblioteket at jeg låner den og det var lige før en eksamensperiode. Jeg nåede et godt stykke ind i den, men den lå stille på mit natbord i et par måneder og jeg opgav til sidst.

Men stædig som jeg var (og stadig er) gav jeg ikke helt op. Jeg ønskede mig den i julegave den efterfølgende jul, som var midt i mit sabbatår. Det resulterede i, at jeg tog den med til England, da jeg skulle derover som au-pair. Og der fik jeg endelig tid til at fordybe mig i bogen. Nøj, den var god! Men for mig krævede den også en masse koncentration og særligt da jeg brugte en del tid på at læse op på noget filosofi ved siden af. Efterfølgende har jeg set den norske film og når jeg i dag ser den på min reol, smiler jeg og tænker, at jeg en skønne dag skal få den læst igen. Sidenhen har jeg også dykket længere ned i Gaarders forfatterskab og jeg har anmeldt et par af hans bøger her på bloggen.

Mit andet eksempel er “The Remains of the Day” af Kazuo Ishiguro, som jeg lånte på Statsbiblioteket straks efter at jeg havde læst “Never let me go” af samme forfatter og set filmatiseringen af denne. Jeg var ellevild med den bog og hvordan plottet fungerede. Derfor havde jeg virkelig høje forventninger, da jeg bladrede om på første side og begyndte på min læsning af “The Remains of the Day”, der var skrevet 16 år før “Never let me go” og som har vundet Man Booker Prize. Men jeg kedede mig så bravt som aldrig før. Jeg læste den færdig dog, men undervejs blev den bare aldrig mere interessant for mig. Filmen var lidt bedre, men jeg tror bare, at jeg havde forventet noget andet og mere interessant fra den forfatter.

Et par år senere besøgte jeg min gamle au-pair familie og moderen, som arbejder på en skole, havde sagt ja tak til at tage imod nogle af de bøger, som skolen var ved at kassere. Vi satte dem alle ud på vejen i kæmpe kasser og pigerne lavede et skilt, da de var ganske gratis. Jeg fandt et par interessante klassikere og heriblandt også “The Remains of the Day”. Og selvom jeg allerede havde en tung taske, valgte jeg at tage den med, da det gik op for mig, at jeg måske ville sætte bedre pris på sproget og handlingen om 10-15 år. Da jeg hørte om hans nyeste bog “Den Begravede Kæmpe”, vidste jeg med det samme, at det var én, som jeg skulle kigge nærmere på og jeg blev bestemt ikke skuffet. Hvilket også er en af mine grunde til at ville vende tilbage til “The Remains of the Day” – jeg har elsket to af Ishiguros bøger og jeg er ikke i tvivl om at jeg nok bedre kan lide denne her næste gang.

Nu er det måske lidt mere klart, hvor jeg vil hen med dette indlæg. Der er to gyldne regler, som virkelig fungerer for mig,  når det gælder min læsning:

  • Læs ikke for mange i samme genre lige efter hinanden. Der er en tendens til at man sammenligner den nuværende bog med den man lige har læst og for mig bliver det for ensartet til sidst. Derfor læser jeg så varieret som muligt for at forhindre at køre død i bøger.
  • Tænk over hvad du er i humør til. Så vidt muligt har jeg altid følgende på mit natbord, da hvad jeg har lyst til tit kommer an på hvad jeg netop har læst. Hvis jeg har læst en tung murstensroman, er jeg mere tilbøjelig til at læse børnebøger og graphic novels. Og omvendt. For mange kortere bøger på én gang giver mig mod på at læse en tyk roman.

Så det var lidt mine tanker om det at læse de rigtig bøger på de tidspunkter. Men hvad tænker i? Har i også bøger, som i har måttet pause og som i har planer om senere at forsøge at læse igen?

#1 Genretag: Gotiske romaner

Lige siden jeg startede bloggen i 2015, har jeg overvejet at lave en slags genreindlæg. Derfor introducerer jeg nu en ny blogkategori, som jeg har valgt at kalde “Genretag”. Fremover vil jeg anbefale forskellige bøger indenfor forskellige kategorier og snakke lidt om genren ud fra et historisk perspektiv. I dag vil jeg fokusere på en genre, som står mit hjerte særligt, nemlig den gotiske. Det var den første genre, som vi arbejdede med, da jeg i 2010 startede på Litteraturhistorie på AU og selvom genrens rødder går helt tilbage til “The Castle of Otranto” af Horace Walpole fra 1764, ser vi også spor af den i nutidens romaner som f.eks. “Silhuet af en synder” af Leonora Christina Skov. Det er en genre, som beskæftiger sig med uhyggelige elementer (gal kvinde på loftet f.eks.), som fremkalder karakternes frygt og ofte på mørke aftener i gamle bygninger. For dem, som er eksperter i tysk litteratur – ja, den er beslægtet med “Schauer”-romanen.

Den første af slagsen var “The Castle of Otranto” af Horace Walpole, der som tidligere nævnt blev udgivet tilbage i 1764. Udgivelsen af denne bog kom bag på det britiske samfund dengang, og Walpole, hvis far havde været Storbritanniens første premierminister, var både politiker og kunsthistoriker. På ovenstående billede er det bogen i midten og denne udgave fra Penguin indeholder lidt ekstra tekster om værket. Vi har at gøre med et dystert slot, et dødsfald og uforklarlige omstændigheder. Selv var jeg meget betaget af historien, selvom den måske ikke er så dyster igen. Men en genre skal jo starte et sted og det var trods alt også 1700-tallet.

En af de andre store forfattere indenfor denne genre er Ann Radcliffe. Hun blev faktisk født det år, som Walpole publicerede genrens første konkrete værk. Jeg har her udvalgt 2 bøger, som er klassiske eksempler på den gotiske roman, nemlig “Romance of the Forest” fra 1791 og “The Mysteries of Udolpho” fra 1794. Hun blander det også med en vis romantik, og det var bestemt med god grund at vi i vores kompendium havde et uddrag fra sidstnævnte værk. Udover det gotiske element så er et andet element også bemærkelsesværdigt i disse to bøger – nemlig hendes beskrivelser af naturen. Da jeg læste uddraget, befandt mine tanker sig bestemt ikke i Aarhus, men istedet ude i en natur med bjerge. Jeg kan varmt anbefale “The Romance of the Forest”, hvis man skal have en god fornemmelse af hendes forfatterskab (den er noget kortere end “The Mysteries of Udolpho”). Begge bøger har desuden en rolle i Austens “Northanger Abbey”, som er en parodi på genren.

En tredje forfatter, som ofte nævnes indenfor denne genre, er manden bag “The Monk” fra 1796, nemlig Matthew Lewis. Ligesom Walpole var han politiker og endda medlem af det britiske parliament. Han var inspireret af blandt andet Radcliffe, men tilføjede horror til hans værk og da den udkom første gang, var dette anonymt. Nogle passager var dog så voldsomme, at man trak bogen tilbage og det var først ved 2.udgave, at han stod som forfatter og nogle af de omdiskuterede passager var hevet ud igen. Hans tilgang var noget mere litterær end de to andre nævnte forfattere og hans ene bekendtskab var Goethe.

En forfatterinde, som Lewis faktisk mødte på en rejse, var Mary Shelley og hendes mand Percy Bysshe Shelley. Det er hende, som står bag “Frankenstein”, som oprindelig blev udgivet i 1818. Hun kom på idéen, da hun sammen med sin mand var på besøg hos Lord Byron, som befandt sig ved Geneve-søen i Schweiz. De skulle finde på spøgelseshistorier og hun arbejdede hurtigt videre på idéen om en illusion af en frygtelig grim mand. Hvis du ikke kender noget til Mary Shelleys historie, kan jeg bestemt anbefale dig at opsøge den – den er bestemt ikke kedelig! I øvrigt står hun også bag en historie kaldet “Mathilda”, som ikke er så kendt, men ganske interessant.

Den sidste bog på ovenstående billede er en udgave af “Dracula”, der blev udgivet første gang i 1897 og som den irske forfatter Bram Stoker stod bag. De fleste kender nok værket om vampyren Dracula, som kommer fra Transsylvanien, men at han brugte flere år på research ved de færreste nok. I modsætning til de andre forfattere så var han tilknyttet teaterverdenen og skrev for “The Daily Telegraph”, da han arbejdede på værket.  Ligesom Lewis befinder hans værk sig også ovre i horror-genren foruden denne genre.

Til sidst vil jeg hive frem i to bøger, som er blevet publiceret i dette århundrede og som begge er blandt mine favoritbøger. Den ene er “Silhuet af en synder”, som er skrevet af den danske forfatterinde Leonora Christina Skov og denne blev udgivet i 2010. I forbindelse med kurset på Litteraturhistorie om gotisk litteratur skulle vi faktisk læse denne forud for et besøg af Skov og efterhånden som vi kom længere hen på introduktionskurset, gav valget af denne bog til undervisning mere og mere mening. De klassiske elementer er der – et gammelt gods, spøgelser og ikke mindst hemmeligheder. Hvis du endnu ikke har kigget nærmere på den, kan jeg bestemt anbefale dig at gøre det. Måske endda før du går i gang med nogle af de ældre udgivelser, hvis du vil se om det er noget, du vil læse mere af.

Ellers er der også “De Forbandede” af Joyce Carol Oates, som jeg læste samme år, som Oates besøgte Louisiana Literature og som jeg har anmeldt den lige her. Den er fra 2014 og er en del af en gotisk serie af bøger, som også består af “Bellefleur” fra 1980, “A Bloodsmoor Romance ” fra 1982, “Mysteries of Winterthurn” fra 1984 og “My Heart Laid Bare” fra 1998. Selvom det er en serie, så er det enkeltstående bøger med forskellige karakterer. I New York Times blev den faktisk anmeldt af Stephen King og han skriver dette om bogen i sin anmeldelse: “It’s dense, challenging, problematic, horrifying, funny, prolix and full of crazy people. You should read it. I wish I could tell you more.” I kan læse hele hans anmeldelse af bogen lige her og jeg glæder mig til at læse de bøger, som er forud for denne i hendes serie og jeg har kun læst positive anmeldelser af den i øvrigt.

Selvfølgelig er dette ikke de eneste gotiske romaner, som findes, men hvis man ikke kender meget til genren, er disse bøger gode steder at starte med genren. Næste genretag kommer til at handle om bøger, hvor dyr er blandt hovedkaraktererne og jeg har allerede flere indlæg på “tegnebrættet”.

Hvad med jer? Læser i bøger indenfor den gotiske genre?