The Stepford Wives af Ira Levin

The Stepford Wives af Ira Levin, 1998. Bloomsbury Film Classics. Antal stjerner: 4/5

Hvordan lever familierne i den lille by Stepford i USA og hvorfor er den unge kvinde Joanna Eberhart så bange for at blive ligesom dem?

Ira Levin, som også står bag “Drengene fra Brasilien” og “Rosemary’s Baby”, er manden bag denne korte thriller, der bringer læseren til den amerikanske stat Connecticut, hvor byen Stepford ligger. Joanna Eberhart er sammen med sin mand og deres to børn netop flyttet til byen og ganske hurtigt opdager Joanna at de fleste kvinder har andre og mere huslige interesser end de havde i New York, som familien Eberhart netop er flyttet fra:

”’Do you have any hobbies or special interests?’

She was about to say a time-saving no, but hesitated: a full answer, printed in the local paper, might serve as a signpost to women like herself, potential friends. The women she had met in the past few days, the ones in the nearby houses, were pleasant and helpful enough, but they seemed completely absorbed in their household duties. Maybe when she got to know them better she would find they had farther-reaching thoughts and concerns, yet it might be wise to put up that signpost. So, ‘Yes, several,’ she said. ‘I play tennis whenever I get the chance, and I’m a semi-professional photographer – ‘

‘Oh?’ the Welcome Wagon lady said, writing.”

Efter deres flytning til Stepford er det kun Walter som arbejder og Joanna finder hurtigt et par veninder ved navn Charmaine og Bobbie. De er også begge netop flyttet til byen og deres mænd tilbringer også tid i foreningen ”The Men’s Association”, hvor Walter også er begyndt at komme. De tre kvinder er bestemt ikke til husligt arbejde, men da Joanna og Bobbie en dag besøger Charmaine er hun ganske forandret og minder om størstedelen af byens kvinder, som går hjemme og bruger mere tid på rengøring end noget andet i deres liv. Der må være et eller andet galt med byen:

“’Just think for a minue,’ Bobbie said. She fisted her free hand and stuck out its pinky. ‘Charmaine’s changed and become a hausfrau,’ she said. She stuck out her ring finger. ‘The woman you spoke to, the one who was president of the club; she changed, didn’t she, from what she must have been before?’

Joanna nodded.

Bobbie’s next finger flicked out. ‘The woman Charmaine played tennis with, before you; she changed too, Charmaine said so.’

Joanna frowned. She took a French fry from the bag between them. ‘You think it’s – because of a chemical?’ she said. “

Men er det på grund af noget i drikkevandet at kvinderne efterhånden mister lidt af dem selv til rengøring og kan man selv sørge for at man ikke bliver transformeret?

Denne korte bog efterlod et større indtryk på mig end forventet. Jeg har for mange år siden set ”Rosemary’s Baby” og da jeg faldt over traileren til filmatiseringen af denne bog fra 2004 med Nicole Kidman og Glenn Close, var jeg ikke i tvivl om, at den skulle ned fra reolen med det samme her i sidste uge. Bogen blev første gang udgivet i 1972, men hvis den blot blev justeret en smule, så kunne den ligeså have foregået i dag. Som læser fornemmer man hurtigt at noget mærkværdigt er på færde, men det er svært at regne ud hvad det helt præcist er og det er interessant at følge en hovedperson som Joanna, som ved, at hun skal passe på og som virkelig kæmper for at finde sandheden bag de vanvittige rengøringskoner.

Alt i alt en interessant historie om en kvinde i en by, hvor ikke alt er som det ser ud til og hvor man ikke helt ved hvem der vil én noget godt og hvem der ikke vil.

Reklamer

En sæson af Sylvie Bocqui

En sæson af Sylvie Bocqui, 2014. Anmeldereksemplar fra Forlaget Etcetera. Opr. udgivet som Une Saison i 2013. Antal stjerner: 4/5

Hvor længe varer en sæson og hvordan lever en oldfrueassistent egentlig?

Bocqui bringer sine læsere til den franske riviera i denne bog, hvor vores hovedkarakter arbejder på et fint hotel i en sæson som oldfrueassistent. Hvad hun hedder får vi aldrig at vide, men hendes personlighed skinner igennem hendes handlinger og hun agerer nærmest lydløst i hendes tilstedeværelse på hotellet. Hun iagttager rummene på en ganske speciel måde, når hun gør dem klar:

”Hun finder sin hovednøgle frem fra det tunge nøgleknippe i bæltet om nederdelen, drejer en gang og skubber, døren går op, elastisk, en muskel. Massivt træ, tunge gongonger, tykt tæppe, palads. Hun træder et skridt ind, mens hun kradser noget ned på den notesblok, hun går med som oldfrueassistent under bæltet i siden, døren falder i bag hende. I den tomme gang høres en velformet lyd, der hurtigt opsluges af stilheden og de små væglampers dæmpede lys. Hun selv, smeltet sammen med billedet.”

Det er som om hun er en del af tapetet i nogle tilfælde. Gæsterne beder hende sommetider om hjælp og hun bemærker hvordan de agerer, når hun er der, men tænker også over de ting, som de efterlader på deres værelser. En af de små ting, som hun gør, når der er ingen mennesker omkring hende, er, at hun indsamler sprøjt af gæsternes parfume. Hun har indsamlet flere prøver end man lige skulle tro og arkiverer dem ud fra værelser, navne og hvad de dufter af. Nogle gæster lægger hun mere mærke til end andre:

”En anden dag er det et barn. Hun ser ham komme for den anden ende af gangen. Langsom som kedsomheden en eftermiddag, der er gået i ly for en alt for glødende sol. Han leger linedanser. Han bevæger sig frem med armene strakt vandret ud til siden som en af Folons små mænd og sægtter forsigtigt den ene fod foran den anden.”

Men hvad sker der, når sæsonen er slut og gæsterne går hjem?

Det bedste ord for denne historie er ordet ”stille”. Det er ikke en roman, hvor der sker særlig meget, men det er essensen af de små ting, som gør, at man pludselig har vendt sidste side helt af sig selv. Det er ikke den første bog, som jeg læser af Bocqui og jeg beundrer hendes sprog. Hvordan hun iagttager og beskriver de små ting, som hendes karakterer ser, er virkelig smukt sprogligt set og hendes indlevelse i karakterens liv er troværdig. Normalt lærer man alt om en hovedkarakter bogen igennem, men ikke her og på en måde var det befriende, da man så selv kunne tænke over hendes navn, hendes alder og hendes fortid.

Alt i alt en smukt skrevet historie om en kvinde, som lægger mærke til andre folks liv og hvordan de lever det uden at hun selv gør sig synlig.

Brokeback Mountain af Annie Proulx

Brokeback Mountain af Annie Proulx, 2005. Scribner. Antal stjerner: 5/5

Hvordan skjuler man sit sande jeg overfor sin familie og hvordan blev homoseksuelle mænd modtaget af sine landsmænd i USA indtil midten af 1980’erne?

Annie Proulx står bag denne nu verdenskendte historie, som blev filmatiseret i 2005 af Ang Lee med Heath Ledger og Jake Gyllenhaal i hovedrollerne som Ennis del Mar og Jack Twist, der møder hinanden i sommeren 1963. Begge har søgt om arbejde som fårehyrder og det er første gang, at Ennis har en stilling på lige dette sted. For Jack var det 2.gang og forud for deres tur går de hen på den nærmeste bar for at drikke øl og lære hinanden bedre at kende. Begge var endnu ikke fyldt 20 denne sommer og da de begiver sig op af bjerget, har de følgeskab af både hunde, heste og muldyr foruden deres får. Landskabet omkring dem er bemærkelsesværdigt og denne beskrivelse følger efter de har slået deres telt op:

”Dawn came glassy orange, stained from below by a gelantinous band of pale green. The sooty bulk of the mountain paled slowly until it was the same color as the smoke from Ennis’s breakfast fire. The cold air sweetened, banded pebbles and crumbs of soil cast sudden pencil-long shadows and the rearing lodgepole pines below them massed in slabs of somber malachite.”

Oppe på bjerget har de to unge fyre kun hinanden at snakke med og en aften finder de pludselig sammen inde i deres delte telt. De snakker ikke om det, men begge ved, at det ikke bare er en flygtig affære. Da deres veje må skilles, snakker de om løst og fast og Ennis minder Jack om, at han skal giftes med kvinden Alma den kommende vinter. Ennis får stiftet familie, da han hurtigt efter får 2 døtre sammen med Alma og pludselig får han et brev leveret om at Jack kigger forbi hans by, hvis han er hjemme. Han giver ham svaret ”You bet” og en dag ankommer Jack:

”Late in the afternoon, thunder growling, that same old green pickup rolled in and he saw Jack get out of the truck, beat-up Resistol tilted back. A hot jolt scalded Ennis and he was out on the landing pulling the door closed behind him. Jack took the stairs two and two. They seized each other by the shoulders, hugged mightily, squeezing the breath out of each other, saying, son of a bitch, son of a bitch, then, and easily as the right key turns the lock tumblers, their mouths came together (…)”

Men hvordan kan man skjule et forhold som dette for sin familie og hvordan kan man leve med en svær kærlighed som denne, der skal holdes hemmelig for omverdenen for at de kan overleve?

Det er ikke første gang, at jeg læser denne korte, men begivenhedsrige historie af Proulx. Første og seneste læsning er flere år siden, og endnu en gang var jeg meget begejstret for historien. Den er kun på 55 sider, men Proulx formår at dække et forhold mellem 2 mænd gennem 20 år alligevel. Den giver et godt billede af hvordan man levede i USA fra 1963 og til 1983 og især hvordan man håndterede homoseksuelle i samfundet. Hendes skrivestil er simpel og intet er sprogligt overladt til tilfældigheder. Karakternes udvikling og selverkendelse undervejs er bemærkelsesværdig og jeg ville ønske at hun havde udfoldet historien til en længere roman, men så er det godt, at jeg allerede nu har ”The Shipping News” hjemme på reolen. Alt i alt en interessant fortælling om 2 mænd, hvis forhold er stærkere end de umiddelbart tror og jeg vil citere teksten på min udgaves flap, da den beskriver bogen utrolig godt:

”In gorgeous and haunting prose, Proulx limns the difficult, dangerous affair between two cowboys that survives everything but the world’s violent intolerance.”

Perlen af John Steinbeck

Perlen af John Steinbeck, 1962. Gyldendal. Opr. udgivet som The Pearl i 1947. Antal stjerner: 4/5

Betyder rigdom lykke og kan udsynet til rigdom forstyrre menneskers syn på dem selv og deres omverden?

Steinbeck har med ”Perlen” skrevet en fortælling, som bliver siddende i læseren efter endt læsning. Han tager os med på en rejse til et land, som er ganske anderledes end Danmark, hvor vi møder Kino og hans kone Juana. De er forældre til den lille dreng Coyotito, som får et insektbid og de forsøger at få fat i en læge til ham. Men penge er ikke ligefrem noget, som de har i store mængder, tværtimod, de er ret fattige. Da Kino en dag finder en perle under en dykketur, som er større end dem han tidligere har fået fingre i, må han tage en beslutning om at sælge den. Det fører ham til byens opkøbere af den slags:

>> Det er en perle af stor værdi,<< sagde Kino.

Opkøberens fingre snurrede perlen rundt, så den hoppede blødt fra den ene side af fløjlsbakken til den anden.

>> Du har nok hørt om jernkis, som man kalder narreguld,<< sagde opkøberen. >>Denne perle er ligesom narreguld. Den er alt for stor. Hvem vil købe sådan en? Der er ikke noget marked for den slags. Den er bare en kuriositet. Det gør mig ond for dig. Du troede, det var en kostbarhed, og så er det bare en kuriositet.<< ”

Fundet og det eventuelle salg af perlen sætter hele landsbyen over den anden ende og Kino og Juana beslutter sig for at drage afsted mod den store by for at finde en køber, da det ikke helt er til at vide, hvad opkøberne i hans by ærlig talt vil. Med lidt list og påpasselighed kommer de afsted:

”Blæsten var stærk og heftig, og den piskede dem med sand og småsten og små grene. Juana og Kino trak deres tøj tæt sammen om sig og beskyttede næse og mund og gik ud i verden. Vinden havde fejet himlen ren, og stjernerne lyste kolde fra den mørke himmel. De gik forsigtigt, og de holdt sig til byens udkanter, for at ikke en af vagabonderne eller tiggerne, der sov i porte og på trapper, skulle se dem gå forbi. For byen lukkede sig mod natten, og enhver, som gik ude i mørket, ville vække opsigt.”

Men er perlen egentlig noget værd og kan den have en påvirkning på mennesker?

Det er ikke uden grund, at flere værker af John Steinbeck betragtes som klassikere i dag og denne er også ganske tidløs i den forstand, at det ikke er til at mærke, at den rent faktisk blev udgivet tilbage i 1947. Steinbeck skriver utrolig simpelt og der er flere lag i den, som kræver flere genlæsninger gennem tiden. Den minder mig en smule om ”Alkymisten” af Coelho med dens lommefilosofi undervejs og jeg havde bestemt ikke regnet med den slutning.

Alt i alt en interessant fortælling, som jeg varmt kan anbefale og på forsiden af min tranebog fra Gyldendal kan man finde dette citat af litteraturhistoriker Sven Møller Kristensen, som er en perfekt beskrivelse af bogen:

”Fortalt i Steinbecks bedste form, enkelt og følsomt, med et skær af eventyr eller myte.”

Accabadora af Michela Murgia

Accabadora af Michela Murgia, 2015. Anmeldereksemplar fra Forlaget Palomar. Opr. udgivet med samme titel i 2009. Antal stjerner: 4/5

Hvordan leves livet på Sardinien og hvad er en ”accabadora” egentlig?

Murgia bringer os tilbage til en langt mere simpel tid, hvor en gammel kvinde ligger for døden. Hendes navn er tzia Bonaria Urrai og hendes sjælebarn Maria tager sig af hende. Maria begyndte at bo hos hende i en alder af 6 år, hvor hun forlod sin familie, som allerede havde flere børn. Det er dog ikke alle landsbyens borgere, som finder det helt normalt, at Bonaria adopterede hende ud af det blå:

”- Det er nu mærkeligt, det med sjælebarnet…

-Hvorfor er det mærkeligt? Bonarias stemme var tonløs.

-Det synes overhovedet ikke at tynge Maria. Ser hun tit sin rigtige familie?

-Ja, hver gang hun beder om det. Hvorfor skulle det tynge hende? ”

Maria har det ganske godt hos Bonaria. Hun følger opmærksomt med i hvad der sker i hendes gamle familie og i Bonarias arbejde, som ikke altid er så sædvanligt. Lidt efter lidt finder man som læser ud af at hun ikke blot er syerske, og hun har et ganske bestemt forhold til døden. Da en lokal dreng er sengeliggende, kommer Bonaria til at tænke tilbage på hendes ungdom:

”På det tidspunkt havde krigen, som siden skulle døbes Den Store, allerede fortjent sin betegnelse: der var indkaldt tre årgange unge mænd fra Soreni til skyttegravene ved Piave-gloden, og det var stadig ikke nok. Samtidig med hjemsendelsen af alvorligt sårede kom der meddelelser om Sassari-brigadens heltemodige indsats, og den tyveårige Bonaria havde set tilstrækkeligt af verden til at vide at ordet ’helt’ var hankøn ental for ’enker’. På trods af dette drømte hun om en fremtid som hustru når hun lå på marken under pinjerne, knugede Raffaele Zincus krøllede hoved mod sit bryst og fyldte lungerne med lugten af harpiks.”

Men hvordan arbejder Bonaria som både syerske og accabadora og hvad betyder skæbnen egentlig i et livsforløb?

Et punkt på min TBR-liste har længe været moderne italiensk litteratur, da jeg kun kender til klassikerne og læsningen af denne bog var et virkelig godt sted at starte. Det er en helt anden kultur end den jeg er vant til og det er særligt traditionerne og familielivet, som Murgia sætter fokus på. Den er oversat af Marie Andersen og for mig, som intet italiensk kan, forsvandt dette islæt af sprog ikke helt, da nogle ord bliver forklaret og det italienske begreb bruges derefter, hvilket jeg satte stor pris på. Som historie virkede det som et puslespil, hvor enhver brik stille og roligt bliver lagt på sin plads undervejs og begge hovedkarakterer overraskede mig flere gange undervejs.

Alt i alt en interessant bog om et mere simpelt liv på Sardinien engang og hvor alt kan ændres så hurtigt som en kugle kan komme ud af et gevær.