Forfatterfokus: Astrid Lindgren

Astrid Lindgren er en af de få nordiske forfattere, som jeg vil vove at påstå, at enhver dansker har læst på et eller andet tidspunkt i sit liv. Om det så er i bogform eller en af de mange filmatiseringer af bøgerne, så har det næsten været umuligt at undgå andet. Jeg er selv vokset op med både bøgerne og serierne – vi havde en billedbog med børnene i Bulderby og både en vhs med Pippi og en med Bulderby-børnene.

I mine folkeskoleår fik jeg kigget nærmere på bøgerne i hendes forfatterskab og min glæde var stor, da jeg fik bogen ”Julefortællinger” i gave for mange år siden. Tilbage i 2002 var jeg på folkedanslejr i Motala og vi var på dagstur ud til ”Astrid Lindgrens Värld”, hvor jeg købte et par bøger om hende som person. Dette var kun et lille halvt år efter at hun var gået bort og det er bøger, som jeg har fundet frem igen og igen gennem årenes løb.

Som voksen har jeg fordybet mig endnu mere og dette særligt efter læsningen af ”Denne dag, et liv” af Andersen. Lindgren, som blev født tilbage i 1907, debuterede med ”Britt-Mari lättar sitt hjärta” tilbage i 1944, men det egentlige gennembrud kom, da hun på forlaget Raben & Sjögren fik udgivet ”Pippi” året efter.  Siden da gik det nærmest over stok og sten med hendes udgivelser og jeg har her samlet et par af dem, som både er kendte og lidt mere ukendte:

 

Til de allerførste samt nostalgiske læsninger:

Den første på min liste er billedbogen ”Astrid Lindgren” af Lisa Aisato & Agnes-Margrethe Bjorvand, som udkom på norsk sidste år og på dansk denne sommer. Det er ikke længe siden, at jeg læste denne billedbog for børn og barnlige sjæle første gang og i kan læse anmeldelsen her samt få en fornemmelse af de smukke illustrationer i bogen.

”Der er ingen røvere i skoven” er af Lindgren selv og jeg faldt over den for et par år siden til et bogudsalg hos Arnold Busck. Jeg havde ikke hørt om historien før og da det er Ilon Wikland, som står bag illustrationerne og som er blandt mine favoritillustratorer, når det gælder Lindgren, røg den ned i kurven med det samme. Jeg har i øvrigt anmeldt den her på bloggen sidste jul (men det er altså ikke en julebog).

”Julefortællinger” er en samling af Lindgrens allerbedste julehistorier og selvom den kun er på 192 sider, så kommer læseren både forbi Bulderby, Pippi’s juletræsfest, Lønneberg, et julemarked med Kitte Kry, Lotte og hendes søskende og ikke mindst Lisbet og Grynet. For mig bliver det efterhånden ikke rigtig jul, før jeg har læst denne bog færdig og et par af de år, hvor eksamenslæsning har præget december, har jeg læst den i en køre d.24 om formiddagen 🙂

Til de næste par læsninger af Lindgren:

”Samuel August fra Sevedstorp og Hanna i Hult” er en af de mindre kendte, og selv faldt jeg over den ved et tilfælde i en genbrug. Der er et par skønne små skrifter om læsning, men det er særligt historien om hendes forældre, som gjorde, at jeg købte bogen. Det er en af de fineste kærlighedshistorier, som jeg nogensinde har læst og virkelig værd at læse. Der er en anmeldelse af den lige her i øvrigt.

”Mio min Mio” er en af de bøger, som jeg husker bedst fra min barndom. Jeg husker endda, at jeg lånte den på biblioteket på min folkeskole (jup, jeg kan stadig huske hvordan bøgerne stod på det bibliotek) og siden da har jeg tit tænkt på at skulle få den læst igen. Særligt efter at Gyldendal genudgav nogle af Lindgren-klassikerne i 2015. Denne udgave er i øvrigt illustreret af den danske Mikkel Sommer, hvis hjemmeside her fremviser nogle af illustrationerne fra bogen.

”Brødrene Løvehjerte” er også en af klassikerne, som jeg både ser tilbage på med gru og beundring. Jeg mindes at have set filmen et par gange, men bogen gjorde dog størst indtryk. Gru pga de ting, som de kommer ud for brødrene Løvehjerte og beundring for beskrivelserne af Nangijala. Hård, men vigtig børnebog. Bonusinfo: Skuespilleren, som spiller Mattias i filmen, ses også som Herr Nilsson i “Grynet” (på svensk: Madicken) og flere andre film og serier baseret på Lindgrens bøger.

Til den voksne biografilæser:

”Astrid Lindgren” af Margareta Strömstedt blev første gang udgivet i 1977 og indtil biografien af Andersen udkom for et par år siden var denne den mest omfangsrige udgivet om Lindgren. Den er blandt andet baseret på interviews, og Strömstedt selv er også fra Småland.  Lindgrens datter beskriver også bogen som værende en vennebog, da de to kendte hinanden ganske godt.

Den bog, som for alvor gjorde, at jeg begyndte at dykke ned i Lindgrens forfatterskab endnu en gang, blev ”Denne dag, et liv” af Jens Andersen, som er fra 2014 og som jeg har anmeldt lige her. Andersen har dykket ned i de svenske arkiver, kigget på hendes stenograferede blokke og haft adgang til oplysninger om hvad hun egentlig foretog sig under krigen. For mig begyndte ensomheden i hendes værker at give mening efter denne bog og en skønne dag må jeg forbi Håbets Allé, hvor både hun og fiktive Buster Oregon Mortensen har opholdt sig på et eller andet tidspunkt. Instruktøren af Buster-filmene, Bille August, læste ifølge hans biografi netop Strömstedts biografi, da han begyndte at arbejde med Buster-filmene. Temmelig pudsigt.

Et andet blik på Lindgren får man, hvis man læser ”Jeg lægger dine breve under madrassen” (på svensk: “Dina brev lägger jag under madrassen”). Det er ikke længe siden, at jeg lånte denne bog med hjem fra arbejdet og selvom jeg endnu ikke har læst den færdig, kan jeg klart anbefale den. Lindgren skrev utrolig mange breve gennem sin levetid og mange børn og unge skrev også til hende. Blandt andet Sara Ljungcrantz, som nu hedder Sara Schwardt, som ikke havde det særlig rart derhjemme og hvis breve til og fra forfatterinden er blevet udgivet i denne bog.

Til den inkarnerede Lindgrenfan:

Den Pippi, som de fleste i dag kender, er lidt forskellig fra den oprindelige udgave, som man i dag kalder for ”Ur-Pippi”. Dette manuskript afslog flere store forlag faktisk til at starte med (efter sigende var Pippi for stor en ballademager i dette udkast) og udgiveren af “Ur-Pippi” kalder det forlagsbranchens største bommert (nu har vi også Rowling som eksempel ift. succes trods modgang hos andre forlag i begyndelsen). Bogen er kort sagt en must-have for enhver inkarneret fan.

Hendes ”Krigsdagbøger” (på svensk: “Krigsdagböcker 1939-1945”) fortæller om et krigspræget liv fra årene 1939-1945og det er en af de udgivelser, som er kommet efter Andersens biografi. Den udkom på svensk tilbage i 2015 og Gyldendal udgav den tidligere i år. Hun arbejdede under krigen på et brevcensurbureau og Gyldendal skriver følgende på deres side for udgivelsen:  “Astrid Lindgren er en eminent iagttager af krigens effekter på menneskeliv og Europas historie og samtidig en stor kulturpersonlighed.”

Min sidste anbefaling til den inkarnerede Lindgrenfan er afhandlingen” Astrid Lindgrens eventyrform”, som Anette Øster (Steffensen) står bag. Den er fra 2001 og til at låne på biblioteker. Den omhandler hvordan Lindgren benytter sig af eventyr- og romangenren i Brødrene Løvehjerte og Mio, min Mio, som hun fokuserer på. Øster har faktisk skrevet utrolig mange interessante tekster om børnelitteratur og forskningen af dette. Her kan jeg også anbefale bogserien “Nedslag i børnelitteraturforskningen”, hvor Øster også har skrevet en artikel om det svenske sprog vs. det danske i Mio, min Mio.

Et par links:

Jeg har også lige et par links til jer, da der findes en virkelig god dokumentar i 3 dele på YouTube, hvor første afsnit kan findes lige her. Den har vist tidligere været sendt på dansk tv, men jeg er ikke helt sikker. Jeg har allerede nu set den flere gange og den er helt bestemt anbefalelsesværdig.

Da jeg for et par dage siden lavede lidt research til dette indlæg, fandt jeg på at søge på hendes datters navn, nemlig Karin Nyman, som har oversat Kaaberbøl til svensk og selv forfattet et par bøger. Dette interview ovre på Politiken.dk giver en lidt anden vinkel på den folkekære forfatter og ligheden mellem hende og hendes mor i udseende er slående.

Det sidste link her er lidt sjovt. Det er nemlig muligt at gå rundt inde i Lindgrens gamle lejlighed på nettet og det er faktisk også muligt nu at besøge lejligheden i Dalagatan. Jeg stødte på det ikke længe efter at jeg læste Andersens biografi og særligt interessant finder jeg hendes samling af bøger. Næste gang, at jeg er i Stockholm, skal jeg helt klart forbi og se den lejlighed.

 

Hvad med jer? Er i også begyndt at læse bøger af og om Lindgren som voksne?

 

Reklamer

Forfatterfokus: William Shakespeare

I dag er det 400 år siden at den store britiske skuespilsforfatter og poet døde og verden over fejres World Book Day til ære om hans minde. Derfor skriver jeg i dag dette indlæg om hans værker og fremover vil jeg gentage det med både nulevende og afdøde forfattere. Som i måske ved, så er jeg født i 1989 og jeg var derfor kun 10, da “10 things I hate about you” med Heath Ledger og Julia Stiles kom ud . Jeg har ikke tal på, hvor mange gange at jeg har set den i tv og uden at jeg vidste det, blev det mit første møde med Shakespeare. Efterhånden begyndte jeg også at se historiske film og “Shakespeare in Love” var jeg også ret vild med i mine tidlige teenageår. Det var dog først i 9.klasse at jeg begyndte at forstå hvem Shakespeare egentlig var, da vi læste Romeo og Julie og så “Shakespeare in Love” fælles i undervisningen. Mit første møde med Shakespeare var kort sagt fantastisk!

Sidenhen er jeg flere gange stødt på Shakespeare i undervisningen (Efterskole, gymnasie og Litteraturhistorie) og hver gang har jeg glædet mig som et lille barn. Jeg glemmer aldrig en time i Tekstanalyse, da vores underviser midt om natten, da han stod op for at skifte sit barn, fandt ud af, at MacBeth egentlig handler om de små tykke babyengle, som er på så mange gamle malerier. Da jeg boede i England i 2010, formåede jeg både at købe den gamle udgave af Romeo og Julie (jeg er ikke så vild med Luhrmanns udgave for at være helt ærlig) og jeg besøgte Stratford-upon-Avon, som var ligeså fantastisk som jeg havde håbet på. Det øverste billede er faktisk derfra og det er bestemt ikke sidste gang, at jeg tager derover. Jeg har samlet et par bøger fra min samling sammen til jer, som jeg har inddelt i 3 kategorier. Hvis det stod til mig, burde enhver læse Shakespeare engang imellem og jeg glæder mig til den dag, hvor jeg kan læse dem op for mine børn i børneudgaverne.

Børnevenlige udgaver: 

Jeg har længe søgt på udgaver af Shakespeare, som børn kan læse og dette fantastiske boxsæt, som jeg fandt i Vangsgaards sidste år, har hele 14 forskellige skuespil. De er ganske korte og simple og har de fineste illustrationer. Jeg har endnu ikke læst dem alle, men dem, som jeg har kigget i, er virkelig børnevenlige. Selv den grusomme Macbeth.

Til den voksne begynder:

Hvis du aldrig har læst Shakespeare før, kan jeg anbefale dig enten at få fat i Niels Brunses oversættelser på dansk, som jeg desværre ikke ejer nogen udgaver af eller ovenstående korte udgaver, som er overskuelige for enhver førstegangslæser. King Lear og MacBeth er virkelig fantastiske og står mit hjerte ganske nær, da jeg læste dem på Litteraturhistorie. Historien om Romeo og hans Julie er nok en af verdens bedst kendte, både i originaludgaven og de utallige udgaver, der efterhånden findes, og det er bestemt en læsning værd for enhver. Af sonnetter er min favorit endnu den første jeg læste af ham, nemlig sonnet nr. 18. Hvis i ikke kender den, kan jeg anbefale jer at google den med det samme.

Til Shakespeare-nørden:

De sidste 2 bøger er for dem, som har stiftet bekendtskab med Shakespeare før og som mangler nogle flere bøger til deres samling. Den øverste bog købte jeg inde på New York Public Library tilbage i 2009 og jeg tager den frem somme tider blot for at se på billeder af skuespillenes opførelse. Man kan finde alt det man nogensinde får brug for at vide om manden og hans værker. Den nederste købte jeg tilfældigvis i en genbrug og det er den senest ankomne i min samling. Men det er en af de ældste bøger jeg ejer. Jeg er vild med guldtrykket udenpå og imprægneringen af hans portræt på forsiden. Jeg har googlet mig frem til, at den er fra 1910’erne-1930’erne, da der pt er en, der sælger én nøjagtigt magen til på Ebay.

Jeg pønser lidt på at købe nogle flere Shakespeare-ting – har i nogle gode forslag? 🙂