“Fyrpasseren” på besøg

Så er der kommet endnu en bog forbi og denne gang er det “Fyrpasseren” af Jeanette Winterson, som Louise ovre fra bloggen This Fictional Life har sendt afsted. Du kan læse mere om projektet i dette blogindlæg fra dengang, at Louise sendte den afsted i oktober 2016. Den har allerede været på besøg både hos Luna fra Lunas kaffekrog, Inge fra Hverdagens Baggård og Sanne fra Sannebogorm og nu er den landet her i Ringsted.

Sidste år nåede jeg at få besøg af både “Den Lille Prins” og “Alkymisten”, som hhv. Rikke fra Flyvmedmig og Simone fra Boghjørnet havde sendt afsted. Det var simpelthen så hyggeligt at læse en bog med noter undervejs og tegninger og jeg ser frem til denne. Jeg har ikke tidligere læst noget af Jeanette Winterson, men en af mine favoritforfattere skrev om hende på Instagram på et tidspunkt og jeg skrev navnet bag øret. Nu sætter jeg mig ned på sofaen, læser det vedlagte brev og begynder på min læsning. En anmeldelse følger ganske snart tror jeg 🙂

Reklamer

Den lille prins af Antoine de Saint-Exupéry

Den lille prins af Antoine de Saint-Exupéry, 2012. Lindhardt og Ringhof. Opr. udgivet som Le Petit Prince i 1946. Antal stjerner: 5/5

Hvem er den lille prins egentlig og hvorfor tog han afsted fra hans planet?

“Den lille prins” er en af de børneklassikere, som jeg har hørt om i mange år, men aldrig fået læst og da jeg her i august fik muligheden for at have besøg af den som en rejsende bog, reagerede jeg med det samme. De Saint-Exupérys historie handler om en lille prins, som en dag pludselig møder vores jegfortæller i Saharaørkenen, hvor begge er strandet på hver deres vis. Efter en vis rum tid begynder den lille prins at fortælle om hvor han er fra. Oprindelig boede han på sin egen planet, men han boede der ganske alene, hvor han kun kunne tale med en blomst og feje foran sine små vulkaner. Da han begyndte sin rejse, besøgte han andre små planeter og på den ene boede en ganske mærkværdig konge, som befalede alt og alle en masse ting. Men lidt vise ord sagde kongen dog også, nemlig disse:

“- Så kan du dømme dig selv, svarede kongen. Det er det allersværeste. Det er meget vanskeligere at dømme sig selv end at dømme andre. Men er du i stand til at fælde den rette dom over dig selv, da er du en virkelig vismand.”

Prinsen skyndte sig ganske hurtigt videre til en anden planet, hvor en forfærdelig forfængelig mand boede. På den tredje planet boede en dranker, som blot ville glemme, at han skammede sig over at drikke. Her smuttede den lille prins også hurtigt videre og han nåede til en forretningsmand, som talte og talte medens han var der. Hvad han talte var stjerner og det resulterede i følgende samtale:

“- Hvordan kan man egentlig eje stjerner?

-Hvem skulle de ellers tilhøre? Riposterede forretningsmanden gnavent.

-Det ved jeg ikke. Ingen vel.

-Så er de altså mine. For det er mig, der først har tænkt på det.

-Er det nok?

-Ja, ja. Når du finder en diamant, der ikke tilhører nogen, så er den din. Finder du en ø, som ikke tilhører nogen, så er den din. Når du er den første, der får en idé, tager du patent på den, og den er din. Og jeg ejer altså stjernerne, fordi der ikke er nogen før mig, der har tænkt på at eje dem.”

Men hvordan fandt prinsen egentlig ned til vores planet og har hans besøg på planeterne lært ham mere om livet?

Denne læser forstår bestemt godt hvorfor at historien om den lille prins i dag har opnået klassikerstatus i børnebøgernes verden. Sidste år blev der lavet en film om ham og hans eventyr og det er en bog for både børn og voksne med de livsanskuelser, som prinsen har.

Også selvom den lille prins synes, at de voksne virker ret mærkelige. Det er nemt at forstå hvorfor prinsen vil se hvordan andre folk lever på andre planeter og at ensomhed ikke er så sjælden, som det burde være. Alt i alt en fortælling om en prins på en vigtig rejse, som sætter tanker igang hos enhver læser og som alle kan få noget ud af at læse mindst en gang i livet.

 

 

At få besøg af “Den Lille Prins” på hans rejse

Så fik jeg besøg af endnu en bog her på Vestegnen. Sidste gang var det “Alkymisten”, som Simone fra Boghjørnet havde sendt rundt og da den nåede hertil, havde en masse bloggere og bookstagrammere allerede lavet markeringer og sat klistermærker ind. Da jeg så at “Den Lille Prins” var nået til Sjælland, skrev jeg hurtigt til instagrammeren Bookreviewsdk, at den gerne måtte komme her forbi og derfor åbnede jeg spændt en grøn pakkekonvolut her i august måned.

Indeni fandt jeg ikke kun bogen, men også en seddel med instruktioner fra Rikke, som står bag bloggen Flyv Med Mig og som kan betragtes som Prinsens “mor”.  Konceptet er simpelt nok – Rikke har sendt en bog ud til bloggere og bookstagrammere i hele Danmark, som sender den videre til hinanden og på Instagram er det muligt at se, hvor langt bogen er kommet. Jeg er den 9. person, som har haft den og Luna fra Lunas Kaffekrog bliver den næste, som får besøg af prinsen. I modsætning til min sædvanlige behandling af bøger opfordres der til at kommentere, markere og tegne i den og ikke mindst sætte klistermærker i. Jeg har selv sat nogle af blomster og får, da det er meget passende ift. bogens handling og efterladt et bogmærke fra Bookdepository, da en læsende dreng er afbilledet.

Hvis du er mere interesseret i, hvordan det hele hænger sammen, så har Rikke selv skrevet et indlæg om det her og du kan følge Prinsens rejse på hashtagget #prinsensrejse ovre på Instagram.

Tusind tak til Rikke for at give os andre bloggere mulighed for at læse denne bog og jeg krydser fingre for, at den når at få endnu flere smukke markeringer inden den når hjem til dig igen i 2017.

Om at have besøg af en rejsende bog

Netop nu er en bog på rejse rundt i Danmark. Bogen er “Alkymisten” som er skrevet af Paulo Coelho og dens egentlige ejermand er Simone, der står bag bloggen Boghjørnet. Projektet blev igangsat i august måned 2015 og den kommer hjem igen her senere på året. Indtil videre har den besøgt flere bloggere, blandt andet Rikke og Malene, og da jeg opdagede, at den var landet hos Rikke, skrev jeg til hende på Twitter med det samme. Næste stop er Korsør, hvor Sabrina skal i gang med sin læsning. Selv er jeg førstegangslæser ligesom et par af de andre og jeg glæder mig til at høre om, når Simone får den tilbage igen.

Noget af det, som jeg finder helt fantastisk ved denne udgave, er nemlig de tilføjelser, som folk er kommet med undervejs. I går, da jeg postede et billede på Instagram, fandt jeg ud af, at det var Mai, som havde sørget for en del klistermærker og selv er jeg kommet med nogle hashtags med udtryk undervejs og har lavet stiplede linier under fantastiske citater. Der er allerede nu tilføjet et par bogmærker og jeg overvejer at vedlægge endnu et, når den sendes afsted. Projektet kaldes for #alkymistenrejser og netop nu er Simone ved at søsætte endnu en bog. Jeg har selv bragt den med mig et par steder – f.eks. til mit arbejde i Roskilde, min skole på Amager og utallige gange har jeg siddet og læst i den i s-toget. Hvis den først rejser på tværs af landet, så må den også rejse rundt med læseren. Handlingen i bogen lagde bestemt også op til det, hvilket gjorde det til en helt fantastisk læseoplevelse.

Ganske snart vil jeg også anmelde bogen herinde og derfor får i endnu flere billeder af samme bog at se på det tidspunkt. Har i læst denne bog? Og hvad synes i om projektet?