Den fantastiske bogslugerdreng af Oliver Jeffers

Den fantastiske bogslugerdreng af Oliver Jeffers, 2007. Sesam. Opr. udgivet som The Incredible Book Eating Boy i 2006. Antal stjerner: 5/5

Kan man spise bøger og hvis man kan, hvad sker der så?

Oliver Jeffers, hvis bog ”A Child of Books” er udkommet på dansk dette forår som ”Barn af bøger”, står også bag denne her bog om drengen Henrik, som er ganske speciel. Han spiser nemlig bøger og han begyndte ganske tilfældigt en dag:

”Det begyndte ved en fejltagelse en eftermiddag, hvor han ikke tænkte sig om.

Først var han ikke helt sikker og prøvede at spise et enkelt ord, bare for at smage. Så forsøgte han sig med en hel sætning og derefter en hel side. Jo, Henrik kunne helt sikkert lide dem. Onsdag havde han spist en hel bog. ”

Henrik bliver efterhånden vant til at fordøje, hvad der står i bøgerne og hvis han f.eks. spiser en bog om guldfisk, så ved han alt om hvordan de bl.a. skal fodres. Pludselig er han klogere end sin lærer og der er nærmest ikke grænser for hvor meget han ved. Men med en dreng, som er interesseret i alt, må der være grænser for hvor meget han egentlig kan fordøje og det begynder stille og roligt at gå galt:

”Alt det, han lærte, blev blandet sammen… Han havde ikke tid til at fordøje bøgerne. Det blev pinligt for ham, når han åbnede munden. Pludselig var Henrik ikke klog mere.”

Men hvad gør man så for at man igen bliver klog?

Sikke nogle illustrationer, der er i denne billedbog! Selve historien mindede mig om da jeg i gymnasiet læste ”Flowers for Algernon” af Daniel Keyes, hvor hovedpersonen bliver klogere og klogere og en dag går det galt. Henrik er et nysgerrigt barn, som man nemt kan relatere til, hvis man er en bognørd og interesseret i ny viden og selvom historien ikke er så lang, så sker der ganske meget og illustrationerne går helt perfekt hånd i hånd med teksten i bogen. Selv lånte jeg den på biblioteket, men jeg er ikke i tvivl om, at den en dag også havner på min egen reol, da den helt sikkert kan læses mere end én gang.

Alt i alt en bemærkelsesværdig historie om drengen Henrik, der spiser bøger og som lærer, at man måske ikke skal spise for mange af dem, da ikke alle kan fordøjes lige let.

The Giraffe and the Pelly and Me af Roald Dahl

The Giraffe and the Pelly and Me af Roald Dahl, 2009. Puffin Books. Antal stjerner: 4/5

Hvilket arbejde kan en pelikan, en giraf og en abe udføre som en samlet gruppe og hvor stor er en bygning, der har 677 vinduer egentlig?

Der er nu noget ved Roald Dahls børnebøger og denne her er ingen undtagelse. En dreng ved navn Billy går en dag forbi et tomt træhus kaldet ”The Grubber” i hans by og drømmer om en skønne dag at åbne en slikforretning. Men næste gang han går forbi bygningen, hører han noget derindefra og beslutter sig for at kigge lidt nærmere på det. Ordet ”Soled” er desuden blevet malet over det gamle ”for sail” og han råber op for at se om der er nogen derinde. Han får til at starte med ingen svar, men pludselig sker der noget:

“I tried to catch some sign or sound of movement inside the house but there was none…until all of the sudden…out of the corner of my eye…I noticed that one of the windows on the top floor was slowly beginning to open outwards…

Then a HEAD appeared at the open window.

I stared at the head. The head stared back at me with big round dark eyes. Suddenly, a second window was flung wide open and of all the crazy things a gigantic white bird hopped out and perched on the window-sill.”

Det første øje, som han ser, tilhører en giraf. Den store hvide fugl er en pelikan og før han ved af det, har han også mødt en abe. De tre udfører et ganske almindeligt job i fællesskab – nemlig vinduespudsning og de har endda en sang om det. De får sat et skilt op og en mand med titlen Duke of Hampshire kommer tilfældigvis forbi. Han skriver et brev til dem og fortæller om hvordan han i årevis har forsøgt at få en god fast vinduespudser, men det er ikke helt lykkedes endnu. Hans ejendom har da også 677 vinduer og kan nærmere betragtes som et lille palads, som Billy og hans nye venner også gør. Men denne Duke of Hampshire ved ikke helt, hvem det er han har spurgt om hjælp og da de ankommer, hjælper de med at plukke kirsebær, da dette også er lidt af et problem for de ansatte:

“The Duke stared at them. He looked as though he was about to have a fit.

“Who are these creatures?” he bellowed. “Has the whole world gone completely dotty?”

“We are the window-cleaners!” sang out the Monkey.

                      “We will polish your glass

                      Till it’s shining like brass

                      And it sparkles like sun on the sea!

                      We will work for Your Grace

                      Till we’re blue in the face

                      The Giraffe and the Pelly and me!” “

Men hvor gode er de tre dyr til at pudse vinduer og bliver det nogensinde muligt for Billy at starte en slikbutik, nu hvor dyrene har den bygning, som han havde gået og drømt om?

Dahl har her skrevet en skøn lille bog om Billy og hans utrolige venner, der kan lidt af hvert og som er dyr. Jeg bliver altid forundret over Dahls opfindsomhed for selvfølgelig ville et team bestående af en giraf, en abe og en pelikan være et fantastisk vinduespudserteam – en kan tage de høje vinduer, en kan tage de besværlige og pelikanen kan komme flyvende med rengøringsvand til de andre. Og det er netop det der er charmen ved mange af Dahls bøger – han tager let genkendelige ting og skaber fantastisk gode historier. Jeg kan varmt anbefale de andre børnebøger i hans forfatterskab (heriblandt ”Matilda”, ”Esio Trot” og ikke mindst ”Charlie and the Chocolate Factory”), som også kan nydes af voksne læsere. Jeg har i hvert fald kun læst dem som voksen og har været ellevild med dem, for humoren og opfindsomheden i Dahls bøger er for enhver.

Alt i alt en skøn børnebog om drengen Billy, som får sig et par mærkværdige venner, der er en pelikan, en abe og en giraf, som overraskende nok er fantastiske vinduespudsere og som ikke er bange for at give en hjælpende hånd hist og her.

Fantastic Mr Fox af Roald Dahl

Fantastic Mr Fox af Roald Dahl, 2009. Puffin Books. Antal stjerner: 4/5

Hvor nemt kan ræve narre mennesker og spiser ræve egentlig menneskemad?

Endnu en gang har jeg taget en børnebog af Roald Dahl ned fra bogreolen og denne handler om Mr Fox, hans familie og ikke mindst de tre frygtelige mænd Boggis, Bunce og Bean, som gerne vil forhindre besøgene fra Mr Fox. De tre mænd er ikke blandt de kløgtigste på deres egn og de er alle tre landmænd. Boggis har tusinder af høns og er ”enormously fat”, som nok har lidt at gøre med at han spiser hele tre kogte kyllinger tre gange om dagen. Bunce har ænder og gæs på hans gård og hans kost giver ham et sådant maveonde, at han har et frygteligt temperament. Sidst, men ikke mindst har vi Bean, der har kalkuner på sin gård, men som også har en æbleplantage, som han laver cider ud af, der erstatter hans mad og han skulle være den klogeste. Børnene i området har endda lavet en sang om de tre mænd:

     “‘Boggis and Bunce and Bean

        One fat, one short, one lean

        These horrible crooks

        So different in looks

        Were none the less equally mean.’”

Men uden mad og drikke går det ikke og Mr Fox går tit hen til de tre mænds gårde for at finde mad til hans familie, der foruden Mrs Fox består af deres fire børn. Men de tre mænd er efterhånden godt trætte af at Mr Fox tager deres mad og beslutter sig for at slå sig sammen for at fange ham. Men som sagt er de ikke blandt egnens kløgtigste og da de forsøger at skyde Mr Fox, lykkedes det dem kun at ramme halen. De beslutter sig for at grave ræven og hans familie ud, men det er ikke så nemt som de først tror. Nede i rævehulen må der lægges en plan for at komme helskindet igennem de tre mænds mange forsøg:

“Mr Fox had not spoken for a long time. He had been sitting quite still, his eyes closed, not even hearing what the others were saying. Mrs Fox knew that he was trying desperately to think of a way out. And now, as she looked at him, she saw him stir himself and get slowly to his feet. He looked back at his wife. There was a little spark of excitement dancing in his eyes.

“What is it, darling?” said Mrs Fox quickly.

“I’ve just had a bit of an idea,” Mr Fox said carefully.”

Men hvor kloge er ræve egentlig og er det mændene eller rævene, som kommer bedst igennem alle de her kampe?

Det er altid en fornøjelse at åbne endnu en bog af Roald Dahl og se hvad han har fundet på. Som barn fik jeg aldrig læst nogle af hans bøger, men de kan også more enhver voksen læser har jeg fundet ud af de senere år. Denne bog, som blev filmatiseret i 2009, er illustreret på en helt fantastisk vis af Quentin Blake og selvom man flere gange tænker ”Så, nu bliver de ræve da taget til fange”, så lykkedes det Dahl at twiste historien. Slutningen sad jeg virkelig og fniste over og jeg er sikker på, at børn i alle aldre vil nyde denne historie.

Alt i alt en humoristisk børnebog om ræven Mr Fox, der må lægge ikke så få kloge planer for at kæmpe mod tre mennesker, som hævnlystne grundet stjålen mad, men som kunne have været en hel del klogere end de er.

Tidskisten af Andri Snær Magnason

Tidskisten af Andri Snær Magnason, 2016. Anmeldereksemplar fra Tiderne Skifter. Opr. udgivet som Tímakistan i 2013. Antal stjerner: 5/5

Kan en kasse af vævet edderkoppesilke bevare tiden for den person, som befinder sig inde i kassen og er det muligt at kæmpe imod tiden?

Snær Magnason har med ”Tidskisten” formået at forene eventyr med dystopisk litteratur, hvor vi både følger Sigrun i en umiddelbar fremtid og Ravnetina i hvad der umiddelbart blot er et eventyr. Den tid, som Sigrun lever i, er præget af en krise, som ingen ved hvordan man kommer igennem og da hendes forældre indser, at det ikke går over med det samme, køber de nogle mystiske kasser, som kan tidsindstilles og før Sigrun ved af det, er det tid til at bruge disse og først komme ud igen, når krisen er forbi:

”-Hvornår kommer vi ud af kasserne igen? spurgte Sigrun.

-Vi har sat dem på ’prisindeksforbindelse’. Så åbner kasserne sig automatisk i samme sekund, situationen bliver bedre.

Sigrun så sig omkring. Alt var ordnet til punkt og prikke. Det virkede nærmest, som om de skulle på en lang rejse. Nu trådte de ind i hver sin sorte kasse. Mor, far og Sigrun. Hun var nysgerrig, da hun trådte ind i kassen. Glasset var gennemsigtigt, og hun fik propper i ørerne, da døren lukkede og der tændtes et blåt lys. Et kort øjeblik blev alt sort, inden kassen igen åbnedes.”

Men det er ikke alle kasser, der bliver åbnet på samme tid. Det er kun børn, der er kommet ud af kasserne og kvinden Svale, som sørger for at samle børnene. Hun fortæller dem historien om kong Dimon, som i tidernes morgen faldt for en kvinde ved navn Vårsol. Ved fødslen af Ravnetina mistede Vårsol livet og Dimon, som havde svært ved at komme sig over hendes død, drog ofte i krig. En dag gik det op for ham, at der aldrig ville blive tid nok til at besøge alle kanter af hans nyetablerede rige og han beslutter sig for at hans datter skal leve så længe som muligt. Dem, der kan hjælpe ham, kan få det halve kongerige, og en kasse af vævet edderkoppesilke bringes op til slottet af dværge. Ravnetina ældes ikke, når hun er i kassen og det er ikke hver dag, at hun får lov til at komme ud af kassen:

”Solskinsdagene skulle være helt ekstraordinære for at passe til en så dyrebar prinsesse. Hvis kisten blev åbnet, blev der trukket tykke gardiner for de vinduer, der vendte ud mod den store sprække. Ingen måtte nævne noget om oprør eller uro og vold, dværge eller andet, der kunne skygge for glæden. Ingen måtte omtale tiden, hvad der var sket i fortiden, og hvad der var i vente. Og hun kunne blive ked af det, hvis hun hørte om de morsomme timer, der gik hendes næse forbi.”

Men er det en god idé at lege med tiden og vågner de voksne nogensinde igen i Sigruns verden?

Da jeg åbnede denne bog, havde jeg bestemt ikke regnet med at sidde med en bog, som mest af alt er en vellykket blanding af eventyr og dystopi. Der er kasser, som på magisk vis gør, at personerne i dem ikke ældes, der er dværge, der er konger og dronninger på slotte, og ikke mindst gamle mænd og kvinder, som fremsiger både vise ord og remser. Og selvom der er mange karakterer her i bogen, så introduceres de så godt, at det ikke bliver forvirrende. Den skiftende synsvinkel mellem Sigruns verden og Ravnetinas giver et fantastisk godt flow i historien og man keder sig bestemt ikke undervejs.

Alt i alt en fantastisk god børnebog om Sigrun, Ravnetina, mystiske kasser og en masse uforklarlige hændelser, og der med sin kombination af eventyr og dystopi både egner sig til børn (fra 10 og opefter), unge og ikke mindst voksne.

Anne Marie letter sit hjerte af Astrid Lindgren

Anne Marie letter sit hjerte af Astrid Lindgren, 1999. Gyldendals Oline-Serie. Opr. udgivet som Britt-Mari lättar sitt hjärta i 1944. Antal stjerner: 4/5

Hvor meget kan man fortælle en penneveninde, som man aldrig har mødt og hvordan er det nu at den der første forelskelse føles?

Denne debutroman fra Astrid Lindgrens hånd fortæller historien om Anne Marie, der er 15 år gammel og som bor i Småstad sammen med sine forældre og 4 søskende. Hun har fået sig en skrivemaskine, men hun ved ikke helt, hvad hun skal skrive til at starte med. Gennem en klassekammerat får hun kontakt til Kajsa i Stockholm, som også gerne vil have en penneveninde og de begynder at skrive sammen i en september måned. Når man nu ikke har mødt den person, som man skriver til, er et persongalleri nødvendigt og Anne Marie skriver følgende om sig selv:

“Gider du høre mere om familien Hagstrøm? For så kan jeg fortælle dig, at næste nummer i rækken er undertegnede. Tja – hvad skal man egentlig sige om sig selv? At jeg godt kan lide at læse, at jeg ikke kan fordrage at skulle i seng om aftenen, at jeg mægtig godt kan lide min familie – selv om den irriterer mig grænseløst indimellem – at jeg ikke kan døje permanentet hår og i hvert fald ikke vil have det selv, at jeg synes, det er dejligt at være ude i naturen, men afskyeligt at skulle luge i haven at jeg elsker blå forårsdage og varme sommerdage, klare efterårsdage og vinterdage med sne og skiture – at jeg i det store og hele synes, at livet er dejligt.”

Det er ikke altid lige nemt at være 15 år og særligt ikke, når ens lillebror ved navn Svante ynder at drille én og til tider snakke over sig på især Anne Maries bekostning. Da en skolefest afholdes, hvor Anne Maries far også er med qua hans stilling som rektor, driller Svante hende med både hendes hår og hendes tøj, men hun får alligevel danset med både Åge, Stig og ikke mindst Bertil. Og sidstnævnte nævner hun mere end én gang til Kajsa af en helt særlig grund:

“Jeg gik derfra ved nitiden, og så mødte jeg ham. Rent tilfældigt. Somme tider bilder jeg mig ind – jeg mener, håber jeg, at det ikke er helt tilfældigt, vi mødes – men at han gør lidt til det selv. Nå, det er nok bare noget, jeg fantaserer mig til. Skønt alligevel.

Vi gik ad stien langs åen. Jeg skal sige dig, vi har en å, der er så venlig at slynge sig tværs gennem byen. Jeg ved slet ikke, hvad byen ville være uden den å. En temmelig ucharmerende, lille by, er jeg bange for. Jeg ved heller ikke, hvad man skulle med måneskin, hvis det ikke kunne spejle sig i vores å. Og hvor skulle vi plukke kodrivere om foråret, hvis vi ikke havde engene langs åen lidt uden for byen. Hvis jeg ikke en lys sommeraften kunne sidde på en bænk ved åen og mærke de hvide syreners duft, ville jeg overhovedet ikke tro, det var sommer.”

Men hvornår er man sikker på at man er forelsket og hvor meget spiller tilfældighed ind, når det gælder kærlighed?

Åh, hvor bragte denne bog mig tilbage til mine egne teenageår. Der var så mange dilemmaer, som virkede bekendte og dette til trods for at bogen første gang blev udgivet allerede tilbage i 1944. Selvom den mest handler om ungdomskærlighed og familieforhold, så er den i den grad også fuld af filosofiske betragtninger af livet og man er ikke et sekund i tvivl om, hvem forfatteren bag bogen er. Det er første gang, at jeg læser bogen og det er fantastisk at have en hovedkarakter, som elsker at læse og som bestemt ikke er bange for at stå op for både andre og sig selv, når noget uretfærdigt er sket. Det her er ikke sidste gang, at jeg dykker ned i nogle af Lindgrens værker, der er mindre kendte her i Danmark og jeg kan varmt anbefale denne debut. Alt i alt en velskreven debut af Lindgren, som handler om den 15-årige Anne Marie, hendes liv og betragtninger af dette på godt og ondt, da livet som teenager ikke altid er helt nemt, men man ved aldrig hvem eller hvad der er rundt om det næste hjørne.