At gå på bogjagt i England

Siden 2010 har jeg forsøgt at tage afsted til England mindst én gang om året og jeg ender altid med at komme hjem med flere bøger end jeg burde købe. Nogle år er der kommet flere med hjem end andre og da jeg ofte støder på spørgsmål om boghandlere på Twitter, Facebook og Instagram, tænkte jeg, at jeg ville dele lidt af min viden med jer. Husk blot på at opgradere jeres bagage så i ikke har for mange kilo i lufthavnen – jeg lærte det desværre på den hårde måde i Gatwick med 10 pund pr ekstra kilo. Så husk endelig at veje jeres bagage inden lufthavnen. Jeg rejser rundt i England, så derfor har jeg opdelt dette indlæg i 3 dele – butikker som kan findes rundt omkring med nye bøger, genbrugsbutikker som jeg ofte besøger og ikke mindst boghandlere i London, der bestemt er et besøg værd.



Over hele England

Waterstones sørger jeg altid for at smutte en tur i, når jeg er i England. Det er en af de største boghandlere i England og man kan nærmest finde en af deres butikker i hver en engelsk by. Sidste sommer bestilte jeg et par bøger til afhentning i deres butik på Gower Street nord for Oxford Street og det var tydeligt at den lå i universitetsområdet, da der var en café, hvor der sad en masse studerende, der var en masse faglitteratur og et par reoler der var dedikerede til de gamle orange Penguinbøger. De har også et virkelig stort udvalg nede på Trafalgar Square og jeg er sikker på, at der er noget for enhver smag i deres butikker. I kan læse mere om deres butikker lige her.

The Works er en god blanding af både skønlitterære og faglitterære bøger samt kontorartikler. Man kan være heldig og finde nogle rigtig gode bøger ganske billigt, men de har alt muligt andet inde i deres butikker. Jeg har en tendens til altid at købe kort, som man kan bruge til fødselsdage og lignende og jeg kigger tit på børnebøger og klassikere, når jeg er der. Den er ikke nær så velassorteret som Waterstones, men der er noget for enhver smag og jeg kommer sjældent tomhændet ud derfra. I kan læse mere om The Works lige her. 

Blackwell’s havde jeg faktisk ikke hørt om før jeg fik Twitter. I modsætning til de to ovenstående så er det en studieboghandel, som typisk ligger i universitetsområderne og jeg tror at man bedst kan sammenligne den med den danske Academic Books. De har utrolig gode priser på især klassikere og contemporary fiction og er uden tvivl et besøg værd, hvis det ikke er børnebøger og kogebøger du går efter. Læs mere om Blackwell’s lige her.


Genbrugsbutikker

Oxfam er en af de genbrugsbutikker, som jeg altid opsøger og dette især i Liverpool, hvor jeg har gjort nogle virkelig gode kup. I nærheden af British Museum i London ligger der også en butik med masser af bøger og den er uden tvivl et besøg værd. Oxfam arbejder på at bekæmpe fattigdom verden over og i kan læse mere om Oxfam og hvem de er lige her. 

Age UK har ligesom Oxfam også mere end bare bøger, men i den lille by West Kirby, hvor jeg boede i 2010, har de nogle fantastiske reoler med en enkelt bog for 1 pund, men 2 for 1’s pris. Det er bøger i alle mulige genrer og jeg plejer altid at smutte ind i deres butikker, så snart jeg ser én. I kan finde mere info om dem og deres butikker lige her. 


London

Skoob Books er ikke langt fra Kings Cross station nord for Themsen.  Når jeg er i London, bor jeg altid i bydelen Bloomsbury, som er i nærheden af Euston Station og British Library og det var først sidste år, at jeg fik besøgt denne boghandel. Det er lidt en af de butikker, hvor man skal vide at den er der, for ellers går man bare forbi skiltet ude på gaden (som jeg har gjort mere end én gang). Det er et fantastisk udvalg de har af brugte bøger og der er ikke den bog, du ikke kan finde. Jeg stødte på både Inger Christensen og Jens Christian Grøndahl på reolerne og de har hele reoler dedikeret til Folio Society og Penguin (både de sorte og de orange). Jeg kom hjem med både en smukt illustreret “Alice in Wonderland”, en af Elizabeth Gilbert og en af Anthony Doerr. Priserne er ganske rimelige og det er svært at komme afsted igen derfra. Læs mere om Skoob Books lige her.  

Charing Cross Road er nok den gade i London, hvor du finder flest boghandlere og antikvariater. Der er faktisk en bog ved navn “84, Charing Cross Road”, der er fra 1970 og skrevet af Helene Hanff. Den viser en korrespondance mellem Hanff og en britisk antikvarisk boghandler og jeg kan varmt anbefale både bogen og filmen. Der er lidt mere info om gaden i denne Wiki-artikel og filmen med den charmerende titel “Charing Cross Road” kan ses lige her på YouTube.

Foyle’s er en af de boghandlere, som man kan finde på Charing Cross Road, men det er en stor én af slagsen, så den har brug for sin egen lille beskrivelse. Det er her du skal gå hen, hvis du gerne vil finde nogle signerede udgaver og de har også tit events derinde. De har et par butikker i London, men jeg har faktisk kun besøgt den på Charing Cross Road, men den er bestemt anbefalelsesværdig. I kan læse mere om Foyle’s lige her.

Judd Books er en lille boghandel af slagsen og man kan her finde de mest obskure bøger. Jeg faldt selv over den ganske tilfældigt for et par år siden og jeg købte en graphic novel udgave af Dante’s “The Divine Comedy”. Deres udvalg er ret atypisk og det er derfor at jeg altid kigger forbi. Den ligger også i Bloomsbury-området og det er studiebøger der er deres specialitet. De har også en hel del brugte bøger og det er en lille, men propfyldt forretning fra gulv til loft.  Læs mere om denne boghandel lige her. 


England er et af de steder, som jeg altid vender tilbage til og i må hjertens gerne kontakte mig, hvis i har brug for andre bognørdede anbefalinger i dette land – God weekend til jer 🙂

Reklamer

2016 i bøger

laesning-2016

Mit oprindelige mål af læsning af bøger inde på Goodreads var på 100 bøger og da jeg havde formået at læse 108 i det foregående år, var jeg ganske sikker på at det skulle jeg nok nå. I efteråret engang realiserede jeg, at jeg måtte sætte det ned og det kom ned på 70. Jeg nåede desværre ikke så mange, men her i 2017 tager jeg revanche.

Antal bøger: 

54. Som er præcis 54 mindre end 2015.

Antal sider:

8,848 sider nåede det at blive til, hvilket er en del egentlig.

Den korteste bog: 

Pudsigt nok var min korteste bog i 2016 på kun 16 sider, hvor den i 2015 var på 32 sider. I 2016 var det “De der vandrer bort fra Omelas” af Ursula K. Le Guin.

Den længste bog:

Årets længste blev Daniel Silvas “Den engelske spion”, som på engelsk er på 484 sider, men på dansk 463.

Gennemsnitslængde: 

167 sider, hvilket nok er pga børnebøger og billedbøger.

Gennemsnitsvurdering:

4,4 stjerner. Lidt højere end sidste år, men jeg har også været mere grundig i min research af bøger ift. hvilke jeg køber hjem, låner på biblioteket eller får som anmeldereksemplarer.

Den mest populære bog ift. andres Goodreadsopdateringer: 

Ikke overraskende er det Coelho’s “Alkymisten”, som var en af de rejsende bøger, der kom forbi Albertslund i år. Den har i mange år været bestseller verden over og ifølge Goodreads har den i skrivende stund blevet læst af 1,882,580 læsere derinde.

Den mindst kendte bog ift. andres Goodreadsopdateringer: 

Jeg er ikke helt sikker på, om jeg selv oprettede denne på Goodreads, men jeg tror det næsten. Kun en enkelt anden person udover mig har indtastet en læsning af Benni Bødkers “Djævelens Øjne” – virkelig anbefalelsesværdig børnebog, som er illustreret af Thomas Thorhauge.

Alt i alt: 

Et lidt sløvt læseår for mig, hvis jeg skal være helt ærlig. 2014 bød på 104 bøger og 2015 på 108, så her i 2017 skal jeg have uppet mit læsegame og nok nedprioritere de sociale medier lidt. Dog ikke bloggen. Der kommer nok til at være en del aktivitet herinde, når bøgernes sider vendes i større grad 🙂

Kender i nogle read-a-thons, som man kan melde sig til udover Deweys?

#Et par anbefalinger – Bøger om jul

Kalenderen siger allerede 4.december og jeg er kommet godt igang med en del forskellig julelæsning samt et par ikke-julede bøger. For ikke så længe siden anbefalede jeg jer nogle bøger om forfattere og forfatterskaber og derfor tænkte jeg, at i måske også kunne have brug for inspiration til et par julebøger. Nogle af disse bøger har jeg læst utallige gange, andre få gange og nogle er endnu ikke læste/færdiglæste. Jeg kender mange andre gode julebøger, så i spørger bare løs, hvis i mangler en anbefaling.

De her to læste jeg også sidste år og jeg læste endda også “Det første juleeventyr” af Bent Haller tilbage i 2014. Jeg var stødt på den samme sommer i en genbrugsbutik og da jeg som barn var meget begejstret for hans bog “Silke”, måtte den hjem med det samme. Kapitlerne er ganske korte i den og da december ofte er en travl måned for mig, kan man sagtens lige nå at læse dagens sider inden hovedet rammer hovedpuden om aftenen. “Julemysteriet” af Jostein Gaarder havde mine forældre og bror med hjem til mig engang, da de havde været i Norge. Jeg kendte ikke til meget norsk litteratur dengang, og jeg gav dem 3 navne, hvis bøger de gerne måtte kigge efter: Shakespeare (det er interessant at læse Shakespeare på forskellige sprog), Ibsen og Gaarder. De kom hjem med bøger af alle 3 og det var først sidste år, at jeg fandt bogen af Gaarder frem fra gemmerne og læste den for første gang. Gaarder fortæller hans historier på en helt unik måde og jeg kan varmt anbefale den til både store børn og voksne. Så vidt jeg ved er den til at få på dansk (jeg læser selv den norske udgave nemlig).

De her bøger er begge fra serien “Wordsworth Classics” og lige de her henvender sig især til børn. “A Christmas Carol” af Charles Dickens er en af de bedst kendte britiske julebøger og der er flere filmatiseringer end jeg kan tælle på en enkelt hånd. Denne udgave er desuden også illustreret og en skønne jul skal jeg nok få den færdiglæst inden vi når juleaften. Jeg forsøgte sidste december og pludselig var det januar, men i år forsøger jeg endnu en gang. Den anden bog fra Wordsworth Editions vandt jeg faktisk ovre hos Malene, hvis blog Wondrous Bibliophile er linket længere nede i dette indlæg. Det er allerede 2 år siden og ligesom bogen med Dickens er den fuld af jul og fine illustrationer. Denne her er en samling af små tekster fra forskellige forfattere (heriblandt en forkortet udgave af “A Christmas Carol”) og jeg nåede at læse noget i den sidste år. Netop nu ligger den igen på mit natbord og jeg ser frem til at læse både digte, noveller og uddrag af romaner i den kommende tid.

Da Terry Pratchett døde sidste forår, var det noget af en sorgens dag herhjemme. Min kæreste er stor fan af hans Discworld-verden og det gik op for mig, at jeg ikke havde læst særlig mange af hans bøger. Denne her er en af dem, men hvis den bare er halvt så god som tv-filmen, så er den virkelig julet på en helt anden måde, end man er vant til. En af hovedrollerne i tv-filmen spilles faktisk af Michelle Dockerey (bedre kendt som Lady Mary i “Downton Abbey”) og vi har de sidste par år set filmen lige i de sidste dage op til juleaften.

“Julefortællinger” af Astrid Lindgren er en bog, der har fulgt mig i mange år. Det er den julebog, som jeg har læst flest gange og hver gang jeg læser den, lægger jeg mærke til nye detaljer. Illustrationerne i fortællingerne om både Pippi, Emil, børnene fra Bulderby, Lotte og Kitte Kry er blandt mine favoritter i børnebøger og hver gang at jeg har kigget på bogen på bogreolen i løbet af november har jeg tænkt: “Dig tager jeg snart ud igen for jeg ved ikke hvilken gang” og jeg ser frem til den årlige julelæsning af den. “Den lille historiebog” er til gengæld én, som er gået i arv fra min kærestes familie. Da jeg i starten af 2015 besøgte min kærestes barndomshjem, havde hans far fundet nogle bøger frem og jeg faldt over et par bøger med julehistorier. Forsiden på denne her er simpelthen så fin og det bliver hyggeligt at få læst nogle gamle historier (der er en masse af slagsen i øvrigt og denne her er fra 1952).

De her faldt jeg over den anden dag, da jeg havde fået fri fra arbejde. “The Nutcracker” af E.T.A. Hoffmann er også en klassiker og denne her indeholder de fineste illustrationer af Roberto Innocenti, som jeg også varmt kan anbefale. Jeg er endnu ikke helt færdig med at læse den, men så smukke illustrationer ser man ikke så ofte og jeg ved allerede nu, at det ikke er sidste gang, at jeg læser fortællingen om Marie og musene. Den til højre stak lidt længere ud fra reolen end de fleste andre på den side, og jeg tænkte, at den så rimelig juleagtig ud. Det er “Snowflake Bentley”, som er skrevet af Jacqueline Briggs Martin og illustreret af Mary Azarian. Den er ganske kort, så jeg læste den ganske hurtigt, men den handler om en mand, som er fascineret af snefnug og han eksisterede rent faktisk i virkeligheden. Søg blot på “Snowflake Bentley” på Google, men bogen er også virkelig fin og anbefalelsesværdig.

Hermed slutter mit lille indlæg om julebøger – jeg krydser fingre for, at i får en skøn jul og at i har fundet jer stakkevis af julebøger (om det så er børnebøger, julekagebøger eller sanghæfter så skaber det jo en form for julestemning, selvom vejret ikke bidrager til det for tiden).

Hvis i mangler mere inspiration, så har jeg set at Malene ovre på Wondrous Bibliophile anbefaler julebøger i dette indlæg og at Amalie på Adventures of a bookgeek har skrevet det her indlæg 🙂

#Et par anbefalinger – Bøger om forfattere og deres forfatterskab

Den anden dag, da jeg havde fri fra arbejde, havnede jeg pludselig i bibliotekets sektion under 99.4. Udover at læse bøger af og om forfattere så elsker jeg også at læse om deres værker og på biblioteket i Emdrup har de en fantastisk samling af den type bøger. Ved et tilfælde startede jeg ved C.S. Lewis og mængden af bøger om manden og hans hovedværk “Narnia” blæste mig fuldstændig bagover. Aldrig før har jeg haft så stor en lyst til at låne dem alle og blot begrave mig i bøger om en forfatter og hans værk. Dernæst begyndte jeg at kigge efter mine yndlingsforfattere og bevægede mig også ned til biografier for børn, da jeg havde set den nye form for billedbog om Astrid Lindgren et par dage før på en bogvogn nær denne sektion. Tidligere på bloggen har jeg lavet et lille indlæg om at læse biografier, og derfor ville jeg gøre det lidt anderledes for en gangs skyld. Hvem ved, måske gør jeg snart noget lignende igen. Men da jeg gik rundt, faldt jeg over disse bøger og tænkte, at i måske også ville finde nogle af dem (eller dem alle) interessante.

Som barn læste jeg “Anne fra Grønnebakken” af Montgomery og da jeg gik på jagt ved biografierne, forventede jeg kun at finde en bog eller 2 om Montgomery og hendes forfatterskab. For et par år siden købte jeg hele serien af bøger og da jeg opdagede, at der kommer en ny serie på Netflix, begyndte jeg at google lidt og fandt en film fra i år, hvor Martin Sheen spiller Matthew (og jeg har netop set den og kan bestemt godt anbefale den). At der fandtes bøger om hele kulturen bag tv-serien, hvordan Montgomery arbejdede som forfatter og ikke mindst hendes liv generelt kom utrolig nok bag på mig (jeg finder tit bøger frem under 99.4 ellers). Den første, som jeg vil vise jer, er denne svenske bog, som hedder “Besläktade själar: läsupplevelser av Anne på Grönkulla”, der blev udgivet i 2009 og som Åsa Warnqvist står bag. Her er både en nu voksen kvindes læseoplevelse af den tilbage i 1933, da hun var 9 år gammel, men også en kvinde, som læste den i 1974 og et barn, der læste den i 2007. Jeg regner helt bestemt med at anmelde den på bloggen, når jeg har læst den færdig – jeg er sikkert ikke den eneste bogblogger, som har læst bøgerne om Anne som barn.

En bog, som jeg aldrig før er stødt på, er denne her. “Imagining Anne: the island scrapbooks of L.M. Montgomery” (2008) blev udgivet i forbindelse med 100-års jubilæet for historien om Anne. Den er udgivet i et samarbejde mellem Elizabeth Rollins Epperly, Adrienne Clarkson og Francis W. P. Bolger og de fremviser en scrapbook, som Montgomery arbejdede med gennem flere år. Da jeg så den på hylden, blev jeg nysgerrig over bogens store format og det var først, da jeg stod med den mellem mine hænder, at det gik op for mig, at det ville give mig et helt andet indblik i historien om Anne. Hvad Montgomery selv blev inspireret af, hvordan hun brugte nogle elementer i hendes hovedværk om Anne og ikke mindst hvordan man levede dengang i Canada. Der er billeder, pressede blomster, artikler og ikke mindst poesi blandt de mange sider og jeg ser frem til at dykke mig helt ned i den (inden min forhåbentlig snarlige genlæsning af hendes historier om Anne).

Sidste år udkom den smukkeste billedbog for børn på norsk, som handlede om Astrid Lindgren. For voksne findes der flere biografier (blandt andet Andersens og Strömstedts), men hvad der er helt specielt ved denne, er de smukke akvareller og måden, hvorpå historien om hendes liv er gjort børnevenlig. Instagramprofilen @astridlindgrenbiography er dedikeret til denne bog og jeg klappede i mine små hænder, da jeg så, at Gyldendal ville udgive den i år. Det er ikke længe siden, at jeg stod og kiggede på den inde i Boghallen ved Rådhuspladsen og jeg kan varmt anbefale bogen til enhver beundrer af Lindgren. Og jeg har netop læst den – de tænksomme citater af hende er bemærkelsesværdige og jeg har planer om at ønske mig bogen til jul.

Hylderne med bøger om Astrid Lindgren var fyldte og for en stor fan som jeg var det svært ikke at låne hele rækken med hjem med det samme. Denne så dog virkelig interessant ud. Den hedder “Alltid Astrid: minnen från böcker, brev och samtal” (2012) og er skrevet af Ulla Lundqvist. Umiddelbart tror jeg ikke, at den er at finde på dansk, men det er en lille bog på blot 152 sider (jeg siger blot, da der var mange bøger, som var langt tykkere på reolen) og Lundquist, som selv voksede op med Lindgrens børnebøger, kendte også Lindgren som voksen. Hun skrev også tilbage i 1970’erne en længere afhandling om Pippi og den glæder jeg mig til at læse mere om. Men måske endnu mere den sidste del af bogen, som handler om nogle af de steder (f.eks. Palæstina), hvor Lundquist har medbragt bøger fra Lindgrens forfatterskab.

De sidste par år har jeg læst nogle af Tove Janssons bøger, som ikke handler om Mumitroldene. Derfor blev jeg glad da jeg på biblioteket fandt ikke blot én, men flere om hendes liv, Mumitroldene og ikke mindst de andre bøger i hendes forfatterskab. For et par år siden lånte jeg en stor svensk bog om hende med masser af billeder, som i kan finde ovre på listen over boganmeldelser (under forfatteren Karlsson) og denne bog starter med hendes debut i 1945 “Småtrollen och den store översvämmingen” og slutter af med romanen “Den ärliga bedragaren” fra 1982 (som jeg ikke havde hørt om før jeg læste bagsiden af denne bog). Den udgave, som jeg har lånt, er den svenske oversættelse “Vägen från Mumindalen”, men originalt blev den udgivet som “Tove Jansson, Moominvalley and beyond”, begge i 1984. (Og nu hvor vi er ved det, så kan jeg godt anbefale dokumentaren “Moominland Tales – The Life of Tove Jansson”, som kan findes på YouTube).

For ikke så længe siden fik jeg besøg af “Den lile Prins” på hans rejse rundt i Danmark og jeg satte mig for at lære forfatteren bag den lommefilosofiske bog bedre at kende. Da jeg på biblioteket var på vej tilbage efter en jagt på en bog om Terry Pratchett, så jeg en høj bog ud af øjenkrogen og jeg tog den ned fra hylden med det samme. “The art, writings and musings of Saint-Exupéry” (2004) af Nathalie des Vallieres og Roselyne de Ayala er lidt ligesom den scrapbook, som Montgomery selv lavede. Denne består af skitser og udkast til historier og ikke at forglemme er der beskrivelser af manden bag ordene. Ifølge Amazon vejer den 1,6 kg, så det er ikke lige én, som man lige render rundt med i håndtasken. Den er både en skat for kenderen af hans forfatterskab og nybegynderen (som jeg selv betragter mig som med kun 1 læst bog af ham).

Som i måske har opdaget, så elsker jeg historien om “Alice in Wonderland” i alle mulige afskygninger (sidst jeg talte havde jeg 8 forskellige udgaver), men hvordan Carroll fandt på historien har jeg aldrig vidst frygtelig meget om. Kun at en pige ved navn Alice Liddell var inspiration til noget af det. Da jeg nåede hen til bøgerne om Carroll, havde jeg allerede fundet de 6 andre bøger, og besluttede mig for kun at låne en enkelt ud af de mange. Som litteraturhistorienørd fandt jeg særlig Reichertz’ “The Making of the Alice Books” interessant. Det er ofte, at jeg til litteraturarrangementer hist og her særlig bider mærke i hvilke forfattere og  værker, som forfattere selv er inspireret af og denne bog viser ved hjælp af en del illustrationer hvordan Carroll ikke var den eneste, som fandt på det med en verden gennem “a looking-glass”. En must-read for enhver fan af historien om Alice i øvrigt.

Hvad med jer? Læser i også lignende bøger om forfattere og deres værker?  

The Danish Book Blog Award 2016

Jeg har læst bøger så længe jeg kan huske og husker endda endnu hvordan en medarbejder i min børnehave satte min fantasi i gang, da “Da yggenykkerne stjal Rundetårn” af Jørn Birkeholm blev læst op og i flere år tænkte jeg på de figurer. Bøgerne har også taget mig andre steder hen end det indre København; jeg gik ved floden med Laura og hendes søstre i Wilders fortælling om hendes barndom, jeg rakte tunge af Gilbert sammen med Anne i Montgomerys historie om den rødhårede pige, min mors udgave af “Little Women” gav mig lov til at besøge Jo, Amy, Beth og Meg i deres hjem omkring juletid, hvor jeg var tilskuer til deres små skuespil og ikke mindst så jeg Emil snitte hans træfigurer for mig i Lindgrens klassiske historie.

Kort sagt har litteraturen, som jeg har læst gennem årene, givet mig et grundlag for den her blog og de bøger, som jeg læser og anmelder den dag i dag. Alene med denne niche er jeg heldigvis ikke og der er efterhånden et helt stort fællesskab om at blogge om bøger her på nettet. Vi er en god blanding derude – nogle er uddannet indenfor litteratur, andre er bibliotekarer, nogle går stadig på gymnasiet og andre blogger ved siden af et arbejde, som er i en helt anden ende end bibliotekarer. Det er så skønt at kunne spørge andre om hjælp og at hjælpe andre bloggere, hvis de lige har spørgsmål om arrangementer, kameraer og ikke mindst WordPress. Endnu har jeg ikke mødt dem alle, men mange har jeg skrevet med på de sociale medier og derfor har jeg også valgt at dele nogle af de andre nominerede til denne pris med jer, som er blandt mine favoritter og som jeg selv ville stemme på, hvis jeg lige havde 5 stemmer liggende:

  • Boghjørnet er sammen med “Flyv med mig” en af de blogs, som jeg har fulgt i længst tid. Simone, som bor i Aalborg, tager nogle af de fineste billeder og jeg er flere gange blevet overbevist om snarlig læsning af flere bøger efter at have læst hendes interessante anmeldelser.
  • Bibliotekattens Bøger styres af Kathrine, som til daglig er bibliotekar og som er en haj til sociale medier. Faktisk den sejeste bibliotekar på Instagram, hvis jeg skal være helt ærlig. Hun læser mest ungdomsbøger, men “almindelige romaner” for voksne sniger sig også ind nogle gange og jeg er vild med både hendes kjoler og bogreol.
  • Litfix mødte jeg første gang her i september til arrangement på Politikens Forlag og det er efter at jeg har fulgt hende og hendes anmeldelser lige siden dag 1 (tror jeg). Julie Rasmine studerer dansk til daglig og det er særlig inspiration til danske romaner, som jeg finder ovre på hendes blog. Hendes kendskab til Tove Ditlevsen er virkelig utroligt og jeg er også stor fan af hendes blogindlæg kaldet  “skriverier”.
  • Trilogien styres af 3 kvinder, som styres af bogopsætteren Malene og bibliotekarerne Camilla og Marianne, som er kort sagt: mega awesome mennesker! De tager også virkelig gode billeder af bøger og deres anmeldelser er helt nede på jorden. De skriver også lidt om podcasts og det er en fornøjelse at følge dem på Instagram, hvor jeg ofte også bliver inspireret af deres tekster til bogbillederne.
  • Flyv med mig, som Rikke står bag. Hun skriver de fineste anmeldelser og jeg er særlig vild med hendes Tankemylder-indlæg, hvor man virkelig lærer hende bedre at kende. Til daglig læser hun Litteraturvidenskab på SDU og hun er ligeså hjælpsom på de sociale medier som hun er sød ansigt til ansigt.

Du kan finde mere om Plusbogs Book Blog Award lige her: http://www.plusbog.dk/info/danish-book-blog-award

Men kun indtil d.14.oktober, da det derefter er op til en jury at kigge nærmere på de 5, som har fået flest stemmer og vinderen offentliggøres på årets Bogforum i november.