Til arrangement om isbjerge, grønlandske mord og forfatterdrømme med Mads Peder Nordbo

Her i vinters begyndte jeg at følge Mads Peder Nordbo på de sociale medier, som er en dansk forfatter, der bor på Grønland for tiden. Snedriver er en del af hans ugentlige feed på både Instagram og Facebook og selvom jeg ikke er den store kriminørd, var jeg ikke i tvivl om at takke ja, da Politikens Forlag inviterede bogbloggere forbi til en eftermiddagssnak med ham her i går. Siden 2012 har han fået udgivet både “Odins Labyrint”, “Thuleselskabet” og “Gudspartiklen” og ovenstående er den nyeste i rækken, nemlig krimien “Pigen uden hud”, som blev udgivet den sidste torsdag i april. Efter et hurtigt besøg i Boghallen og et kort opkald til Vicki fra pressen, begav jeg mig op igennem den gamle bygning oppe bag Boghallen, hvor man ikke behøver kigge 2 gange på en reol for at vide hvilket forlag man er inde hos. Der er både de røde rejsebøger, hylder med hele Adler-Olsens forfatterskab og for at komme ind til dagens lokale gik man også forbi ovenstående bog placeret på hylder i selskab med de andre nyeste bøger.

Efterhånden som klokken nærmede sig 15.00, kom der flere og flere bloggere og vi fik sat os godt til rette med snacks og drikkevarer foran os. Efter en introduktionsrunde af os bloggere begyndte Norbo at fortælle om hans liv på Grønland og den nye bog. Oprindeligt er han fra den fynske by Tommerup og han har boet på Grønland i 2 ½ år på nuværende tidspunkt. Sidste uge var der reception for hans bog og han fortalte at han lidt havde forsøgt at gemme sig i flokken, da han er ret genert anlagt. Danmarksbesøget er kun på 14 dage i denne omgang og han fortalte hvordan han regnede med at bo oppe på Grønland endnu et år før han nok ville komme til at pendle mere mellem Danmark og Grønland.

Dagens første egentlige spørgsmål drejede sig om hvorfor han skriver som han gør og han erklærede at det er fordi at “der er et eller andet jeg har lyst til at formidle” og at tanker om hvordan formen skulle være først kom senere. Selvom Grønland er et ret barskt land, så faldt han og hans familie for det og særligt hans fascination af is skinnede igennem hans første udkast af denne bog. Så meget at hans redaktør faktisk satte et udråbstegn i margen og skrev noget i stil med “nu ved vi godt at du er vild med is”. For ham er det vigtigt at man kan mærke naturen og samfundet og for ham fungerer det bedst, når han skriver ud fra hans følelser.

Der er også flere ting, som han har lært om livet oppe på Grønland. Han og hans familie måtte blandt andet vænne sig til at tiden deroppe ikke er det vigtigste, men at naturen er vigtigere. Der er ikke samme stress som der er her i Danmark og en af bloggerne indskød, at han også havde bemærket at beskrivelserne af naturen i bogen var storslået og Nordbo erkendte at han havde forelsket sig i isen med det samme. For ham var der noget fascinerende ved isen, som er ældre end det moderne menneske og han indrømmede at han godt kunne finde på at slikke på isen. Alle i lokalet grinede med ham et øjeblik og bogbloggeren Isabel, som jeg sad ved siden af, spurgte, om tungen så ikke sad fast, men det gjorde den ikke ifølge Nordbo. Han forklarede dernæst noget om hvordan ensomheden deroppe faktisk for ham er dejlig og “en form for gave”, da man er hvor man er og selvom Nuuk er en stor by, så er der en form for uendelighed bag fjeldene, som man “kan forsvinde ind i”.

Samtalen gik dernæst over til et spørgsmål om hans efternavn samt hvordan man udtaler Tupaarnaq på grønlandsk og en af bloggerne var faktisk fra Grønland, så hun forsøgte at forklare det med hvordan man trækker ordet ud ved dobbelt a. Inspirationen til denne hovedkarakter var tre stærke kvinder, som Nordbo kender fra Nuuk, og ikke Lisbeth Salander fra Larsson’s bøger, som en journalist ellers foreslog. Der er visse lighedstræk mellem dem, men hans Tuparnaaq har forsøgt at komme videre og har fået en tatovering som en form for beskyttelse, som er et dække af blade. Bogens titel “Pigen uden hud” kommer fra den følelse, som man kan have, når huden er så ødelagt at man ikke føler, at man har en hud og kunstneren bag forsiden havde netop et kendskab til denne følelse. Vi var flere som var vilde med forsiden og han håber også selv at det er den der kommer på, når den bliver udgivet i de andre lande senere hen. Pt er den på vej i 16 lande og størstedelen af disse købte bogen allerede inden den danske udgivelsesdato. Nogle filmrettigheder er også blevet solgt og om dette samt rettighederne forklarede han at han “er begejstret på en fynsk måde”.

Efter en længere snak om hvordan hans arbejdsproces ser ud og lidt om hvordan plottet blev konstrueret (her særligt hvorfor det for ham er svært at følge et skelet, da det nogle gange stikker af for ham i hovedet) forklarede han hvordan han godt kan lide at bøger er som en form for labyrint og erklærede at for ham gælder det at “desto mere labyrintisk desto bedre”, hvilket fik mig til at tænke på hvor længe han selv havde tænkt på at skrive bøger. Hans svar var at han egentlig altid havde drømt om at skrive bøger og i hvert fald siden han var en lille purk på 9 år, da han kunne huske så langt tilbage. Det varmede mit biblioteksnørdede hjerte da han fortalte om hvordan han var kommet på biblioteket med sin mor som barn, hvor bibliotekaren Inga sad inde i et dystert, støvet og mørkt bibliotekar og sammenlignede hende med en karakter fra Harry Potter, der både agerede vagt og som stemplede bøgerne ved udlån. Hans første erindring om en bog var bogen “David” af en kvinde ved navn Anna, hvis efternavn han har glemt og han husker stadig hvordan hunden i bogen blev skudt og sagde at han ikke var sikker på at han endnu var kommet over det. Det at han kan skrive i dag føler han sig virkelig heldig over og kærligheden til bøger var ganske tydeligt for os alle rundt om det runde bord.

Før jeg vidste af det var det tid til at runde af og få signeret vores bøger. Der var skam også tid til selfies og småsnak med de andre og ham på dette tidspunkt og kort tid efter var det igen tid til at tage hjemad mod Ringsted. Tusind tak for invitationen til Politikens Forlag og Mads Peder Nordbo – det var sådan en interessant eftermiddag og jeg ser virkelig frem til at få læst bogen 🙂

Fantastiske boghandlere #1 – Politikens Boghal

Jeg elsker at gå i boghandlere og i en ny serie her på bloggen vil jeg vise snapshots fra nogle af de boghandlere, som jeg elsker at komme i. Denne gang er det inde fra Politikens Boghal, som jeg besøger ganske ofte og de har fantastiske forfattersamtaler på deres trappe. Info om butikken længere nede i indlægget.

Boghallen er åben hver dag, den ligger på hjørnet af Rådhuspladsen i København, de er meget aktive på Instagram og deres hjemmeside er lige her. 

Dewey’s 24 Hour Read-a-thon 2017 #1

Sidste gang jeg deltog i Dewey’s 24 Hour Read-a-thon havde jeg udvalgt denne her stak og det er allerede 2 år siden. Lige da jeg havde startet bloggen. Siden da har jeg nøje fulgt med, når de andre bogbloggere har tilbragt et døgn i læsningens tegn, medens jeg selv har været forhindret. Nu er det blevet tid for mig at deltage igen og jeg tilmeldte mig i går.

Derfor har jeg endnu ikke udvalgt en stak til læsning, men går i tænkeboks her de næste par dage, så jeg er klar til kl. 14.00 på lørdag. Og jeg glæder mig som et lille barn. Jeg er ved at lave lister over de bloggere, som allerede har skrevet at de deltager og jeg har skimmet indlæg om gode snacks.

Eftersom det er 2 år siden sidst, tænkte jeg, at jeg ville spørge jer søde følgere: Hvad er dit bedste tip til en allnighter som denne med læsning? Og deltager du også her på lørdag?

Reception for “Lyset sletter nattens ord”

Det er ikke hver dag, at Politikens Forlag inviterer til reception inde i Politikens Boghal og derfor tøvede jeg ikke med at takke ja til invitationen, der tikkede ind i mailboksen i sidste uge. Eftermiddagens hovedperson var journalisten og forfatteren Miki Mistrati, som tidligere har arbejdet inde på Ekstra Bladet. Hans samtalepartner denne eftermiddag var Morten Skjoldager, som også både er journalist og forfatter. Skjoldager, som selv har skrevet en bog om PET, indledte med et spørgsmål om denne bogs titel og Mistradi forklarede med det samme, at han kæmpede for denne titel pga dens “manglende sexappeal”. Den hentyder til de fordækte ting i natten, som forsvinder, så snart det bliver lyst. Eller som han formulerede det: “Så snart det bliver lyst, er alt det du har tænkt væk.”

Derefter begyndte de at snakke om hvor meget fra bogen der er hentet fra virkeligheden og Mistrati forklarede hvordan at en del inspiration kom fra det han har oplevet, men at dette er en fiktiv form. F.eks. er der fællestræk med personer fra det salafistiske miljø, som Mistrati har betragtet siden 2006, men det er mest af alt en lille smule fra en masse. “Du tager noget, du får noget” sagde han blandt andet om de historier, som han havde hørt om som journalist. Han begyndte på bogen tilbage i 2014, og han nåede at opleve “virkeligheden overhale fiktionen”  2 gange – første gang var allerede året efter inde på Krystalgade og anden gang var for nylig i London.  For ham var det både stressfremkommende og “saaaateme uhyggeligt” at de her ting skete og han gik videre til hvordan hans tidligere stilling på Ekstra Bladet havde været med til at inspirere ham. I denne bog hedder en avis Ekspresposten og publikum omkring mig begyndte at smågrine over hentydningen til Ekstra Bladet i navnet på den fiktive avis. Den danner ramme for historien og selvom tidligere kolleger måske vil prøve at finde sig selv i bogen, så er de “der ikke som sådan”.

Skjoldager forklarede publikum, at hovedpersonen har et ret pessimistisk syn på avisbranchen og ville selvfølgelig høre ad, om Mistrati har det på samme måde. Han svarede ved at konstatere at “avisbranchen er i frit fald” og han er dybt modstander af alt det her med clickbait for at få læserne forbi. Det er en trend han desværre også ser i de engelske medier og flere clicks forhindrer ikke den nedgang, som sker netop nu. Sidste punkt på dagsordenen for samtalen var hele den her retning med PET, som Skjoldager også selv har skrevet om som tidligere nævnt. Mistrati har selv haft med PET at gøre siden 1997/98 g pointerede at det ville være “forkert at sige at jeg ikke er inspireret”. Dagens sidste spørgsmål gik ud på hvorvidt Mistrati mente, at der var noget i bogen, som ikke ville kunne ske i virkeligheden og Mistrati forklarede hvordan han var forskrækket over det, som han selv har skrevet og fortalte at det ligeså godt kunne have været en dokumentarisk bog.

Efter samtalen blev det tid til snak, bobler og lidt at spise og selvom jeg egentlig ikke vidste så meget om Mistrati til at starte med, så er jeg ud fra samtalen ikke i tvivl om, at det er en virkelig interessant bog. Det er i øvrigt en psykologisk thriller og i kan læse meget mere om den lige her. 

 

Bogbloggerarrangement på Københavns Hovedbibliotek

Her i søndags var det endelig blevet tid til det længe ventede bogbloggerevent inde på Københavns Hovedbibliotek på Krystalgade. Bogbloggen Mellem-Linjerne og den københavnske litteraturfestival KBH Læser havde arrangeret dette arrangement i fællesskab, hvilket var grunden til at Hovedbiblioteket blev holdt åben på en søndag. Samlet var vi over 40 bogbloggere, et par forfattere, forlagsfolk og et par andre interesserede (heriblandt min tidligere underviser fra IVA, hvilket var lidt pudsigt). Der stod krimi på programmet, men der var også tid til at høre om hvordan en bog bliver skrevet, hvordan vi kan forbedre vores bogbloggeri og ikke mindst om forholdet mellem forfatter og boganmelder. På billedet herover kan i se Louise inde fra festivalen, som peger, samt 2/3 af Mellem-Linjerne. De gule afspærringsbånd var blevet plantet på både vores borde og foran scenen og det satte en form for ramme for begivenheden.

Jeg fulgtes med min gamle gymnasieveninde Pernille derind, som er nyopstartet blogger (i kan se hendes blog her) og da vi var kommet ind i varmen, mødte vi ganske hurtigt min kollega fra Emdrup, nemlig Helene fra Bastrup Bookblog. Vi var bestemt ikke de første, som kom, men der var heldigvis et bord oppe foran, som vi kunne sætte os ved. Jeg fik også lige hilst på min svigerinde Lone ovre fra Krimihjerte og vinket hej til Lotte Petri, som senere skulle holde oplæg og som jeg har truffet på Bogforum og til et andet krimiarrangement på Hovedbiblioteket. Rundt omkring i lokalet genkendte jeg flere bloggere, som jeg følger og snakker med på SoMe, men først nåede Pernille, Helene og jeg at samle lidt mad ovre ved siden af rulletrappen inden arrangementets arrangører gik på scenen. Efter en kort intro gav de ordet videre til Thomas Clemen og hans interimistiske Powerpoint.

Clemen, der snart er på trapperne med den nye bog “Jeg er Sif”, fortalte om hvordan denne bog blev skrevet og udover denne har han også skrevet “Berlin 404” og debuten “Langs Smertegrænsen”. Der er planlagt 5 bind i denne serie og grafen bag ham illustrerer hvor mange ord han skriver. I nogle perioder går det godt med at skrive, mens han i andre perioder holder lidt fri ved blandt andet at kælke med sin familie i Norge og fejre jul. Han fortalte lidt om, hvordan at han kunne mene at hans bog var pissegod, men at forlaget så kunne have en del ændringer. De fleste af disse hjalp ifølge Clemen med at gøre bogen bedre og hvordan en dedikeret redaktør kan hjælpe i processen. Da en af de andre ved spørgerunden spurgte ind til antallet af bøger i denne serie, fortalte han, at han ikke ville være som George R.R. Martin ift. “A Song of Ice and Fire”-serien, hvor “man venter længe på slutningen”, hvilket jeg tror at flere krimilæsere sætter pris på.

Efter en kort pause blev det tid til næste oplægsholder og det var Camilla Høy inde fra Politikens Forlag. Hun er pressechef derinde og hun lagde ud med at erklære, at hun elsker krimiforfattere. Hun fortalte især om den forskel der er på os bogbloggere og avisanmelderne, som anmelder på ret forskellig vis. Hun kaldte os for “superfans” og det er jeg ret enig med hende i – jeg læser både avisanmeldelser og andre bogbloggere og kan klart mærke passionen hos de fleste, når de anmelder. Hun fortalte om hvordan at hun selv var tidligere journalist på netop Politiken og at hun har arbejdet på forlaget i 3 år. Høy gav råd, som både de garvede og de nye bogbloggere kunne bruge og fortalte, at forfattere også er ret glade for bloggere. I denne uge udtaler hun sig faktisk til Bogmarkedet om netop vigtigheden af bogbloggere.

Da jeg så programmet, måtte jeg ind og google Jacob Weinreich med det samme og jeg fandt hurtigt ud af, at det er ham, som er den ene halvdel af Anna Ekberg og A.J. Kazinski. Jeg vidste egentlig godt, at Kazinski var et pseudonym, men ikke Ekberg. Den anden halvdel af pseudonymerne hedder Anders Rønnow Klarlund og de to begyndte at mødes for 10 års tid siden. Weinreich, som er uddannet manuskriptforfatter, og Klarlund, der er filminstruktør, havde en idé om et plot og brugte 3 år et par gange om ugen, hvor de snakkede om plottet på en bænk. Det lykkedes ikke at få det filmatiseret, men istedet bearbejdede de manuskriptet og det blev til romanen “Den sidste gode mand”, der handler om Niels Bentzon og denne bog blev hurtigt en succes. Ting i privatlivet resulterede i snakke om andre ting end lige krimier og efterhånden fik de arbejdet på en anden idé, som krævede et nyt univers. Og ifølge forlaget – også et nyt navn udenpå bogen. De befandt sig tilfældigvis på en kirkegård og kombinerede navne fra to gravsten, som blev til Anna Ekberg. De var meget fascinerede af kulørte epos som “Dallas” og “Dollars” og han læste op fra denne nye bog, som hedder “Kærlighed for voksne” og som bliver udgivet senere dette forår.

Efter en lidt længere pause blev det tid til at høre Julie Hastrup, som både havde fået sig en lille talerpult og et klip op på den store skærm. Da hun havde lagt mærke til, at vi ikke alle var krimibloggere, lagde hun ud med at fortælle om Rebekka Holm, der er hovedpersonen i hendes krimiserie, hvor den nyeste (og nr. 6 i rækken) udkommer ganske snart under titlen “Mirakelmanden”. Hun er uddannet journalist, men hun har altid vidst, at hun ville skrive krimier en dag. Hastrup forklarede, hvordan hun blev “opflasket med krimi”, da hendes mormor elskede den slags og særligt filmen “Vindeltrappen”, som hun så i en ret tidlig alder, husker hun. Et skalpelsæt, mormorens kæreste, som arbejdede på Bispebjerg Hospital, og dukker endte også ud i nogle ganske mærkværdige oplevelser, selvom hun i dag ifølge hende selv er den vildeste bangebuks. Hun kan “se det uhyggelige i det hyggelige” og fokuserede dernæst på den nye bog, hvor hun tog til Finland for at researche. Med læsebrillerne på læste hun op fra denne og denne oplæsning vakte virkelig min interesse. Sindssygehospital, Finland og hemmeligheder – what’s not to like?

.

Den næste på den lille scene var Lotte Petri, som jeg har mødt og hørt et par gange før. Hun havde taget et par af sine bøger med og fortalte lidt om dem og researchen bag. For hende er det vigtigt, at det skal ligge op ad virkeligheden. Hun kan godt lide at besøge de steder, som hun vil skrive om for at opleve hvordan det føles, hvordan det ser ud og ikke mindst hvordan det lugter. Petri voksede op på en underafdeling af det psykiatriske hospital Sct Hans, hvor jeg arbejdede sidste år, og fortalte om både patientflugter og hvordan hun blev passet af de søde patienter, så de kunne rekonvalescere. En anden ting, som Petri finder særlig interessant, er, “hvad er det, der gør at man slår ihjel?” og hun sørger for, at ethvert element i bogen bliver så troværdigt som muligt og dette er ved hjælp af eksperter på forskellige områder. Hendes nye bog “Djævlens Værk” udkommer i primo april og til denne opsøgte hun både en dansk eksorcist og en oceanolog, der kunne svare på hendes spørgsmål. Hun læste en smule op fra denne bog og den er bestemt ikke tiltænkt sarte sjæle.

Rikke Andrup havde to kasketter på i dagens anledning, da hun har blogget om bøger i mange år før hun startede forlaget “Drømmefangeren” sammen med Pernille Vørs. De startede forlaget sidste år og forud for dette havde hun blogget siden 2012. Først om krimier, så om lidt forskellige genrer før hun “valgte at skære helt ind til lyserødt” og henviste her til at ikke alle følgere var fulgt med, men også at flere virkelig dedikerede var kommet til. Hun anbefalede os bloggere at niche-bestemme os, da man ellers kan risikere at have virkelig mange bøger, som man mere stresser over end ellers. Andrup fortalte hvordan hun havde snakket med Vørs om det med at miste grebet på sin “bogbaby”, og en hurtig beslutning om at starte noget op blev hurtigt taget. Hun indrømmede, at det ikke kun er en “dans på roser”, men passionen for foretagendet var tydelig i oplægget. En anden ting, som Andrup fokuserede på, var tonen i anmeldelser, da det er meget vigtigt at være konstruktiv (desværre ikke altid at bloggere er det), og vi skal huske på, at forfatteren har brugt mange flere timer på bogen end vi har på at læse den, hvilket jeg synes er en fantastisk pointe.

Sidste forfatter på scenen var Anika Eibe, som blev interviewet af bloggeren Kathrine, som har bloggen Bibliotekattensbøger. Deres emne var forholdet mellem bloggere og forfattere, og det var netop relevant for de to, da Kathrine har anmeldt et par af Anikas bøger og hovedspørgsmålet blev hurtigt: “Hvordan skal en forfatter reagere når hans/hendes bog er blevet anmeldt uanset om det er ros eller ris? ” Det er noget som har været oppe og vende flere gange medens jeg har været blogger og det skabte en virkelig interessant diskussion, også med os andre der ikke var på scenen. 

Festivallederen for KBH Læser Niels Offenberg afsluttede dagen med at høre om hvordan biblioteket kan involvere bloggere og jeg krydser fingre for at der kommer flere events i København i de kommende år 🙂

Udover denne fine bogstak, som lå i et net fra Arnold Busck (jep, de gode råhvide nogle med masser af bogstaver på) fik vi også plakater fra firmaet Poesiplakater, som jeg virkelig ser frem til at få op i ramme, en rabatkode fra Mofibo og et indkøbsnet fra Modtryk med tekst om Lisbeth Salander.  Tusind tak til både Modtryk, Turbine, Politikens Forlag, Arnold Busck, Poesiplakater, Mofibo og ikke mindst arrangørerne bag eventet – jeg kommer gerne igen 🙂