Nyheder af den bedste slags

Endelig blev det mandag og jeg har spændende nyheder at dele med jer.

For det første vil jeg undskylde stilheden den seneste tid – sygdom, bryllup hos venner, arbejde og studie har taget en god del af min tid, men i weekenden har jeg været ude og tage billeder af bøger og jeg glæder mig til at få anmeldt de bøger, som jeg har læst på det sidste.

For det andet vil jeg fremover kun lave nye indlæg ovre på den nye side og jeg er stadig ved at få styr på Bloglovin’ til den side, men jeg deler link med jer dertil, så snart der er styr på det. Jeg er så stolt af endelig at have en hjemmeside, som er helt min egen og som har så meget plads så at jeg kan begynde at lave små videoer for alvor. 

For det tredje er jeg også stolt over at kunne fortælle jer, at jeg igen i år er nomineret til Danish Book Blog Award 2017, som Plusbog står bag. Vi har først fået lov til at offentliggøre det i dag, så indtil i dag har jeg gået og været spændt på, hvem der ellers er nomineret og igen i år er det et virkelig stærkt felt af deltagere. Jeg skriver snart et indlæg dedikeret kun til dette, men indtil videre kan i stemme på mig eller en af de 15 andre dygtige bogbloggere lige her på Plusbog’s hjemmeside indtil 13.oktober, hvor de 5 finalister findes og den endelige vinder får overrakt en præmie inde på Bogforum i november. Men indtil da: Tusind tak for alle jeres søde kommentarer siden bloggens begyndelse og jeg hygger mig virkelig med at dele anmeldelser og især bogbilleder med jer (og jeg ved godt, at det lyder meget bognørdet). Billederne i dette indlæg er blandt de nyeste her på bloggen i øvrigt og afspejler meget godt, hvad jeg mest skriver om 🙂

Og sidst, men ikke mindst så kommer der snart en konkurrence med 2 fantastiske bøger, som Politikens Forlag har sponsoreret. Den kommer også til at foregå ovre på den nye side, så hold godt øje både på Instagram og på Facebook 🙂

Reklamer

Månedlige refleksioner – August

Så er endnu en måned forbi og kalenderen skriver september nu istedet for august. Mine dage har været fulde af oplevelser, bøger og arbejde og det er helt mærkeligt at være tilbage på skolebænken igen. Og efter dette semester er jeg klar til arbejdsmarkedet. I løbet af august har jeg desuden passet hus for mine forældre et par gange og ovenstående billede er fra deres have. To weekender har min kæreste og jeg været i Jylland, først til venindes polterabend og dernæst til fejring af min svigerinde Lone fra Krimihjerte, som blev 50 i år og som havde inviteret familie og venner til fest på en lørdag. Jeg fik også mødt Colson Whitehead, da han gæstede København og det er fuldt ud forståeligt, at han har fået alle de store priser, som han har. Jeg troede, at jeg ville få læst mere, men jeg har brugt en del tid på at være kreativ istedet og også set Netflix, må jeg ærligt indrømme.

Antal sider:

1,285  sider

Antal læste bøger:

5 (heraf 2 romaner, 2 børnebøger og 1 ungdomsbog)

4 er læst på dansk og 1 på engelsk.

Månedens citat:

 

“He hopped a few steps in the air, skipped back to where he started, and then began again.

“You certainly must be very old to have reached the ground already.”

“Oh no,” said Milo seriously. “In my family we all start on the ground and grow up, and we never know how far until we actually get there.”

“What a silly system.” The boy laughed. “Then your head keeps changing its height and you always see things in a different way? Why, when you’re fifteen things won’t look at all the way they did when you were ten, and at twenty everything will change again.”

“I suppose so,” replied Milo, for he had never really thought about the matter.”

The Phantom Tollbooth af Norton Juster

Arrangementer:

Colson Whitehead i Boghallen var faktisk månedens eneste arrangement. Jeg krydser fingre for flere ting i september.

De bedste bøger:

Den underjordiske jernbane af Whitehead. Sikke en stærk historie! Det var for mig en af de bøger, hvor man læser lidt ad gangen for at få den til at strække sig over længst mulig tid og da sidste side var vendt, havde jeg egentlig lyst til at starte forfra.

Hemmelighederne på Nanreath Hall af Rickloff. Hvis der er noget, som jeg elsker at læse for tiden, så er det store dramaer i stil med “Downton Abbey” og “Victoria”, og jeg var ikke i tvivl om, at dette var en bog i min boldgade. Denne passede helt perfekt ind i den boldgade så at sige.

De sorte fugle af Boyle Rødtnes og Holmboe. Den sidste bog i serien om Lili og Magnus indeholdte noget af et plottwist og da jeg ikke havde set det komme, var jeg fuldstændig blown away af forfatterduoens opfindsomhed. Jeg krydser allerede nu fingre for at de to vil lave flere serier til børn.

The Phantom Tollbooth af Juster. Hvorfor jeg ikke tidligere har stiftet bekendtskab med denne bog, ved jeg ikke, men jeg kan varmt anbefale den og måske især til fans af “Alice in Wonderland”, bøger af Roald Dahl og “The Little Prince”, da der er mange vise ord til både børn og voksne.

De mindre gode bøger:

Efter at have læst Cykose-trilogien af Lorentzen, havde jeg store forventninger til “Gys i Toscana”, som desværre ikke blev indfriet. Jeg anmelder den i løbet af denne måned på bloggen i øvrigt.

Alt i alt:

August har været travl, men skøn og det har været helt vidunderligt at lade fuldstændig op til et nyt semester, der startede på månedens sidste dag. Jeg er stadig ved at finde ud af hvordan skemaet helt hænger sammen dette efterår, men jeg ser allerede nu frem til Bogforum i november og til arrangementer inde i Boghallen i en højere grad end før. Måske sker der også nogle ting på mit lokale folkebibliotek. Jeg ser virkelig frem til weekendens bryllup med gamle venner fra Aarhus og en dag i bøgernes verden i den efterfølgende weekend, når en veninde kommer på besøg. Efterhånden er jeg ganske tilfreds med den nye hjemmeside, som i kan se her, og det er kun et spørgsmål om tid, før jeg stopper her og kun blogger derovre.

Hvad med jer? Hvordan har jeres august set ud?

Colson Whitehead i Boghallen om underjordiske jernbaner, Oprah og skriveprocesser

Allerede inden at jeg hørte, at Colson Whitehead skulle komme til Danmark her i august, vidste jeg, at det var en bog, som uden tvivl skulle læses her i 2017. I vinters hørte jeg, at den ville blive oversat til dansk og i løbet af foråret fik den desuden den store Pulitzerpris. Som flere af jer nok ved, så har jeg været til Louisiana Literature de sidste 3 år og jeg klappede i mine små hænder, da jeg opdagede, at han ville komme til Danmark. Og da jeg så blev forhindret i at tage derop, blev jeg rigtig glad, da Boghallen offentliggjorde et event med manden. Det var derfor med virkelig store forventninger, at jeg søndag formiddag tog en bus fra Aarhus og til København for at høre ham snakke om den prisvindende bog, som jeg netop havde færdiglæst tidligere på ugen.
Jeg havde snakket en del om netop dette event med Mette Eline ovre fra bloggen “En bognørds skriblerier” og inde i Boghallen fandt jeg hende, hendes veninde og da jeg kom tilbage efter et hurtigt stop i Flying Tiger, var også bogbloggeren Sascha fra “Livet i dukkehuset” ankommet til Boghallen. Vi satte os ganske tidligt på trappen, da vi opdagede og snakkede om bøger lige indtil Whitehead sad i sin stol. Intervieweren var Tonny Vorm, som jeg tidligere har set interviewe Nell Zink på Louisiana Literature, og det er ikke første gang, at han mødte Whitehead. Vorm har endda besøgt Whitehead i USA og Whitehead fik tid til lige at sætte sig til rette, da en kvinde fra forlaget fortalte om hvordan de netop havde kørt så hurtigt som de kunne fra Louisiana og ind til byen i en åben bil. Første spørgsmål drejede sig om bogens titel, som stammede fra et udtryk, som Whitehead hørte, da han var barn, nemlig “it’s like she disappeared in an underground railroad”. Det var dog først for 17 år siden, at han endnu en gang hørte det og tænkte på det som en form for “childish notion” og vidste, at han ville skrive en historie om det.
Vorm efterspurgte oplæsning af et uddrag af bogen og jeg tror ikke, at jeg var den eneste, som blev noget overrasket, da han hev en e-bogslæser frem og forklarede med et smil på læben, at det var fordi at han ikke havde “much upper body strength”. Han afslørede at han var ved at læse Elena Ferrante, da han lige brugte et øjeblik på at finde sit eget værk frem. Han valgte en passage tidligt i bogen, hvor en gammel mand på plantagen fejrer sin fødselsdag med en fest. I løbet af et kort øjeblik blev der helt stille i Boghallen og da han var færdig med at læse uddraget, fik han et lille bifald. De sidste 17 år har han dog skrevet andre bøger fordi at han ville “deal with slavery as it deserved to be treated”. For 3 år siden fortalte han sin kone om idéen og hun mente, at det var en god idé. Sædvanligvis arbejder Whitehead med mandlige fortællere, men her besluttede han sig for ikke at “do the same shit – mix it up”, og han var meget interesseret i det mor/datter forhold, som Cora og hendes mor har i bogen. Det ville også kræve en bestemt slags mod af hans karakter at forlade plantagen og han tænkte meget over Coras personlighed.
Da han skulle researche til denne bog, faldt han over slavefortællinger fra 1930’erne, hvis oplevelser han har holdt sig til i den grad, at det var “the truth of things and not the facts”. Han hørte utrolig mange optagelser igennem og tog lidt fra forskellige menneskers oplevelser. “The voice” i bogen og dennes tone brugte han også en del tid på at finde ud af, da han normalt arbejder med en mere satirisk stemme, men den ville ikke være rigtig i denne bog. Vorm spurgte ind til musikken, da Whitehead til sidst i bogen nævner både Bowie og Prince som musik, som han hører i sin skriveproces. Og så er det efterhånden umuligt at møde en amerikansk forfatter, som ikke udtaler sig om Trump på en eller anden vis. Der var flere sidste år på Louisiana, som ikke var bange for at sige deres mening og Trump var tydeligvis ikke blandt Whiteheads favoritmennesker. Han læste op fra bogen igen derefter og fra et afsnit, hvor Cora befinder sig i en form for “black utopia”, som Whitehead beskrev det.
Inden tiden pludselig var gået, nåede Whitehead at tale lidt om sin arbejdsproces og hvordan han næste år kommer i gang med den næste bog for alvor. Han vidste også at han ville få solgt en del eksemplarer af bogen allerede den første uge, da Oprah havde “endorsed it” og som han sagde “because Oprah said so”. Efter bifald fra hele trappen og tilhørerne oppe på siderne af denne, blev det tid til at få bøgerne signeret og jeg nåede da også lige at høre ham om, hvordan det havde været på Louisiana, hvor det var tydeligt, at han havde nydt det. Kunsten havde han dog kun fået set til og fra scenerne og efter lidt mere bogsnak med de andre bloggere og Vicki fra pressen, blev det tid til at finde hjem mod Ringsted og uden tvivl skal jeg en dag få læst flere af hans bøger. I kan i øvrigt læse et ganske god artikel om ham lige her. 

 

Krimier og vin på en sommeraften med Politikens Forlag og Saxo

I fredags tikkede der en notifikation ind på min Facebook. Jeg havde deltaget i en konkurrence om at vinde 2 billetter til arrangementet “Wine & Crime forfatteraften”, hvor nogle af landets dygtigste krimiforfattere skulle på scenen inde på Pressen på Politiken og Politikens Forlag taggede mig fredag i offentliggørelsen af deres vindere, Jeg tænkte, at det ville være godt at skrive om det herinde, så både en blok og kamera røg ned i min taske med det samme nærmest. Mandag eftermiddag begav jeg mig derind og nåede et smut forbi Boghallen inden jeg fandt min veninde foran Pressen. Vi fandt hurtigt vejen ind til det store lokale, som var placeret nede i kælderen og der var allerede ankommet en god del mennesker. Vi så nogle ledige stole i den anden ende af lokalet, men da vi kom derhen, opdagede vi, at det var VIP-stolene. Vi satte os derfor et par rækker længere bagud og før jeg vidste af det, var alle VIP-stolene optagede og Camilla Høy fra forlagets presseafdeling var gået op på scenen for at sige velkommen.

Elsebeth Egholm var den første forfatter på scenen. Hun er bedst kendt for at skrive serien om Dicte Svendsen, der bor i Århus og som er journalist. Men det var ikke den fiktive karakter, som hun ville fortælle om denne gang. Om en måneds tid udkommer første bog i serien om hendes nye karakter Rina, nemlig “Jeg finder dig altid”, og hun er ganske forskellig fra Dicte. Sådan lidt en blanding af Batman og Superwoman og hun sagde til hendes Dicte-fans, at hun håbede, at de ville tilgive hende. Rina, der arbejder som læge, laver i sin fritid anonym street art i Århus’ gader under navnet Private Eye og hun kan desuden klatre. “En Århusiansk superwoman” kalder Egholm hende og selvom hun ikke er helt færdig med Dicte endnu, så trængte hun til en helt blank tavle og hun ved allerede nu, at det ikke bliver den sidste bog om Rina, men hvor mange der kommer, vides endnu ikke. Den nye bog udkommer d. 28.juli og det er en bog, som jeg ser frem til at læse, da der er “max på spænding hele vejen igennem” ifølge Egholm.

Lisbeth Zornig og hendes mand Mikael Lindholm var de næste på scenen. Zornig kender de fleste fra medierne, men jeg må ærligt indrømme, at jeg ikke vidste, at de havde udgivet en krimi i 2016, før Høy introducerede dem og deres forfatterskab. Deres nye bog hedder “Arkimedes” og det er en selvstændig opfølger til “Bundfald” og Høy spurgte dem om, hvorfor de havde skrevet den her. Lindholm var hurtig til at sige “fordi det er skønt at slå ihjel” med et smil på læben, som fik hele salen til at grine. Allerede tidligt i deres parforhold kom de til at snakke om krimier og de skriver lidt nogle “sager ind i fiktionen”. De fortalte lidt om Malene og Mathias, som er hovedpersonerne i denne bog, der kigger på nogle af de samfundsproblemer, som der er i dagens Danmark. For dem er det vigtigt, at man får mere med end blot en historie og de er blandt andet inspirerede af Larsson og Sjöwall & Wahlöö. Xornig fortalte lidt om hendes foredrag og sammen forklarede de hvordan at de udvikler idéer sammen og hvordan de hjælper hinandens karakterer med at få flere facetter. “Arkimedes” udkom her d. 20.juni i øvrigt.

Det er ikke mange måneder siden, at jeg havde fornøjelsen at høre på den ene halvdel af Anna Ekberg, da Jacob Weinreich var med til bogbloggerarrangementet i marts og denne aften var anden halvdel også med, nemlig Anders Rønnow Klarlund. De forklarede hvordan de fandt på pseudonymet “Anna Ekberg” og fortalte om den nye bog “Kærlighed for voksne”. De jokede lidt med at for at finde ud af, hvad kærlighed er for voksne skal man “knalde igennem 400 sider for at finde ud af”. Hvad der virkelig slog mig var, at de her to mænd er utrolig gode til at supplere hinanden og at det har været super sjovt for dem at skrive denne bog så tæt på deres eget liv (i forhold til Kazinski-bøgerne) blev tydeligt for enhver, da de fortalte om bogen og skriveprocessen bag. De nævnte med et smil på læben at det for dem er lykkedes at komme tæt på deres gamle liv, hvis deres ekskoner ikke vil snakke med dem, ligesom at de nævnte at ægteskab faktisk også kan være ret uhyggeligt. Bogen udkom forresten allerede 2.maj.

I pausen var det muligt at få signeringer og jeg gik direkte over til Weinreich og Klarlund. Jeg havde lovet Mette Eline ovre fra bloggen “En bognørds skriblerier” at hilse de to herrer fra hende og de vidste ganske hurtigt, hvem hun var. Jeg havde medbragt deres første bog “Den sidste gode mand”, skrevet som A.J. Kazinski, da jeg gerne ville starte ved begyndelsen af deres forfatterskab og så blev det tid til at gå lidt rundt for at spise eclairs og drikke lidt vin. Vi fandt noget god Cava og hyggesnakkede lidt inden vi igen satte os for at høre på aftenens sidste 2 forfattere.

Høy trådte op på scenen og kaldte Julie Hastrup derop ved at sige “Julie til scenen” et par gange, så det lød som om hun blev kaldt ud til et fly i lufthavnen. Høy fortalte en anekdote fra krimimessen, hvor Julie spurgte en kunde, om bogen skulle signeres. Kunden, der højest sandsynligt troede at Julie blot var en salgsperson,  spurgte om hvorfor hun skulle signere den. Publikum kunne ikke andet end at trække på smilebåndene og Julie fortalte om hvordan hun selv er noget af en bangebuks. Da hun læste på journalisthøjskolen, gik det endda så vidt, at hun havde flasker i hendes vindue, så hun kunne høre, hvis der skete noget om natten, da de så ville blive knust.

Hendes mormor boede ovre i Voldgade og havde også en god del at gøre med Julies interesse for det uhyggelige. Det kan i læse mere om i indlægget om bogbloggerarrangementet lige her. Den nyeste bog fra hendes hånd er “Mirakelmanden” og det er den 6.bog om drabsefterforskeren Rebekka Holm. Hun vidste hele tiden at det skulle være en bog om Niclas, som er Rebekkas kæreste og begyndte at finde ud af hvad den helt konkret skulle handle om for 2 års tid siden. Gennem venners venner hørte hun om denne ensomme finske ø, som 3 personer værner om og hun tog sin familie med på research. Hendes mand tog billeder og hun gik selv rundt med en fra øen og hørte på gamle historier. Hun erklærede at hun “rigtig gerne vil skrive om mennesker, da de er spændende” og inden samtalen med Høy var forbi, fik hun fortalt om hvordan hun som storesøstergave som 6-årig fik et skalpelsæt. Så var grundstenen til krimigenren ligesom lagt.

Sidste forfatter på scenen blev Jesper Stein, som skriver om den tidligere vicepolitikommissær Axel Steen, der har fået et nyt job, nemlig som undercoveragent i PET. Stein lagde dog ud med at forklare hvordan han tidligere har arbejdet 10 år som reporter før han begyndte at skrive krimier og til et forfatterarrangement med Anna Grue, hvor de diskuterede sex i krimier, kom en mand op til ham bagefter og fortalte ham, at han var Axel Steen, men at hans kone sagde at det var uden sexscenerne. Den nye bog “Papa” er rent faktisk dedikeret til denne mand, hvis navn er Jan Andersen. Stein fortalte om hvordan hans bøger i serien om Steen er inspireret af virkelige sager og inspirationen til bankbokse-delen af “Papa” kom fra en sag i 2010, hvor en Danske Bank ved Nørreport blev tømt på den mest mærkværdige måde. Stein beskrev det “så Olsen-Bande agtigt at Erik Balling aldrig havde fundt på det”. Et andet spor i bogen gav ham mulighed for at beskrive denne her svane, som engang befandt sig midt på vejbanen på Dronning Louises Bro, hvilket åbenbart sker en gang imellem og det, at det hele går i står, gør et stort indtryk på Stein. Det med at bruge detaljer fra virkeligheden gør den også mere troværdig og Stein fik endda fortalt af Dyrenes Beskyttelse hvad de ville gøre i en sådan situation.

Pludselig var Høy oppe på scenen igen for at sige tak for aftenen og det blev tid til at få de sidste bøger signeret. Da jeg allerede havde læst “Mirakelmanden”, men ingen af de tidligere bøger om Rebekka Holm, købte jeg den første i serien og fik også fortalt Hastrup, at jeg var en af dem, som havde anmeldt “Mirakelmanden”. Den første bog om Axel Steen havde jeg også taget med i tasken og fik den signeret, men ud fra hvad Stein havde fortalt om “Papa”, skulle der meget viljestyrke til ikke at købe den med det samme. Det gjaldt også de andre bøger, da Politikens Forlag i samarbejde med Saxo havde sørget for virkelig gode priser på aftenens nævnte bøger. Jeg nåede lige at snakke med Høy, som jeg kun havde mailet med og vi blev hurtigt enige om, at aftenens arrangement var en stor succes. Jeg krydser virkelig fingre for, at det gentager sig og kan stærkt anbefale det.

Til sidst fik vi en goodiebag værd med både “De hængte hunde” af Jens Henrik Jensen, et lille hæfte med postkort, som man selv kan farvelægge, et par brochurer om nye bøger og læsning og et Saxo-bogmærke. Tusind tak til Politikens Forlag og Saxo for en virkelig god aften med masser af inspiration til læsning, god vin og kage samt muligheden for at møde nogle virkelig interessante krimiforfattere.

Til arrangement om isbjerge, grønlandske mord og forfatterdrømme med Mads Peder Nordbo

Her i vinters begyndte jeg at følge Mads Peder Nordbo på de sociale medier, som er en dansk forfatter, der bor på Grønland for tiden. Snedriver er en del af hans ugentlige feed på både Instagram og Facebook og selvom jeg ikke er den store kriminørd, var jeg ikke i tvivl om at takke ja, da Politikens Forlag inviterede bogbloggere forbi til en eftermiddagssnak med ham her i går. Siden 2012 har han fået udgivet både “Odins Labyrint”, “Thuleselskabet” og “Gudspartiklen” og ovenstående er den nyeste i rækken, nemlig krimien “Pigen uden hud”, som blev udgivet den sidste torsdag i april. Efter et hurtigt besøg i Boghallen og et kort opkald til Vicki fra pressen, begav jeg mig op igennem den gamle bygning oppe bag Boghallen, hvor man ikke behøver kigge 2 gange på en reol for at vide hvilket forlag man er inde hos. Der er både de røde rejsebøger, hylder med hele Adler-Olsens forfatterskab og for at komme ind til dagens lokale gik man også forbi ovenstående bog placeret på hylder i selskab med de andre nyeste bøger.

Efterhånden som klokken nærmede sig 15.00, kom der flere og flere bloggere og vi fik sat os godt til rette med snacks og drikkevarer foran os. Efter en introduktionsrunde af os bloggere begyndte Norbo at fortælle om hans liv på Grønland og den nye bog. Oprindeligt er han fra den fynske by Tommerup og han har boet på Grønland i 2 ½ år på nuværende tidspunkt. Sidste uge var der reception for hans bog og han fortalte at han lidt havde forsøgt at gemme sig i flokken, da han er ret genert anlagt. Danmarksbesøget er kun på 14 dage i denne omgang og han fortalte hvordan han regnede med at bo oppe på Grønland endnu et år før han nok ville komme til at pendle mere mellem Danmark og Grønland.

Dagens første egentlige spørgsmål drejede sig om hvorfor han skriver som han gør og han erklærede at det er fordi at “der er et eller andet jeg har lyst til at formidle” og at tanker om hvordan formen skulle være først kom senere. Selvom Grønland er et ret barskt land, så faldt han og hans familie for det og særligt hans fascination af is skinnede igennem hans første udkast af denne bog. Så meget at hans redaktør faktisk satte et udråbstegn i margen og skrev noget i stil med “nu ved vi godt at du er vild med is”. For ham er det vigtigt at man kan mærke naturen og samfundet og for ham fungerer det bedst, når han skriver ud fra hans følelser.

Der er også flere ting, som han har lært om livet oppe på Grønland. Han og hans familie måtte blandt andet vænne sig til at tiden deroppe ikke er det vigtigste, men at naturen er vigtigere. Der er ikke samme stress som der er her i Danmark og en af bloggerne indskød, at han også havde bemærket at beskrivelserne af naturen i bogen var storslået og Nordbo erkendte at han havde forelsket sig i isen med det samme. For ham var der noget fascinerende ved isen, som er ældre end det moderne menneske og han indrømmede at han godt kunne finde på at slikke på isen. Alle i lokalet grinede med ham et øjeblik og bogbloggeren Isabel, som jeg sad ved siden af, spurgte, om tungen så ikke sad fast, men det gjorde den ikke ifølge Nordbo. Han forklarede dernæst noget om hvordan ensomheden deroppe faktisk for ham er dejlig og “en form for gave”, da man er hvor man er og selvom Nuuk er en stor by, så er der en form for uendelighed bag fjeldene, som man “kan forsvinde ind i”.

Samtalen gik dernæst over til et spørgsmål om hans efternavn samt hvordan man udtaler Tupaarnaq på grønlandsk og en af bloggerne var faktisk fra Grønland, så hun forsøgte at forklare det med hvordan man trækker ordet ud ved dobbelt a. Inspirationen til denne hovedkarakter var tre stærke kvinder, som Nordbo kender fra Nuuk, og ikke Lisbeth Salander fra Larsson’s bøger, som en journalist ellers foreslog. Der er visse lighedstræk mellem dem, men hans Tuparnaaq har forsøgt at komme videre og har fået en tatovering som en form for beskyttelse, som er et dække af blade. Bogens titel “Pigen uden hud” kommer fra den følelse, som man kan have, når huden er så ødelagt at man ikke føler, at man har en hud og kunstneren bag forsiden havde netop et kendskab til denne følelse. Vi var flere som var vilde med forsiden og han håber også selv at det er den der kommer på, når den bliver udgivet i de andre lande senere hen. Pt er den på vej i 16 lande og størstedelen af disse købte bogen allerede inden den danske udgivelsesdato. Nogle filmrettigheder er også blevet solgt og om dette samt rettighederne forklarede han at han “er begejstret på en fynsk måde”.

Efter en længere snak om hvordan hans arbejdsproces ser ud og lidt om hvordan plottet blev konstrueret (her særligt hvorfor det for ham er svært at følge et skelet, da det nogle gange stikker af for ham i hovedet) forklarede han hvordan han godt kan lide at bøger er som en form for labyrint og erklærede at for ham gælder det at “desto mere labyrintisk desto bedre”, hvilket fik mig til at tænke på hvor længe han selv havde tænkt på at skrive bøger. Hans svar var at han egentlig altid havde drømt om at skrive bøger og i hvert fald siden han var en lille purk på 9 år, da han kunne huske så langt tilbage. Det varmede mit biblioteksnørdede hjerte da han fortalte om hvordan han var kommet på biblioteket med sin mor som barn, hvor bibliotekaren Inga sad inde i et dystert, støvet og mørkt bibliotekar og sammenlignede hende med en karakter fra Harry Potter, der både agerede vagt og som stemplede bøgerne ved udlån. Hans første erindring om en bog var bogen “David” af en kvinde ved navn Anna, hvis efternavn han har glemt og han husker stadig hvordan hunden i bogen blev skudt og sagde at han ikke var sikker på at han endnu var kommet over det. Det at han kan skrive i dag føler han sig virkelig heldig over og kærligheden til bøger var ganske tydeligt for os alle rundt om det runde bord.

Før jeg vidste af det var det tid til at runde af og få signeret vores bøger. Der var skam også tid til selfies og småsnak med de andre og ham på dette tidspunkt og kort tid efter var det igen tid til at tage hjemad mod Ringsted. Tusind tak for invitationen til Politikens Forlag og Mads Peder Nordbo – det var sådan en interessant eftermiddag og jeg ser virkelig frem til at få læst bogen 🙂