Krimier og vin på en sommeraften med Politikens Forlag og Saxo

I fredags tikkede der en notifikation ind på min Facebook. Jeg havde deltaget i en konkurrence om at vinde 2 billetter til arrangementet “Wine & Crime forfatteraften”, hvor nogle af landets dygtigste krimiforfattere skulle på scenen inde på Pressen på Politiken og Politikens Forlag taggede mig fredag i offentliggørelsen af deres vindere, Jeg tænkte, at det ville være godt at skrive om det herinde, så både en blok og kamera røg ned i min taske med det samme nærmest. Mandag eftermiddag begav jeg mig derind og nåede et smut forbi Boghallen inden jeg fandt min veninde foran Pressen. Vi fandt hurtigt vejen ind til det store lokale, som var placeret nede i kælderen og der var allerede ankommet en god del mennesker. Vi så nogle ledige stole i den anden ende af lokalet, men da vi kom derhen, opdagede vi, at det var VIP-stolene. Vi satte os derfor et par rækker længere bagud og før jeg vidste af det, var alle VIP-stolene optagede og Camilla Høy fra forlagets presseafdeling var gået op på scenen for at sige velkommen.

Elsebeth Egholm var den første forfatter på scenen. Hun er bedst kendt for at skrive serien om Dicte Svendsen, der bor i Århus og som er journalist. Men det var ikke den fiktive karakter, som hun ville fortælle om denne gang. Om en måneds tid udkommer første bog i serien om hendes nye karakter Rina, nemlig “Jeg finder dig altid”, og hun er ganske forskellig fra Dicte. Sådan lidt en blanding af Batman og Superwoman og hun sagde til hendes Dicte-fans, at hun håbede, at de ville tilgive hende. Rina, der arbejder som læge, laver i sin fritid anonym street art i Århus’ gader under navnet Private Eye og hun kan desuden klatre. “En Århusiansk superwoman” kalder Egholm hende og selvom hun ikke er helt færdig med Dicte endnu, så trængte hun til en helt blank tavle og hun ved allerede nu, at det ikke bliver den sidste bog om Rina, men hvor mange der kommer, vides endnu ikke. Den nye bog udkommer d. 28.juli og det er en bog, som jeg ser frem til at læse, da der er “max på spænding hele vejen igennem” ifølge Egholm.

Lisbeth Zornig og hendes mand Mikael Lindholm var de næste på scenen. Zornig kender de fleste fra medierne, men jeg må ærligt indrømme, at jeg ikke vidste, at de havde udgivet en krimi i 2016, før Høy introducerede dem og deres forfatterskab. Deres nye bog hedder “Arkimedes” og det er en selvstændig opfølger til “Bundfald” og Høy spurgte dem om, hvorfor de havde skrevet den her. Lindholm var hurtig til at sige “fordi det er skønt at slå ihjel” med et smil på læben, som fik hele salen til at grine. Allerede tidligt i deres parforhold kom de til at snakke om krimier og de skriver lidt nogle “sager ind i fiktionen”. De fortalte lidt om Malene og Mathias, som er hovedpersonerne i denne bog, der kigger på nogle af de samfundsproblemer, som der er i dagens Danmark. For dem er det vigtigt, at man får mere med end blot en historie og de er blandt andet inspirerede af Larsson og Sjöwall & Wahlöö. Xornig fortalte lidt om hendes foredrag og sammen forklarede de hvordan at de udvikler idéer sammen og hvordan de hjælper hinandens karakterer med at få flere facetter. “Arkimedes” udkom her d. 20.juni i øvrigt.

Det er ikke mange måneder siden, at jeg havde fornøjelsen at høre på den ene halvdel af Anna Ekberg, da Jacob Weinreich var med til bogbloggerarrangementet i marts og denne aften var anden halvdel også med, nemlig Anders Rønnow Klarlund. De forklarede hvordan de fandt på pseudonymet “Anna Ekberg” og fortalte om den nye bog “Kærlighed for voksne”. De jokede lidt med at for at finde ud af, hvad kærlighed er for voksne skal man “knalde igennem 400 sider for at finde ud af”. Hvad der virkelig slog mig var, at de her to mænd er utrolig gode til at supplere hinanden og at det har været super sjovt for dem at skrive denne bog så tæt på deres eget liv (i forhold til Kazinski-bøgerne) blev tydeligt for enhver, da de fortalte om bogen og skriveprocessen bag. De nævnte med et smil på læben at det for dem er lykkedes at komme tæt på deres gamle liv, hvis deres ekskoner ikke vil snakke med dem, ligesom at de nævnte at ægteskab faktisk også kan være ret uhyggeligt. Bogen udkom forresten allerede 2.maj.

I pausen var det muligt at få signeringer og jeg gik direkte over til Weinreich og Klarlund. Jeg havde lovet Mette Eline ovre fra bloggen “En bognørds skriblerier” at hilse de to herrer fra hende og de vidste ganske hurtigt, hvem hun var. Jeg havde medbragt deres første bog “Den sidste gode mand”, skrevet som A.J. Kazinski, da jeg gerne ville starte ved begyndelsen af deres forfatterskab og så blev det tid til at gå lidt rundt for at spise eclairs og drikke lidt vin. Vi fandt noget god Cava og hyggesnakkede lidt inden vi igen satte os for at høre på aftenens sidste 2 forfattere.

Høy trådte op på scenen og kaldte Julie Hastrup derop ved at sige “Julie til scenen” et par gange, så det lød som om hun blev kaldt ud til et fly i lufthavnen. Høy fortalte en anekdote fra krimimessen, hvor Julie spurgte en kunde, om bogen skulle signeres. Kunden, der højest sandsynligt troede at Julie blot var en salgsperson,  spurgte om hvorfor hun skulle signere den. Publikum kunne ikke andet end at trække på smilebåndene og Julie fortalte om hvordan hun selv er noget af en bangebuks. Da hun læste på journalisthøjskolen, gik det endda så vidt, at hun havde flasker i hendes vindue, så hun kunne høre, hvis der skete noget om natten, da de så ville blive knust.

Hendes mormor boede ovre i Voldgade og havde også en god del at gøre med Julies interesse for det uhyggelige. Det kan i læse mere om i indlægget om bogbloggerarrangementet lige her. Den nyeste bog fra hendes hånd er “Mirakelmanden” og det er den 6.bog om drabsefterforskeren Rebekka Holm. Hun vidste hele tiden at det skulle være en bog om Niclas, som er Rebekkas kæreste og begyndte at finde ud af hvad den helt konkret skulle handle om for 2 års tid siden. Gennem venners venner hørte hun om denne ensomme finske ø, som 3 personer værner om og hun tog sin familie med på research. Hendes mand tog billeder og hun gik selv rundt med en fra øen og hørte på gamle historier. Hun erklærede at hun “rigtig gerne vil skrive om mennesker, da de er spændende” og inden samtalen med Høy var forbi, fik hun fortalt om hvordan hun som storesøstergave som 6-årig fik et skalpelsæt. Så var grundstenen til krimigenren ligesom lagt.

Sidste forfatter på scenen blev Jesper Stein, som skriver om den tidligere vicepolitikommissær Axel Steen, der har fået et nyt job, nemlig som undercoveragent i PET. Stein lagde dog ud med at forklare hvordan han tidligere har arbejdet 10 år som reporter før han begyndte at skrive krimier og til et forfatterarrangement med Anna Grue, hvor de diskuterede sex i krimier, kom en mand op til ham bagefter og fortalte ham, at han var Axel Steen, men at hans kone sagde at det var uden sexscenerne. Den nye bog “Papa” er rent faktisk dedikeret til denne mand, hvis navn er Jan Andersen. Stein fortalte om hvordan hans bøger i serien om Steen er inspireret af virkelige sager og inspirationen til bankbokse-delen af “Papa” kom fra en sag i 2010, hvor en Danske Bank ved Nørreport blev tømt på den mest mærkværdige måde. Stein beskrev det “så Olsen-Bande agtigt at Erik Balling aldrig havde fundt på det”. Et andet spor i bogen gav ham mulighed for at beskrive denne her svane, som engang befandt sig midt på vejbanen på Dronning Louises Bro, hvilket åbenbart sker en gang imellem og det, at det hele går i står, gør et stort indtryk på Stein. Det med at bruge detaljer fra virkeligheden gør den også mere troværdig og Stein fik endda fortalt af Dyrenes Beskyttelse hvad de ville gøre i en sådan situation.

Pludselig var Høy oppe på scenen igen for at sige tak for aftenen og det blev tid til at få de sidste bøger signeret. Da jeg allerede havde læst “Mirakelmanden”, men ingen af de tidligere bøger om Rebekka Holm, købte jeg den første i serien og fik også fortalt Hastrup, at jeg var en af dem, som havde anmeldt “Mirakelmanden”. Den første bog om Axel Steen havde jeg også taget med i tasken og fik den signeret, men ud fra hvad Stein havde fortalt om “Papa”, skulle der meget viljestyrke til ikke at købe den med det samme. Det gjaldt også de andre bøger, da Politikens Forlag i samarbejde med Saxo havde sørget for virkelig gode priser på aftenens nævnte bøger. Jeg nåede lige at snakke med Høy, som jeg kun havde mailet med og vi blev hurtigt enige om, at aftenens arrangement var en stor succes. Jeg krydser virkelig fingre for, at det gentager sig og kan stærkt anbefale det.

Til sidst fik vi en goodiebag værd med både “De hængte hunde” af Jens Henrik Jensen, et lille hæfte med postkort, som man selv kan farvelægge, et par brochurer om nye bøger og læsning og et Saxo-bogmærke. Tusind tak til Politikens Forlag og Saxo for en virkelig god aften med masser af inspiration til læsning, god vin og kage samt muligheden for at møde nogle virkelig interessante krimiforfattere.

Til arrangement om isbjerge, grønlandske mord og forfatterdrømme med Mads Peder Nordbo

Her i vinters begyndte jeg at følge Mads Peder Nordbo på de sociale medier, som er en dansk forfatter, der bor på Grønland for tiden. Snedriver er en del af hans ugentlige feed på både Instagram og Facebook og selvom jeg ikke er den store kriminørd, var jeg ikke i tvivl om at takke ja, da Politikens Forlag inviterede bogbloggere forbi til en eftermiddagssnak med ham her i går. Siden 2012 har han fået udgivet både “Odins Labyrint”, “Thuleselskabet” og “Gudspartiklen” og ovenstående er den nyeste i rækken, nemlig krimien “Pigen uden hud”, som blev udgivet den sidste torsdag i april. Efter et hurtigt besøg i Boghallen og et kort opkald til Vicki fra pressen, begav jeg mig op igennem den gamle bygning oppe bag Boghallen, hvor man ikke behøver kigge 2 gange på en reol for at vide hvilket forlag man er inde hos. Der er både de røde rejsebøger, hylder med hele Adler-Olsens forfatterskab og for at komme ind til dagens lokale gik man også forbi ovenstående bog placeret på hylder i selskab med de andre nyeste bøger.

Efterhånden som klokken nærmede sig 15.00, kom der flere og flere bloggere og vi fik sat os godt til rette med snacks og drikkevarer foran os. Efter en introduktionsrunde af os bloggere begyndte Norbo at fortælle om hans liv på Grønland og den nye bog. Oprindeligt er han fra den fynske by Tommerup og han har boet på Grønland i 2 ½ år på nuværende tidspunkt. Sidste uge var der reception for hans bog og han fortalte at han lidt havde forsøgt at gemme sig i flokken, da han er ret genert anlagt. Danmarksbesøget er kun på 14 dage i denne omgang og han fortalte hvordan han regnede med at bo oppe på Grønland endnu et år før han nok ville komme til at pendle mere mellem Danmark og Grønland.

Dagens første egentlige spørgsmål drejede sig om hvorfor han skriver som han gør og han erklærede at det er fordi at “der er et eller andet jeg har lyst til at formidle” og at tanker om hvordan formen skulle være først kom senere. Selvom Grønland er et ret barskt land, så faldt han og hans familie for det og særligt hans fascination af is skinnede igennem hans første udkast af denne bog. Så meget at hans redaktør faktisk satte et udråbstegn i margen og skrev noget i stil med “nu ved vi godt at du er vild med is”. For ham er det vigtigt at man kan mærke naturen og samfundet og for ham fungerer det bedst, når han skriver ud fra hans følelser.

Der er også flere ting, som han har lært om livet oppe på Grønland. Han og hans familie måtte blandt andet vænne sig til at tiden deroppe ikke er det vigtigste, men at naturen er vigtigere. Der er ikke samme stress som der er her i Danmark og en af bloggerne indskød, at han også havde bemærket at beskrivelserne af naturen i bogen var storslået og Nordbo erkendte at han havde forelsket sig i isen med det samme. For ham var der noget fascinerende ved isen, som er ældre end det moderne menneske og han indrømmede at han godt kunne finde på at slikke på isen. Alle i lokalet grinede med ham et øjeblik og bogbloggeren Isabel, som jeg sad ved siden af, spurgte, om tungen så ikke sad fast, men det gjorde den ikke ifølge Nordbo. Han forklarede dernæst noget om hvordan ensomheden deroppe faktisk for ham er dejlig og “en form for gave”, da man er hvor man er og selvom Nuuk er en stor by, så er der en form for uendelighed bag fjeldene, som man “kan forsvinde ind i”.

Samtalen gik dernæst over til et spørgsmål om hans efternavn samt hvordan man udtaler Tupaarnaq på grønlandsk og en af bloggerne var faktisk fra Grønland, så hun forsøgte at forklare det med hvordan man trækker ordet ud ved dobbelt a. Inspirationen til denne hovedkarakter var tre stærke kvinder, som Nordbo kender fra Nuuk, og ikke Lisbeth Salander fra Larsson’s bøger, som en journalist ellers foreslog. Der er visse lighedstræk mellem dem, men hans Tuparnaaq har forsøgt at komme videre og har fået en tatovering som en form for beskyttelse, som er et dække af blade. Bogens titel “Pigen uden hud” kommer fra den følelse, som man kan have, når huden er så ødelagt at man ikke føler, at man har en hud og kunstneren bag forsiden havde netop et kendskab til denne følelse. Vi var flere som var vilde med forsiden og han håber også selv at det er den der kommer på, når den bliver udgivet i de andre lande senere hen. Pt er den på vej i 16 lande og størstedelen af disse købte bogen allerede inden den danske udgivelsesdato. Nogle filmrettigheder er også blevet solgt og om dette samt rettighederne forklarede han at han “er begejstret på en fynsk måde”.

Efter en længere snak om hvordan hans arbejdsproces ser ud og lidt om hvordan plottet blev konstrueret (her særligt hvorfor det for ham er svært at følge et skelet, da det nogle gange stikker af for ham i hovedet) forklarede han hvordan han godt kan lide at bøger er som en form for labyrint og erklærede at for ham gælder det at “desto mere labyrintisk desto bedre”, hvilket fik mig til at tænke på hvor længe han selv havde tænkt på at skrive bøger. Hans svar var at han egentlig altid havde drømt om at skrive bøger og i hvert fald siden han var en lille purk på 9 år, da han kunne huske så langt tilbage. Det varmede mit biblioteksnørdede hjerte da han fortalte om hvordan han var kommet på biblioteket med sin mor som barn, hvor bibliotekaren Inga sad inde i et dystert, støvet og mørkt bibliotekar og sammenlignede hende med en karakter fra Harry Potter, der både agerede vagt og som stemplede bøgerne ved udlån. Hans første erindring om en bog var bogen “David” af en kvinde ved navn Anna, hvis efternavn han har glemt og han husker stadig hvordan hunden i bogen blev skudt og sagde at han ikke var sikker på at han endnu var kommet over det. Det at han kan skrive i dag føler han sig virkelig heldig over og kærligheden til bøger var ganske tydeligt for os alle rundt om det runde bord.

Før jeg vidste af det var det tid til at runde af og få signeret vores bøger. Der var skam også tid til selfies og småsnak med de andre og ham på dette tidspunkt og kort tid efter var det igen tid til at tage hjemad mod Ringsted. Tusind tak for invitationen til Politikens Forlag og Mads Peder Nordbo – det var sådan en interessant eftermiddag og jeg ser virkelig frem til at få læst bogen 🙂

Fantastiske boghandlere #1 – Politikens Boghal

Jeg elsker at gå i boghandlere og i en ny serie her på bloggen vil jeg vise snapshots fra nogle af de boghandlere, som jeg elsker at komme i. Denne gang er det inde fra Politikens Boghal, som jeg besøger ganske ofte og de har fantastiske forfattersamtaler på deres trappe. Info om butikken længere nede i indlægget.

Boghallen er åben hver dag, den ligger på hjørnet af Rådhuspladsen i København, de er meget aktive på Instagram og deres hjemmeside er lige her. 

Dewey’s 24 Hour Read-a-thon 2017 #1

Sidste gang jeg deltog i Dewey’s 24 Hour Read-a-thon havde jeg udvalgt denne her stak og det er allerede 2 år siden. Lige da jeg havde startet bloggen. Siden da har jeg nøje fulgt med, når de andre bogbloggere har tilbragt et døgn i læsningens tegn, medens jeg selv har været forhindret. Nu er det blevet tid for mig at deltage igen og jeg tilmeldte mig i går.

Derfor har jeg endnu ikke udvalgt en stak til læsning, men går i tænkeboks her de næste par dage, så jeg er klar til kl. 14.00 på lørdag. Og jeg glæder mig som et lille barn. Jeg er ved at lave lister over de bloggere, som allerede har skrevet at de deltager og jeg har skimmet indlæg om gode snacks.

Eftersom det er 2 år siden sidst, tænkte jeg, at jeg ville spørge jer søde følgere: Hvad er dit bedste tip til en allnighter som denne med læsning? Og deltager du også her på lørdag?

Reception for “Lyset sletter nattens ord”

Det er ikke hver dag, at Politikens Forlag inviterer til reception inde i Politikens Boghal og derfor tøvede jeg ikke med at takke ja til invitationen, der tikkede ind i mailboksen i sidste uge. Eftermiddagens hovedperson var journalisten og forfatteren Miki Mistrati, som tidligere har arbejdet inde på Ekstra Bladet. Hans samtalepartner denne eftermiddag var Morten Skjoldager, som også både er journalist og forfatter. Skjoldager, som selv har skrevet en bog om PET, indledte med et spørgsmål om denne bogs titel og Mistradi forklarede med det samme, at han kæmpede for denne titel pga dens “manglende sexappeal”. Den hentyder til de fordækte ting i natten, som forsvinder, så snart det bliver lyst. Eller som han formulerede det: “Så snart det bliver lyst, er alt det du har tænkt væk.”

Derefter begyndte de at snakke om hvor meget fra bogen der er hentet fra virkeligheden og Mistrati forklarede hvordan at en del inspiration kom fra det han har oplevet, men at dette er en fiktiv form. F.eks. er der fællestræk med personer fra det salafistiske miljø, som Mistrati har betragtet siden 2006, men det er mest af alt en lille smule fra en masse. “Du tager noget, du får noget” sagde han blandt andet om de historier, som han havde hørt om som journalist. Han begyndte på bogen tilbage i 2014, og han nåede at opleve “virkeligheden overhale fiktionen”  2 gange – første gang var allerede året efter inde på Krystalgade og anden gang var for nylig i London.  For ham var det både stressfremkommende og “saaaateme uhyggeligt” at de her ting skete og han gik videre til hvordan hans tidligere stilling på Ekstra Bladet havde været med til at inspirere ham. I denne bog hedder en avis Ekspresposten og publikum omkring mig begyndte at smågrine over hentydningen til Ekstra Bladet i navnet på den fiktive avis. Den danner ramme for historien og selvom tidligere kolleger måske vil prøve at finde sig selv i bogen, så er de “der ikke som sådan”.

Skjoldager forklarede publikum, at hovedpersonen har et ret pessimistisk syn på avisbranchen og ville selvfølgelig høre ad, om Mistrati har det på samme måde. Han svarede ved at konstatere at “avisbranchen er i frit fald” og han er dybt modstander af alt det her med clickbait for at få læserne forbi. Det er en trend han desværre også ser i de engelske medier og flere clicks forhindrer ikke den nedgang, som sker netop nu. Sidste punkt på dagsordenen for samtalen var hele den her retning med PET, som Skjoldager også selv har skrevet om som tidligere nævnt. Mistrati har selv haft med PET at gøre siden 1997/98 g pointerede at det ville være “forkert at sige at jeg ikke er inspireret”. Dagens sidste spørgsmål gik ud på hvorvidt Mistrati mente, at der var noget i bogen, som ikke ville kunne ske i virkeligheden og Mistrati forklarede hvordan han var forskrækket over det, som han selv har skrevet og fortalte at det ligeså godt kunne have været en dokumentarisk bog.

Efter samtalen blev det tid til snak, bobler og lidt at spise og selvom jeg egentlig ikke vidste så meget om Mistrati til at starte med, så er jeg ud fra samtalen ikke i tvivl om, at det er en virkelig interessant bog. Det er i øvrigt en psykologisk thriller og i kan læse meget mere om den lige her.