#6 Bøger og film: Anne of Green Gables

Så blev det tid til endnu et indlæg om bøger og film og denne gang handler det om en af mine yndlingskarakterer, nemlig Anne Shirley. Netop nu er jeg ved at færdiglæse bogen på engelsk i en Norton Critical Edition, som udover første bog også indeholder dagbogsnotater fra L.M. Montgomery, som skrev serien om Anne, tidlige anmeldelser og en hel masse referencer til værker, som inspirerede Montgomery. Billedet længst ude til venstre viser den udgave, som jeg læste, da jeg første gang “mødte” Anne Shirley. Selvom jeg ikke husker meget om min første læsning, så husker jeg tydeligt hvor bøgerne stod henne på folkebiblioteket i Smørum. Jeg husker ikke, om jeg fik læst alle i serien, men jeg har højest sandsynligt fået læst alle dem, som de havde i serien på biblioteket. Der var jeg nemlig ganske ofte i min barndom. Da jeg var helt lille, havde jeg også ganske rødt hår og måske var det derfor, at jeg så let kunne identificere mig med Anne. Jeg elskede også at læse bøger og især her ved genlæsningen har jeg frydet mig over Montgomerys beskrivelser af Prince Edward Island og dens natur.

Om jeg så serien, hvor Anne blev spillet af Megan Follows, før eller efter jeg læste bøgerne er jeg lidt usikker på. Men serien så jeg, da den blev vist i fjernsynet og jeg har også senere hen set dele hist og her. Min svigerinde købte for nylig boxen med alle miniserierne og jeg bestilte den nærmest med det samme. Jeg var overbevist om, at jeg kun havde set første miniserie fra 1985, men da jeg i aftes genså anden miniserie 1987, opdagede jeg, at jeg havde set den før. Jeg huskede nemlig eleven Emmeline Harris og da jeg begyndte at google filmen, opdagede jeg, at den er en blanding af både “Anne of Avonlea”, “Anne of the Island” og “Anne of Windy Poplars”. Der er ting, der sker i denne filmatisering, som ikke sker i bogen og omvendt. Men sådan er det vist altid med bøger og filmatiseringer. I 2000 udkom “Anne of Green Gables: The Continuing Story”, som ikke er baseret på en bog af Montgomery, men den har stadig nogle af de samme personer med. Megan Follows er for mig den helt perfekte skuespiller til at indtage rollen som Anne Shirley og Jonathan Crombie, der desværre døde for et par år siden, er simpelthen så charmerende som Gilbert Blythe, der kalder Anne for “Carrots”, men også viser sig som en gentleman i andre situationer. Den er bestemt værd at se og jeg er ikke i tvivl om, at den kommer til at blive set herhjemme igen og igen de næste mange år.

Det var traileren til den nye Netflix-serie, som fik mig til at låne en Norton Critical Edition med hjem fra arbejdet en dag. Der var et afsnit i den udgave, som handlede om udgivelsen af bogen og det, som jeg fandt særlig interessant, er hvornår den blev udgivet på andre sprog. Den blev første gang udgivet på dansk i 1918 og dengang hed det ikke Grønnebakken, men i stedet Grønnebrink og hun hed faktisk heller ikke Anne i den udgave, hun hed Anna. De har den på AU LIbrary hvor jeg arbejder og jeg fandt den frem på hylden en dag for at se, hvad der ellers var ændret. Ovenstående er et billede af originaludgaven, som også kan ses i Norton Critical Edition og det er interessant at se, hvordan den er forskellig end den nye danske. Den danske ser mere ud til at være om et barn, hvor originalen har en ung kvinde på forsiden og mere ville henvende sig til teenagere. Det tænker jeg ihvertfald. Men Anne er også kun 11, da hun flytter til Grønnebakken og 16 år, da den første bog ender. Så det perfekte cover skal hverken være for barnligt eller for voksent. Den er ikke helt nem.

Men den nye Netflix-serie og den gamle med Megan Follows er ikke de eneste filmatiseringer, der har været gennem årene. Jeg så den med Martin Sheen (far til Charlie Sheen) sidste år og da jeg sad og kiggede lidt på YouTube den anden dag, opdagede jeg, at der også var en tegneserie. Den med Sheen hedder “L.M. Montgomery’s Anne of Green Gables” og varer kun 90 minutter, hvor den gamle med Follows varede næsten 3 timer og 20 minutter. Under research til dette indlæg har jeg opdaget, at Montgomery’s barnebarn er blandt producerne af denne film og det ser ud til at blive til en trilogi lige om lidt, da 2.film i serien blev vist på canadisk tv i starten af året og 1.juli bliver den næste vist derovre. Men den er bare sådan lidt flad i det i forhold til den gamle miniserie og bestemt også den nye på Netflix.

For nøj, hvor er det godt at Netflix har lavet den serie kaldet “Anne with an E”! Jeg har i skrivende stund allerede set den et par gange og henover sommeren bliver den nok også sat på et par gange. Jeg hørte om det allerede sidste år og tænkte, at det nok skulle blive spændende med et screenplay skrevet af Moira Walley-Beckett, der er bedst kendt for hendes arbejde på serien “Breaking Bad”. På nogle punkter er den meget som bogen (min favoritdel er nok da de kører i hestevogn under æbletræerne i starten) og selvom Amybeth McNulty ikke er nogen Megan Follows, så gør hun det virkelig godt. Den er ikke helt som bogen dog og jeg glæder mig til at finde ud af, hvordan de har tænkt sig at vinkle det hele fremover. Det er som om at der skal lidt mere drama til; et eksempel herpå er at da Marilla tror at Anne har stjålet en broche, bliver hun sendt tilbage til børnehjemmet, men i bogen bliver hun blot sendt op på hendes værelse. Men sproget er lige som det skal være og det virker også som om, at der bruges en del tid på at forklare Anne’s fortid og der er faktisk udgivet en bog i 2008 med titlen “Before Green Gables” af Budge Wilson, som jeg snart skal i gang med at læse for at se, om de har fået inspiration derfra til serien her.

 

Hvad med jer? Har i læst “Anne of Green Gables” og måske set nogle af filmatiseringerne?

#3 Boglige bekendelser

Jeg har tidligere skrevet om et par boglige bekendelser her og her, men det gik op for mig, at det er frygtelig lang tid siden, så derfor har jeg fundet et par ting mere, som i måske ikke lige ved om mig. 🙂

11. Jeg tager ofte til litteraturarrangementer med forfattere, som jeg ikke har læst noget af,  da jeg nyder at blive inspireret.

12. Selvom jeg ofte laver æselører i mine bøger, så skriver jeg aldrig i dem. Eneste undtagelse er da jeg læste “Wuthering heights” i England i 2010 da sproget var så gammeldags ift det som jeg lærte på gymnasiet.

13. Selvom jeg (i perioder) er virkelig god til at opdatere boglisten over mit hjemmebibliotek, så glemmer jeg nogle gange at opdatere listen og køber en bog som jeg har glemt at jeg allerede ejer. Men det er vel normalt når ens hjemmebibliotek er på over 1.000 bøger.

14. Jeg elsker DK5-opstillingerne 99.4(biografier), 80-81 (litteratur) og 75 (illustrationer i børnebøger). Jeg går altid lidt i stå i de sektioner på mit arbejde. Man er vel litteraturnørd og biblioteksnørd.

15. Lydbøger er stadig et ukendt territorium for mig. Hvorfor jeg ikke er begyndt på det endnu har jeg intet godt svar på.

Hvad med jer? Kan i nikke genkendende til nogle af tingene? 

Bloggens første spørgerunde

Da jeg den anden dag gennemgik nogle gamle indlæg herinde fra da bloggen startede, opdagede jeg pludselig noget. Jeg har ofte tænkt over det, men har aldrig fået det gjort. Nemlig sat en spørgerunde i gang her på bloggen.

Efterhånden har jeg haft bloggen i lidt over 2 år og anmeldt bøger i længere tid end det og jeg er sikker på, at der nok er nogle ting, som i er nysgerrige om. Om det gælder bogkøb, kameraer, rejsetips eller hvad i end kan finde på, så er jeg frisk på at svare 🙂

Der er ændringer på vej her ganske snart, men mere om det ganske snart. I kan både spørge mig her, på Facebook, på Twitter og på Instagram og sende mig en mail, hvis i hellere vil det. Hvis der er noget, som i vil se mere/mindre af her på bloggen, så påskønner jeg også kommentarer om dette 🙂

Jeg krydser fingre for, at i vil lege med derude 🙂

Lidt om: At læse den rigtige bog på det rigtige tidspunkt

Umiddelbart lyder det måske lidt underligt, men det er noget, som jeg har gået og tænkt over her på det seneste. Jeg er ret heldig med min læsning i øjeblikket og det bærer bloggens anmeldelser også præg af. Før jeg tager en bog med hjem fra enten folkebiblioteket, biblioteket hvor jeg arbejder eller mit hjemmebibliotek eller får en tilsendt fra et forlag, bruger jeg en del tid på at undersøge bogen og forfatteren bag for at se om det er en bog, der kan falde i min smag. Men jeg finder også meget inspiration hos andre bogbloggere, hos booktuberne på YouTube og ikke mindst på Instagram, hvor både danske og udenlandske forlag, forfattere og bognørder ivrigt deler deres læseoplevelser.

Men jeg skrev jo det rigtige tidspunkt ovenover. Og tidspunktet og ens foregående læseoplevelse er uhyre vigtigt. Men først to små eksempler på hvordan læsning af en bog kan være rigtig på et tidspunkt og forkert på et andet tidspunkt. Da jeg gik i folkeskolen nede i Haslev, lånte jeg en dag bogen “Sofies Verden” af Jostein Gaarder med hjem. Jeg husker tydeligt at have set den på min kusines boghylde i flere år forinden (hun havde også en fin samling af Laura-bøgerne) og jeg havde aldrig rigtig taget den op og læst bag på den. Dette gjorde jeg så på skolebiblioteket og jeg glædede mig virkelig til at læse den. Men jeg kørte død i den. Ikke én, men flere gange. Fast forward til gymnasietiden et par år senere. Denne gang er det på folkebiblioteket at jeg låner den og det var lige før en eksamensperiode. Jeg nåede et godt stykke ind i den, men den lå stille på mit natbord i et par måneder og jeg opgav til sidst.

Men stædig som jeg var (og stadig er) gav jeg ikke helt op. Jeg ønskede mig den i julegave den efterfølgende jul, som var midt i mit sabbatår. Det resulterede i, at jeg tog den med til England, da jeg skulle derover som au-pair. Og der fik jeg endelig tid til at fordybe mig i bogen. Nøj, den var god! Men for mig krævede den også en masse koncentration og særligt da jeg brugte en del tid på at læse op på noget filosofi ved siden af. Efterfølgende har jeg set den norske film og når jeg i dag ser den på min reol, smiler jeg og tænker, at jeg en skønne dag skal få den læst igen. Sidenhen har jeg også dykket længere ned i Gaarders forfatterskab og jeg har anmeldt et par af hans bøger her på bloggen.

Mit andet eksempel er “The Remains of the Day” af Kazuo Ishiguro, som jeg lånte på Statsbiblioteket straks efter at jeg havde læst “Never let me go” af samme forfatter og set filmatiseringen af denne. Jeg var ellevild med den bog og hvordan plottet fungerede. Derfor havde jeg virkelig høje forventninger, da jeg bladrede om på første side og begyndte på min læsning af “The Remains of the Day”, der var skrevet 16 år før “Never let me go” og som har vundet Man Booker Prize. Men jeg kedede mig så bravt som aldrig før. Jeg læste den færdig dog, men undervejs blev den bare aldrig mere interessant for mig. Filmen var lidt bedre, men jeg tror bare, at jeg havde forventet noget andet og mere interessant fra den forfatter.

Et par år senere besøgte jeg min gamle au-pair familie og moderen, som arbejder på en skole, havde sagt ja tak til at tage imod nogle af de bøger, som skolen var ved at kassere. Vi satte dem alle ud på vejen i kæmpe kasser og pigerne lavede et skilt, da de var ganske gratis. Jeg fandt et par interessante klassikere og heriblandt også “The Remains of the Day”. Og selvom jeg allerede havde en tung taske, valgte jeg at tage den med, da det gik op for mig, at jeg måske ville sætte bedre pris på sproget og handlingen om 10-15 år. Da jeg hørte om hans nyeste bog “Den Begravede Kæmpe”, vidste jeg med det samme, at det var én, som jeg skulle kigge nærmere på og jeg blev bestemt ikke skuffet. Hvilket også er en af mine grunde til at ville vende tilbage til “The Remains of the Day” – jeg har elsket to af Ishiguros bøger og jeg er ikke i tvivl om at jeg nok bedre kan lide denne her næste gang.

Nu er det måske lidt mere klart, hvor jeg vil hen med dette indlæg. Der er to gyldne regler, som virkelig fungerer for mig,  når det gælder min læsning:

  • Læs ikke for mange i samme genre lige efter hinanden. Der er en tendens til at man sammenligner den nuværende bog med den man lige har læst og for mig bliver det for ensartet til sidst. Derfor læser jeg så varieret som muligt for at forhindre at køre død i bøger.
  • Tænk over hvad du er i humør til. Så vidt muligt har jeg altid følgende på mit natbord, da hvad jeg har lyst til tit kommer an på hvad jeg netop har læst. Hvis jeg har læst en tung murstensroman, er jeg mere tilbøjelig til at læse børnebøger og graphic novels. Og omvendt. For mange kortere bøger på én gang giver mig mod på at læse en tyk roman.

Så det var lidt mine tanker om det at læse de rigtig bøger på de tidspunkter. Men hvad tænker i? Har i også bøger, som i har måttet pause og som i har planer om senere at forsøge at læse igen?

#5 Lidt om: At møde forfattere

Før jeg flyttede til Aarhus, havde jeg aldrig mødt en forfatter. I folkeskolen havde vi engang Flemming Quist Møller forbi for at holde foredrag nede i byens kulturhus, men at snakke med forfattere ansigt til ansigt gjorde jeg nu aldrig. På vores introkursus i Litteraturhistorie på AU havde vi om gotiske romaner (som jeg snart vil skrive lidt om i et nyt tiltag kaldet genretag) og derfor fik vi besøg af Leonora Christina Skov, som var aktuel med romanen “Silhuet af en synder” og flere af mine klassekammerater snakkede med hende efter samtalen, da de fik deres bøger signeret. Jeg havde lånt min på biblioteket og vidste ikke helt hvad man kunne sige – hun var jo en kendt forfatter. Da vi nåede 2.semester, opdagede jeg en litteraturfestival i København ved navn CPH Litt, som fandt sted i maj måned. Grundet en eksamen om Shakespeare tog jeg mod til mig, og opsøgte Niels Brunse efter hans oplæg om at oversætte netop dennes forfatterskab. Og noget gik op for mig: De er jo bare mennesker og at skrive er deres job. De er slet ikke så farlige.

Omkring dette tidspunkt besøgte Maria Helleberg AU på et seminar, hvor hun talte om sine historiske romaner. Som stor fan af bogen “Rigets Frue” havde jeg fundet den frem og da det var et arrangement på historie, var jeg den eneste, der efterspurgte en signering. Vi endte med at snakke over 10 minutter og det var simpelthen så interessant. Et nyt højdepunkt kom året efter, hvor jeg (i selskab med mange andre) opsøgte Jennifer Egan efter en samtale i Den Sorte Diamant med Christian Jungersen. Dette var den første internationale forfatter, som jeg udvekslede ord med og hun var simpelthen så rar. Sidenhen har jeg tit gået op til forfattere, både danske og internationale, efter deres interviews – om det så har været på biblioteker, i boghandlere eller til litteraturfestivaler.

Jeg har dog ikke vovet mig ud i at lave interviews endnu (men jeg kan bestemt anbefale dem, som Mette Camilla laver ovre på Kulturxpressen lige her), men nyder i stedet at sidde med en blok og mit kamera, når jeg tager til litteraturting. Indtil videre nøjes jeg med at snakke med forfatterne, når jeg får mine bøger signeret og den personlige kontakt betyder lige så meget som selve signeringen. Da jeg begyndte at tage på Louisiana, fandt jeg på en ting, nemlig at spørge især de internationale forfattere, hvilke bøger de anser for at være deres favoritter. Det skaber til tider også en samtale med de andre forfattere. Det skete blandt andet, da jeg i Den Sorte Diamant havde hørt Siri Hustvedt snakke om “The Blazing World” og da jeg stillede spørgsmålet, nævnte jeg, at det gjorde jeg engang imellem og at jeg på Louisiana Literature havde spurgt Michael Ondaatje. Hun svarede selv “Anna Karanina” og spurgte, hvad Ondaatje havde svaret. Hans svar “The Radetsky March”, som er skrevet af Joseph Roth, overraskede hende bestemt ikke og hun svarede “That’s typical Michael”.

Hvad tænker i om at møde forfattere?