Hidden Figures af Margot Lee Shetterly

Hidden Figures af Margot Lee Shetterly, 2017. Anmeldereksemplar fra HarperCollins Nordic. Opr. udgivet som Hidden Figures i 2016. Antal stjerner: 4/5

Hvordan så arbejdsmarkedet ud for sorte kvinder og mænd indtil 1970’erne og hvordan var det at arbejde på NASA, før det blev til NASA som vi kender det i dag?

Margot Lee Shetterly tager med denne bog om særligt kvinderne på NASA, det tidligere NACA, hendes læser med på noget af en tidsrejse, hvis faste holdepunkt blev NACA som arbejdsplads. Dorothy Vaughan, der er den første sorte kvinde, som vi læsere får stiftet bekendtskab med, tog afsted til Langley Memorial Aeronautical Laboratory i 1943 efter at have arbejdet som matematiklærer i mange år. For at kunne tiltræde sit drømmejob var hun nødsaget til at efterlade mand og børn for en rum tid og hun måtte indordne sig ganske hurtigt det nye sted, både som kvinde og som sort;

”Sorte skulle stå af og på bag i bussen og finde en plads bag den farvede linje, og de skulle også tilbyde hvide rejsende deres plads, hvis der var fuldt optaget i den hvide afdeling. Men manglen på konduktører ved den bagerste dør betød, at sorte for det meste steg på ved den forreste dør og skulle så mase sig igennem en række af hvide rejsende for at komme til den sorte afdeling. Derefter masede de sig tilbage gennem gangen for at komme ud ad den forreste dør igen. og hvis hvide passagerer i nogle af de få tomandsbusser var kommet til at stille sig bagerst, måtte de også skubbe sig op foran for at komme ud, da loven forbød hvide at benytte sig af den bagerste dør. Selvom Jim Crow-lovene blev konstrueret for at reducere kontakt ved at holde racerne adskilt, havde de i praksis den modsatte effekt.”

 

Den lidt yngre Mary Jackson, som også var både sort, kvinde og mor, begyndte på Langley i 1951. Da hun små 13 år før havde dimitteret fra high school, var dette med hædersbevisning og på Hampton’s institute, som var et privat universitet for sorte, læste hun både matematik og naturvidenskab. Efter et par års familieliv søgte hun om stillingen som computer på Langley og her kom hun til at arbejde under Vaughan i starten. Efter to år blev hun sendt over til en afdeling på Langley, hvor der var flere hvide computere, men allerede på første dag kunne hun mærke raceforskellene i denne afdeling:

””Kan I vise mig vej til badeværelset?” spurgte Mary de hvide kvinder.

De svarede hende med en fnisen. Hvordan skulle de vide, hvor hendes badeværelse var? Det nærmeste badeværelse var uden skilt, hvilket betød, at de hvide kvinder måtte benytte det, men der var adgang forbudt for de sorte kvinder.”

 

Men hvor meget skal der til ude i verden før at de sorte får samme muligheder som de hvide og hvordan får man egentlig en raket ud i rummet med stor succes?

Sikke en tidsrejse, man bliver taget på som læser i denne bog! Shetterly har virkelig researchet meget til denne bog (der er endda referenceliste i slutningen af bogen) og det er uden tvivl et virkelig imponerende stykke arbejde. Vaughan og Jackson er blot to ud af mange kvinder i denne bog og Shetterly er virkelig dygtig til at forklare hvad deres arbejde egentlig gik ud på. For mig var det dog kvindernes og særligt de sortes historie som var interessant og jeg blev forarget hver gang, at der skete situationer som ovenstående for karaktererne. Af hvad jeg har hørt, så er bogen ganske forskellig fra filmen, så jeg glæder mig til at se både Vaughan, Jackson, Katherine Johnson og ikke mindst deres familier på det store lærred. Alt i alt en fantastisk vigtig bog om stærke kvinder, besværlige matematiske formler og ikke mindst hvordan de sorte opnåede nogle af de samme rettigheder som deres hvide medmennesker.

Reklamer

Vi er bare selv af Linda L. Abildgren

Vi er bare selv af Linda L. Abildgren, 2016. Anmeldereksemplar fra Damgaard. Antal stjerner: 4/5

Hvornår ved man, at man er klar til at få børn og hvordan er det egentlig at være alenemor i dagens Danmark?

Denne bog er baseret på indlæg fra den danske blog Blogsbjerg, som Abildgren har blogget på i en årrække efterhånden og den handler om hendes liv og særlig om livet som selvvalgt alenemor. Hun tager læseren tilbage helt til begyndelsen af forløbet, endda endnu før hun tog beslutningen om at blive alenemor. På dette tidspunkt boede hun i Århus, arbejdede som tolk og underviste i et fitnesscenter og var single efter et længere forhold. Der var en vis ro over hendes liv, som kan ses i dette uddrag:

”Jeg: et heldigt menneske

Efter en dag i selskab med en gammel, kær ven, som jeg ser alt, alt for lidt, og en snak om alle de store ting i livet, gik jeg hjem gennem et skumringsramt Århus.

Som jeg gik der med månen hængende på himlen og byen pyntet med lys, blev jeg overvældet af den stille, taknemmelige glæde. For jeg elsker virkelig mit liv, de små skønhedsfejl til trods. Jeg elsker at bo i Århus, jeg elsker mine jobs, og jeg har de mest formidable mennesker i verden omkring mig. Det er snart jul, i aften skal jeg i biografen, og jeg glæder mig til næste år.

Og i morgen skal jeg ingenting. Overhovedet.”

Men pludselig går alting over stok og sten. En dag melder hun på sin blog at hun er gravid og hun giver os indblik i mange af hendes overvejelser gennem graviditeten. En dag melder Anton pludselig sin ankomst og livet ændres fuldstændigt. Selvom han ikke altid er verdens nemmeste barn, er man som læser ikke i tvivl om at hans mor elsker ham og det er interessant at følge med i hans udvikling på allerforreste række. Der er beslutninger, som skal tages og en af de ting, som Abildgren støder på, er spørgsmålet om, hvad hun egentlig vil kalde det, som hun er:

”Enlig mor lugter så grimt af 1950’erne, fabriksarbejde og klamme, etværelseslejligheder på kvisten. Singlemon giver mig associationer til hyæner, der lusker rundt på savannen og tålmodigt venter på, at nogle af the doublemoms bliver færdige med handyret, så man kan kaste sig over de sørgelige rester.

Indtil videre er jeg endt med sætninger som ”jeg er alene med ham” og ”vi er bare selv”, når jeg bliver afkrævet civilstatus, hvilket gør decideret ondt på en ord-samler som mig. Der må sgu da være et ord? Jeg er villig til at gå svensk eller tysk på det, hvis det bare giver mening.”

Men hvor meget kan et liv egentlig ændre sig over et par år?

Jeg havde ikke læst bloggen bag denne bog, før jeg begyndte på den, men det vil jeg fremover af en simpel grund: Abildgren skriver virkelig humoristisk og reflekterer på en interessant måde. Hun er desuden også hudløst ærlig og dette også selvom det nok ikke falder i god jord alle steder. Abildgren tager lidt læseren med på en rejse gennem hendes beslutninger og det var jeg særlig vild med som læser. Alt i alt en humoristisk skildring af livet som alenemor og de beslutninger, som kan ændre et liv markant, når man tager dem.

Vangede Billeder af Dan Turéll

Vangede billeder af Dan Turéll, 1999. Borgen. Antal stjerner: 5/5

Hvordan voksede børn op i Danmark i 1950’erne og hvordan levede mennesker i Vangede på dette tidspunkt?

Turéll bringer os med denne bog tilbage til dengang han voksede op i Vangede, som ikke ligger langt fra København. Vangede er bestemt ikke som nabobyerne Gentofte og Buddinge og Turéll beskriver det således i starten af bogen:

”Vangede var et rabarber-kvarter – et sted, hvor der var sprittere, slagsmål, automatbræk, motorcykelbander og temmelig vilde lørdag aftener, en kort overgang et værtshus der måtte lukke og en uforholdsmæssig stor del af kriminaliteten i Gentofte.”

Han fortsætter med at beskrive de mennesker, der bor i Vangede: bibliotekaren, som altid var sur, de forskellige bander i området, hans familie og ikke mindst hvad folk gik rundt og lavede dengang. Ikke alle byens borgere var byens bedste børn og udover banderne i kvartererne, som typisk er unge mennesker, så er der også to mænd, der hedder Boonkey og Fede-Asger. De er bestemt ikke iblandt byens bedste børn og dette ses især på en særlig natbus til Vangede, der hver sommer kører mellem Bakken og Vangede:

”Boonkey har terroriseret chaufføren så meget, at han kan komme op og betale for dem begge med en pakke stimorol og en 5-øre, og så må chaufføren give ham de to billetter og stikke stimorol’en i lommen, mens han i bakspejlet sér Fede-Asger på sin værdigt ugenerte måde flå bagdøren op med et kraftigt spark og marchere ind med en kasse ø og gå i gang med at sætte brand i bussen.”

Men hvor store er forskellene egentlig på barndommen i dag og dengang?

Det er særligt interessant at læse dette værk af Turéll her i 2016, da virkelig mange ting er ændret siden dengang. I år ville han være fyldt 70 år og det er første gang, at jeg selv læser denne bog. Jeg mindes at have læst uddrag i skoletiden, men bestemt ikke hele bogen. Det ville jeg have husket. For én, der ikke har læst Turéll før, var dette et godt sted at starte. Personerne er ikke byens bedste børn, men hans beskrivelser af dem gør dem alligevel mindeværdige og jeg er stor fan af hans beskrivelser af miljøet i Vangede. Bogen har givet mig mod på at læse mere af Turéll og det er ikke uden grund at bogen er en af de bedst kendte fra Turélls hånd. Alt i alt en interessant bog, som sætter tankerne i gang om hvordan Danmark engang var og hvordan folk lever den dag i dag.

So Long, Marianne af Kari Hesthamar

So Long, Marianne af Kari Hesthamar, 2015. Anmeldereksemplar fra forlaget EC Edition. Opr. udgivet i 2014 under samme titel. Antal stjerner: 4/5

Hvem er Marianne Ihlen og hvordan kan man finde sin egen identitet, hvis man hele tiden presses til at skulle finde den?

Hesthamar har med ”So Long, Marianne” forfattet en bog om Leonard Cohens ekskæreste Marianne, som sangen af samme navn er dedikeret til. Marianne Ihlens ungdomsår er i fokus her, hvor hun mødte den jævnaldrende forfatter Axel Larsen hjemme i Oslo og sammen drog de afsted mod den græske ø Hydra, hvor Axel skrev på sine bøger:

”Axel skrev intenst fra morgen til aften. Når Marianne følte, hun ikke kunne følge med i Axels hurtige tankegang og impulsive handlinger, flygtede hun ind i den rolle, hun vidste, hun mestrede: rollen som husmor. De var som nat og dag. Hun var praktisk og havde det bedst, når dagene var forudsigelige. Han svævede i skyerne, levede for sit arbejde og ville sprænge rammerne både i litteraturen og i livet.”

Forholdet mellem Marianne og Axel er ikke stabilt, men lidt bedre bliver det, da Axel frier og de bliver gift. Marianne har lidt svært ved at finde ud af, hvad hun egentlig vil, men det gør tilværelsen på Hydra lidt bedre, at der også er andre udenlandske forfattere og kunstnere. Axel forlader hende kort efter, at de er blevet forældre og en dag, hvor Marianne er nede i den lokale købmandsbutik, spørger en mand hende, om hun vil gøre ham og hans venner selskab og hun siger ja. Manden var Leonard Cohen og de begynder et forhold, som er langt mere stabilt end ægteskabet med Axel, som dog stadig er i hendes liv grundet deres søn. På vej mod Norge tager de til Paris og følgende er derfra:

”De spadserede langs Seinen i aftenlyset. Trak jakken tæt sammen i den kolde vind, der trak ind fra floden. Passerede små boder med trækasser fulde af bøger og gamle tegneserier. De besøgte Louvre. Drak kaffe på små caféer og så på mænd og kvinder, der passerede forbi iført trenchcoats og højhælede sko. Mærkede, at pulsen slog i en helt anden takt her end på Hydra. Marianne lukkede øjnene og lænede hovedet mod Leonards skulder, tog et fast greb i hans arm og lod ham føre sig, som om hun var blind. Den øvelse lavede hun flere gange – lod ham se for dem begge, mens hun langsomt satte et ben foran det andet og følte efter, om hun havde fast grund under fødderne. Fandt sin kurs og overgav sig.”

Men alt har en ende og når ens liv er delt mellem Norge, Grækenland og Canada (senere New York), kan det være svært at opretholde et forhold, som bedst fungerer når man befinder sig samme sted. Hesthamar er god til at få styr på alle de ting, som skete omkring Marianne og det var en fornøjelse at læse en bog, hvor den grundige research skinner igennem. Cohen fylder meget i bogen, men det gør Larsen også og for en litteraturhistorienørd var det interessant at høre om de strømninger, der var i litteraturen i 1950’erne og 1960’erne. Alt i alt en interessant biografi om en kvinde, som leder efter sig selv medens hun er sammen med andre og som må tilpasse sit liv derefter.

Jeg vil ikke tage det flot af Anne Bredahl

Jeg vil ikke tage det flot af Anne Bredahl, 2014. Anmeldereksemplar fra forlaget Damgaard. Antal stjerner: 4/5

Hvor meget kan sygdom som sklerose styre ens liv og kan man få de mennesker, som ikke er sygdomsramt, til at forstå, hvad det er man går igennem?

Bredahls bog er en erfaringsbog og en vigtig én af slagsen. Bogen fører os tilbage til 2011, hvor Annes træthed er begyndt at give problemer. Hun oplever hvordan hendes krop gradvist giver hende problemer og dette uddrag er fra starten af bogen:

”Jeg har tænkt meget på at tage mig sammen i den seneste tid. For trætheden kommer ikke helt ud af det blå. Det har været sådan i flere måneder nu. Jeg sover i bussen. Jeg aflyser aftaler. Jeg lever et kvart liv.

Sandheden er, at jeg er for træt til at eksistere i min egen tilværelse. Og der sker mærkelige ting. Blandt andet mister jeg jævnligt kræfter og følelse i min venstre arm. Hvad er det for noget?”

Hun rammes så hårdt af træthed, at hun ikke kan overskue at tage på arbejde og da hun endelig kommer til lægen, fortæller hun om sin arm, som ikke virker som den skal. Lægen er dog ikke hendes egen og hun bliver sendt hjem med ordene om at det nok ”bare” er en vinterdepression som hun skal ”tage med humor”. Det bliver sværere og sværere for hende at komme ud i sengen og da hun kommer til egen læge, som er bekymret fra første færd og som sørger for at hun får taget en masse prøver. Efter mange måneders uvished kommer svare om at hun har sklerose. En ting er behandlingen, noget andet er at acceptere sygdommens påvirkning resten af livet:

”Vi kommer aldrig til at holde ”hurra, hun er rask”-fest for mig. Den tanke ramte mig hårdt i dag. Jeg kan være så heldig at jeg får det bedre. (…) Men jeg får aldrig en raskhedsfest. Kronisk er for evigt. ”

Før jeg læste denne bog, anede jeg nærmest ingenting om sklerose, så for mig var denne bog virkelig en øjenåbner. Bredahl er virkelig dygtig til at fortælle hendes historie uden at man som læser føler, at det er en lang klagesang. Der er forskellige aspekter af kronisk sygdom, som de ikke-ramte nok aldrig overvejer og som man virkelig bør tænke på. Blandt andet hvordan man prioriterer sit liv, da man ikke ved, hvad der kan ramme én selv.

Alt i alt en virkelig interessant bog som giver et indblik på sklerose, som man sjældent ser og som især kan hjælpe pårørende til sygdommen med at forstå de tanker, der flyver rundt i hjernen på den kronisk syge.